Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61503Visninger
AA

14. Kapitel 12 - En uventet drejning

”Hvad synes du om dem her?” Lauren fjerner blikket fra det par glimtende, højhælede sko hun står i, for kort at kigge på mig.

Jeg kigger ned og lader som om at jeg studerer dem, men i virkeligheden leder jeg efter noget pænt at sige. For mig ser alle sko ens ud, og jeg kommer aldrig til at gå rundt med sådan nogle, så hvorfor skulle jeg interessere mig for det?

Ashley står bag hende og vender tomlen i vejret, mens hun kaster hovedet mod Lauren.

”De er lige dig,” siger jeg og gør det samme som Ashley.

”Selvfølgelig er de det,” konstaterer hun. ”Jeg har jo også selv fundet dem.” Hun vender og drejer sig endnu et par gange foran spejlet som var det et nyt par hver gang.

”Sådan er hun altid,” konstaterer Ashley, da hun glider ned på stolen ved siden af mig. Hun skæver ned til sit ur. ”Vi har nu siddet her i en time, og jeg stoppede med at tælle antal sko da hun fandt par nummer fem.”

”Hiver hun dig altid med til sådan noget her?” spørger jeg og ryster på hovedet da jeg ser at Lauren igen har skiftet sko. Jeg fatter ikke at hun gider.

”Altså, hun spørger altid om jeg vil med, men det er tilladt at sige nej, også selvom hun bliver fornærmet i et par timer.” Hun sender en tommelop til Lauren, før hun fortsætter. ”Men jeg har det fint nok med at tage med. Så ender jeg da i det mindste ikke i bunden af hierarkiet.”

”Det der lød både klogt og usædvanligt dumt.” Jeg drejer ansigtet mod Ashley. ”Jeg kan godt se at det er en nem måde at holde sig højt oppe på, men synes du ikke at det der er latterligt. Hvorfor være noget man ikke er?”

”Kloge ord. Så hvorfor hænger du ud med Lauren? Du ligner ikke en der går op i sko.”

”Hun har taget godt imod mig, og det skader vel ikke at opleve den virkelige verden.” Jeg fortryder straks det sidste, for hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare, hvad det overhovedet betyder? ”Men jeg ville ikke gå med til det her hver uge.”

”Hvis I to kan løsrive jer fra hvad end det er I laver, så kan jeg nu afsløre, at dette par kommer med mig hjem.” Lauren holder et par sorte, korte støvler med hæl frem, og jeg må indrømme at jeg er overrasket. Ingen diamanter eller andet såkaldt pynt.

”De er fede,” giver jeg hende. Denne gang uden hjælp fra Ashley.

”Du skal da også have et par,” udbryder Lauren, og er allerede i gang med at finde det hun mener er det perfekte par.

”Jeg bruger altså ikke sådan nogle sko,” prøver jeg. Det er jo fuldstændig til grin at jeg skulle proppe mine fødder i et par højhælede. Jeg bliver jo ikke ligefrem højere af det.

”Det kan du komme til,” pointerer hun og ser sig omkring. ”Du skal se ordentlig ud, når du skal følges med Aiden. Hvordan har du egentlig båret dig ad med at komme inden for hans radar?”

”For det første har han ikke inviteret mig endnu,” mugger jeg uden helt at vide hvorfor. ”For det andet, så har jeg ikke gjort noget. Jeg er bare mig.” Jeg opdager først bagefter, at det måske lød lidt hårdt, men jeg bryder mig ærligt talt ikke om at snakke om Aiden. Der er noget ved ham jeg ikke kan finde rundt i, og at andre blander sig gør det ikke bedre.

”Han inviterer dig snart, det kan jeg mærke.” Hun vender rundt og giver sig til at rode i en bunke, for til sidst at finde et par gladiator stiletter i sølv og med en meget lav hæl. Den går til lidt under midten af skinnebenet, og jeg må overgive mig. Hun er god.

”Hvordan gør du det der?” spørger jeg.

”Det er mit talent,” svarer hun og stråler af begejstring. Jeg gjorde det, hører jeg hendes tanker synge. Jeg kunne få hende til at lide et par sko.

Jeg er lige ved at åbne munden for at sige et eller andet, men kommer i tanke om at hun ikke sagde det højt. Engang imellem kan jeg ikke skelne virkelighed og telepati og så ender det ligesom i skolen, hvor jeg nær havde fået en skideballe.

”De er meget pæne,” konstaterer jeg, mens jeg skubber hendes tanker til side. ”Men jeg har altså ikke råd til dem.”

”Det skal du ikke tænke på. Jeg er i gavehumør og desuden var du her ikke i december, så betragt det som en forsinket julegave.” Hun tager gladiatorstiletterne i den ene hånd og sine egne stiletter i den anden, for så at sætte kursen mod kassen, med Ashley i hælene, mens hun kvidrer: ”Det er ikke tilladt at sige nej.”

Hvor er du? Nathans stemme trænger igennem og jeg kaster hurtigt blikket rundt inden jeg svarer.

På shopping med et par veninder.

Jeg troede, at du hadede shopping?

Det gør jeg også, men du telepaterer vel ikke for at snakke om shopping? Jeg ser Lauren blive ekspederet, og snart vil hun være tilbage.

Nej, jeg skulle bare høre, om du var okay.

Du ved godt at okay er en overdrivelse. Men ja, jeg har ikke slået nogen ihjel endnu, så det går vel.

Vi er nødt til at snakke, Scarlett. Det der bliver ikke ved med at gå.

Sikkert. Men jeg smutter, Lauren kommer tilbage nu.

Jeg lukker af inden han når at svare.

”Jeg glæder mig så meget til at se dig med dem. Du kommer til at ligne en gudinde.” Hun rækker mig en pose, hvor der på kryds og tværs står ’Shoes for You’. ”Apropos, er det så ikke Aiden der står derude?”

På den modsatte side af vejen står en fyr med en lang, sort frakke, mellemlangt, lettere pjusket, brunt hår og gyldne karameløjne.

”Det kunne godt se sådan ud,” svarer Ashley med en tone af irritation, som jeg vælger at overhøre.

”Jo, det er ham.” Jeg opdager først hvordan mine kinder blusser op, og jeg skynder mig at ryste det af mig. Hvor kommer det fra?

”Smut over til ham,” siger Lauren, da vi kommer udenfor. ”Ashley og jeg går bare ind og kigger på tøj imens.” Inden jeg når at protestere, trækker Lauren Ashley med sig og de forsvinder om hjørnet.

Aiden står afslappet med hænderne i lommen, mens han læner sig mod muren til noget der engang har været en butik, men nu bare ser forladt ud. Hans øjne er stift rettet mod mig, og han gør intet for at lægge skjul på det.

Jeg løfter hånden og vinker til ham, og han nikker høfligt tilbage.

En vind slentrer forbi og trækker håret ind foran mine øjne. Jeg skubber det bag ørerne, og beslutter mig så for at køre over til ham. Det kan der vel ikke ske noget ved? Lauren vil desuden ikke acceptere, at jeg stadig sidder her, når de kommer tilbage.

Jeg kaster blikket til begge sider og den eneste bil jeg får øje på, er så langt væk at jeg nemt kan nå over.

Da jeg når halvvejs begynder det at svimle for mit blik som en karrusel. Mine arme føles som sandsække og jeg kommer ingen vegne. Jeg fornemmer et lys nærme sig og lyden af en bil bliver højere.

Mitchell! råber jeg. Hjælp!

Scarlett! Aiden der for et øjeblik siden stod på fortovet, står nu bag mig og skubber mig væk fra vejen. Var det hans stemme jeg lige hørte?

Jeg hører bilen suse forbi og jeg falder sammen. Det sidste jeg mærker inden verdenen forsvinder, er Aiden der tager om mig og hvisker i mit øre: ”Jeg har dig.”

 

”Hvad har du gjort?” Hvæser Ashley, mens Aiden stadig holder om mig.

”Jeg har særdeles ikke gjort noget. Hvis jeg ikke havde været her, var hun ikke i live nu.” Han giver ikke slip. Var jeg ved at dø før? Jeg forsøger at finde tilbage, så jeg kan sige, at jeg er okay, men min krop lystrer ikke.

”Det kan du sagtens sige.” Ashleys stemme er skinger.

”I stedet for at stå her og diskuterer, burde vi så ikke få hende hjem i sikkerhed?” Aiden giver forsigtigt slip med den ene hånd og flytter den under mine ben og løfter mig op. Jeg fornemmer hans hjerteslag da mit hoved rammer hans brystkasse.

”Jo, det burde vi nok. Jeg siger bare lige til Lauren at hun bare kan gå uden mig. Og du begynder bare at gå, men jeg advarer dig, du gør hende ikke fortræd.” Jeg hører hendes skridt og snart er hun væk.

Hvorfor skulle Aiden gøre mig fortræd?

Aiden begynder langsomt at gå, mens han holder godt fast om mig.

”Selvfølgelig kunne jeg ikke finde på at gøre hende fortræd.” Aiden mumler for sig selv. ”Hvem fanden tror hun jeg er…”

Det føles som om vi går i en evighed og jeg har ingen anelse om hvor vi er. Ashley går lydløst ved siden af med min stol. Hun har ikke sagt en lyd siden hun indhentede os. Jeg forstår ikke, hvorfor hun opfører sig sådan, hver gang Aiden er i nærheden.

Pludselig stopper vi op og drejer så til højre. Aiden læner hovedet frem mod mit, mens han går, og hvisker: ”Det skal nok gå, Scarlett.”

Før vi har gået ret langt, hører jeg en dør blive flået op og en velkendt stemme der ikke lyder helt tilfreds.

”Scarlett? Hvad fanden er der sket?” Nathans brændende hånd mod min pande er det sidste jeg mærker, før min bevidsthed bliver opslugt af mørket.

 

”Scarlett?” Jeg mærker en hånd der forsigtigt tager min. ”Kan du høre mig?” Han bliver siddende sådan uden at slippe min hånd. Helt stille og roligt.

Mine øjenlåg føles som bly og min krop er fuldstændig uden for rækkevidde. Jeg kæmper igen og igen, og endelig lykkes det mig at åbne øjnene langsomt.

Solens stråler er for længst forsvundet og månen gemmer sig bag en sky. Mit hoved føles som om det er ved at sprænges, som når man har tømmermænd, bare værre.

”Nathan?” Jeg løfter forsigtigt hovedet og ser direkte ind i hans dybblå øjne. Han smiler lettet, men alligevel er der noget ved hans øjne, der fortæller mig at han ikke er ok. ”Er du okay?”

”Det er lige meget med mig, jeg er mere bekymret for dig.” Nathan giver mig et kram.

”Jeg er okay, tror jeg.”

Billederne toner langsomt frem for mit indre blik og jeg forsøger at genkalde mig hver eneste detalje. Aiden. En bil i høj fart. Mig uden eneste skramme. Det kan ikke passe. Aiden kan på ingen måde være så hurtig, men jeg sværger at jeg så ham og pludselig var han bag mig.

”Hvad skete der?” spørger jeg med en svag stemme.

”En dreng fra din skole har båret dig hele vejen hjem. Du besvimede. Han greb dig inden du ramte asfalten.”

”Aiden…” Jeg er fuldstændig tom for ord. Han reddede mig.

En del af mig har lyst til finde Aiden, så jeg kan få en forklaring på hvad det er der foregår, mens den anden del af mig helst bare vil glemme det hele. Der sker altid et eller andet når han er i nærheden. Mine evner kan ikke tåle hans.

En ynkelig heks.

”Ja, det var vidst det han hed.” Nathan holder mig stadig i hånden. Jeg forsøger at ryste Aiden ud af hovedet. Det må vente.

”Hvorfor kan jeg ikke styre det?” Jeg tager mig til hovedet, som kunne jeg grave informationerne ud. ”Jeg har ingen kontrol.”

”Det skal nok komme,” forsikrer han og hiver mig ind til endnu et kram. Han stryger mig på ryggen og for første gang i en uge lader jeg ham gøre det.

Jeg savner vores forældre, den familie vi engang havde, og den eneste jeg har tilbage er Nathan. Tanken om at skulle undvære ham får min dæmning til at bryde sammen og floden til at strømme.

”Det skal nok gå,” trøster han og tørrer nogle tårer væk. ”Jeg skal nok passe på dig.”

”Du har jo ingen evner.”

”Det tror jeg ikke, at du skal være så sikker på.”

”Hvad mener du med det?” spørger jeg og ser op på ham. ”Hvis du har evner, hvorfor brugte du dem så ikke mod den der dæmon?”

”Fordi mine evner ikke er lige så stærke som dine,” svarer han og ser ud af vinduet, hvor halvmånen har sejret over skyerne. ”Du aner ikke kraftfuld du er.”

”Jeg er uduelig.”

”Stop, Scarlett. Du er kraftfuld, fantastisk og min søster. Vi finder ud af det.”

”Hvordan kan du være så sikker?” gaber jeg.

”Fordi jeg tror på dig, Scarlett.” Han hjælper mig ned at ligge og jeg putter mig godt under dynen. ”Vi snakker videre på et andet tidspunkt. Du er træt og har brug for søvn.” Han rejser sig og smiler til mig, inden han forlader mit værelse.

Godnat Scarlett.

Godnat Nathan.

Inden jeg lukker øjnene, retter jeg blikket mod Skyggernes Bog og endnu engang dukker der en rose op ovenpå bogen. En rose fra Aiden, hvordan han end bærer sig ad.

Jeg lukker øjnene og falder i søvn med et smil på læberne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...