Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

107Likes
227Kommentarer
61941Visninger
AA

20. Kapitel 18 - Afsløret

Jeg ved ikke hvordan Aiden bærer sig ad. Det ene øjeblik vil han ikke være i nærheden af mig, og hans berøring giver stød som en advarsel om at jeg skal holde mig væk. Det næste snakker han til mig, som om at vi har kendt hinanden i evigheder, og hans nærvær giver mig ikke længere migræne. At det stadig kribler i min krop, er en helt anden side af sagen.

Han har evnen til at få mig til at slappe af, og havde det ikke været for ham, var jeg nok kommet til at oversvømme Elentus.

Det havde slet ikke været nødvendigt med hans hjælp, hvis Ashley ikke havde løjet. Hun skulle forestille at være en helt almindelig veninde, men næ nej. Hun har hele tiden vidst hvem jeg var, og hele tiden presset Nathan. Det er et brud på de gyldne fem, og det slipper hun ikke godt fra.

Hvad jeg helt præcist skal gøre, ved jeg ikke. Men én ting er helt sikkert; jeg er færdig med at være sød ved hende.

Nathan! råber jeg og smækker døren efter mig. Nu vil jeg have et svar. Om jeg så skal bruge tvang eller forsøge at finde en sandhedsbesværgelse, så er det det jeg gør.

Han svarer ikke, og ud fra den dybe snorken inde fra stuen at dømme, er det ikke svært at regne ud at han sover. Men hvordan i alverden kan han sove, når jeg kommer bragende?

”Nathan!”

”Hvad råber du for?” mumler han midt i et gab og sætter sig op.

”Ja, hvad fanden tror du?” Det bobler indeni mig som en sodavand der er ved at bruse over.

”Jeg ved virkelig ikke, hvad du prøver på at sige,” svarer han og rejser for at lunte mod køkkenet. Kaffe er det eneste han tænker på.

Siden hvornår er han begyndt at drikke kaffe?

”Du ved udmærket godt hvad jeg snakker om.”

”Ro på,” siger han og dukker op i døren. ”Hvad er det helt præcist jeg har gjort? Jeg er altså ikke tankelæser, selvom jeg kan telepatere.”

”Det er nogle vanvittigt dårlige evner du har, når du ikke engang kan fornemme din egen søsters tilstedeværelse.” Jeg knytter hænderne for ikke at komme til at vifte noget i hovedet af ham.

”Stop nu lige. Kan du ikke selv hører hvor urealistisk det lyder? Selvfølgelig kan jeg mærke dig.” Han bevæger sig tættere på, men stopper alligevel før han kommer for tæt på. Det gør han også klogt i. Man ved aldrig hvad mine evner er i stand til. Det har vi jo set.

”Urealistisk? Det er vidst ikke mig der er urealistisk. Men vi kan jo spørge Ashley. Hun har jo svaret på alt.” Jeg lægger armene over kors. Noget i hans energier ændrer sig, og det betyder bare, at jeg har ramt det rigtige punkt.

”Hvor ved du det fra?” En dyb fure syner mellem hans øjenbryn.

”Det er meget muligt, at du ikke er tankelæser, men det er jeg tilfældigvis.” Jeg kæmper imod trangen til at give ham et par på hovedet.

”Har du udspioneret mig?” Vreden bobler indeni ham, men lige nu kan jeg ikke tage mig af det. Jeg er træt af alle de hemmeligheder!

”Det er sgu da ikke nødvendigt, så højt som I diskuterede.”

”Det burde ikke være muligt.” Han tager sig til hovedet. Ashley? Jeg skal lige snakke med dig.

Sig frem, Nathan.

Hun får med mig at bestille om lidt. Hvad som helst, bare hun kan mærke det. Nathan løfter hånden som tegn til at jeg ikke skal blande mig, eller som han plejer at sige: ”Ro på.” Jeg skal give ham, skal jeg.

Havde du dit skjold oppe, da vi talte sammen tidligere? Nathan telepaterer videre upåvirket af mine højlydte planer om hævn.

Selvfølgelig. Det har jeg altid.

Kan du så forklare mig, hvorfor Scarlett sidder og stirrer ondt på mig?

Pyh, godt du siger hun er hos dig. Jeg var lige ved at blive bange for at hun var sammen med Aiden. Hun skal være glad for at jeg ikke kan slå hende nu. Og hvorfor skulle jeg vide, hvorfor hun stirrer ondt på dig? Er det ikke bare sådan noget søskende gør?

Ikke i dette tilfælde. Hun har hørt os.

Det er jo ikke muligt. Jeg kan mærke Ashley er ved at gå i panik. Mit skjold har aldrig svigtet mig.

Men det har det nu. Jeg kan ikke bare sidde her uden at blande mig. Hvordan føles det, når evnerne svigter?

Scarlett? Hvordan er det muligt?

Det ved jeg ikke, og jeg er sådan set også ligeglad. Men hvorfor fanden har du ikke fortalt mig noget? Jeg stolede på dig! Tårerne presser sig på. Tanken om at hun ikke har fortalt mig noget, og at Nathan stadig har hemmeligheder, gør utrolig ondt.

Jeg måtte ikke fortælle noget.

Og du er måske typen der følger reglerne?

Ro på, Scarlett. Nathan sætter sig imellem os. Ashley skal være lykkelig for at jeg ikke står foran hende lige nu.

Det skal du overhovedet ikke blande dig i. Jeg har ret til at være rasende! Og du sagde at man ikke kunne ændre sin telepatiske stemme.

Kan du så ikke være det uden at råbe? Alle kan høre dig. Ashley forsøger at være den kloge, men jeg kan ikke andet end at blive mere irriteret. Og Nathan har ret, man kan ikke ændre den, men sådan nogen som mig er født med en anden stemme.

Jeg skal nok selv styre, hvor højt jeg råber. Jeg er træt af, at I tror, I bestemmer.

Hvad sker der her? Mitchell dukker op i samtalen. Endelig en der forstår mig.

Det er ikke noget der kommer dig ved, Mitchell. Ashley lyder efterhånden til at være en smule gnaven.

Snak ordentligt til ham.

Jeg tager mig til hovedet, der er begyndt at gøre ondt. Klemmer et par fingre om næseryggen. Det kan ikke rumme meget mere af den verbale kamp der er ved at finde sted.

Tak Scarlett.

Og hvad fanden har Aiden gjort jer? hvæser jeg og kniber øjnene sammen af smerte. Nej vent, jeg vil ikke høre det! Aiden gør mig ikke noget.

Jeg tror vi stopper her, afbryder Mitchell.

Du tror du er åh så vigtigt. Det er derfor jeg ikke kan klare Beskyttere som dig, beklager Ashley sig højlydt.

Nej, jeg mener det, Ashley. Det går ud over Scarlett det her. Husk at det er hendes tanker der er samlingspunktet for denne diskussion. Han forsvarer mig? Måske er det ikke så slemt at have en Beskytter.

For det ved du jo alt om. Ashley er ikke typen der bare giver op. Men det er jeg heller ikke.

STOP! Jeg råber for fuld kraft. Det er den eneste måde at få ro på.

Stilheden indtager mine tanker og det eneste jeg kan høre er mit eget hjerte der raser af sted. Jeg kaster blikket mod vinduet og bemærker hvordan der ikke er en sky på himlen, selvom uvejret hærger indeni mig.

Mon det er Aiden der holder det væk, for ikke at vække mistanke i byen? Vejret blev først utilregneligt da jeg kom. Det skulle heller ikke undre mig, hvis han allerede har gættet at jeg også har evner.

Et kort smil sniger sig over mine læber. Hans afslappet holdning er skøn og når jeg er i nærheden af ham, smitter det af på mig.

Men hvad skal jeg sige nu? Det er første gang jeg virkelig har diskuteret med dem, og det er også første gang at jeg har fået dem til at holde kæft. Det ligner mig ikke at gøre sådan noget, men på den anden side er det også en rar følelse. Endelig kan jeg tage styringen for en kort stund.

Det her er ikke i orden. Jeg er træt af at høre på jeres forbandede brok. I må gerne diskutere, hvis det virkelig er nødvendigt, men hold det langt væk fra mig. Og jeg advarer jer, den næste der taler ondt om Aiden, får med mig at bestille. Er det forstået?  Jeg lægger armene over kors og skuler til Nathan.

Men…

Men ikke noget Ashley. Jeg gider ikke det der. Og du kan bare vente dig til i morgen.

Er det så nu alle går hver til sit? spørger Mitchell forsigtigt.

Jeg kan ikke lade være med at smile over, at de måske har fået en anelse respekt for mig nu.

Det lyder som en fantastisk idé. Og jeg starter. Jeg vinker hoveddøren op, og forsvinder ud af den, uden at lukke den bag mig.

 

Jeg finder tilbage til klippen Aiden viste mig tidligere. Har brug for en pause fra dagens problemer, og fra min tjans som heks som alle åbenbart kender til, og her tvivler jeg på at de bare kan finde mig, medmindre en af dem har en indre sporhund gemt i sig. Man ved aldrig.

Hvis de dog bare ville holde op med alle de hemmeligheder. Være lidt mere som Aiden. Det ville virkelig gøre det hele meget lettere.

Hvordan kan de overhovedet forlange at jeg skal acceptere livet som heks, når de ikke engang vil fortælle mig hvad der foregår? De kan godt glemme alt om at jeg skal sætte livet på spil for noget jeg ikke kender sandheden bag.

Månen er langsomt på vej op, og vil snart dele himmel med aftensolen. Det er længe siden jeg sidst har set dem sammen, men jeg elsker når de gør. Det er fascinerende hvordan to modsætninger kan stå sammen, og være lige smukke.

Intet vil kunne eksisterer uden sin modsætning. Yin og Yang er uadskillelige. Sådan havde mor altid sagt. Det var det hun altid havde gået meget op i.

”Det er en smuk aften.”

Jeg er lige ved at hoppe ud af stolen af forskrækkelse. Jeg vender hovedet og i det samme får jeg øje på Aiden, der stadig er iført sin sorte frakke.

”Det er det vel,” svarer og bliver ved med at kigge på ham. Aidens øjne står tydeligt frem, og fanger min opmærksomhed.

”Du lyder ikke overbevisende.” Han går med lette skridt hen mod mig, og stopper da han står ved siden af mig. Et snert af et smil viser sig på hans læber.

”Jeg har aldrig påstået, at jeg var god til at lyde overbevisende.”

”Det er selvfølgelig rigtigt.” Han sætter sig ned på hug og kigger på mig. Et kort øjeblik kommer følelsen af Dagens Menu tilbage. Jeg ryster hurtigt tanken ud af mit hoved. Den slags tanker hører ikke til i mit hoved. Der er ingen der bliver spist.

”Hvad laver du egentlig herude?”  

”Jeg kunne spørge dig om det samme.” Hans stemme er varm og rolig. Jeg gad godt vide hvordan han bærer sig ad.

”Havde brug for et pusterum.” Jeg giver mig til at fumle med en tot hår.

”Og jeg går forbi et par gange om dagen,” konstaterer han og rejser sig op. ”Kæft man får ondt i benene af den stilling.”

”Så lad da være med at sidde sådan?” Jeg ser på ham med et drilsk smil.

”Nu skal du ikke sidde der og spille klog.” Han retter på sin frakke og stikker derefter hænderne tilbage i lommerne.

”Jeg spiller ikke - jeg er,” svarer jeg selvtilfredst. Han ser bare på mig og ryster på hovedet, dog med et glimt i øjnene.

Som sædvanlig forsvinder alle mine problemer i hans nærvær. Jeg kan næsten være en almindelig pige, altså bortset fra kørestolen, men er ikke noget Aiden kan gøre noget ved. Men at få ro for mine evner er også okay for nu.

Det ender med at jeg bliver afhængig.

Et par stjerner er begyndt at titte frem på himlen. Den ene lyser kraftigere end den anden, og det ligner at de kæmper om, hvem der kan lyse mest.

Det hele minder mig om dengang mor og jeg så på stjerner hver aften. Vi havde et par tæpper og et glas varm kakao med ude. Og der sad vi så under den store himmel og så stjernernes evige dans. Ligesom nu.

Jeg skæver mod Aiden og håber på at han ikke ser det. Han er virkelig perfekt, som han står der med blikket rettet fremad, og sin helt igennem perfekte måde at være på. Det er ikke til at fatte, hvordan tingene pludselig har ændret sig. Aiden har ændret sig utrolig meget, og jeg stoler på ham. Uanset hvilken dag han har.

Han er nødt til også at vide min hemmelighed, eller i hvert fald noget af den. Han fortjener det efter at have hjulpet mig, selvom jeg klart og tydeligt sagde at han skulle lade mig være. Jeg kan godt nok ikke fortælle ham om mit problem med Ashley, men det er nok godt nok at komme af med en af mine hemmeligheder.

”Aiden?” siger jeg og bider mig i læben.

”Ja?” Han retter blikket mod mig og hans øjne giver mig det sidste skub.

”Hvor nem er du at skræmme?”

 Han ser på mig med et løftet øjenbryn.

”Det burde du vide, Scarlett. Jeg har evner, og normalt er det mig, der skræmmer folk væk.” Han tager hænderne op af lommerne og lægger armene let over brystet.

”Jeg vil gerne vise dig noget, men kun hvis du lover, at du ikke løber skrigende væk.”

”Nu er jeg ikke nogen lille pige, der løber skrigende rundt, som blev jeg jagtet af min egen skygge.” Han fastholder mit blik. ”Hvad er det, du prøver at sige?”

”Kan du ikke lige trylle et eller andet frem?” Jeg ved lige præcis, hvad jeg skal gøre.

”Jeg er altså ikke en tryllekunstner.” Han ryster en smule opgivende på hovedet. ”Det kaldes at manifestere noget.”

”Så manifester noget.” Igen begynder det her at føles forkert, men jeg kan ikke stoppe nu. Jeg har taget springet, og må bare håbe at jeg lander sikkert.

”Hvis det ikke kan være anderledes.” Han rækker den ene hånd frem og langsomt toner en perfekt rose frem. ”Og hvad så nu?”

”Nu skal du bare stå stille.” Nervøsiteten samles som en knude i min mave. Hvad nu hvis jeg dummer mig eller gør ham fortræd? Nej! Selvfølgelig kommer det ikke til at ske. Og hvis noget skulle gå galt, så har han sikkert evner der kan redde ham. Håber jeg.

Langsomt løfter jeg hånden frem mod rosen og den svæver forsigtigt ud af hånden på Aiden. Han står ubevægelig og følger den med øjnene, men der er ingen tegn på frygt.

På sin vej fra hans hånd til min, ligner det næsten at den danser. Det er ikke helt som jeg har forestillet mig, men den svæver trods alt. Og ingen kom til skade.

Idet jeg forsigtigt lukker fingrene omkring rosen, falder mit hjerte straks til ro. Nu har jeg vist ham det, uden at der skete noget.

”Cool.” Aiden tager hånden til sig. ”Men hvorfor viser du det til mig?” Hans øjne ser undersøgende på mig.

”Du viste mig din evne, så jeg håbede at vi kunne dele hemmeligheden med hinanden.” Varmen spreder sig i hele kroppen.

”Selvfølgelig, Scarlett. Men jeg tror du skal passe på, at andre ikke ser det.” Han er tilbage i sit seriøse hjørne. ”Det er jo ikke noget folk er vant til at se.”

”Jeg har ikke vist det til andre?”

Det her var en dårlig idé. Han synes sikkert at jeg er vanvittig. Håbløs. Eller bare underlig. Måske endda alle tre ting til sammen.

”Måske ikke bevidst.” Han læner hovedet bagud, og der lyder et ordentligt knæk fra hans nakke. Adrr, jeg hader når folk gør sådan noget. ”Men eftersom jeg selv har evner, så har jeg lagt mærke til døre der klaprer og et loft der falder ned. Sidstnævnte var originalt men ikke noget du behøver at gentage,” ler han, som om han finder det morsomt.

Jeg er bare ikke enig.

Overhovedet ikke.

Mon Ashley vidste at det ville ske og derfor blev væk?

Det gjorde hun ikke, blander Mitchell sig kort. Hun var hos Nathan.

Inden jeg når at svare, mærker jeg ham trække sig tilbage.

”Hvorfor har du ikke sagt noget?” Jeg lægger armene over kors og vender tilbage til samtalen med Aiden.

”Fordi jeg ikke vil presse dig til at sige noget. Den slags ting skal komme af sig selv.”

Endelig en der har det på samme måde. Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet over, at han også vidste det uden at sige noget, men på den anden side har han taget tingene i mit tempo. Noget de andre ikke ligefrem kan prale af.

”Tak.”

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, og om jeg behøver at sige noget. Det hele er sket så pludseligt, og startede egentlig med at jeg skred fra endnu et skænderi.

Nu har jeg så en at dele hemmeligheden med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...