Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61836Visninger
AA

13. Kapitel 11 - De gyldne fem

”Vil du med?” Ashley svinger sin taske over skulderen og læner sig mod mit bord.

Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til. De sidste par timer har jeg bare fuldt strømmen uden at skulle tage stilling til noget som helst. Mit hoved minder mest af alt om en ruin der er proppet med genfærd, som konstant minder mig om at jeg er en heks. Jeg kan gøre folk fortræd bare ved at se på dem, og døren til klasselokalet har også mærket min tilstedeværelse.

Det stopper ikke. Jeg kan ikke stoppe det. Hver gang Aiden er i nærheden går det galt, og jeg kan ikke gøre for det. Noget ved ham påvirker mine evner, får noget i mig til at være på vagt, men jeg ved ikke hvorfor. Så farlig kan han ikke være.

”Du får ikke noget valg.” Lauren kommer bagfra og tager fat om håndtagene på min kørestol, for så at køre mig mod kantinen. Hendes sko klikker højlydt mod gulvet for hvert skridt hun tager, så man er slet ikke i tvivl om hvor hun er.

”Forresten, Scarlett,” begynder Lauren da vi drejer ind i kantinen. ”Vil du ikke med ud og kigge på sko i morgen efter skole? Du ligner en, der godt kunne bruge en tur ud. Du har sikkert ikke  engang set hvad byen har at byde på.”

”Øh, jo det vil jeg da gerne.” Jeg hader at kigge på sko, så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg siger ja, men på den anden side skader det vel ikke at være sammen med almindelige mennesker. Måske jeg så kan glemme mine evner for en stund?

”Så er det en aftale,” bekræfter hun og finder et ledigt bord. Hun fjerner en stol, så jeg kan komme ind til bordet.

Duften af mad kravler op i min næse, men maven protesterer højlydt. Den skal absolut ikke have noget at spise.

”Hey Scarlett!” Michael kommer gående mod vores bord med en bakke i den ene hånd og en kakao i den anden. Han glider ind på den tomme plads ved siden af mig.

”Hey Michael,” siger Ashley, inden jeg når at sige noget, så jeg nøjes med et kort nik. ”Hvad bringer dig hid?” spørger hun og giver sig til at pille sin appelsin.

”Må man nu ikke sætte sig bare for at sige hej?” Han åbner sin kakao og tager en slurk.

”Det må man vel godt, men kun fordi det er dig. Velkommen til pigernes bord.” Ashley ler som har hun lige fortalt en joke, men da ingen andre griner med, fortsætter hun med at pille sin appelsin i stilhed.

Lauren sidder klistret til sin mobil og opdager ingenting.

”Hvordan går det?” Michael henvender sig til mig. ”Du så ikke ud til at have det så godt i fredags, da du næsten stødte ind i mig.”

”Influenza,” svarer jeg.

Min hænder begynder at ryste og den kriblende fornemmelse kommer igen. Syren fra min mave arbejder sig op gennem min hals og advarer mig om at der er noget galt. Det er på grund af Michael. Det er noget andet. Jeg kalder på Mitchell, men jeg kommer ikke igennem.

Hvad nu hvis mine evner går amok lige om lidt?

”Scarlett?” Michael lægger en hånd på min skulder. ”Er du sikker på at du er helt frisk?”

”Ja, jeg er bare træt,” svarer jeg og tager hånden op til mit vedhæng.

”Du er helt bleg.” Han lægger en arm om skuldrene på mig, mens han med den anden hånd roder i sin jakkelomme, for at hive en chokoladebar frem. ”Spis den her,” siger han med et tryk på spis. Jeg tager imod den og tager en bid.

Hvorfor er han så sød ved mig?

Efter et par mundfulde holder mine hænder op med at ryste og kroppen begynder at slappe af. Det er præcis som den første dag. Han sørger for at jeg får noget chokolade og så holder det hele op. Den eneste forskel er at han ikke er forsvundet endnu.

”Går det bedre?” spørger Michael og kigger på med sine store, forårsgrønne øjne. Mit hjerte slår roligere og de sidste spændinger forsvinder.

”Ja, tak.” Jeg retter mig lidt op og smiler oprigtigt til ham. Det er utroligt hvordan han bærer sig ad med at dukke op på de rigtige tidspunkter, men jeg er glad for det. Det forhindrer mig i at gøre skade på andre.

Det summer svagt i mine fingre og da jeg kigger op, ser jeg Aiden gå forbi vores bord som om han ikke har set os. Jeg knuger hånden om mit vedhæng og ønsker at det skal stoppe, og for første gang i dag virker det.

”Det var godt. Du må sige til, hvis du får det skidt igen.” Michael har stadig armen til at ligge bag mig.

Aiden slår sig ned ved bordet lige ved siden af og lader sit blik vandrer mellem Michael og mig. Det er som om han leder efter noget, eller prøver at fortælle mig noget, men jeg kan ikke finde ud af hvad. Jeg forstår ham ganske enkelt ikke. Det ene øjeblik lader han som om, at jeg ikke eksisterer, det næste taler han til mig som om vi har kendt hinanden i evigheder, så giver han mig roser og nu er vi tilbage ved dagens menu.

”Du har da vidst fået dig en lille beundre,” kommer det fra Lauren der har løsrevet sig fra sin telefon. Hun kaster blikket i retning af Aiden.

”Det tvivler jeg på,” svarer jeg og himler med øjnene. Hvordan i alverden kan hun dog tro det?

”Det gør jeg ikke. Har du ikke set den rose han sidder med? Jeg tror, at han vil have dig med til festen.”

”Den rose har ikke noget nødvendigvis noget med mig at gøre. Og hvilken fest?” Kan hun ikke bare lade det ligge?

”Han er nok ikke til fyre,” Hun kigger kort på Michael, ”og Ashley og mig er han heller ikke interesseret i, så det kan kun være dig.” Hun vender sig så Aiden akkurat kan se hendes ansigt. ”Forårsfesten holdes hjemme hos Aiden. Det er hans forældre der hvert år inviterer skolen.” Hun ruller øjne da hun nævner hans forældre.

Hvis jeg kunne, så var jeg kravlet under bordet. Man kan da ikke tillade sig at gøre sådan noget. Jeg forstår egentlig godt, hvorfor Aiden tager afstand fra folk, hvis det er sådan de behandler ham.

”Skal du med?” spørger jeg Michael, og del af mig håber at han siger ja. Han har en rolig energi som smitter af på mig.

”Nej, jeg er ikke inviteret,” svarer han og læner sig mageligt tilbage, som kunne han ikke være mere ligeglad. Havde det været mig, så var jeg blevet yderst fornærmet over at jeg var den eneste der ikke måtte komme med.

”Hvorfor ikke?”

”Vi kan bare ikke lide hinanden.” Han tager endnu en slurk af sin kakao, og snart har han tømt hele flasken.

”Men altså, den rose er uden tvivl til dig,” siger Lauren da hun lægger sin mobil i tasken.

”Det snakker vi ikke mere om nu,” svarer jeg og lægger armene over kors, for så at læne mig tilbage i kørestolen. Den rose er ikke til mig, og han vil aldrig invitere mig med til festen, for så skulle jeg jo være hans partner, og det kommer ikke til at ske. Hvem vil have en partner der ikke kan danse? ”Hvornår er festen?”

”Først om et par måneder, men hans forældre elsker at være i god tid.” Ashley tager sin taske over skulderen. ”Men for at snakke om noget helt andet, så vil jeg nu forlade selvskabet. Min næste time er i den anden ende af skolen.” Hun rejser sig og forsvinder ud ad døren.

”Jeg må også hellere komme videre,” siger Michael og rejser sig. ”Vi ses.”

Lauren ser på mig med store, bedende øjne, da Michael er væk.

Mit hår trænger til hjælp, hører jeg hendes tanker skrige, og det tager alle mine kræfter ikke at komme til at grine.

”Smut bare, jeg skal nok klare mig,” forsikrer jeg hende, og snart har hun også forladt kantinen.

Jeg kaster et blik op på uret og opdager at der stadig er ti minutter tilbage. Hvorfor havde de så pludselig så travlt?

Nej, ikke flere spørgsmål. Jeg kan ikke overskue det.

Aiden ser på mig og da jeg møder hans blik, rejser han sig op. Han går hen mod mig med hænderne på ryggen. Noget i mig tikker om at jeg kommer væk i en fart, mens en anden del af mig gerne vil lære ham bedre at kende.

”Hey,” siger han da han står ved mit bord. ”Du ligner en der mangler lidt selskab. Må jeg have æren af at være dit selskab?” Hans hår falder ind foran hans øje, og får mig til at kigge en ekstra gang. Som han står der mærker jeg ikke noget underligt i kroppen, og for første gang mærker jeg en varme fra hans blik, som sad vi ved et bål en sensommeraften.

”Gerne,” svarer jeg og rækker hånden mod stolen.

Han sætter sig uden at fjerne blikket fra mig.

”Hvad skulle din lille flok?”

”Jeg ved det ærligt talt ikke. Alt andet end at sidde her, tror jeg.” Jeg skubber en vildfaren tot om bag øret og mærker hvordan små bobler igen springer indeni mig. Jeg tager et par dybe indåndinger og skubber det så til side.

”Hvor er du egentlig fra? Jeg mener, jeg ved kun hvorfor du er her, og eftersom vi har mange timer sammen, tænkte jeg, at jeg ville lære dig bedre at kende.” Og så er han tilbage ved snaksalig.

”Penta,” svarer jeg og kigger væk. ”Det er langt væk.”

”Jeg er vidst god til at prikke til de forkerte ting.” Han strækker hånden frem og lægger den ved siden af min, men uden at røre den. ”Beklager, det var ikke min mening.”

”Det er okay. Du kan jo ikke vide, hvad der rammer og hvad der ikke gør.” Jeg kigger op og møder hans blik. Han er ikke så slem, som jeg først havde troet.

Måden hans øjne varmer mig, giver mig lyst til mere. Jeg ved ikke hvad det er, men det er helt sikkert noget.

”Så jeg er altså tilgivet?” En dyb latter lyder hele vejen op gennem hans hals. En smule uhyggeligt, men jeg vælger alligevel at ignorere det. Det sidste jeg har brug for, er at blive paranoid, og med den fantasi jeg holder mig, skal der ikke meget til.

”Det er du vel,” svarer jeg og ser hvordan hans hånd bevæger sig mod min for så at rører ved den.

Jeg lader hånden ligge, selvom det prikker. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør det. Det føles bare rigtigt. Også selvom noget i mig siger at det ikke er det.

”Cool. Hvad siger du til at vi følges til time? Klokken er mange.” Han tager hånden til sig og sætter hænderne mod bordet for at rejse sig i en elegant bevægelse.

Jeg tager hånden til mig og kigger op på ham.

”Selvfølgelig.” Jeg skubber endnu engang en vildfaren tot væk, før jeg følger efter Aiden, der for første gang venter på mig. Rosen er havnet i mit skød på mystisk vis, men alligevel kan jeg ikke lade være med at smile for mig selv.

 

Der er altså noget ved ham Aiden jeg ikke kan få til at hænge sammen. Hans personlighed skifter hurtigere end sekundviseren på et ur, og der er ikke nogen sammenhæng. Den skifter bare. Nogle gange er jeg luft for ham, og andre gange er jeg åbenbart meget interessant.

Hver gang jeg så spørger ind til ham, lukker han i og så er den samtale forbi. Jeg har også forsøgt at trænge igennem til hans tanker, men jeg kan ikke. Selv ikke her i mit eget hus. Og jeg skulle forestille at være en heks med store evner. Det eneste jeg kan finde ud af, er at skabe kaos, hvilket jeg så til gengæld er rigtig god til.

Jeg vinker Skyggernes Bog hen til mig og den lander midt på skrivebordet. Mine fingre stryger den forsigtigt. Jeg lader dem mærke alle dens former. Den forbliver lukket. Jeg vil ikke vide mere. Samtidig kan jeg heller ikke få mig selv til at pakke den helt væk, for den minder mig om mor.

Bogen slår pludselig op på en af de første sider, og jeg når kun lige at hive fingrene til mig.

”De gyldne fem,” læser jeg for mig selv og nysgerrigheden i mig tager over. ”Du får din vilje,” mumler til bogen.

 

Dette er de fem regler enhver med evner skal overholde. Bliver de brudt må man selv tage konsekvenserne heraf, for Rådet har fralagt sig enhver form for ansvar i sådan en sammenhæng.

De gyldne fem er som følger:

- Enhver form for brug af evner offentligt er på eget ansvar.

- Det er ikke tilladt at afsløre en andens evner for en tredje part.

- Man skal respektere andres valg.

- Forhold på tværs af arter er ikke velset.

- Du må ikke blande dig i andres foretagender, medmindre du selv er direkte involveret.

 

Jeg læser den sidste igen. Du må ikke blande dig i andres foretagender … Var det ikke det hende der også afslørede Nathans evner gjorde, da hun pressede Nathan til at fortælle mig, at jeg tilfældigvis er en heks?

Jo, og det var forkert af hende, blander Mitchell sig. Jeg må som den eneste blande mig, hvis jeg vurdere at du er i fare. Det er min opgave som Beskytter, at passe på dig.

Hvorfor blandede du dig så ikke i hendes foretagende? Nu hvor mine evner har taget til i styrke, vil jeg da mene at jeg er i fare?

Du er ikke i fare, Scarlett. Du er født med dine gaver, og det er ikke noget jeg kan lave om på. Jeg ved godt at det er skræmmende, at blive angrebet af dæmoner, men det er mere farligt for dig ikke at kende til din egen styrke.

Stop, Mitchell, afbryder jeg og tager mig til hovedet. Jeg er ikke den I siger, jeg er. Det eneste jeg kan finde ud af, er at skade andre. Det ender sikkert også med at jeg slår mig selv ihjel, fordi jeg ikke har kontrol over noget som helst.

Sådan noget må du ikke sige. Han hæver stemmen. Du er den rigtige til at have de evner, og jeg lover dig, at det bliver lettere med tiden.

Jer og jeres tid, vrisser jeg.

En dag vil du forstå hvorfor, svarer han og jeg mærker hvordan han trækker sig ud af mit hoved.

Jeg sender Skyggernes Bog tilbage på sin plads med et ordentligt bump. Det er simpelthen for latterligt det her. Jeg kan ikke være hende de søger.

Det eneste gode ved de her evner er min telepati. Selvom Mitchell til tider er irriterende, så vil jeg ikke undvære ham. Følelsen af at jeg aldrig er alene, er et eller andet sted rar. Jeg skal bare have ham til at stoppe med alle de hemmeligheder!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...