Dengang i December - Harry Styles Fanfiction Julekalender

Det er endelig december, og Emmanuelle kunne ikke være mere ligeglad, for hvis man aldrig nogensinde har haft en god jul, hvorfor skulle man så glæde sig? Sådan er hendes tanker ihvertfald, indtil hun en dag "redder" hjerteknuseren Harry Styles, fra en noget så pinlig smerte. Vil Harry kunne ændre hendes stædige opfattelse af julemåneden december, eller vil Elles liv bare fortsætte uforandret?

37Likes
23Kommentarer
3302Visninger
AA

27. Epilog - En ny begyndelse.

Epilog - En ny begyndelse.

(Norm. P.O.V.)

 

Det var endnu engang blevet nytår, d. 31. december, en ny start. Jeg sad ude på den lille terrasse i min gyngestol, og tænkte tilbage på årenes løb. Jeg huskede da jeg fik min første cykel, jeg huskede da mine forældre stadig var lykkelige sammen, og jeg huskede den dag far forlod mor og jeg. Der var sket meget sidenhen, og jeg huskede det hele. Jeg huskede at jeg mødte Tom og John, mine to bedste venner. Jeg huskede at mor blev mere og mere fraværende, og til sidst helt forsvandt. Jeg huskede Alice, og jeg huskede træningscenteret.

Jeg huskede tydeligt én bestemt dag, dagen hvor han trådte ind i bygningen, sammen med nogle venner. Den dag jeg mødte mit livs kærlighed, uanset hvor kliché det måske lød. Harry og jeg havde, som alle andre, op og nedture i vores forhold, men vi holdte sammen indtil det allersidste. Jeg huskede den dag hvor mine to bedste venner endelig fik hinanden, og den dag hvor jeg endelig fik den person der tilhørte mig. Jeg huskede de utallige dates og samtaler der varede til langt ude på natten, og jeg huskede den dag hvor han endelig faldt ned på ét knæ foran mig, efter at have brugt fire år sammen med mig. Jeg sagde ja.

Jeg huskede dagen hvor jeg gik ned ad kirkegulvet, øjnene fast rettet mod ham. Og jeg huskede hans ansigtsudtryk, det samme som havde vist sig da han for første gang holdte hans nyfødte søn, og året efter hans nyfødte datter. Det var det ansigtsudtryk, det blik i hans øjne, som også havde været tilstede på lille Alex’ og Darcys første skoledag, og den dag de dimitterede. Det var det blik af stolthed, da han var vidne til vores søns frieri til hans kæreste, og det blik da vi sammen så vores datter gå op ad kirkegulvet for at sige ja, til manden i hendes liv. Blikket var kun blevet stærkere med årene, og som tiden gik, var det ikke længere kun kærlighed jeg kunne se i hans øjne. Jeg kunne se respekt, stolthed og en stor visdom, men da han blev ældre, og de krøller der engang var brune langsomt blev hvide, kunne jeg også se den slitage, de mange år han havde gennemgået, havde givet ham. Hans krop blev svagere og svagere, men hans hjerte bankede stærk videre, fyldt med kærlighed, imens sygdomme overtog resten af hans krop.

En dag kunne hans hjerte ikke længere. Det eneste tidspunkt jeg fældede en tåre, var da jeg så hans kiste blive sænket ned i jorden. Jeg var ikke ked af det. Jeg var stolt. For jeg vidste at Harry havde opnået alt det han skulle i livet, og nu havde Gud taget ham tilbage til himlen, hvor han sad og kiggede ned på os alle. Jeg vidste at en dag (og der var ikke lang tid til) ville jeg sidde op ved siden af ham, med det der blik, og kigge ned på vores børn og børnebørn, og være stolte over at vi havde gjort alt hvad vi kunne, for at skabe så god en fremtid som muligt, for vores børn og efterkommere. Men indtil dagen kom, hvor jeg igen skulle blive genforenet med mit livs kærlighed, nøjedes jeg med at tænke tilbage, og huske alle de gode minder vi havde skabt sammen. I baggrunden af mine tanker kunne jeg høre naboer tælle ned, og da de nåede til 0, blev himmelen oplyst af alverdens fyrværkeri. Mine tanker var dog et andet sted.

Jeg tænkte tilbage på Harry, vores børn og børnebørn, men vigtigst af alt, jeg tænkte tilbage på dengang i december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...