Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61846Visninger
AA

3. Kapitel 1 - En død syg by

”Og husk nu hvad jeg har sagt.” Nathan stiller sig midt i døren til mit værelse, og blokerer for at jeg kan komme ud. Han elsker at udnytte, at jeg ikke bare kan skubbe mig forbi ham. Han mener at det er det er den eneste måde, han kan holde styr på mig på. Som om dét nogensinde vil ske? Han ved, lige så vel som jeg, at jeg ikke har tænkt mig at rette ind efter hans sære regler. Husk nu dit, husk nu dat og du skal være hjemme inden solnedgang. Hvem tror han egentlig han er? Min far? Han må være fuldstændig sindssyg. Han er ikke andet end en pestilens af en bror!

”Du siger så meget,” siger jeg og ruller øjne. ”Og til din orientering, så har jeg altså fuldstændig styr på det. Jeg er jo ikke dum?” Jeg sukker og læner mig tilbage i stolen med korslagte arme. Venter på at han flytter sig. Og ellers må jeg overveje mit næste træk, hvilket egentlig heller ikke burde tage så frygtelig lang tid. Jeg kender allerede hans.

”Man ved jo aldrig med dig.” Han ryster på hovedet, så hans skulderlange, mørkebrune hår svinger livligt fra side til side, sukker højlydt og lader mig så endelig komme forbi. En smule respekt har han dog alligevel. Man skulle næsten tro at han også havde læst mine tanker. Jeg ryster straks tanken ud af hovedet. Selvfølgelig har han ikke det. Måske er jeg bare blevet for forudsigelig? Det er ikke ligefrem nogen nyhed, hvis jeg kører ham ned eller pludselig smider ting i hovedet på ham, ved hjælp af telekinese.

Jeg kører ud i køkkenet og finder frem til en hurtig gang morgenmad. Et par hvide skåle, en pakke cornflakes og en liter mælk finder hurtigt men sikkert vej mod bordet gennem luften. Endnu et suk lyder fra Nathan da han kommer ud i køkkenet og ser hvordan tingene flyver i luften.

Han går hen til bordet og sætter sig tungt for så at række hånden frem efter cornflakesene og sukker så igen. Han stiller pakken tilbage med et bump.

”Det er altså ikke farligt at spise cornflakes. Heller ikke selvom jeg har dækket op.” Jeg rækker ud efter pakken og skubber den tættere på ham. Hans blik er fjernt.

”Jeg er bare ikke sulten, okay?” Han skubber stolen ud og rejser sig for så at gå hen til køkkenvinduet, hvor han bare står og stirrer ud i ingenting. Jeg kigger i samme retning. Prøver at få øje på noget, men der er ikke noget usædvanligt at se. Det eneste usædvanlige i denne lille flække af en by, må vidst være mig.

”Hvorfor så sur?” Jeg kører hen ved siden af ham og lægger blidt hånden på hans ryg. Han tager en dyb indånding og sætter sig så på hug, så vi nu er i samme højde. Han ligger den ene arm omkring mig og tager endnu en dyb indånding.

”Det… Nej, undskyld. Det er ikke din skyld. Jeg har bare en dårlig dag.” Han rejser sig igen, uden at kigge på mig, og går hen til køleskabet.

”Sig nu bare hvad der er galt, Nathan. Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller mig noget. Det ved du godt.” Jeg drejer stolen så jeg har ansigtet mod ham og venter på et svar. Han står med ryggen til mig.

”Du ved godt, at jeg ikke kan snakke om det.” Han tager en flaske med noget rødt juice ud af køleskabet og går med store skridt ind i stuen.

Så let slipper han altså ikke.

”Behøver jeg minde dig om, at det heller ikke er nødvendigt?” siger jeg akkurat så højt, at jeg ved, han hører mig.

Vi er lige flyttet hertil for at overtage huset efter vores bedsteforældre, og det er mig, der skal sørge for at du ikke kommer i problemer, nu hvor far og mor ikke længere er her. Jeg står med ansvaret, og du hører ikke efter. Typisk teenagere. Et opgivende suk finder vej ud i køkkenet.

Han er ikke altid lige nem at finde ud af. Det ene minut er han ekstrem følelsesladet og det næste kan han stå og råbe ad mig. Og det værste er, at han ikke er den Nathan jeg engang kendte. Ham jeg var stolt af at kunne kalde for min storebror. Ham der altid passede på mig, når jeg var bange eller ked. Nu er han bare Nathan - kongen af huset.
Jeg tager en dyb indånding og samler mine tanker, inden jeg langsomt bevæger mig mod stuen.

Jeg savner dem bare. Det er ikke fedt at skulle have styr på alt! Og du skal lære at styre dine evner. Det er en gave, som ikke skal misbruges og slet ikke opdages af andre. Men tag nu i skole, så lover jeg, at jeg er blevet god igen, når du kommer hjem.

”Klokken er altså kun syv?” Jeg bevæger mig ind i stuen og stopper bag den sorte, halvrunde lædersofa. Nathan står foran det store vindue, der vender ud mod vejen. Minutterne går og det eneste der sker, er et par fugle der flyver rundt. Ellers er der fuldstændig dødt. Elentus er en død syg by. Jeg har kun været her i ganske få dage, og vil egentlig bare gerne spole tiden tilbage og leve livet videre derhjemme.

”Så er det mit ur der ikke passer.” Han slår hånden mod bordet, skubber et billede på gulvet, så glasset smadres i tusinder af stykker, og forsvinder ud af døren som smækker efter ham. Ingen undskyld eller hav en god dag. Kun et brag.

Jeg tager fat om hjulene og kører forsigtigt frem mod vinduet og det knuste glas. Jeg sørger nøje for ikke at køre over glasset, da jeg bare risikerer at punktere mine dæk.

Det er ikke til at fatte, at han bare skubbede billedet på gulvet og skred. Sådan var han aldrig før i tiden. Og bare fordi far og mor ikke er her længere, behøver han ikke opføre sig på den måde. Han er sgu ikke den eneste i det her hus, der savner dem!

Jeg rækker hånden ud over billedet og får det til at svæve op i hånden på mig, så jeg ikke skal bukke mig ned. Der er alt for langt ned til gulvet.

En tåre triller stille ned ad min kind, da alle minderne kommer væltende. Billedet af vores sidste jul sammen, er nu knust til ukendelighed, præcis som resten af mit liv. Gid de bare var blevet hjemme hos Nathan og jeg. Men nej, jeg ville have dem til at køre tilbage efter min halskæde, som jeg havde glemt hos mine bedsteforældre her i Elentus.
Hvis ikke jeg havde insisteret. Hvis bare de havde sagt nej. Så ville alt være perfekt. Men nej. Selvfølgelig skulle jeg være på tværs. Det hele er min skyld! Det er det jo altid!

Og kæden? Den dukkede pludselig op i den taske jeg havde haft med. Hvordan den endte der, ved jeg ikke. Jeg må have overset den, og det er lige præcis den tanke der piner mig allermest. Hvis jeg bare havde kigget ordentligt efter, så var de ikke taget af sted.

Tårerne bliver flere og som regndråber mod en rude baner de sig vej ned langs min kinder og samler sig i mit skød. Jeg stryger forsigtigt fingrene hen over billedet og følger det rundt i alle kanter. Far, mor, Nathan, vores sibiriske husky Mystic og jeg. En stor lykkelig familie. Men det er fortid nu. Far og mor er væk, Mystic forsvandt samtidig, Nathan er ikke sig selv og jeg er ulykken selv.

Jeg får glasstumperne til at svæve ned i skraldespanden, der står ved siden af det lille skrivebord der står bag mig, sætter billedet på plads og forlader så stuen. Jeg kan ikke holde det ud! Det hele er bare for meget. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne skride fra alt det her!

Med min telekinese smækker jeg døren til mit værelse bag mig. Jeg kører hen til det lille, runde, mahognirøde natbord med svungne bordben og tager min halskæde. Den kæde som engang havde tilhørt min mor og var blevet givet til mig for et par år siden. Den samme kæde som jeg havde sendt mine forældre tilbage efter, da jeg havde glemt den.

Den har en stor, femtakket sølvstjerne med en cirkel omkring, og en blå, rund sten i midten som vedhæng.
Det er som om, jeg stadig kan mærke min mor, hver gang jeg rører ved den. Som om hun står ved siden af mig, og lader sine varme energier strømme gennem mig. Det er tåbeligt, urealistisk, men jeg håber stadig, at jeg en dag får hende at se igen. Der er så meget jeg aldrig har fortalt og nu er det for sent.

Jeg tager halskæden på og kører hen til mit brune bord, hvor min mascara og smykker er placeret. Ved siden af bordet står mit store vippespejl med en sort metalramme, der minder om tusind spindelvæv hvoraf ingen af dem er ens. Jeg fik det af min mor for mange år siden. ”Pas på det,” sagde hun, da jeg fik den. Hun bukkede sig ned og kyssede mig på kinden. Du vil få brug for det. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor hun havde tænkt den tanke, og hvorfor jeg hørte den?

Det var på dette tidspunkt, at mine såkaldte gaver dukkede op, men jeg fortalte det ikke til nogen. Hvad skulle jeg også sige? Folk ville bare tro at jeg var blevet sindssyg, eller at det bare var en undskyldning for at få mere opmærksomhed. Som om kørestolen ikke gav mig nok? Alt for meget. Først da min mor en dag kom ind på mit værelse uden at banke på, så hun at mine ting hang i luften.

Mor havde straks sagt, at jeg ikke måtte vise det til nogen. Det skulle forblive en hemmelighed mellem mig og hende. Jeg lovede selvfølgelig, jeg ikke ville vise det til nogen. Jeg vidste alligevel ikke hvordan man gjorde. Det skete bare.
Med tiden fik jeg lov til at bruge dem derhjemme, for det viste sig at hvis jeg ikke brugte dem jævnligt, så begyndte ting omkring mig at svæve. Ikke smart når man for eksempel skulle på indkøb. Det var også her jeg fik lov til at vise det til far og Nathan.

Jeg ligger mascaraen i et diskret lag, redder kort mit mørkebrune, bølgede, hår der når mig til lidt under brystet og lader det hænge løst. Sådan har jeg altid haft det. Det der med at sætte det op, er slet ikke mig. Jeg retter kæden så den hænger lige på midten af brystkassen og retter så min sorte cardigan så den sidder lige. Kigger mig en sidste gang i spejlet, inden jeg skal afsted, og nikker tilfreds. En dyb blå tanktop, et par jeans og en sort cardigan er vel fint nok? Jeg skal alligevel ikke imponere nogen.

Jeg drejer stolen og kører hen til min seng for at tage min sorte lædertaske, og forlader så mit værelse. Døren smækker bag mig. Det giver et sæt min krop, og jeg kniber øjnene sammen. ryster på hovedet og sukker. Det er ikke første gang jeg smækker med den dør, og ofte er det heller ikke meningen. Det er, igen, bare noget der sker. Og af en eller anden årsag går det altid galt, når jeg er sur.

Ude i forgangen ligger der papirer overalt på gulvet. Nathan har helt sikkert været her siden han gik, for sådan så her ikke ud da han skred efter skænderiet, som vidst bare var en diskussion med ham selv.

Jeg rækker begge hænder frem og lader tingene flytte sig til siden, som vandet der delte sig for Moses. Nathan må selv samle det op senere. Jeg gør det i hvert fald ikke, for jeg ender garanteret bare med at rive papirerne fra hinanden.

Det er typisk mig. Når jeg er sur eller bare skal gøre noget der ikke er rutine, så går det med sikkerhed galt.
Jeg kører hen til bordet ved døren og tager min sorte jakke på. Den er lun og blød. Vinteren er ved at være overstået, men morgenkulden er stadig slem. Det bliver dejligt når foråret endelig kommer.

Jeg åbner døren og lukker den igen efter mig. Solens stråler rammer min hud og føles varm og fredelig. Et par dybe indåndinger hiver den friske morgenluft ind gennem næsen og ned i lungerne. Det hjælper på humøret.

Undskyld, lyder Nathans stemme inde mit hoved, da jeg når ud til vejen. Jeg kigger i alle retninger, men kan ikke få øje på ham. Det eneste jeg ved er, at han er i nærheden, ellers ville jeg ikke kunne høre ham.

”Det går nok. Vi ses senere,” siger jeg og kører så mod skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...