A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
754Visninger
AA

6. 6 december

 

 

6 december

 


 

 

Jeg vågnede ved lyden af min lillebrors snøften. Jeg sukkede og satte fødderne ned på gulvet, og listede ind til ham. Min hvide blonde kjole flavrede i det da jeg gik ind til ham. Hans vindue stod åbent, jeg undrede mig kort og gik ind til ham. Han satte sig op, løftede armene, som et tegn på at jeg skulle komme hen og kramme mig. Inden jeg satte mig på sengen, lukkede jeg vinduet. Jeg agede ham i håret og klemte ham ind til mig. Min trøje fugtede af Andrews tåre.

Jeg jeg oppe den halve nat for at trøste ham, hans lille krop der var blevet slugt af sørgmodighed. 

Jeg havde fri i dag, det var egentligt skønt. 

Jeg havde skrevet et Brev til Marcel, om hvor stor en misforståelse jeg havde givet ham, og at det ikke var min mening, og at jeg bare var et stort rod ligenu. Det var nemmere at skrive det, end at sige det til ham i virkeligheden.

Jeg havde netop afleveret det gennem sprækken. Jeg var på vej ned ad gaden. Ligepludselig mærkede jeg et hvidt snefnug lande på min næsetip, lige der hvor min far plejede at duppe mig. Jeg kiggede op i himlen, og der kom langsomt flere og flere af  dem.

Jeg havde lyst til at græde af glæde. Måske var det et tegn fra ham?, jeg kunne ikke undgå at lade håbet inde i mit spire. Måske lagde han og kiggede på mig ligenu, mens jeg gik. En tanke faldt mig ind, jeg ville synge for ham, hvis jeg nu havde hans opmærksomhed.

Jeg begyndte at synge den første sang der faldt mig ind, mens folk kiggede efter mig.

''And i stare at the phone, he still hasn't called , and then you so love you, can't feel nothing at all, and then you flashback to when he said, forever and always, ohh, and it rains in your bedroom everything is wrong, it rains when you here, and it rains when you're gone, i was there when you said forever and always. You didn't mean it baby, i don't think so, ohhhhhhhh...'' 

Jeg luntede afsted. Jeg smilede, og græd samtidig. Jeg følte at min far hørte mig synge, jeg følte at han kiggede på mig, jeg følte hans nærvær. Det eneste jeg ville lige nu, var at kramme ham, selvom at min fornuft fortalte mig at det var en umulighed, ønskede jeg det så inderligt.

Jeg havde mest lyst til bare at sætte mig ned, men på den anden side gjorde det mig også stærkere, og dertil modigere til at gå videre, mens jeg sang for folk.

Jeg så en Volvo dreje om hjørnet, den bremsede brat op. Jeg kiggede lidt forvirrende på den, men gik videre. Indtil at det gik op for mig, at det var Marcel. Han lignede en der gnaven. Jeg kunne høre, at han råbte efter mig.

"Hvad er dit problem med mig Lena?, er jeg ikke sej nok til dig?. For så er det i hvert fald åbenlyst, hvorfor du ikke har nogle venner!" Hans ord ramte mig, hårdere end normalt.

Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at lade tåre falde. Jeg overvejede om jeg skulle svare, men droppede det, da der lagde et brev til ham.

Jeg vendte mig om for at få øjenkontakt. Han så den første tåre komme trillende ned af min kind, og så luntede jeg videre. Til mit held, gjorde han intet for at stoppe mig. 

Det var dramatisk. Den måde han havde råbt af mig, og smækket med bildøren. Jeg blev bange, jeg vidste ikke at han havde et stort temperament. Jeg grad stadig, tårene frøs på mine kinder, og gjorde dem røde.

Lige nu manglede jeg et sted hvor jeg kunne være alene, et sted hvor jeg kunne græde uden at folk opdagede mig. Jeg ville være alene, og helt mig selv, uden nogen kunne forstyrre mig.

Jeg stønnede. Jeg havde ingen steder jeg kunne tage hen. Jeg måtte seriøst snart få mig en lejlighed, men jeg kunne ikke efterlade min lillebror til min mor. Andrew havde brug for mig, brug for at jeg var der for ham.

Jeg åbnede døren indtil en lokal cafe. Jeg tørrede tårene væk, og gik hen til kassen for at bestille. Jeg kiggede på menu kortet og bestilte varm kakao, med flødeskum. 

Jeg havde egentlig aldrig været her før, men her så så hyggeligt ud og jeg frøs. Jeg frøs faktisk ret så meget, nu når jeg kom til at tænke over det.  Mine hænder var rødelige, det samme regnede jeg mine kinder og næse for at være.

En dame stille glasset foran mig, jeg smilede som et tak. Jeg lagde straks mine hænder omkring kruset og stønnede af lettelse, min krop begyndte langsomt at slappe mere af, da jeg fik varmen.

Døren gik op, og en lille klokke ringede, for at gøre tegn til at der var kommet nogle. Det gik først op for mig, at det var Marcel, da han begyndte at snakke.

''Hva så?" spurgte damen, og smilede på en underlig måde.

''Mor, jeg kan ikke klare det her længere. Modest!" sagde han alvorligt og stønnede.

''Hvad vil du gøre ved det?" spurgte hun alvorligt. 

''Jeg dropper Marcel, det er kedeligt at gå i skole. Det er hyggeligere at være ved drengene, hvis det ikke ikke var pga. Louis.." mumlede han trist.

Jeg var helt forvirret, hvad fablede drengen om?, - og var det Marcel, der stod med ryggen til mig.

''Kan du ikke se det lidt an, en uge mere og så må vi se hvad der sker." Sagde Marcels mor bestemt. 

Hun satte en kop kaffe foran ham. 

''Jeg skal på wc." sagde han og vendte sig om. Og med det hans øjne flakkede mine, blev de store. Jeg vidste ikke om han kunne se at jeg så forvirret ud eller hvad det var. Han gik i hvert fald hen til mit bord. Jeg blev nervøs.

''Lena, undskyld.. Jeg læste dit brev." sagde han og lød troværdig. 

Jeg nikkede bare og tog den sidste slurk fra min kakao. 

''Kommer du ikke hjem til mig?" spurgte han, hvilket gjorde mig forbavset, og det gik op for mig at jeg lige havde nikket ja. Han smilede stort.

''Mor vi ses." sagde han og åbnede døren for mig.

''Ja, hej hej og skat, husk nu at der kommer snestorm senere i dag!" nåede hun at sige, inden døren blev lukket.

 

Vi sad i hans sofa og kunne høre hvordan det stormede udenfor. Vi havde også fået talt ud og var blevet gode venner igen, jeg havde fået hans mobilnummer og ham ligeså. 

Vi sad og så Pocahontas. Det var længe siden jeg havde set den film. Vi var svøbet ind i tæpper og puder lå omkring os. Jeg lagde op af ham, han sagde ikke noget til. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om det var fordi jeg ville eller at det var fordi jeg var træt.

Men en ting var sikkert, jeg kom til at være her hele natten lang.

 

____________________________________________

6 kapitel

beklager at det er skrevet dårligt og sådan,

men jeg sidder her og er ved at falde i søvn samtidig

- håber i kan bære over med mig

hav en fantalastisk aften

Emma



 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...