A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
762Visninger
AA

3. 3 december

 

3 december

(Ikke rettet igennem, sorry!)


Jeg vågnede ved lyden af min iPhone der ringede. Lyset fra den skar i mine øjne. Det var Zayn.

''Harry?" Kunne jeg høre hans stemme sige i den anden ende af røret.

''Mhmm..?" mumlede jeg søvnigt. For delen, kunne de ikke ringe på andre tidspunkter, end klokken 2 om natten.

''Hvordan går det?" startede han.

''Godt." mumlede jeg.

''Kan du ikke komme til London på onsdag?" spurgte han. Jeg tænkte straks på Lena, jeg havde fået en form for et bånd til hende, og det var umuligt at forklare hvordan det var.

''Ja." 

''Super!, nå jeg vil give dig fred, vi ses bro,"

''ses." jeg tvivlede på om han havde hørt mit sidste ord, inden han havde lagt på. 

Jeg puttede igen under dynen, og faldt i søvn med tanken om Lena.

 

 

***

 

Jeg havde fundet en ring på sofabordet, jeg gik ud fra at det var Lenas. Så jeg havde taget den med i skole for at give hende den, måske og bare for at få en grund til at snakke med hende.

Jeg gik ind til første time, Lena sad og kiggede ned i hendes bog. Jeg kunne se at hun ikke læste, da hendes øjne lå på det samme punkt. 

Jeg overvejede om jeg skulle give hende ringen nu, som jeg havde i min lomme. Jeg mærkede efter for at sikre mig, at den stadig lå der.

Jeg besluttede mig for at finde hende i frikvarteret. Jeg satte mig hen på min plads og rodede i min taske efter min matematikbog og hæfte. 

Hvis der var en ting jeg ikke fattede en brik af var det det. Matematik var som hieroglyffer for mig, og min karakterer lagde altid på 02. 

Jeg følte mig dum.

Det var sjovt som dårlige karakterer i matematik, kunne gøre en så deprimeret. Jeg mener hvordan kunne den lille ting gøre mit liv til et mareridt?. Eller det gjorde den nu ikke mere, da det jo var ligemeget nu. Men da jeg var mindre var det det der fyldte min hverdag.

Jeg stønnede og kiggede rundt på de andre i klassen. Jeg kunne se ham fra lacrosseholdet sloges lidt med en fra basketball teamet. Idiot. Kort sagt.

Jeg tegnede lidt kruseduller i mit hæfte, da jeg var midtvejs lignede det en handicappet elefant. Jeg kedede mig.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Men jeg prøvede forholdsvist at holde mig i ro.

- Selvom at min rastløse hjerne var ved at dampe over.

 

Endelig!, klokken ringede. Jeg pakkede hurtigt mine bøger sammen. Jeg var faktisk ikke nået mere end et par kruseduller i mit hæfte.

Jeg skyndte mig at kigge rundt i klassen, med et syn der spejdede efter en hel bestemt person. Lena. Jeg prøvede at fange hende i farten, men det var umuligt. Alle folk bøvlede på vej ned i spisesalen, deres hjerne var åbenbart ikke ældre end 14 år.

Jeg bestilte en vand og sandwich og kiggede rundt i lokalet. Lena sad alene ovre i et hjørnet. Perfekt.

Jeg gik over til hende. Hun kiggede med et tomt blik op på mig.

''Må jeg sidde her?" spurgte jeg hende.

Hun nikkede.

Jeg satte mig. Der var en akavet stemning. Hun så trist ud, kunne det være fra igår af?.

''Er der noget galt?" spurgte jeg, efter jeg havde taget mig lidt sammen.

Hun tøvede.

''Det er ikke noget særligt." sagde hun, denne gang med et skævt og måske lidt pinligberørt smil.

''Jeg vil gerne vide det." sagde jeg oprigtigt

Hun tøvede igen.

''Jeg har bare mistet en ting der har været min fars, det er ikke noget."

Da kom jeg i tanke om den sølvring, der havde lagt på mit sofabord. Jeg hev den straks op af lommen og tøvede en smugle.

''Du glemte denne her hjemme ved mig." sagde jeg. Mærkelig nok fik det hendes øjne til at lyse af glæde. Hun smilede som om jeg lige havde reddet hendes liv eller noget.

''Omg!, tak!. Gud hvor har jeg været dum!, jeg plejer ellers aldrig at tage den af." sukkede hun.

Hun tog hurtigt ringen, og puttede den på hendes ringefinger. Jeg undrede mig over hvorfor ringen betød så meget for hende?, jeg mener kunne hun ikke bare have købt en ny, hvis den blev væk?.

Hun stønnede kort. Lige nu og her virkede hun så skrøbelig. Jeg fik en underlig træng til at beskytte hende mod alt ondt ude i verden. Det var som om at det mindste prik ville få hende til at falde, falde dybt. Det var som om, at hun havde en indre kamp med sig selv.

Hun rømmede sig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til den akavede stemning, da jeg havde fokuseret så meget på hende. Hendes røde hår. Hendes briller. De små fregner, der kørte sig hendes lille fine næse. Hendes små blege hænder, hvorpå hendes knoer var alt for tydelige. 

''Har du det bedre i dag?" spurgte jeg. 

Hun nikkede som svar. 

Måske gad hun bare ikke snakke med mig?. Enten det eller også var hun flov over at sidde med mig. Til tider glemte jeg, at jeg faktisk var Marcel og ikke Harry. Jeg glemte, at Marcel ikke kunne score damer, som Harry kunne.

Jeg blev pludselig trist. Jeg var ikke vant til at mennesker ikke kunne lide mig, den afvisende fornemmelse var ikke just behagelig. Op med hovedet Harry, det kan jo være at det er noget andet.

Lige som jeg sagde det til mig selv, rejste hun sig og smed resterne fra hendes uberørte mad i skraldespanden. 

''Jeg skal på wc." mumlede hun, mens hun lignede en der kunne græde.

''Hey, er der noget galt?" spurgte jeg. Men det var for sent, hun var gået. Enten var hun for langt væk til at kunne høre mig eller også gad hun bare ikke svare på mit spørgsmål.

Jeg undrede mig, mens jeg tog en bid af min sandwich. Jeg kiggede rundt i lokalet. Mennesker sad i deres grupper, de snakkede og hyggede sig. Spisesalen var pyntet med galanter og julepynt. Der kørte julemusik i radioen, og sad stille og nynnede med på sangen. 

Jeg var generelt træt, træt af alt, træt af julen. Det eneste der gjorde den en smugle god var Lena, og hun var flov over at være sammen med mig. Så min jul var noget værre lort. Men i morgen tog jeg toget til London, for at besøge drengene - som Zayn jo havde sagt, at jeg skulle.

 

Det havde været en lang dag, og timerne var på ingen måde fløjet afsted, nej nej. Men det var måske også fordi at jeg talte hvert minut. Måske skulle jeg bare have været taget hjem. Men jeg kunne jo ikke misse chancen, for at spørge Lena hvad hendes problem egentlig var. Men jeg mødte hende ikke resten af dagen. Egentlig, helt inderst inde vidste jeg godt hvad hendes problem var. At hænge ud med en 'nørdedreng' når man lige var startet på en ny skole, var nok ikke lille det der fik popularitet barometeret til at stige, jeg måtte prøve at lade være med at opføre mig som Harry.

Jeg måtte se det i øjnene Marcel var og blev aldrig Harry!.

Men det at blive 'droppet' af Lena var ret ubehageligt, måske også fordi at jeg ikke var vant til at blive droppet. Okay ja, droppet lød forkert i denne sammenhæng, men jeg kunne ikke finde andre ord, da det føltes som at blive droppet af en kæreste eller noget.

Jeg sad et par sekunder eller to og trillede med mine tommelfingre, og så kom jeg jeg på den skøre ide, at købe ind til at kunne bare pebernødder. Jeg greb min nøgler, og tumlede derefter ud i bilen. 

Jeg gik ind i butikken, som var fyldt med stressede mennesker, der lige havde fået fri fra deres arbejde.

Jeg tog en kurv og kiggede mig lidt rundt. Jeg puttede sukker, hvedemel, æg, kanel, ingefær, hvidt peber, kardemomme, bagepulver, natron og piskefløde i min kurv lidt efter lidt. 

Og lige der. Lige der stod en pige med rødt hår. Hun stod med ryggen til mig, så jeg kunne ikke se og det var Lena. Ligepludselig vendte hun sig om, og jeg kunne ikke genkende pigen. Det var tydeligvis ikke Lena. Den snert af håb gled langsomt væk.

Jeg betalte mine varer og satte posen ind på bagsædet af min bil. 

Jeg var faktisk god til at lave med - tro det eller lad være -.

Da jeg var kommet hjem, loggede jeg ind på facebook og prøvede at finde Lena. Men hun var der ingen steder. Ingen fra skolen var venner med hende. Mystisk. - Ja, Modest havde lavet en falsk facebook profil til mig. Jeg sukkede. 

Jeg vidste ikke hvorfor jeg var så opsat på at komme i kontakt med hende. Det var bare agrhh så irriterende at jeg ikke få den pige ud af mit hovedet. Hun fyldte alt for meget inde i min lille hjerne, og min hjerne kunne snart ikke bære hende mere, den ville simpelthen springe.

Jeg gik ud i køkkenet  og tændte for ovnen. Jeg tog en gul plastik og begyndte at lave dejen. 

Jeg formede dejen ud i en masse rundekugler, lagde dem i lige rækker ud på bagepladen og satte dem ind i den lune ovn. Derefter satte jeg æggeuret på 7 min.

Jeg stønnede. Jeg vidste ikke om jeg lavede pebernødder fordi at jeg havde lyst, eller fordi at jeg bare ikke kunne få tiden til at gå.

Jeg glædede mig faktisk til at tage til London, som Harry!. Det var dejligt at være Marcel og få pause, men så savnede jeg også at være Harry, som kunne vinde ethvert pige hjerte og knuse det på et split sekund. Det lød måske lidt for ondt, og jeg ville ikke kunne finde på at være en hjerteknuser på den måde.

Jeg fik pludselig en ide. Hvad hvis at Harry prøver på, at score Lena?. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og skubbede tanken væk, da det ville være alt for meget bøvl, både for hende og for mig.

 

Da jeg lagde i min seng den aften, faldt jeg i søvn til lyden af stille julemusik. Jeg lagde mærke til alle små detaljer i sangene, som man ikke normalt hørte. Derefter blev mine øjenlåg tungere og tungere, og til sidst stod jeg ved åbningen af drømmeland.

 

 

_____________________________________________________

 

Det var så det tredje kapitel

Skriv gerne i kommentaren hvad i syntes om den.

Jeg ved godt at der ikke er så meget guf i den endnu.

I må have det godt, indtil et nyt kapitel i morgen kommer!

- Emma

 

 

 

 

 

 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...