Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

18. Kapitel 16 - Død. Forfra.

Mit hoved værker som er en motorsav flyttet ind.

Jeg får gardinerne til at flyve for, men solens stråler trænger tydeligt igennem. Verden mener at det er på tide at stå op, men jeg er absolut ikke enig.

Den samme drøm har gentaget sig selv hele natten.

Mor der har lært mig at bruge naturens energier, lært mig at få bladene til at danse i vinden.

”Lad dine evner udfolde sig som sommerfuglens vinger. Vis deres skønhed og pas godt på dem. Vigtigst af alt må du lade dit hjerte vise dig vejen.” Hendes stemme smyger sig ind i mine ører.

Det bliver mørkt og en ny scene dukker op.

Mor og far er på vej ud af døren. De skal hente min halskæde. I det de lukker døren toner halskæden frem for mit blik og jeg hører et brag. To biler støder sammen.

Død.

Forfra.

I virkeligheden har jeg ikke hørt deres sammenstød, det er bare noget jeg er blevet fortalt. Jeg har intet bevis for at de faktisk døde i et biluheld, men det betyder ikke at min hjerne ikke kan opstille scenen.

”Er der noget jeg kan gøre?” Nathan kommer ind og glider ned på kanten af min seng. Han sidder med hænderne i sit skød.

”Nej,” hvisker jeg grådkvalt og skubber mig om på siden.

Han aer mig på ryggen og jeg mærker hvordan hans rolige energier lægger sig omkring mig som et tæppe.

Jeg ser billederne af vores familie for mit indre blik. Lille men lykkelig. Vi havde det hele; en familie på fem, en hund, et hus, skole og arbejde.

Nu har vi kun hinanden. Alt sammen på grund af min halskæde. Mig der havde glemt den. Min skyld.

”Det er ikke din skyld, Scarlett,” siger han stille. ”Vil du ikke godt lade være med at bebrejde dig selv?”

”Hvordan kan du overhovedet vide hvad jeg tænker? Jeg har ikke telepateret.” Jeg graver neglene ned i lagnet, mens jeg mærker hvordan min hovedpude bliver våd som en flodbølge. Jeg troede ikke noget menneske kunne indeholde så mange tårer.

”Du har telepateret temmeligt højt her til morgen.” Han stryger mig på armen. ”Alle med telepatiske evner har hørt det.”

”Så stærk er jeg ikke,” svarer jeg og vender mig mod ham, for så at skubbe mig op at sidde. ”Hvordan begynder du og alle de andre at forstå at jeg er en fiasko? Jeg har ikke kunnet styre mine evner siden mor døde og at flytte til Elentus har bestemt ikke gjort det bedre.” For slet ikke at næve Aiden, men ham nævner jeg selvfølgelig ikke.

Nathan har tydeligt udtrykt at han ikke bryder sig om Aiden, så jeg tør slet ikke nævne hans navn. I hvert fald ikke før jeg selv finder ud af hvordan han virkelig er.

”Stop det der. Du har så mange gaver, og med tiden vil du lære at håndtere dem.”

”Det er ikke gaver,” hvæser jeg. Ud af øjenkrogen ser jeg hvordan gardinerne bevæger sig, som er det en vind der kigger forbi, men vinduet er lukket.

”Træk vejret. Dine evner er kontrolleret af dine følelser, og det der ender galt.” Han peger på gardinerne.

”Jeg ved ikke hvad jeg laver eller hvordan jeg gør,” siger jeg og tager mig til hovedet. Det sker bare og en dag kommer det til at koste andre livet. En lille fejl og alt vil være min skyld. Min alene.

”Scarlett, se på mig og fokuser. Dine tanker er alt for tydelige.” Han lægger hånden på min skulder.

”Jeg …” Kan ikke holde tårerne tilbage.

”Det er okay. Jeg passer på dig, og jeg lover dig at det nok skal gå. Stol på mig.” Han lægger armene om mig og jeg lader ham trække mig ind til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...