Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61509Visninger
AA

17. Kapitel 15 - Paranoide folk

”Scarlett, er det dig?” råber Nathan inde fra stuen i det jeg lukker døren og smider jakken.

”Hvem skulle det ellers være?” råber jeg tilbage og ryster på hovedet.

”Er du klar over hvad klokken er?” Dybden i hans stemme varsler om problemer, og jeg får lyst til at forsvinde ud af døren igen. Nu gik det lige så godt.

Lyseslukker.

”Jeg har ikke et ur, så nej.” Jeg kører ind i stuen og ser ham stå ved vinduet.

”Den er næsten fem. Hvor i alverden har du været?” Han vender sig og går hen mod mig.

”Ude med en ven. Hvorfor så hysterisk?” Jeg slår hænderne ud. ”Der er jo ikke sket noget. Jeg er hel.” Hvornår holder han op med det der forbandede jeg-skal-vide-alt?

”Jeg har ikke kunnet telepatere til dig,” råber han, selvom jeg sidder lige foran ham. ”Er du klar over hvor bange jeg har været? Hvad hvis der var sket dig noget?”

”Har du nogensinde fået at vide at du er paranoid?” råber jeg for at overdøve ham. ”Jeg var ikke alene, så hvad skulle der kunne ske?”

”Du kunne være blevet angrebet igen. Eller besvimet.” Han glider ned på armlænet af sofaen. ”Jeg er bange for at miste dig.”

”Nathan, stop. Vil du ikke nok? Jeg kan godt passe på mig selv. Det er jo heller ikke fordi byen vrimler med dæmoner, og desuden er der nok større sandsynlighed for at det er andre der kommer til skade ved bare at være i nærheden af mig. Og jeg var stadig ikke alene.”

Min åndedræt hvæser, og jeg forsøger at få det under kontrol. Hvorfor skal han altid ødelægge mit humør?

”Hvem var du sammen med?” spørger han og ser på mig.

”Aiden. Du ved, ham der fik mig hjem.” Mine kinder blusser op, da jeg siger hans navn.

”Og det gik fint?” Han kniber øjnene let og en fure mellem hans øjenbryn kommer til syne.

”Ja. Hvorfor skulle det ikke det?”

”Der er bare noget over ham, jeg ikke kan lide. Han er i hvert fald ikke en du skal bruge for meget tid på,” konstaterer han.

Siden hvornår er det ham der skal vælge hvem jeg er sammen med?

”Du har mødt ham én gang,” vrisser jeg.

”Ja, og jeg kan ikke lide ham.”

”Aiden er altså fin nok.” Jeg ved ikke hvorfor jeg forsvarer ham, for jeg kender ham jo egentlig ikke særligt godt. Men det vil også være forkert af mig at dømme ham på forhånd. Af alle mennesker burde jeg vide hvordan det er.

”Jeg vil gerne have at du er på vagt, Scarlett.” Han lægger en hånd på min skulder. ”Vil du ikke godt love mig at passe på? Du er det eneste jeg har tilbage.” Hans øjne bliver blanke.

Det er ikke fair.

Han ved udmærket godt at familien er et ømt punkt. Hvis der sker ham noget, vil jeg komme til at bebrejde mig selv på samme måde. Men det vil aldrig være Aidens skyld, så hvorfor skal det gå ud over ham?

Bare fordi jeg er en heks, betyder det ikke at jeg ikke har ret til et normalt liv. Måske går Aiden ikke direkte under kategorien ’normalt selskab’, men alligevel. Så længe han ikke gør mig noget, kan jeg ikke se nogen grund til ikke at omgås ham.

”Du burde være glad for at han hjalp mig hjem. Synes du ikke at det var en god handling?” Jeg skubber hans hånd væk og giver mig langsomt til at bakke.

”Jo, men …”

”Stop,” afbryder jeg. ”Ikke noget men. Aiden gør mig ikke noget.”

Jeg vender rundt, kører ind på mit værelse og får døren til at smække bag mig. Tårerne strømmer ned ad mine kinder og jeg river halskæden af og kyler den mod gulvet, for kort efter at fortryde. Det er ikke mors skyld.

At være en heks er bare ikke mig, hvis jeg ikke engang selv må vælge hvem jeg er sammen med. Jeg nægter at tro på at Aiden er farlig. Han er altså ikke den eneste med evner. Og hvis jeg bare kan blive ved med at undslippe dæmonerne, så er det da begrænset hvor meget der kan gå galt.

Skyggernes Bog åbnes med et brag og jeg kigger forskrækket hen på den. Hader når den gør det der af sig selv. En eller anden dag skal den nok få mig til at hoppe af skræk.

Jeg kører hen til mit natbord og løfter bogen op.

Øverst på siden står der ’Dæmoner’ med store, svungne bogstaver.

 

Dæmoner, hekse og andre væsener har eksisteret i flere tusinde år. De har ligget i krig mod hinanden siden den første dag, men det er en kamp uden en enegyldig vinder. Hvor der ikke er mørke, er der ikke lys, og hvor der ikke er lys, er der intet mørke. Intet Yin uden Yang.

Selvom dæmoner i bund og grund altid vil forblive dæmoner, er det også vigtigt at huske, at de ikke alle er ens.

 

Det sidste er blevet tilføjet af mor.

Jeg fnyser og lægger bogen fra mig. Det kan hun ikke mene seriøst. Man kan ikke være dæmon uden at være dæmon. Det giver jo ingen mening. Det svarer jo til at kalde en morder for en engel.

Men hvorfor synes bogen at jeg skal vide det lige nu? Jeg kan jo ikke bruge det til noget som helst, hvis jeg bliver angrebet.

”Undskyld mig, men er du en dæmon? Jeg skal bare lige være sikker, inden jeg slår dig ihjel.”

Nej, vel?

Jeg elsker de der samtaler du har med dig selv, griner Mitchell.

Skal du absolut blande dig i alting? mugger jeg.

Det kaldes overvågning. Jeg er jo ligesom nødt til at holde øje med om du er okay.

Hvorfor skulle jeg ikke være det? spørger jeg og rynker brynene. Regner alle med at jeg er i problemer i dag?

Du vil ikke bryde dig om svaret.

Prøv. Jeg kan jo ikke gøre dig noget, når jeg ikke kan se dig.

Men det er der andre der kan.

Han er ikke til at tale til fornuft. Det er ingen af dem. De vil jo aldrig fortælle mig noget. Hvordan vil de have at jeg skal kunne være deres elskede heks, hvis de alligevel ikke vil dele deres viden med mig?

Jeres gættelege driver mig til vanvid! Hvis I ikke snart holder op med det der, så kan I godt glemme at få min hjælp til noget som helst. Jeg lægger armene over kors og skuler ud i rummet, mens jeg inderligt håber at han kan se det.

Jeg har en dårlig fornemmelse med Aiden …

Ikke også dig, afbryder jeg. Hvad er der med jer og Aiden? Han er altså ikke så slem som I gør ham til. Han har ikke gjort mig noget.

Endnu.

Jeg lukker af. Vil ikke høre mere. For mig virker Aiden til at være ganske glimrende selskab, og hvordan i alverden er det muligt at hade en person så meget? Han reddede mig fra at blive kørt ned, og stoler nok på mig til at vise sine evner, selvom han måske burde være mere forsigtig.

Hvis bare mor var her. Hun ville forstå mig og ikke mindst kunne sætte de andre på plads.

Jeg triller over til min seng og hiver mig med rystende arme ud af kørestolen. Jeg løfter et ben ad gangen og snart befinder jeg mig gemt væk under min dyne.

Med fugtige hænder tager jeg om vedhænget på min halskæde og koncentrerer mig om at få kroppen til at slappe af, inden jeg laver mere uorden. Det prikker i mine fingre og jeg har mere og mere lyst til at slå en eller anden.

Aiden er den eneste jeg kan tænke på uden at mine evner går amok. Det får dem faktisk til at slappe af. At de så har deres eget liv, når han fysisk er i nærheden, er en helt anden side af sagen.

Lige nu er hans energier tydelige som står han på mit værelse, men muren der holder hans tankestrøm inde, er stadig uigennemtrængelig.

Eller er den?

Den føles ikke længere som en mur af kampesten, men nærmere en klump cement der endnu ikke er størknet.

Langsomt presser jeg mig igennem. Nysgerrigheden er for stor til at lade være.

Billeder begynder at flyve forbi mit blik. Rosen i hans hånd. På bordet. Jeg ser blod falde fra den efterfulgt af nogle stemmer der bliver tydeligere.

Det kan jeg ikke, hører jeg Aiden sige. Det er første gang jeg hører hans stemme uden at han har åbent munden.

Du er nødt til det, brøler en anden mandlig stemme.

Nej, svarer Aiden køligt. Jeg kan fornemme hvordan hans energier springer fra ham, og i et kort øjeblik er jeg glad for at jeg ikke er til stede fysisk.

Som at få en fodbold i maven, bliver jeg skudt tilbage. Ud af Aidens hoved. Jeg slår hovedet mod væggen og bider tænderne sammen for ikke at komme til at jamre højlydt.

Hvad i alverden skete der?

Jeg trækker dynen ned og skubber mig op på albuen. Det lille runde vindue ved min seng står åben og en kølig vind lægger vejen forbi. Jeg er virkelig nødt til at lære ikke at bruge mine evner, med mindre det faktisk er meningen. En eller anden dag lægger folk mærke til det. Specielt hvis vejret bliver ved med at ændre sig efter mit humør.

Mine øjne sitrer og jeg mister balancen. Det er som at være en alt for hurtig karrusel, bortset fra at jeg ved at det ikke er tilfældet. Min seng står stille.

Hvorfor går det altid galt når jeg kommer for tæt på ham?

Jeg tager mig til hovedet og før jeg ved af det, hører jeg mig selv skrige. Nathan kommer styrtende så døren brager mod væggen.

”Hvad sker der?” Han sætter sig på min seng og tager min hånd væk fra mit ansigt.

”Det ved … jeg ikke,” presser jeg ud mellem mine sammenbidte tænder.

”Træk vejret dybt ned i lungerne,” siger han stille og stryger mig på håret.

Jeg fokuserer på lyden af Nathans åndedræt, og efterhånden finder jeg kontrollen. Mit værelse står stille og da jeg åbner begge øjne, ser jeg hvordan Nathans blå øjne hviler på mig.

”Scarlett for pokker. Du må ikke skræmme mig sådan.”

”Skal jeg huske,” svarer jeg og skubber mig op at sidde. ”Men jeg ved ikke, hvad der skete.”

”Det er også lige meget nu. Bare du er okay, så skal det nok gå. Hvad siger du til at jeg henter en kop varm kakao?” Han sætter en pude i min ryg. ”Jeg er sikker på, at det nok skal gøre underværker.”

”Jo tak,” svarer jeg og læner mig afslappet tilbage. ”Tak, Nathan.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...