Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61492Visninger
AA

16. Kapitel 14 - Anderledes

”Det går jeg ud fra,” svarer han med hænderne solidt plantet i sine lommer. ”Det var i hvert fald mig, sidst jeg så mig i spejlet.” Noget der ligner et smil sniger sig over hans læber.

”Hvad laver du her?” spørger jeg og lægger hovedet lidt på skrå.

”Altså, lige nu står jeg foran din dør.” Han stirrer på mig, og da jeg ikke svarer, fortsætter han: ”Nej, jeg kom bare for at se, hvordan du havde det.”

”Tak,” svarer jeg og mærker hvordan varmen skyder igennem mig. Bare at han ikke lægger mærke til det. ”Jeg har det bedre,” siger jeg i et forsøg på ikke at gå i stå. ”Vil du indenfor?”

”Ellers tak, men jeg havde egentlig tænkt på om du ikke havde lyst til at gå en tur?” En stille vind får hans hår til at falde ind foran hans øjne. Han kører hånden igennem det og ser afventende på mig.

Utroligt. Ham der har forsøgt at undgå mig, står pludselig foran min dør, og de ord der kom ud af hans mund, lød slet ikke som ham.

”Det vil jeg da gerne,” svarer jeg og griber ud efter jakken. Jeg vil vide hvem han er.

Solens stråler prikker til mig og selvom det kun er februar, er her egentlig ikke så koldt. Om det bare er på grund af Aidens nærvær, at jeg ikke bemærker kulden, er ikke til at sige.

”Jeg kender ikke byen, så du må vise vej.” Jeg låser døren og vender mig mod ham.

”Tænkte at vi kunne gå den vej,” svarer han og peger i den modsatte retning af skolen, for så at stikke hånden tilbage i lommen. ”Der kommer noget skov og en sø. Jeg tror, at du vil kunne lide det.”

”Det lyder fint med mig.”

Vi bevæger os ud på vejen og trasker så af sted. Jeg kaster blikket over på ham og først nu bemærker jeg hvordan han er klædt i mørkt fra top til tå. Inde under hans sorte frakke har han en sort skjorte på. Mørkeblå cowboybukser dækker hans ben og et par sorte støvler omslutter hans fødder.

”Hør, jeg tror vi er kommet skævt ind på hinanden, og det beklager jeg virkelig.” Aiden ser fortsat frem. ”Jeg har bare en dårlig periode og den gik ud over dig.”

”Din undskyldning er accepteret,” svarer jeg. ”Men kan du ikke fortælle lidt om dig selv?”

”Kun hvis du gør det samme.” Han ser kort på mig.

Skoven syner længere fremme selvom vi ikke har gået ret længe. Elentus er godt nok en lille by.

”Okay, men du starter,” siger jeg.

”Der er ikke så meget at fortælle. Jeg har boet en del steder, men her har jeg været i 1½ år. Det er ikke noget særligt.” Han trækker på skuldrene og fokuserer på sine fødder der nærmest svæver af sted. Jeg kan ikke lade være med at kigge på ham i smug, selvom jeg egentlig burde koncentrere mig om at se hvor jeg kører.

”Det lyder ikke af meget.” Jeg retter blikket frem. ”Men jeg ved ærligt talt heller ikke, hvad jeg selv skal sige. Jeg er ny og er her sammen med min bror, hvilket jeg allerede har fortalt. Men du har mødt Nathan, ikk’?”

Han kigger på mig og smiler en smule anspændt.

”Jo, jeg hilste på ham den dag, du ved.”

Jeg fornemmer anspændte energier igen. Vi har altså igen ramt et emne, han ikke er meget for at tale om, men jeg vil have et svar.

”Apropos det, hvad var det så helt præcis der skete?” Jeg vender ansigtet mod ham. ”Jeg var på vej over til dig, og pludselig blev jeg svimmel og kunne ingenting.”

Han ser endelig på mig.

”Jeg ved ikke hvad der skete. Men det var heldigt at jeg var der.” Hans hænder har fundet vej op af lommerne og er nu samlet løst over hans brystkasse. ”Vi skal dreje her.” Aiden nikker med hovedet. Det er tydeligt, at der er noget, han ikke fortælle mig. Spørgsmålene vælter rundt i mit hoved.

”Men hvordan gjorde du?” Er det første der kommer ud af min mund.

”Jeg gik over vejen?” Han ser på mig, som om det var det dummeste spørgsmål han længe havde hørt.

”Det kan ikke lade sig gøre at være så hurtig.” Det kan simpelthen ikke passe. Jeg retter blikket mod jorden da vi kommer ind i skoven, for ikke at køre i et af de mange huller.

Omkring os tårner de nøgne træer mod himlen og lukker sig over os som et spindelvæv.

”Alt kan lade sig gøre, Scarlett. Man skal bare tro på det.” Han snuser luften ind gennem næsen og hans energier falder straks til ro.

Som vi fortsætter, bliver luften mindre tung, og de underlige følelser i min krop forsvinder. Den slapper af.

Længere fremme kan jeg spotte søen han snakkede om.

”Velkommen til Elentus’ hyggeligste skov.” Han går et par skridt foran mig.

”Her er da meget hyggeligt og fredeligt.” Jeg nikker bekræftende. Der er noget særligt over det her sted, selvom jeg ikke præcis ved hvad det er.

”Jeg sagde jo, at du ville kunne lide det.” Han træder frem mod søen og sætter sig på hug. Solen spejler sig i vandet og giver et fortryllende syn. Måske er Elentus ikke så slem alligevel?

Jeg kører hen ved siden af Aiden og læner mig forsigtigt frem. Han sidder igen med en rose mellem hænderne. ”Hvordan gør du det der?”

”Vil du virkelig vide det?” Han ser på mig med de der brændende øjne, der ihærdigt gør et forsøg på at få mig til at fortryde. Alligevel er der stadig noget over ham, der gør mig nysgerrig, og det er det der holder mig fast.

Jeg vil vide hvad der foregår.

”Ellers ville jeg nok ikke spørge?” Jeg holder hans blik fast.

”Du kan lige vove på at sige det til nogen.” Rosen i hans hånd forsvinder som havde den aldrig eksisteret. Han rejser sig og går nogle skridt væk. Jeg får lyst til at følge efter, men beslutter mig alligevel for at blive hvor jeg er. ”Jeg har en evne, som du nok har opdaget. Han vender sig mod mig og rækker sin perfekte hånd frem. ”Jeg kan få ting til at dukke op.” Rosen kommer igen til syne i hans hånd. ”Og de kan forsvinde lige så hurtigt.”

”Cool.” Jeg tager mig selv i at sidde med åben mund. Tænk at have så meget kontrol over sine evner.

Jeg beslutter mig for at køre tættere på.

”Det er ikke noget der er helt ufarligt. Jeg kunne jo være farlig,” kommer det fra Aiden og en køkkenkniv dukker op i hans hånd. ”Jeg kan være din ven eller fjende.” Kniven forsvinder i det samme.

”Jeg er ikke bange for dig,” siger jeg og kører helt hen foran ham. Ilden i hans øjne bliver erstattet af en rolig flamme. Han kniber øjnene sammen og går så forbi mig.

”Det burde du være,” svarer han sammenbidt.

”Men det er jeg ikke.” Jeg drejer stolen. ”Hvad er du og hvad kalder man det du gør?”

”Det kaldes at manifesterer og jeg hører ikke rigtig under nogen kategori. Jeg er lidt af en outsider.” Han vender sig mod mig og venter på en reaktion.

Den kommer ikke.

Jeg sidder bare og studerer hver eneste krog af ham og hans øjne er dem jeg bliver ved med at finde tilbage til. Han står der og forsøger at få mig til at flygte, få mig til at fortryde, men jeg kan se i hans øjne at han ønsker det modsatte. Han prøver ikke engang.

”Du er modig,” kommer det fra ham. Han spænder i kæben, overvejer sit næste træk, men jeg flytter mig ikke. ”Ikke som de andre. Nej, du er anderledes.”

”Hvad mener du, med at jeg er anderledes?” Jeg kan ikke lide at en som ham bruger det ord om mig. Ved han noget?

”Andre ville være flygtet, hvis de kendte min evne.” Han vender siden til mig og ser på det blanke vand.

Han minder mig mere og mere om en fyr der i bund og grund mangler en ven. En der ikke tager afstand fordi han er anderledes. Præcis ligesom det jeg søger. Forskellen er bare at har chancen for at gøre noget. Han kan vælge at ændre sig. Min kørestol vil altid give mig begrænsninger.

Men, hvis han skal være min ven, er han altså nødt til at holde op med at forsvinde i tide og utide.

”Jeg er ikke andre,” svarer jeg og skubber mig hen ved siden af ham. ”Jeg flygter ingen steder. Det lover jeg.”

Som han står der kan jeg ikke lade være med at kigge. Den måde han forsøger at skubbe mig væk, uden egentligt at gøre et forsøg. Et eller andet sted forstår jeg godt hvordan han har det, for sådanne evner vil få en hver til at stikke af. Jeg tør ikke engang tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg viste mine.

”Men husk nu at det her er vores hemmelighed.” Han retter på sin frakke og lader så blikket glide ned på mig.

”Selvfølgelig.”

”Skal vi gå tilbage, så din bror ikke tror, at du er blevet væk?”

Jeg har fuldstændig glemt Nathan, og lige nu har jeg egentlig heller ikke lyst til at tænke på ham. Aiden er endelig i humør til at snakke.

”Ham behøver vi ikke at bekymre os om,” svarer jeg. ”Han ved godt at jeg kan passe på mig selv.”

”Du siger altså, at du ikke har travlt med at komme væk?”

”Ja, det gør jeg.” Det er altså ret sjovt, at han stadig har en forestilling om, at jeg pludselig stikker af. Hvorfor skulle jeg? Han er altså ikke nær så skræmmende som han prøver på at være. Ikke længere.

”Interessant. Men i så fald kan vi da tage en omvej hjem.” Han tager et par skridt væk og rækker armen ud. ”Damerne først.”

 

Efter en lang omvej er vi nu tæt på mit hus, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg faktisk har nydt turen.

Kort tid efter vi forlod skoven, valgte Aiden at køre mig, så jeg ikke brugte alt min energi på det. Det var i hvert fald hans begrundelse.

Hele turen er gået med at snakke, fortælle dårlige jokes og nyde hinandens selskab. Jeg troede ikke det var muligt, men jeg tog fejl.

Hver gang han har rørt mig, kom jeg til at tænke tilbage på i torsdags. Det kribler i hele min krop men samtidig vil jeg ikke have at det skal stoppe. Da han bar mig hjem var han en helt anden Aiden end ham jeg mødte på skolen den første dag. Han passede på mig.

”Så er turen slut,” siger han, da vi drejer ind mod mit hus.

”Så må vi jo fortsætte en anden dag,” svarer jeg og kigger op på ham.

”Det må vi jo se til.”

”Vil du med ind?” spørger jeg, da vi stopper ved hoveddøren.

”Ellers tak, jeg må hellere se at komme hjem.” Han stikker hænderne tilbage i lommerne.

”Men tak for i dag så.” Jeg smiler og lægger hovedet let på skrå.

”Selv tak. Og tak for tilliden.” Han går langsomt væk og vender sig så om og fortsætter væk i en glidende, perfekt bevægelse.

”Vi ses i morgen!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...