Alt for blinde til at se det

Til "Vold i familien"-koncurrencen

0Likes
2Kommentarer
416Visninger
AA

1. Alt for blinde til at se det

Ingen forstod det rigtigt. Hendes havn var Maja, og hun var så frygtelig genert. Hun sagde endda hvorfor til en voksen en enkelt gang, men ikke tydeligt nok. Hvem ville mistænke noget forkert hvis et barn sagde "Mor og far var oppe og skændes i går" Jov man får da ondt af hende, men der er intet mistænksomt ved det. Hun sendte små hints fra tid til anden, men kun dengang hun ikke selv forstod der var noget forkert ved det, og da hun stor nok til at forstå det ville hun ikke sige noget.

Fordi hvad ville du gøre hvis du vidste at tingene kunne blive bedre, men at du måske ikke ville se din mor og far igen hvis du sagde noget.

Du elsker dem jo lige meget hvad. Om de så skræmmer livet af dig hver dag, om de holder dig vågen om natten af larmen, eller den manglende larm. Men der var tider hvor hun gerne ville indrømme det. Tidspunkter hvor larmen pludselig stopper og hun tænker om hun stadig har to forældre i morgen, og hun kan mærke at hendes hjerte nærmest stopper helt. Der er også de tidspunkter hvor hendes hjerte nærmest sidder i halsen og banker af sted når hun løber op af trappen. Når mor eller far kaster med tingene og hun er bange for at blive ramt. Det er sket flere gange før, at hun er blevet ramt. En af gangene tror hun endda det var med vilje.

Men ingen ser det. Hun tager næsten aldrig nogen med hjem, og når hun gør så opfører alle sig så pænt og som familierne fra serierne i fjernsynet gør. Nogle af dem der har været hjemme ved hende, endda sagde at hun ville ønske at hendes forældre var ligesom Majas. Heldigvis for hende går alle ønsker ikke i opfyldelse. Ikke at det hjalp Maja synderligt.

Nogle dage var hårdere end andre. Dage hvor mor og far skændes og slår hinanden. Selv dagene hvor der er antimobning er hårdere, fordi de på en eller anden måde minder hende om derhjemme. Specielt hårdt var det en af dagene, hvor alt var gået som det så tit gjorde. Maja gik i skole, snakkede med dem hun altid snakkede med. Kom hjem og hørte mor og far slås. Selvom hun ikke havde lyst, så hun et glimt af mor give far en lussing. Hun så hurtigt væk, og skammede sig over at det havde sådan en virkning på hende. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det havde nok noget at gøre med, at hun hele tiden hørte, at andre havde det værre, end man selv havde det.
Stille gik hun op af trappen og ignorerede tankerne. Hun kom op på sit værelse på første sal, og tog sin computer op på hendes skød. Hun gik ind på skolens hjemmeside og tjekkede for lektier, og lavede lektier i en halv times tid, før hun til sidst nåede til dansk, hvor de heldigvis kun skulle læse et af de nyere digte af en ung digter ved navn Christine Hellesøe, og bagefter skrive ned eller bare kunne huske til dagen efter, hvad man mener at pigen i digtet skulle gøre. Maja var meget glad for det, i det øjeblik tænkte hun kun på den lille glæde mange elever får når de kun skal læse 8 linjer fra det 21 århundrede. Få sekunder efter kom tårerne i hendes øjne. Det virkede så bekendt. Selvom digtet handlede om en mor det går ud over, og Maja kun har oplevet en nogenlunde ligelig fordeling af skader på hendes forældre, så virkede det så bekendt.

”Hun græder tungt indeni,
græder over de ord hun ikke kan sige.
Hvorfor er det sådan her?
Hvorfor bliver mærkerne flere og flere?

Hun ser mor halter igen.
Hvorfor skal hun have frygten om mor var slem?
Hvorfor er det sådan her?
Hvorfor forlader smerten hende aldrig mer’?”

Maja lavede ikke flere lektier efter at have læst digtet. Heldigvis var det kun at finde ud af hvad pigen i digtet skulle gøre.

Næste dag gik som man kunne forvente. Maja havde længe glemt digtet fra dagen før, men før eller siden skulle dansktimen komme. Det var næstsidste time og Maja kunne ikke vente til den var ovre. Ikke engang den sidste time om fredagen ville hun hellere væk fra.
Timen startede helt fint, læreren snakkede en masse der havde intet med digte at gøre, delte afleveringer ud fra ugen før. I noget tid troede Maja ikke engang de skulle til at snakke om digtet, men selvfølgelig skulle de det. Maja så mod klokken, og så der var over 25 minutter før at timen skulle slutte.
Læreren læste digtet op og spurgte derefter, om nogen havde noget at sige om det. Få rækkede hånden op, men efter en sagde ”Fortæl det til en voksen” og en af drengene sagde ”Slå faren ned ” kiggede læreren på Maja og sagde ”Maja du er mere stille end sædvanlig, har du noget at sige til teksten? ” Maja rystede på hovedet. Læreren så skuffet på hende, og Maja sagde det som der havde været sagt før ”Jeg synes hun skal sige det til en voksen. Det er unfair at hun skal være bange for at være hjemme.” Og lige da Maja havde sagt det indså hun hvor sandt det var. Hvorfor være bange for at være hjemme, og hun vidste jo godt at hendes forældre bare ødelagde hinanden. Læreren der selvfølgelig ikke vidste hvad Maja tænkte på nikkede bare, hun vidste godt at hun nok ikke ville få et mere uddybet svar. Resten af timen gik faktisk meget godt. Bedre end Maja havde forventet, men det var bare en af de øjeblikke hvor når du er sammen med andre går det godt, men lige så snart du er alene, græder du som et lille barn. Det var også det der skete. Lige da timen sluttede gik hun ud på toilettet og græd. Græd indtil at den næste time havde været i gang i flere minutter.

Til sidst stoppede tårerne, og hun så sig i øjnene. Efter nogle minutter med at tage sig sammen, gik hun ud af toilettet. Fast besluttet på at gøre, som de havde sagt pigen i digtet skulle.
Hun gik ned på kontoret og blev spurgt om hvorfor hun var der og ikke til time.

Hun fortalte det ikke.
Fordi hvad ville du gøre hvis du vidste at tingene kunne blive bedre, men at du måske ikke ville se din mor og far igen hvis du sagde noget, og de andre? De var alt for blinde til at se det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...