A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
755Visninger
AA

9. 9 december

 

9 december

Jeg vågnede ved lyden af sangen, wake me up endnu en gang. Jeg elskede den sang, det var den eneste der kunne få mig til at vågne godt, det eneste der kunne få mig til at smile en morgen. Ed Sheeran. Marcel havde nu også haft meget indflydelse på min tankegang, jeg var kommet frem til den konklusion, at jeg var håbløs forelsket i ham, og der skulle meget til at ændre det.

Det var tideligere end jeg plejede at stå op, så jeg hoppede nærmest ind til min lillebror, for at nusse ham godmorgen. Han så så lille og skrøbelig ud, jeg kunne sidde med ham forevigt for, at sikre mig at der intet ondt skete ham.

Han stønnede og smilede til mig, hvilket fik mig til at fnise, da han så så sød og lignede en der bare kunne klare hele verden. 

Jeg kiggede på hans ur, og opdagede at jeg måtte se at komme igang. Jeg smuttede ned i køkkenet, for at hælde cornflakes op i en skål. Jeg mærkede hvordan det knasede og satte sig fast i mine kindtænder, det var det jeg hadede ved cornflakes.

Jeg tog et par bukser, og en skovmandsskjorte på, satte den piercing jeg havde flået lavet i næsen, for et år siden. Min mor var blevet rasende, hvor imod min far havde taget det stille og roligt, hvilket jeg elskede ham for. Nu ville jeg bare se om det skræmte Marcel væk, for så vidste jeg at han ikke var det være.

Jeg tog for en gangs skyld cyklen i skole, da min far altid havde sagt at det var det bedste, og det ville få de små dårlige ting gennem dagen, oplyse af det positive. Om det så var helt rigtigt kunne ingen vide. 

Jeg begyndte langsomt at græde, da den kolde vind kradsede i mine øjne. Jeg hørte for en gangs skyld julemusik, Have your self a merry little christmas med Kelly Clarkson. Jeg smilede ved lyden af hendes rene klang i stemmen, som jeg aldrig ville få. Selvom det var en helt fantastisk gave at få.

Jeg satte cylken og smuttede ind ad skolens hoveddør. Marcel stod lænet op ad væggen. Jeg smilede ved tanken om, at han faktisk havde ventet på mig. Han havde en skjorte på, med en ternet striktrøje ud over. Hans hår dækket af en omgang gelé, der fik det til at skinne, i en tilbagelæggende frisure. 

Han kom hen til mig, for at trække mig ind i et varmt og kærligt kram. 

''Sovet godt?" spurgte han, jeg nikkede hurtigt. Vi gik ned ad gangen, han havde lagt en arm rundt om min nakke. Folk sendte os de mærkeligste blikke, vi gengældte det med et smil.

''Hvad med dig?" Han rystede på hovedet og grinede.

''Lena ingen spørgsmål, husk nu at det er mig til at spørge i dag." Han havde et smøret smil på. Jeg grinede og rettede mine briller.

''Hvad skal du have i den første time?" spurgte han.

''Engelsk, dig?" Han rystede endnu engang, og plantede en pegefinger på mine læber.

''Ingen spørgsmål." mumlede han endnu engang.

''Men, det var jo på ingen måde et stort spørgsmål," sagde og mente med de ord, at det var fuldkommen uretfærdigt.

''Det er stadig et spørgsmål." 

Han opdagede vidst at jeg vendte øjne af ham, da jeg lige pludselig hørte et grin. Lidt efter plantede han et kys på min kind.

 

Hver time føltes som hundrede år, jeg tænkte konstant på Marcel. Det var et rent helvede. Da der endelig var frikvarter, føltes det som om det kun varede få ti minutter, jeg havde mest bare lyst til at stikke af med ham. Jeg blev deprimeret af at tænke på, at jeg skulle igennem der her fire dage mere, og så kunne jeg have ham i hele dage, i to dage.

Jeg stønnede -måske lidt for højt.

''Er der noget du gerne vil dele med klassen Lena?" Jeg fik et chok og opdagede at Mr. Wanner snakkede til mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og opdagede at alle i klassen kiggede på mig. Mine kinder begyndte straks at rødme.

''Det var da en højst udsædvanlig opførelse fra dig Lena!" sagde han en smugle surt. Jeg sank en klump i halsen, mine hænder begyndte at blive svedige og jeg sad og fumlede med min trøje, af nervøsitet. Til mit held gik han videre i undervisningen. Jeg åndede lettet ud, og fokuserede nå på hvad han fortalte os, selv om jeg ikke fattede en brik af det.

Da klokken ringede, smuttede jeg så hurtigt som jeg nu kunne, for at undgå spørgsmål. Det kunne godt være at de ikke snakkede til mig, men nysgerrigheden var deres største evne, så de ville helt klart spørge hvad der var galt, og så fortælle det til alle og enhver. Jeg skyndte mig ud til min cykel, i et håb om at undgå folks spørgsmål, måtte jeg opgive at sige farvel til Marcel.

Pludselig mærkede jeg et par hænder omkring mine hofter.

''Sig mig, hvor tror du at du skal hen?" lyden af Marcels hæse stemme fik mig til at smile.

''Hjem." fnes jeg.

''Jamen jeg har jo snart ikke spurgt dig om noget." mumlede han surmulende.

''Det kan du gøre i morgen, jeg må hjem til min lillebror," Han nikkede og kiggede mig dybt i øjnene, for derefter at kysse mig. Hans læber var bløde, og hans ånde lugtede af pebermynte.

''Vi ses." sagde jeg og cyklede hjem. Jeg bremsede, da en bil var ved at bakke ud, hvad jeg ikke havde set var, at der kom en bil bagved også. Før jeg vidste af det, var jeg fløjet forover og landet oven på en af bilernes rude. En smerte jog igennem min krop, og jeg kunne ikke mærke mine ben. Jeg gik sort, det sidste jeg huskede var lyden af sirener.

 

______________________________________________________

 

Sorry at det her kapitel er så kort,

men jeg har ikke rigtig haft tid til at skrive det

Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...