Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

108Likes
227Kommentarer
62629Visninger
AA

19. Kapitel 17 - Flugt

Først onsdag vender jeg tilbage til skolen. Eller det vil sige, Nathan tvinger mig til at stå op.

”Du har altså godt af at komme lidt ud,” sagde han bare, da han sendte mig afsted. Ikke engang et lift tilbød han. Jeg skulle jo nødig blive doven.

Jeg bliver nærmest overfaldet af Lauren da jeg kommer til skolen. Både Michael og Ashley står bag Lauren og ser ud til at tage det noget mere roligt.

”Har du det bedre?” spørger Lauren da hun endelig giver slip. ”Hvad har du fejlet?”

”Min migræne har været temmelig voldsom,” svarer jeg og forsøger at få det til at lyde troværdigt.

”Du burde virkelig gå til lægen med det der.”

”Jeg har det fint, Lauren.” Ikke en mere til at prædike om hvad jeg bør gøre. Jeg orker det ikke. Desuden er jeg ikke sikker på at jeg ville slippe godt fra det, hvis mine evner beslutter sig for at have deres eget liv i nærheden af en læge eller et sygehus. De skal slet ikke vide at jeg hører stemmer.

”Hvis du siger det. Men lad os skifte emne. Du og jeg skal seriøst snart på shopping, så du kan komme til at ligne en million til Aidens fest.” Lauren peger på mig, som for at understrege at det er mig hun snakker til.

”Han har stadig ikke inviteret mig,” svarer jeg en smule højere og mere irriteret end nødvendigt. Ashley og Michael kaster et hurtigt blik på hinanden, men jeg vælger ikke at tænke yderligere over det. ”Det kommer heller aldrig til at ske,” fortsætter jeg.

Hvad får hende til at tro at han overhovedet vil invitere mig? Det er hende selv der har sagt at han er asocial, og at han ikke selv har inviteret nogen. Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

”Bare stol på mig. Han skal nok invitere dig.”

”Okay, mens I står og snakker om drenge, vil jeg smutte videre.” Michael klapper mig på skulderen da han går forbi, og snart er han forsvundet i mængden.

En kølig vind strejfer min nakke, men det virker til at jeg er den eneste der mærker den. Jeg drejer hovedet og i det samme får jeg øje på Aiden der træder ind ad døren. Som sædvanlig er han iført sin sorte frakke. Det mørke hår hænger perfekt om hans ansigt og får hans øjne til stå mere tydelige.

Hvad er det jeg siger?

”Når man snakker om solen,” kvidrer Lauren og får mig til at kigge på hende.

Ashleys energier ændres øjeblikkeligt til glohede. På et eller andet tidspunkt er hun altså nødt til at fortælle mig, hvad hendes problem med Aiden er. Han kan umuligt have gjort noget, for så havde Lauren sagt det for længst.

Ellers må jeg jo spørge Aiden selv.

”Jeg smutter,” udbryder Ashley, og inden jeg når at åbne munden er hun væk. Der er altså noget hun ikke fortæller mig.

Aidens hånd strejfer min idet han går direkte forbi mig uden så meget som at se på mig. Det kilder op gennem hele min krop, og jeg mærker hvordan jeg får lyst til at følge efter ham.

”Smut bare. Jeg klarer mig.” Lauren gør plads til at jeg kan komme forbi. Jeg former et hurtigt tak med læberne og skubber alt hvad jeg kan, for at indhente Aiden.

”Aiden?” kalder jeg og håber at han hører mig, selvom jeg endnu ikke har indhentet ham helt.

Han sætter tempoet ned og lader mig komme op på siden af ham.

”Godmorgen Scarlett.” Han nikker ned til mig for så atter at rette blikket stift frem.

”Tak for sidst,” siger jeg og smiler. Han nikker som svar.

Aiden er tilbage i sit gamle hjørne, hvor han knap nok vil sige noget. Jeg hader når han gør det! Jeg bryder mig ikke om den måde han konstant ændrer sig på.

”Sikke stille du er i dag.” Jeg skæver mod ham, samtidig med at jeg forsøger ikke at køre ind i nogen.

”Det er ikke sikkert at sige noget.” Han fastholder blikket fremadrettet. Jeg kigger i samme retning, men kan absolut ikke få øje på noget der skulle kunne være en trussel. Slet ikke for ham.

”Hvad mener du? Det er da ikke farligt at snakke sammen.” Jeg kan ikke lade være med at fnise. Det lyder simpelthen så komisk. Altså, hvis han nu havde været en hemmelig agent, så havde jeg måske troet ham. ”Og hvad er der egentlig med dig og Ashley?”

”Jeg sagde heller ikke, at det var farligt. Jeg sagde, at det ikke var sikkert.” Han svinger armene om på ryggen og fortsætter med at gå. ”Og Ashley kan bare ikke lide mig.”

Hans hår ligger i perfekte buer og ikke én tot sidder forkert. Hans øjne står tydeligt frem, og det er umuligt ikke at lægge mærke til dem. Der er noget ved dem jeg godt kan lide. Noget der fanger min opmærksomhed. Og uanset hvor farlig han selv påstår, han er, så skræmmer han mig ikke længere. Jeg kan nemt finde andre ting, der er mere skræmmende. Dæmoner for eksempel.

”Men hvad mener du? Hvorfor er det ikke sikkert? Og hvorfor kan Ashley ikke lide dig?” Jeg drejer hovedet, men Aiden er der ikke. Igen er han forsvundet i den blå luft. Det er typisk. Så snart jeg begynder at spørge ind til noget, lukker han i som en østers.

Jeg følger menneskestrømmen mod klassen, uden at støde på Aiden. Den velkendte tomhed vender tilbage. Ikke engang en rose har jeg fået.

 

Blyanten glider hen over papiret med spansk grammatik, men det er ikke ligefrem spansk der kommer ud af mit hoved. Man skal ikke være videnskabsmand for at kunne finde ud af yo, og él/ella.

Jeg har ikke set skyggen af Aiden på gangen de sidste par timer, og jeg kan ikke slå ham ud af hovedet. Nu sidder jeg og tegner små roser og øjne. Hans øjne. Lige nu kan jeg ikke engang se mors øjne for mig, selvom hun er det eneste jeg har haft i hovedet i flere dage.

Det eneste jeg stadig kan se for mig, er halskæden der dukker op og mine forældre der forsvinder. En dårlig byttehandel.

Scarlett for pokker. Mitchell trænger igennem og det mærkes som om at han lægger en hånd på min skulder.

Hvis bare jeg kunne omfavne ham og bare lade det hele komme ud. Han er den eneste jeg ikke behøver at skjule sandheden for. Han ved hvad jeg er i stand til, og jeg behøver sjældent at forklare mig.

Men det er jo rigtigt, beklager jeg mig og giver mig til at hviske mine tegninger ud og i stedet udfylde felterne med spanske verber.

Det vil aldrig være din skyld.

Altid.

Tårerne presser på og jeg skynder mig tørre det væk, inden nogen kigger på mig. Selv ikke Ashley der sidder ved siden af mig skal se det.

En svag stemme lyder i mit hoved. Jeg lytter efter. Det lyder som Nathan, der endnu engang er blevet rasende. Jeg forsøger at stille ind på ham, så jeg bedre kan høre det. Endnu en stemme træder tydeligt frem. Det er den samme som den dag, hvor hende den ukendte pige afslørede Nathans hemmelighed. Det er hendes stemme der igen er i mit hoved.

Du kan ikke blive ved med det der. Hun lyder til at være i dårligt humør.

Jeg kan mere end du tror. Bare vent og se, knurrer Nathan så selv jeg får lyst til at stikke halen mellem hjulene.

Der er ikke tid til at vente!

Husk nu lige hvem der bestemmer her. Jeg har ikke brug for dine råd.

Det er noget du tror.

Bland dig udenom. Og har du ikke noget andet at bruge din tid på?

Jeg lukker fingrene om min kæde og forsøger at lukke dem ude. Har ikke brug for at høre flere skænderier i mit hoved. Der var lige blevet så dejligt stille efter Mitchell og ham den anden stoppede.

Stemmerne presser på. De har begge hævet stemmen og jeg må konstant minde mig selv om at jeg sidder i klassen og ikke skal begynde at råbe.

Nu stopper du! Nathans stemme er hård og gennemtrængende.

Det er alt for farligt. Kan du ikke se det?

Hvor vover du at stille spørgsmålstegn ved det jeg laver? Jeg kan se for mig hvordan blodåren i hans pande popper frem, som den gør når han er rasende.

Så længe hun ikke træner intensivt, er hun til fare for rigtig mange uskyldige. Er det virkelig det du ønsker?

Scarlett er aldeles ikke farlig, Ashley.

Nej, det kan ikke være rigtigt. Ikke hende. Hvor længe har hun … Men hvorfor har hun ikke fortalt mig det?

Hvem er hun?

Jeg mærker min mave vende sig og ser skyerne pludselig indtager himlen i takt med at den kriblende fornemmelse i mine hænder tager til. Jeg skæver til uret på væggen, og i det samme slutter timen. Jeg kyler mine ting i tasken og forlader min plads.

”Vent på mig!” råber Ashley bag mig. Jeg fortsætter bare. Så langt væk som overhovedet muligt. Væk fra hende.

Hvem har ellers kendskab til mig og mine evner? Og hvor længe har hun vidst det? Et kort øjeblik får jeg lyst til at storme tilbage og finde ud af hvad fanden der foregår, men jeg gør det ikke. Jeg kan ikke garantere for, hvad der vil ske.

Jeg drejer om hjørnet og kører mod udgangen. Ud herfra. I det samme er jeg ved at ramle ind i Aiden, men undgår ham i sidste sekund. Kun vores arme mødes. Det giver et kort stød, men jeg fortsætter. Ignorerer ham.

”Scarlett?” Aiden vender rundt og sætter efter mig. ”Hvad sker der?”

”Det kommer overhovedet ikke dig ved.” Jeg har lyst til at råbe at Ashley har løjet for mig, men jeg presser læberne sammen. Skyggernes Bog siger at jeg ikke må afsløre andres evner for en tredje part, og selvom der ikke direkte er en straf, så vil jeg ikke synke ned på Ashleys niveau. Desuden vil det kræve at jeg også skulle afsløre mig selv, og det kommer ikke til at ske.

”Vent nu lige.” Han sætter tempoet op. Jeg kan tydeligt mærke hans energier komme tættere på. Jeg forsøger at bekæmpe trangen til at smide noget efter ham. Men han skal ikke komme for tæt på.

”Hold dig væk!”

Endelig når jeg hen til døren og skynder mig ud og tværs henover parkeringspladsen. Regnen står ned i tykke stråler og springer op når det rammer jorden. Nathan kan bare vente sig. Og nu er han advaret.

”Scarlett, stop nu.” Jeg mærker ham lægge hånden på min skulder. Jeg fjerner mig fra ham. Holder ham på afstand. Jeg vil ikke gøre ham fortræd.

”Rør mig ikke!”

”Scarlett!” råber han og griber fat om min arm. Vi står nu under et af de store træer, i læ for det meste af regnen.

”Slip mig så.” Jeg sender ham et ondt blik.

”Nej.” Hans stemme er kølig. ”Du er nødt til at tale til mig. Ellers kan jeg ikke hjælpe.” Hans øjne tvinger mine til at se ind i dem, og det er lige før han får mig til at slappe af.

”Jeg har ikke brug for hjælp.” Regnens dråber blander sig med mine tårer og drypper fra min hage.

”Lad nu være med det der. Jeg tilbyder min hjælp.” Han sætter sig på hug foran mig og holder stadig mit blik fast. Han rækker forsigtigt hånden frem og tørrer tårerne væk. ”Jeg gør dig ikke noget.”

”Det er ikke dig, jeg flygter fra.”

”Det kunne ellers godt se sådan ud.” Han vender hånden rundt, og en rose dukker op. Det er længe siden jeg har sidst har set en.

”Men det gør jeg ikke,” hvisker jeg halvt kvalt i mine tårer. Han skulle bare vide.

”Hvad flygter du så fra?” Han lægger rosen i min hånd, og lukker mine fingre om den. Jeg mærker varmen blusse op i mine kinder. Bare han ikke lægger mærke til det.

”Det er svært at forklare.” Jeg vender hovedet en smule væk.

”Se på mig, Scarlett.” Aiden lægger blidt hånden på min kind, for at få mig til at kigge på ham. Hans berøring fylder mig med ro.

”Jeg ved ik…” Ordene vil ikke ud og efterlader os i en forfærdelig tavshed. Det er så uvirkeligt. Aiden der følger efter mig ud i regnen selvom det egentlig ikke er hans problem. Den samme Aiden der benytter enhver lejlighed til at forsvinde.

”Skal vi ikke finde et andet sted at opholde os?” spørger han og tørre sit ansigt efter mit uvejr.

Jeg har mest af alt lyst til at blive lige her, men på den anden side vil jeg heller ikke findes af Ashley.

I mangel på ord kaster jeg armene om ham, mens jeg stadig holder fast i rosen.

”Det der er måske en smule for tæt,” beklager Aiden sig, men det får mig ikke til at give slip. ”Jeg kender et sted, jeg tror du vil synes om.” Han trækker sig fri og rejser sig op.

”Skoven?” Regnen stilner en smule af, og en stille vind afløser den.

”Nej. Vent og se.” Han smiler drilsk. Og det eneste jeg kan tænke på, er hans fantastiske, gyldne øjne.

 

Aldrig har jeg set noget så smukt. Godt nok siger kalenderen at det stadig er vinter - og jeg hader kulde - men bjergene i baggrunden og når jeg kigger ud over kanten af klippen vi befinder os på, kan jeg se buske og græs i hi. Det er sikkert vidunderligt når foråret sætter ind.

Det eneste jeg ikke kan lide er det faktum at der er et stykke ned, og hvis min telekinese får et flip kan det virkelig ende galt.

”Hvad tænker du på?” Han ser undersøgende på mig.

”Hvad mener du?”

”Det ser bare ud til at du tænker på noget.”

”Jeg er fuldstændig blank.” Jeg retter blikket frem. Det er ikke noget han skal blande sig i. Og selvom det ikke er pænt at lyve for ham, kan jeg heller ikke fortælle ham sandheden. Det er meget muligt, at han også har evner, men han vil med garanti løbe skrigende væk, hvis han kendte min hemmelighed.

”Jeg tror ikke på dig.” Han sætter sig på hug ved siden af mig. ”Men hvis du ikke har lyst til at fortælle det, så behøver du heller ikke.”

”Tak.”

Det er det klogeste jeg har hørt siden jeg kom til byen. Endelig en der ikke tvinger mig til at sige noget. Og at den person skulle være Aiden, havde jeg ikke forventet. Eller, jo, det havde jeg måske. Med alle de mystiske ting han skjuler, så er han lige præcis den, der kender grænserne.

”Hvad synes du om udsigten?” Aiden forsøger at holde den pinlige tavshed på afstand.

”Den er … anderledes.” Jeg skubber en vildfaren tot om bag øret.

Aiden rejser sig atter op og går et par skridt væk. Jeg følger ham med øjnene. Han rækker hænderne en smule frem, og skyerne går langsomt i opløsning.

”Kan du også manipulere med vejret?” Jeg kører tættere på ham.

”En smule. Jeg er stadig ved at øve mig.” Han kommer helt tæt på, og giver mig endnu en rose.

”Du er da rigtig i hokuspokus humør.” Jeg ryster på hovedet og stikker næsen ned i rosen. ”Har du overvejet, at skjule dine evner lidt bedre?”

”Du er den eneste der har lagt mærke til det, og kun fordi jeg selv har vist dig det.” Han trækker på skuldrene, som om det ikke rør ham det mindste.

”Men hvad gør du, hvis nogen finder ud af det?”

”Som om det nogensinde kommer til at ske,” svarer han og lægger armene over kors. ”Du havde heller aldrig opdaget det, hvis jeg ikke havde vist dig det.”

”Tro på det.”

”Det gør jeg også.”

Han vender hånden mod jorden og en stol dukker op.

”Hvad skal du med den?” spørger jeg og løfter et øjenbryn.

”Jo ser du, man bruger normalt en stol til at sidde på,” svarer han flabet.

”Det var ikke det jeg mente.”

”Jeg gider bare ikke have våde bukser.” Han sætter sig afslappet ned og krydser benene.

Jeg skal lige til at komme med en kommentar om, at han har sin frakke, men jeg må hellere lade være.

”Hvor længe har du kunnet det der?” Jeg læner mig frem og ser nysgerrigt på ham. Tanken om at jeg ikke er den eneste med evner, er befriende. Og det bedste er, at han ikke har skjult det for mig. Ikke ligesom Ashley der har ladet som ingenting og samtidig blander sig i mit liv.

”Jeg er født med det, men det med vejret er først kommet for nylig.” Han læner sig mageligt tilbage.

”Aiden?” Mit hjerte pumper en ekstra gang, da jeg siger hans navn. Jeg bider mig i læben. Trangen til at fortælle ham om mine evner, vokser pludselig. Jeg har brug for at fortælle det til nogen. Nogen jeg kan dele min hemmelighed med. Og hvis Aiden stoler på mig, er jeg også nødt til at stole på ham.

”Ja?” Hans øjne glimter i en solstråle der nu titter frem.

Jeg skal lige til at åbne munden, men fortryder i samme øjeblik. Det føles pludselig som en dårlig idé, at fortælle ham det. Hvad nu hvis han ikke bryder sig om det?

Nej, jeg kan ikke fortælle ham det endnu.

”Bare glem det. Det er ikke vigtigt.” Jeg retter blikket mod himlen og mærker hvordan Aiden også har fjernet mit indre uvejr. I hvert fald for en stund.

Stilheden tager over.

Inderst inde ville jeg ønske, at jeg bare kunne sige det. Men frygten for at han måske vil tage afstand, når han finder ud af hvor farlig jeg er, er det der holder mig tilbage. Ikke nu hvor jeg faktisk er begyndt at kunne lide hans selskab.

En dag er han nødt til at vide det.

Bare ikke nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...