Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61503Visninger
AA

12. Kapitel 10 - Talenter

De sidste par dage har jeg nægtet at forlade huset, og har derfor siddet på mit værelse og forsøgt at finde en måde at vågne på. Det her kan umuligt være en del af den virkelige verden. Jeg kan ikke være den kraftfulde heks de snakker om. Jeg ødelægger alt omkring mig, og jeg ender med at slå en eller anden ihjel.

Et par gange har jeg forsøgt at bruge min telekinese, men tingene ender aldrig hvor de skal. Nathan kommer ikke engang ind til mig længere, når der lyder et brag. Enten fordi han ved at jeg er håbløs, eller fordi han frygter hvad der kan komme flyvende.

I dag skulle have været en dag i sengen, men den idé syntes Nathan tydeligvis ikke om.

”Du skal i skole, så se at komme op,” beordrede han, og det stod ikke til diskussion. Hvis jeg havde kunnet styre min telekinese, så havde han fået noget tungt i hovedet - Skyggernes Bog for eksempel.

Nu sidder jeg så i klassen og venter på at dagen skal gå. Uret over døren tikker og jeg følger sekundviseren et par gange før jeg banker hovedet mod bordet. Kan jeg mon forsvinde ligesom Aiden?

”Godmorgen allesammen!” Jeg løfter hovedet og får øje på Ashley, der med dansende bevægelser kommer ind i klassen.

Jeg river snart hendes tunge ud.

Selv en hvalros kan gøre det der bedre.

Er jeg kommet i helvede?

Tankerne skyller ind over mig og jeg er nødt til at presse læberne sammen til en tynd streg for ikke at komme til at skrige.

”Godmorgen,” svarer jeg, da hun let glider ned på stolen ved siden af mig. Jeg smiler forlorent og forsøger at overbevise mig selv om at det nok skal gå. ”Hvorfor er du så glad?”

”Hvorfor er du så negativ?” svarer hun og ser på mig som om hun er bange for at det smitter. ”Drik noget kaffe,” siger hun så. ”Man bliver så dejligt frisk.” Hun giver sig til at rode i sin taske, uden at vente på at jeg finder på noget at svare.

”Tyggegummi?” spørger hun, da taskens indhold er blevet tømt ud over bordet. Hun rækker pakken mod mig.

”Ellers tak,” svarer jeg og mærker hvordan min mave er ved at vende sig. Hvad er der med folk og det forbandede tyggegummi? Det er klistret, sætter sig fast alle vegne, også på mine dæk, hænger under bordene, og lyden driver mig til vanvid.

”Giver du et stykke?” Aiden er dukket op og står nu mellem vores borde. Ashleys energier ændres til et mørke jeg aldrig før har set hos nogen. Hun rækker ham modvilligt pakken. Han kaster et par stykker i munden, og læner sig afslappet mod mit bord. ”Sidder der nogen der, Scarlett?” Han lægger ekstra tryk på mit navn, og nikker så mod den tomme stol på den anden side af mig.

”N… nej,” får jeg fremstammet. Tag dig sammen, Scarlett, tænker jeg for mig selv. Aiden er bare en fyr som alle andre. Han er som en loppe - pisse irriterende og ikke til at slippe af mig.

”Perfekt,” svarer han og glider ned på stolen, for så at vende opmærksomheden mod mig. Hans øjne ser for første gang ikke igennem mig, og en mild sommervarme strømmer fra dem. ”Er du blevet frisk igen?”

”Hvad mener du?” spørger jeg og hiver mig fri af hans blik.

”Altså, du stormede ud af klassen i fredags og du er først kommet tilbage i dag,” svarer han og minder mig om, at jeg ikke har overvejet, hvad jeg skal sige til folk omkring mit fravær. Meget dumt.

”Nårh, jo, jeg er frisk igen. Sådan en omgang influenza kan virkelig være hård,” fumler jeg og håber at han bare accepterer mit svar.

”Okay,” nikker han, ”godt at du er tilbage.”

”Tak.” Jeg smiler kort og finder så mine ting frem, mens jeg ignorerer hvordan han lige kastede et brændende blik mod Ashley. Hvis jeg dog bare kunne høre deres tanker.

”Hvad arbejder du så på af kunstværker?” spørger han i et forsøg på at skifte emne.

”Ikke noget særligt. Øjne,” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”De er fascinerende på en eller anden måde.” Noget kalder på mig, trækker i mig, får mig til at se op. Hans øjne nysgerrigt ind i mine. ”Hvad med dig?”

”Jeg plejer at male landskaber.” Han smider en blok på mit bord og beder mig om at kigge. Efterhånden som jeg bladre gennem de mange skove, dale, søer, ørkener og bjerge i alle afskygninger, bliver jeg mere og mere nysgerrig. Hvordan er han blevet så god?

”De er fede,” svarer jeg og rækker ham blokken. ”Hvordan har du lært det der? Det ligner jo fotografier.”

”Har øvet i mange år. Må jeg se dit?” Han rækker hånden let frem og jeg giver ham mappen. Popkorn springer rundt i mig, som har jeg sat gang i noget jeg ikke kan stoppe igen. Jeg har aldrig vist mine tegninger til nogen, og Aiden kan med garanti ikke lide dem. Det er børnetegninger ved siden af hans. En løftet mundvig viser sig en gang imellem, men det kan ikke være fordi han kan lide dem.

Jeg skulle aldrig have givet ham mappen.

”Du har virkelig et talent med en blyant. Det kan du godt være stolt af. Øjne er virkelig svære.” Han rækker mig mappen og i det samme kommer Fru Brooks ind ad døren.

”Tak,” mimer jeg, og retter opmærksomheden mod tavlen.

”Godmorgen. I fortsætter bare med jeres selvvalgte projekt, og så kommer jeg rundt og kigger. Husk at I kun må bruge blyanter til denne opgave, og den skal være færdig i denne uge. God arbejdslyst.” Hun trækker sine briller ned og ser ud over lokalet, inden hun vender sig mod tavlen og begynder at skrive noget som ingen kan tyde. Hun kunne ligeså godt have skrevet kinesisk.

”Hvilket formidabelt stykke kunst er du så ved at lave til denne opgave? Den er jo perfekt for dig.” Han læner sig let mod mig. Mine hænder bliver varmere og det kribler i hele min krop som små bobler der springer, efterhånden som han kommer tættere på.

Jeg tager hånden op til min kæde og sidder og fumler lidt mens jeg forsøger at få mine evner til at falde til ro, så jeg kan give ham et svar uden at noget flyver i hovedet på ham. Det er utroligt som mine evner får deres eget liv, når han er i nærheden.

”Jeg vil ikke kalde det formidabelt,” svarer jeg og skæver ned mod min mappe. ”Det er bare øjne.” Jeg trækker på skuldrene og åbner så mappen, mens jeg forsøger at få styr på mig selv. Episoden med loftet der falder ned, behøver vi ikke at gense. ”Hvad med dig? Flere landskaber?”

”Det er i hvert fald min plan.” Han finder et tomt stykke papir og en blyant frem. ”Du har måske et bedre forslag til et projekt?” Han skubber en vildfaren tot væk fra sit ansigt og ser på mig med et løftet øjenbryn.

”Det kan da godt være.” Jeg tager blyanten og giver mig til at sætte et par løse streger, der til sidst skal blive til et øje. At kigge på ham for længe får floden af ulykker til at komme bragende ind over mig.

”Så kom med det. Sig hvad som helst.”

”En rose,” flyver det ud af mig. Ashley fnyser men ænser mig ikke et blik.

Aiden går straks i gang. Hans fingre bevæger sig hurtigt og præcist. Jeg tvinger mig selv til at koncentrere mig om min egen, men hans perfekte tegninger bliver ved med at danse for mit blik. Jeg kan ingenting i forhold til ham.

Mors øjne toner langsomt frem under blyantens spids. Jeg har i forvejen en mappe med hendes øjne, men jeg kan ikke lade være. Hun er den eneste jeg kan tænke på, specielt efter i fredags. Hvis bare hun havde været her nu, så kunne hun have lært mig at styre evnerne.

Blyanten knækker og får Ashley til at kigge på mig.

”Kæft hvor er de flotte!” udbryder hun, da hun ser ned på min tegning.

”Tak,” svarer jeg og mærker varmen i mine kinder.

”De er meget pænere end mine ynkelige tændstikmænd.” Hun holder sin tegning frem, og et fnis sniger sig over mine læber.

”Du har virkelig talent for det der,” siger jeg og ryster på hovedet for så at vende tilbage til min tegning og en knækket blyant. Kan du ikke komme tilbage og være heks i stedet for mig?  

Aiden prikker mig på skulderen og hiver mig tilbage til virkeligheden. Tilbage til den verden hvor mor ikke kommer tilbage, og jeg bliver ved med at være en heks. Jeg retter opmærksomheden mod ham og er lige ved at tabe kæben da han viser mig resultatet.

En rose der næsten fremstår som 3D er ved at springe ud af papiret. Dens finurlige blade i mange størrelser og former vinker til mig og duften af sommer og morgendug smyger sig op i min næse. Den kunne lige så godt have været ægte.

”Wow,” er det eneste der kommer over mine læber.

”Vil du se noget, der er endnu mere ’wow’?” Han sidder stadig med blyanten mellem fingrene og svinger den fra side til side.

”Ja.”

Aiden kaster et hurtigt blik rundt i klassen, og da læreren er så langt væk fra os som muligt, stikker han hænderne under bordet. Da han igen tager dem frem, har han en rose i den ene hånd. Den er fuldkommen magen til den på tegningen. Han giver den til mig, og i samme øjeblik jeg tager imod den, kan jeg mærke Ashleys knitrende energier.

De to bør seriøst få løst deres problemer.

”Hvordan gjorde du det?” Jeg sætter den op til næsen og lader duften omfavne mig. Den dufter præcis som mor altid gjorde, når hun havde været ude i haven - også om vinteren. Jeg spurgte hende altid hvor duften kom fra, og hver gang svarede hun at den kom fra roserne i haven. Det fik mig til at ryste på hovedet, for der var jo ingen roser om vinteren. Til det svarede hun at jeg bare skulle bruge min fantasi, for der kunne alt lade sig gøre.

Det er tydeligt at Aiden har en eller anden form for evner, hvilket også betyder at jeg ikke er den eneste særling på den her skole. Men hvordan kan han være så kontrolleret og afslappet? Han anstrenger sig jo ikke engang. Hvis han vidste at jeg har evner, så ville han dø af grin.

”Det er min lille hemmelighed,” svarer han og smiler lumsk som kun han kan gøre det, med den ene mundvig let trukket op og et glimt af selvtilfredshed i blikket.

”Det er ikke fair at have hemmeligheder,” siger jeg og læner mig tættere på, mens jeg ignorerer hvordan boblerne i mig vender tilbage. ”Jeg siger det ikke til nogen.”

”Scarlett, jeg er ikke i tvivl om, at du ikke siger det til nogen, men nej. Jeg har mine hemmeligheder, og du har dine. Jeg synes, at vi skal lade det blive sådan.”

Ham og hans hemmeligheder. Det er til at blive vanvittig af, men jeg er en Whitefeather, og jeg giver ikke op. Jeg skal nok få ham til at åbne munden.

”Hvem siger, at jeg har hemmeligheder?”

”Det har alle,” svarer han og rejser sig i det klokken ringer. ”Vi ses, Scarlett.” Han går ud ad døren og forsvinder i mængden. Jeg smider tingene i min taske og skynder mig efter ham.

”Vent på mig!” råber Ashley bag mig, men jeg stopper ikke. Jeg skal finde Aiden.

Længere fremme får jeg øje på ham. Hans frakke flagrer bag ham og får det til at se ud som om han går på en catwalk.

”Aiden?” kalder jeg, men han reagerer ikke, så jeg sætter tempoet op, selvom mine arme knap nok kan bevæge sig hurtigere.

”Hold op med at følge efter mig,” brummer han, da jeg når op bag ham. Han vender sig ikke mod mig. Stikker bare hænderne i lommerne og fortsætter i samme tempo.

”Nej, jeg vil have svar på mit spørgsmål.”

”Så kommer du til at vente længe.”

”Nu skal jeg fortælle dig en ting,” råber jeg efter ham. ”Jeg bliver ved, til jeg kender svaret.” Han stopper brat op og vender sig mod mig, så jeg nær er ved at køre ind i ham.

”Jeg tror ikke, at du har lyst til at kende sandheden. Du vil bare løbe skrigende væk.” Hans glødende øjne får det til at brænde indeni mig, men jeg flytter mig ikke. Mine evner er langt farligere end hans.

”Jeg løber ingen steder.”

”Så kører. Kald det hvad du vil,” hvæser han.

”Jeg tvivler på, at du kan få mig til at flygte.” Jeg forsøger at komme igennem til hans tanker, men det eneste jeg støder på er en massiv mur. Der kunne lige så godt stå ’adgang forbudt’ i hans pande.

”Det gør jeg ikke.” Med de ord forsvinder han i mængden og efterlader mig alene og med endnu en rose i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...