A red Christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles den kendte One Direction popsanger, lever to liv hver for sig. I hans ene liv er han omgivet af skøre skrigende fans og hans truende management Modest. I hans andet liv skjuler han sig i Holmes Chapel i Cheshire, som den nørdede og ligegyldige Marcel. Harry skabte Marcel i håbet på et normalt liv, da havde han bare ikke regnet med, at han skulle blive håbløst forelsket i pigen Lena.

11Likes
14Kommentarer
762Visninger
AA

10. 10 december

 

10 december


Det havde været den værste dag i mit liv. I går ringede Lenas mor og fortalte at Lena var blevet kørt ned. Hendes tilstand havde været meget kritisk, hun havde tabt en masse blod, og det var stadig usikkert om hun ville være lam i benene. 

Jeg havde været på hospitalet ved hende hele natten, jeg havde sovet på en stol, hvilket inkluderede ondt i ryggen. Lena, lille Lena lagde bare der helt hjælpeløs. Jeg havde bedt til at hun snart ville vågne. Hendes mor sad ovre ved hende konstant og hendes lillebror havde grædt sig selv halvt ihjel. Det undrede mig at hendes far ikke kom. Vi sad alle inde i det samme rum. Der var en trist og akavet stemning.

''Marcel, vil du ikke lige komme med mig?" Lenas mors stemme gav genlyd. Hun rejste sig stille, og jeg var lige bag hende. 

''Jeg ved godt at det er meget at bede om, men kan du ikke tage hjem med Andrew, så i begge kan få sovet. Lægerne havde jo sagt at der kunne gå dage inden hun vågnede. Jeg nikkede og trak mine nøgler op. 

Jeg havde det dårligt med at skulle forlade Lena, men jeg vidste at moren ville være alene med hende. 

''Hey Andrew, vil du med hjem og se film, eller sove?" spurgte jeg, han nikkede genert. 

Jeg kørte hjem til Lena. Jeg vidste hvor hun boede, men jeg havde aldrig været inde i selve huset.

''Hvilke film kan du lide?" spurgte jeg bare for at bryde tavsheden. Jeg kunne se at tænkte lidt over spørgsmålet. Han udbrød dog kort efter ''Cars!" hvilket fik mig til at grine.

''Lynet mcqueen," mumlede jeg.

''Ja!, når jeg bliver stor vil jeg være racerkøre!" En dreng med høje ambitioner -like it!. Jeg grinede.

''Fedt."

 

 

Der var en trykket stemning, vi var vidst begge bekymret for Lena. Jeg havde lavet nogle popcorn, som jeg havde fundet ude i deres skab, sat filmen på.

Vi var begge faldet i søvn på sofaen, da vi ærligtalt havde sover mere end forfærdeligt.

 

Jeg havde vågnet i et spjæt, jeg havde haft mareridt om Lena, om at hun ville dø. Mit hjerte bankede, og jeg hev efter vejret. 

''Er du okay?" hørte jeg en lille drengestemme sige, jeg fik et chok og vendte mig hurtigt om, og opdagede at det var Andrew. Jeg åndede lettet ud, lykkelig over at det ikke var en eller anden engel, der kom for at sige at hun var død. 

''Det var bare en drøm," mumlede jeg med en meget hæs morgen stemme. 

''Hvad er klokken?" spurgte jeg.

''Den er fire," sagde han lige så stille.

''Skal vi ikke tage noget at spise og så køre hen til din søster?" 

Han nikkede.

Vi sad rastløs og spiste, det var umuligt at koncentrere sig om maden, som nærmest blev slugt, da ens tanker hele tiden lagde på Lena. 

''Skal vi komme afsted?" spurgte jeg, da opvasken var taget.

Der var den her utrykke, forpinte nervøsitet agtige stemning på vej derhen.

Dagen havde været forfærdelig, man havde bare ventet og ventet og ventet. Man skulle vente indtil Lena vågnede, det var forfærdeligt.

Jeg vidste at Zayn var hjemme i min lejlighed, han havde spurgt flere gange om jeg ikke kom hjem, det var ikke engang til overvejelse. Jeg ville være ved Lena og KUN Lena, jeg var så bekymret for hende.

 

''Hej med jer," mumlede Lenas mor blidt, jeg nikkede til hende som svar. Jeg gik straks hen til Lena, der havde et afslappende og sovende udtryk i hele ansigtet. Jeg kunne ikke dy mig for at age hendes fine lille blege kind. 

Jeg kom til at studere hendes ansigt, og fandt ud af at hun ikke havde briller på. Hun var smuk. Hun havde nogle enkelte fregner omkring hendes næse. Hendes øjenvipper var ikke røde, som hendes hår. Hendes læber var små, lyserøde og fine, man kunne kysse dem til hver en tid.

Dagen gik med at vente, der skete intet. Zayn havde ringet mindst fem gange og til sidst tog jeg hjem. Jeg var alt for deprimeret til at snakke.

Vi sad bare tavst og så tv. Jeg vidste nu ikke rigtig hvad vi så, da jeg fokuserede på min iPhone.

''Du er glad for hende, er du ikke?" mumlede Zayn og skruede ned for fjernsynet. 

Jeg nikkede, og for første gang i lang tid, gled der en lille glasklar tåre ned ad min kind.

 

Jeg kunne ikke sove, jeg lagde bare og stirrede op i loftet.

 

________________________________________________

Sorry at jeg svigter jer igen,

men der er lidt travlt med terminsprøver osv.

- Ja ved det godt, det er et møg kedeligt kapitel

-by the way, i morgen skal jeg på arbejde, så jeg ved ikke om jeg kan nå at skrive et kap.

(Ikke rettet igennem)

Emma

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...