Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61537Visninger
AA

15. Kapitel 13 - Det gælder om at ramme

De sidste par dage er fløjet af sted og det er kun på grund af kalenderen på køleskabet, at jeg ved, at det er søndag. Det eneste jeg husker er Lauren der først har haft travlt med at sørge for, at jeg var okay, men så blev afledt af den bums hun pludselig så på sin næse, Aiden der ikke har været der og Nathan der har holdt øje med mig i døgndrift.

Ashley har jeg intet set til siden jeg fangede hende på gangen fredag morgen.

”Jeg hørte dig og Aiden skændes i går,” sagde jeg på vej til mit skab. ”Hvad går det ud på?”

”Det er ikke noget,” svarede hun og trak på skuldrene.

”Det lød ellers sådan. I kan jo ikke engang kigge på hinanden uden at man brænder sig hvis man kommer imellem jer.”

”Jeg bryder mig bare ikke om ham, okay?”

Så gik hun.

”Der er mad!” råber Nathan ude fra køkkenet.

Er på vej, svarer jeg og tager min halskæde på for så at bevæge mig mod køkkenet.

Duften af bacon smyger sig op i min næse og trækker mig af sted som var jeg let som en fjer.

På bordet står bacon, æg, juice og kakao. Nathan sætter sig og begynder at servere maden.

”Hvad er anledningen?” spørger jeg og sætter mig ind til bordet. Han ved at det er min livret, og han plejer kun at lave så meget, når han vil noget.

”At det er morgen og at vi ikke skal dø af sult,” svarer han og propper et stykke bacon i munden.

”Og den virkelige grund?” Jeg hælder kakao op i mit glas, mens jeg venter på et svar.

”Hvem siger at det ikke er grunden?”

”Nathan,” beklager jeg mig.

”Okay,” svarer han og holder hænderne op som tegn på overgivelse. ”Jeg håbede at du måske ville være med til at træne dine evner? De vokser konstant og det er vigtigt at det ikke er dem der får kontrol over dig.”

”Du ved godt at jeg ikke kan.” Jeg prikker til min mad, har med et mistet appetitten.

”Du er nødt til at tro på dig selv, Scarlett. Jeg har heller ikke ønsket det her, men vi kommer ingen vegne med at lade som ingenting. Og du er nødt til at kunne forsvare dig, når der kommer dæmoner.”

”Fint,” mumler jeg. ”Men det er din skyld, hvis noget går i stykker.”

”Den skyldfølelse kan jeg godt leve med. Løft alt her over på køkkenbordet,” siger han og læner sig tilbage med korslagte arme.

”At rydde af bordet holder ikke nogen som helst væk.”

”Gør det nu bare.”

Jeg ryster opgivende på hovedet og ruller øjne, men rækker alligevel hænderne frem. Jeg mærker hvordan mine håndflader bliver svedige før alle tingene løfter sig fra bordet.

Det svæver langsomt gennem luften og bedst som jeg troede at jeg havde styr på det, ryger en tallerken ud af kurs og rammer ind i resten, så det hele flyver mod gulvet og lander med et brag.

”For helvede!” råber jeg og slår hånden mod bordet.

”Det er okay, Scarlett.” Nathan giver sig til at samle op og smide i skraldespanden.

”Nej det er ikke.” En avis fra køkkenbordet flyver ned og rammer ham i hovedet.

”Av,” grynter han og kører en hånd gennem håret. ”Hvad skulle det til for?”

”Du er så forbandet irriterende,” vrisser jeg. ”Det er ikke okay og jeg er uduelig.”

”Jeg synes nu ellers at det ser ud til at gå meget godt,” smågriner han og rejser sig op.

”Hvad mener du med det?” snerrer jeg.

”Du ramte mig, fordi du virkelig ønskede det.”

”Det kaldes held.”

”En dag vil det give mening,” siger han og læner sig mod køkkenbordet. ”Det hele skal nok komme.”

”Så siger vi det,” svarer jeg og bakker fra bordet. ”Tak for mad.”

 

”Jeg smutter lige i et par timer,” råber Nathan fra stuen, da en bil dytter, og kort efter smækker hoveddøren.

Jeg har siddet og stirret på Skyggernes Bog i et par timer og det eneste jeg har fået ud af det er en vanvittig hovedpine. Den giver mig ingen svar på hvordan jeg kan blive en almindelig teenager med almindelige problemer som: mode, fester og fyre.

Fint nok hvis jeg skal være en heks, men så skal de stoppe med at være så hemmelighedsfulde. Det gør det ikke ligefrem nemmere at styre mine evner, når jeg er i dårligt humør. Det er også først nu at vinduet er holdt op med at åbne og lukke.

Aiden strejfer mine tanker. Han kan styre sin evne let som ingenting. Men hvordan? Og hvorfor påvirker hans nærvær mine evner? Der er altid et eller andet der går galt, når han er for tæt på og når han rører ved mig får jeg enten stød eller en kriblende fornemmelse i kroppen, som når mine evner er ved at bryde fri.

Alligevel er der noget ved ham jeg ikke kan slippe. Hans gyldne øjne der skifter mellem lys karamel og nøddebrun. Den måde hans humør kan svinge mellem sommer og vinter. Hans hemmelighed og åbenhed.

Jeg vil vide hvem han er.

Min mave rumler som en bilmotor og minder mig om at jeg burde finde noget frokost.

I køkkenet har Nathan sat et stykke pizza med skinke og et snelandskab af ost frem.

Ikke mange minutter senere er alle spor af pizza slettet og ligger i stedet trygt og godt i min mave.

I det tallerkenen svæver hen til vasken, banker det på døren. Jeg er lige ved at tabe tallerkenen af ren forskrækkelse, men den lander heldigvis på bordet. Jeg vil ikke kunne overskue flere smadrede ting, som kun er ødelagt, fordi jeg ikke har kontrol over noget som helst.

Jeg tørrer mig om munden og kører mod døren. På vejen tager jeg mig selv i at være tæt på at bruge telekinese, men eftersom det næppe er Nathan der står på den anden side, er jeg vel nødt til at åbne den på god gammeldags vis.

Det giver et lille stød da jeg tager fat i håndtaget, men jeg slipper ikke. Langsomt åbner jeg døren, og kan ikke tro mine egne øjne.

”Aiden?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...