A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
797Visninger
AA

2. 2 december

 

 

2. december

 


 

Jeg vågnede ved at min hund Elliot sprang op til mig. Jeg kunne fornæmme at min mor, stod og betragte mig. Jeg agede Elliot, derefter greb jeg ud efter mine briller, der lagde på mit natbord. ''Godmorgen Lena,'' kunne jeg høre min mor mumle kærligt til mig.

Jeg sukkede. ''God morgen."

Jeg boede kun PT hjemme ved min mor, fordi at min far var gået bort, for en måned siden af kræft. Det havde taget hårdt på os, og hun var blevet en nærmest anden person.

For hende var den ikke helt fesen ind, at jeg altså var 20 år og gerne ville klare mig selv.

Det der var mest hårdt ved at bo hjemme var, at høre min 10 årig lillebror Andrew græde sig i søvn hver nat. Jeg savnede nu også min far, han var den eneste der havde den samme kærlighed for musik, som mig. 

Jeg skiftede skole, da jeg ikke kunne bære at alle vidste det om min fars ulykke. Jeg kunne ikke bære at sige, 'at jeg var okay' når at folk spurgte, da jeg inderst inde godt vidste at de egentlig ikke ville have et svar.

Det var bedre, at ingen kendte mig, ingen der havde ondt af mig, og ingen der spurgte om jeg var okay, da jeg OVERHOVEDET ikke var okay. Det at miste sin far, er det værste der nogensinde er sket for mig. Det føltes som om at min far var død på en uge, det gik bare ligepludselig ned af bakke.

Min mor prøvede at skjule hendes sorg, og hendes humør skiftede hurtigere end man kunne nå at knipse med fingrene.

 

Jeg gik den til min store Ed Sheeran plakat og kyssede den godmorgen -gammel vane.

Jeg gik hen til mit klædeskab og fandt en stor og varm sweater frem og trak i et par elastiske cowboybukser, og tog nogle uldsokker på. Jeg tændte radioen, som jeg plejede om morgen. Der var en eller anden åndsvag one direction sang, den var egentlig god, men den gjorde ikke så meget ved min tanker. Up all night hed den, bras. Jeg spoled hurtigt videre til næste kanal, imens jeg redte mit hår. Da jeg pakkede min taske, kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at rette min geografi rapport færdig, så derfor kom min tunge computer med. 

På den anden radiokanal var der jule musik, -Kelly Clarkson, underneath the tree. Måske den sang kunne løfte mit humør?, men ligemeget hjalp det. Jeg sukkede og slukkede radioen, men tændte den dog hurtigt igen, da det mindede mig om min far. Jeg kunne mærke mine øjne blive fugtigerer og jeg måtte synke en klump. Lena, du har ikke tid til at græde!. Sagde jeg til mig selv og gned lidt i mine øjne.

Da jeg kom ud i køkkenet, sad min mor og Andrew, rundt om vores køkkenbord, og spiste nybagte boller. Jeg bed mærke i, at mor også havde dækket til min far og skåret en bolle ud til ham. Jeg fik en klump i halsen igen.

Jeg satte mig stille ned. Jeg kiggede over på min mor, der havde et mildt udtryk i øjnene. Hvor i mod Andrew havde et følelsesløst udtryk, der var så godt som umulig at aflæse. Måske mindede han for meget om mig. Min mor derimod var som en åben bog.

Jeg gik ud på badeværelset for at børste tænder. Jeg stod længe og betragtede migselv, mens jeg kørte tandbørsten rundt i munden. Jeg kom altid i dårligt humør, når jeg kiggede på mig selv, jeg var ikke køn, jeg var ikke smuk, når jeg kiggede på mig selv, var det ikke sådan jeg forestillede mig, at jeg så ud.

''Lena, vi skal af sted." kunne jeg hører min mor kalde.

Jeg skyndte mig ind på værelset og greb min tunge taske, for så derefter at løbe ud til bilen, hvis motor brummede.

Andrew sad bag i, med headset på og kiggede trist ud af bilens ruder, mor tændte for radioen. Vi sad bare der, uden at sige et ord. 

Man kunne let høre regnens buldren på ruderne. Jeg orkede ikke i skole i dag, jeg manglede min søndag!, hvorfor skulle vi også absolut i skole igår. Jeg var kort sagt smadret. Jeg orkede heller ikke at skulle analysere den lorte film, med Marcel, som ikke kunne huske noget som helst fra den. Marcel, virkede underlig på en tiltrækkende måde, hans briller og tøj gjorde ham nuttet.

Rystede mit hovedet i et håb om, at det jeg lige havde tænkt ikke passede.

Mor holdt foran skolens indgang, ''Hav' en god dag, skat." sagde hun, fik et lille skævt smil frem. Jeg nikkede, mens jeg vinkede til Andrew, der langsomt rakte sin lille hånd op i luften, for at give et lille vink.

Jeg tog min taske og smækkede bildøren efter mig, og stoppede for at se vores bil køre videre.

Dear good, jeg orkede virkelig ikke skole. Da jeg mærkede at jeg var ved at være lidt halv-gennemblødt af regnen, traskede jeg inden døre.

Jeg sukkede og gik ned til billedekunst lokalet, da det var der den første time skulle foregå. Jeg gik og nynnede for mig selv. Jeg gik rundt om hjørnet. Det føltes som det gik i slowmotion, da jeg landede ned på det hårde gulv.

Da jeg var gået rundt om hjørnet, var jeg gået direkte ind i Marcel og faldet bagover. Jeg kunne fornemme Marcel prøve at gribe ud efter mig, men det var for sent.

Jeg gav et hvin, da jeg klaskede baghovedet ned i gulvet. Jeg tog min hænder op til baghovedet og klemte, bed min tænder hårdt sammen, for at prøve at håndtære den smerte. Jeg lagde og vred mig på gulvet.

''Omg!, er du okay!?" spurgte Marcel, der lød som om han var i chok. Jeg var svimmel, men rystede dog alligevel på hovedet. Jeg kunne mærke at der snar ville komme tåre, pokkers, hvorfor fanden skulle de altid svigte mig, jeg græd altid når jeg ikke ville og omvendt.

''Det må du virkelig undskylde!" sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg kunne med lethed se at han faktisk mente det.

Jeg var lidt forvirret. En lærer kom hen til os. 

''Hvad er der sket?" spurgte hun og kiggede ned på mig. 

pludselig fik jeg det dårligt, og fornemmelsen af at jeg skulle kaste op blev værre, og før jeg vidste af det, havde Marcel taget mig op og båret min ud på pigetoilettet, der lagde lige ved siden.

Jeg prøvede på ingen måde at kæmpe imod, da jeg vidste at jeg aldrig selv ville have kunnet komme herud.

Nogle piger der var i færd med at rette deres makeup, stirrede dystert på os. Marcel åbnede døren ud til toilettet, og satte mig ned.

Jeg lænede mig op af toiletvæggen og tog hånden op til panden og fjernede noget af min røde hår, og rettede lidt på mine briller. 

Marcel tog min hånd op, og tog den elastik jeg havde viklet omkring mit håndled og tog mit hår, lavede en løs hestehale. 

Han gav mig et skævt smil. Først nu lagde jeg mærke til at han havde smaragd grønne øjne, jeg blev ved med at stirre ind i dem, jeg kunne fornemme mit spejlbillede i dem. Efter lidt gik det op for mig, at jeg vidst havde kigget lidt for længe på ham.

''Tak." mumlede jeg hæst.

Jeg gav et lille fnis. ''Det er mig der undskylder" sagde han, og kiggede ned på hans hænder.

Læren kom ud til os. ''Marcel, kan du ikke følge hende til lægen?" spurgte hun.

Marcel nikkede hurtigt.

''Det behøves ikke, jeg faldt bare. Jeg har det altså fint." mumlede jeg.

Jeg kunne fornemme, at de ikke rigtigt troede på mig. Marcel sendte mig et smil og hjalp mig op.

''Måske du skulle tage en pose med" 

Læren, som jeg troede hed Edith tog en pose under skraldespanden. Marcel trak mig og fra gulvet, og tog imod posen.

Vi gik tavst ud i regnvejret, og satte os ind i Marcels kolde Volvo. 

''Sædevarme?" 

Jeg nikkede.

''Du må altså undskylde at jeg væltede dig" 

Jeg kunne mærke sveden under mine armhuler komme. Hvordan kunne man få det så dårligt af at slå hovedet ned i gulvet. Helt ærligt, der skete altid ulykker for mig. Jeg kunne snart ikke klarer mere, jeg fik seriøst snart et psykisk sammenbrud.

''Det er min egen skyld." mumlede jeg fraværende.

''Det er også min," sagde Marcel, og kiggede over på mig med et smil.

Jeg smilede for mig selv. Hvordan kunne han være charmerende?, jeg troede ikke at jeg nogensinde skulle falde for hans type. 

Marcel parkede foran lægen. ''Seriøst Marcel, jeg har det altså fint." 

Jeg kunne se ham tvivle. ''Bare et hurtigt tjek." og inden jeg kunne nå at protesterer, åbnede han døren i min side. Han rakte hånden frem til mig. Jeg tog hurtigt selen af og greb hans hånd, da jeg stadig var svimmel.

Okay, måske havde jeg lidt humørsvingninger over ham, jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle syndes om ham, måske var det bare fordi at jeg ikke kendte ham.

 

Lægen havde sagt, at jeg skulle tage den med ro.

''Der er ikke nogen hjemme ved mig." sagde jeg, da vi havde sat os ind i bilen. Jeg så at Marcel rette hans briller. ''Du kan hvile hos mig." sagde han. Jeg kiggede forvirrende på ham, han smilede skævt til mig. 

''Jeg tager mig af dig i dag, jeg skal nok køre dig hjem. Men indtil da skal du slappe af." mumlede han fast besluttet på sin ide. Jeg kunne mærke at det ikke kunne diskuteres.

''Men?" nåede jeg kun lige at mumle, inden jeg kunne høre Marcel tysse på mig. Jeg blev en smugle småirriteret på ham, stædige stejle hest!.

''Te, kaffe eller kakao?" spurgte han efter lidt.

Overrasket over hans spørgsmål svarede jeg hurtigt. ''Varm kakao." 

Rent faktisk vidste jeg ikke noget end varm kakao, på en en regnvejrsdag. 

 

Da vi kom hjem til Marcel, lagde jeg mig på sofaen mens han trak et tykt blødt tæppe rundt om mig. Her duftede dejligt af dreng, hvis du kender den lugt. Jeg tog ind dyb indånding fra tæppet. Marcel tændte fjernsynet, og zappede hen på disney chanel, hvor der var en jule tegnefilm. Jeg slappede langsomt mere og mere af,

Marcel kom ind med to kopper varm kakao til os, og satte sig i den anden ende af sofaen.

Jeg havde lige godt ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle tilbringe resten af dagen hjemme hos Marcel, som jeg knap nok kendte. Jeg kunne ikke engang huske, hvad det var der gjorde at jeg var gået med til det. Men det var nu egentlig rart nok, at ligge her at slappe af i Marcels selskab. Han var bare nede på jorden, og slet ikke som jeg havde forestillet mig.

 

Jeg kunne mærke en age min skulder og sige mit navn. Jeg kunne føle at mine briller sad skævt ude på min næsetip, det rettede jeg og gned derefter min mine øjne. Det første mine øjne mødte var Marcels smukke grønne øjne. Han smilede sukkersødt til mig.

''Jeg tror at det er på tide, at jeg kører dig hjem." 

Jeg nikkede.

''Hvad er klokken?"

Han kiggede på sit ur omkring hans håndled.

''Den er halv fem." 

 

''Hvor har du været?" spurgte mor, da jeg traskede ind ad døren.

''I skole." mumlede jeg, da jeg ikke orkede at skulle til at give hende en lang forklaring. Inden hun kunne nå at sige mere, var jeg allerede på vej op ad trapperne.

Jeg smed mig i sengen og tænkte over dagen.

Weird. 

Weird, det var det eneste ord jeg kunne komme frem til. Det havde alt i alt ikke været den dag, jeg havde planlagt oppe i mit hovede, aftenen inden.

 

__________________________________________________

Så er det blevet den 2 december!

great<3

Marcel/Harry er da lidt nuttet;)

nå, i må have det super fantalastisk

Emma.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...