A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
780Visninger
AA

4. 4 december

 

4 december

 


 

Jeg vågnede ved lyden af mit eget skrig. Hele min krop var svedig, og mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst. Jeg havde haft en uhyggeligt drøm, men ikke et mareridt. Min far havde sagt, at jeg skulle passe godt på mig selv, og så var han gået afsted. Jeg havde skreget fordi at jeg umuligt ville kunne indhente ham. Jeg mærkede noget fugtigt på min kind, og fandt hurtigt ud af at den var saltede tåre. Jeg lagde i fosterstilling, jeg krammede hårdt mine ben. Jeg begyndte at hulke. 

Jeg kunne ikke klare at min far ikke var her længere. Han skulle komme tilbage nu. Jeg hulkede i protest, jeg ville ikke finde mig i det. Han kunne jo ikke bare forlade vores familie på den måde!, han var noget af det vigtigste i mit liv.

Jeg havde aldrig været god til at få nye venner. Jeg havde aldrig haft tætte venner, jeg havde for svært ved at åbne mig for dem, da jeg havde set hvordan det kunne gå. Nu da min far var taget fra mig, var det gået op for mig, at man ikke skulle elske mere end man kunne tåle at tabe. Min fars død havde skræmt mig. 

Jeg havde altid sagt til min far 'I'm not good at making people like me' og min far havde grinet og sagt 'Well, you make me like you darling' Jeg havde sagt 'It's not the same thing daddy' han havde grint og trukket mig ind i et kram, og kysset mig i håret.

 

Jeg havde tændt for lyset, og rakte ud efter en billederamme, som stod på mit natbord. Det var et billede af min far og jeg. Vi smilede. Jeg stod bag ved ham. Han havde en akustisk guitar i hånden. Det var en af de lykkelige dage, hvor vi havde lavet musik sammen.

Jeg kørte stille min tommelfinger og hans kind, hvorpå man så småt kunne se nogle skægstubber. Jeg gned langsomt nogle tåre væk fra min kind. 

Mine øjenlåg var blevet tunge efter at jeg havde grædt, de sved også en smugle. Jeg var kort sagt mega træt.

 

Jeg vågnede ved lyden af mit vækkeur, hvis sang der spillede var Ed sheerans Wake me up. Jeg elskede den sang. Jeg fik et lille chok ved lyden af den første klaverakkord. Hans stemme begyndte hurtigt at flyde ud i musikken. 'I should ink my skin, with your name. And take my passport out again, and replace it. See i could do without a tan on my left hand, where my fourth finger meers my knuckle. And i should run you a hot bath, fill it up with bubbles' 

Jeg var blevet forelsket i hans stemme, hans tekster og ham. Jeg elskede ham. Der spirrede et lille håb inden i mig, om at jeg en dag skulle møde ham, ikke kun møde ham, giftes med ham. Jeg ville være hans, og jeg ville ønske at han gengældte den følelse, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var en umulighed.

Jeg havde taget nogle sokker på, da mit kolde trægulv ikke var det mine varme fødder helst ville ramme. Jeg fik fat i nogle blå cowboy overalls, og en hvid trøje, med fine hvide blonder. Jeg lød mit røde hår hænge, som var en smugle uglet, men jeg kunne lide det sådan.

Jeg tænkte på hvad jeg skulle sige til Marcel i dag. Jeg ville mest af alt sige undskyld for igår, det var ikke pænt at bare gå fra ham, men jeg kunne heller ikke have forhindret mig i at gå. Jeg var gået direkte ud på badeværelset og grædt, resten af dagen havde også været et mareridt, da mine øjne havde sviget. 

Jeg jeg gik ned af trapperne. Min lillebror kom gående mig i møde. Han stoppede op og omfavnede mig med hans tynde arme. Jeg agede ham og gav ham et kys i håret. Han trak sig ud fra mit faste kram og smilede -for engangs skyld faktisk!- 

''Godmorgen," sagde han, tog sin finger op for at duppe min næsetip med den, det havde far altid drilsk gjort.

''Godmorgen." mumlede jeg kærligt, og duppede hans næsetip ligeså.

Jeg smilede for mig selv, og gik videre ned af trappen og ud i køkkenet, hvor min mor stod og lavede kaffe. 

Jeg blev nærmest lykkelig af at se min lillebror smile, det var en utrolig virkning det havde på mig.

Mor smilede skævt til jeg, og sagde ''Godmorgen''. Jeg smilede bare. Hun gjorde mig trist igen. Jeg havde ikke set hende smile ordentligt efter min fars død. Jeg vidste at det var fordi, at hendes halvdel af grund til at leve, var blevet taget fra hende. Da alle hendes grunde til at leve stadig var på jorden, kunne hun smile helt, men da hendes ene halvdel var væk, kom der kun et halvt smil. Jeg tvivlede på om hendes hjerte nogensinde ville hele.

Jeg håbede inderst inde, at hun ville finde en ny og få noget livsglæde igen, da min lillebror og jeg aldrig ville kunne give den glæde, da det var to forskellige forme for kærlighed. Men jeg håbede at min far altid ville være en del af vores familie. Jeg håbede at billeder af ham stadig ville hænge. Jeg håbede at han lille studie ville blive bevaret, sådan at vi altid ville kunne komme der og mindes ham. Det foretrak jeg istedet for at side ved en gravsten, på en kold trist kirkegård. 

Jeg fandt en mandarin i køleskabet og satte mig ved vores træ bord i køkkenet. Tv'et stod tændt og der kørte selvfølgelig nyheder om One direction. Jeg rullede kort med øjnene, opmærksomhedskrævende idioter. Man så Harry, som jeg troede han hed. Han var blevet overfaldet igen af hysteriske fans, han havde fået nogle skræmmer. Derefter så man andre directioners tænde lys for ham. Stop jer selv!, det var jo ikke fordi han var død vel!.

Jeg stønnede og greb fjernbetjeningen for at spole videre.

 

Mor stoppede bilen, hvilket måtte betyde at vi holdt foran skolens indgang. Jeg stønnede og efter jeg havde sagt farvel gik jeg ud. Det var en slags rutine med at sige farvel til hinanden i min familie. 

Jeg listede ind i klassen og forventede at møde Marcel, han var der ikke. Jeg kiggede på klokken, der var stadig ti minutter til at skolens klokke ville ringe til time. Det kunne være at han var kommet for sent op?, hvem ved?. -Han ville bare få meget fravær, men det var hans problem ikke mit.

Klokken ringede og han var ikke kommet. Jeg vidste at en følelse af skuffelse bagede inden i mig, men jeg var stadig ikke villig til at indrømme der overfor mig selv.

 

Næste times opdatering var, at han stadigvæk ikke var kommet. Jeg havde faktisk lyst til at skrige 'Fuck ham' men måske var det bare af raseri på alt og alle, de ville jo ikke være helt fair. 

 

Jeg var nedtrygt den dag. Jeg vidste ikke om det var af manglen på ham, eller en forfærdelig nattesøvn. Da vi havde fri, besluttede jeg mig for at gå hen til hans lejlighed, for at se om han var hjemme. Da jeg havde hørt fra folk der gik rundt på skolen, at han tit var hjemme. Men hans lejlighed så tom og mørk ud, og der var ingen der åbnede døren. Jeg undrede mig og gik sørgmodigt hjem.

Hvorfor lige i dag, da jeg sådan havde længtes efter at få snakket med ham, good den dreng havde sindsyg dårlig timing.

 

''Hvad har du lavet i dag , skat?" spurgte min mor -overraskende nok. 

''Det sædvanlige." svarede jeg, og så blev der ikke pillet mere ved det emne. 

Jeg min jakke og støvler af og satte mig over i sofaen, hvor de sad. Jeg tog lidt af Andrews tæppe, han klagede ikke over det, så jeg tænkte at det var okay. Jeg lagde min arm rundt om hans nakke. De sad og så en genudsendelse af en julekalender, som havde kørt nogle år tilbage. Det var ikke fordi at jeg var specielt interesseret i at se det, men bare tanken af at hygge med min næsten hele min familie, var det det værd.

Jeg opdagede først nu at der stod æbleskiver på bordet. Jeg var overrasket over hendes overskud. Den sidste måned havde hun lige haft energi til at stå op, køre os i skole og så var det det, så orkede hun ikke så meget andet.

Jeg kunne ikke dy mig for at sige ''Hvor ser det lækkert ud." hvilket fik min mor til at smile -helhjertet faktisk. En varm følelse af glæde løb igennem min krop.

Det havde været en hyggelig eftermiddag, senere var jeg gået ind i min fars lille 'hjemmestudie'. Jeg havde tændt nogle lys og havde fået skrevet en hel sang til ham. Nogle steder var papiret en smugle krøllet, da nogle af mine krystal klare tåre var faldet ned på papiret.

Jeg havde endda fået indspillet det hele og brændt ud på en cd. Jeg ville give den til Marcel engang, engang når jeg havde overvundet min frygt, og når jeg havde vundet hans tillid og omvendt. Den aften var jeg faldet i søvn, til lyden af min egen sang stemme, som sang min egen sang, der var skrevet til min far. Min elskede far.

 

______________________________________________

 

Godt så, det var det fjerde kapitel, hvad syntes i?

Og skriv gerne hvis der er noget der kan være anderledes,

-eller andre former for kritik ;)

Jeg ved godt at de første tre kapitler har været en smugle nederen,

men ja, jeg skulle lige igang med at skrive igen og sådan.

Hav en glædelig 4 december

- Emma

 

PS. Den er dsv. heller ikke rettet igennem

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...