Behind The Smile - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En livsglad dreng, der altid var positiv omkring alt, mens han bragte glæde ud til byens indbygger. Med hans tydelige smilhuller og lykkelige glimt i øjet, kunne han gøre en grim dag god for et hvert menneske, han mødte på sin vej. Men hvem skulle have vidst, at denne glade dreng forfalskede alt? Og hvem skulle have vidst, at han ville gøre den grimmeste ting, som en teenager kunne gøre i en desperat og deprimerende situation - nemlig selvmord. * Dette one shot er med i konkurrencen: et ukendt idol, hvor jeg har valgt at tage skuespilleren Nat Wolff, der har været med i Stuck In Love, admission og har hovedrollen i en kommende film, der hedder behaving badly, hvor hans medskuespiller er Selena Gomez. Han har også været med i et band, der hedder: the naked brothers band, og han spiller stadig musik *

22Likes
5Kommentarer
787Visninger
AA

2. One Shot

 

Behind The Smile

One Shot

 

Undskyld. Kunne jeg tillade mig at sige det? Jeg havde taget et liv væk fra vidunderlige og uskyldige mennesker, der aldrig havde fortjent at få taget lige præcis det liv væk fra hverdagen. Jeg havde taget et familiemedlem, en ven fra vennekredsen, ens elskede, en bekendt der altid var der, fra dejlige mennesker. 

Et liv, som betød så ufattelig meget for de pårørende, og som ikke kunne undværes. Et liv, som bragte mange smil frem på folks triste ansigter. Et liv, som var underligt ikke at have i blandt sig mere.

Jeg tog mig selv fra dem. Jeg efterlod dem, uden at tænke på konsekvenserne. Det var det, som jeg hadede ved folk, der begik selvmord. De efterlod de pårørende, når de selv forlod omgivelserne. De efterlod venner, familie og bekendte med en endeløs sorg - nu var jeg en af dem? Jeg var en af dem, der gjorde livet uretfærdigt overfor andre? Jeg chokerede mig selv. 

Hvordan vil min mor have det, når hun ikke længere skulle vække mig og fortælle, at jeg skulle i skole? Ville hun mon stadig træde ind på mit værelse for at fortælle mig, at jeg skulle stå op og gøre mig klar til en ny og guddommelig dag? Vil hun sætte sig på min seng og tudbrøle, i takt med at hun kiggede håbløst rundt på mit værelse og tænkte på dengang, hvor jeg var der? Vil hun kaste rundt med min pude og råbe: det er så uretfærdigt, hvorfor min søn? Han var så ung. Det ville blive svært for hende at undvære mig i hendes dagligdag, for jeg var en stor del af hendes hverdag- jeg måtte indrømme, at jeg havde glemt at tænke fra hendes synsvinkel af. 

Eller jeg havde faktisk glemt at tænke fra alles synsvinkel af. Men på den anden side, så tænkte jeg ikke, da jeg gjorde det. Det var ubevist. Det var ikke meningen, at det skulle ske. Og det ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle dem. Det var ikke meningen, at det skulle gå så vidt.

Jeg havde altid været mors dreng, og det var nok også derfor, at jeg var så blød og barmhjertelig i det. Jeg havde lært af hende, at jeg skulle respektere piger, så det gjorde jeg. Det var måske derfor, at piger elskede at hænge ud med mig, fordi jeg var supersød mod dem?

Hun havde lært mig, at jeg skulle tale ordentlig, derfor havde jeg aldrig sagt et grimt ord i mit liv. Hun havde lært mig, at jeg altid skulle opføre mig ordentlig, og derved havde jeg aldrig været oppe på inspektørens kontor eller siddet i detention for at overtræde loven.

Hun havde lært mig at være en god dreng, og hun fortalte mig altid, at et smil var det bedste, man kunne gøre i alle situationer, det kunne gøre alt godt, derfor smilede jeg altid. 

Jeg var kendt som byens livsglade dreng, der altid var god og smilende. Jeg lavede aldrig ballade, og jeg gjorde eller sagde aldrig noget forkert - jeg var en engel. 

Min far arbejdede meget, og det havde han gjort, lige siden jeg var helt lille, og derfor havde jeg ikke det bedste forhold til ham, fordi han aldrig var hjemme - men sad i lange møder for at tjene til føden, regninger og husbehov. Det var først, da jeg blev ældre, og måtte være sent oppe, at jeg begyndte at se ham mere, end jeg plejede.

Men selvom jeg var oppe, når han kom hjem, så jeg ham kun kort. Han arbejdede hele tiden, selv når han havde fri. Og jeg tænkte på, om han fortrød det? Sad han ved sit skrivebord nu og fortrød, at han ikke var sammen med mig? Fortrød han, at han forsømte mig? At han aldrig var til mine fodboldskampe? At han missede mine fødselsdage? At han aldrig fik fortalt mig, hvor højt han elskede mig? Fordi nu var jeg væk, og nu kunne han ikke lave om på det - det var for sent at lave om på hans fejl. Selv det han gjorde overfor min mor.

De så så lykkelige ud, og det var det, som gjorde mig lykkelige - mine forældre. Når de kyssede, smilede de begge, som om at der ikke fandtes noget bedre i verden. Når min far kom hjem, fremkaldte han et stort smil på min mors læber. Selvom vi ikke havde det bedste far-og-søn forhold, så havde mine forældre det perfekte ægteskab, og det var det, som gjorde mig lykkelig og glad. 

Mine forældre var dejlige, og jeg elskede dem virkelig højt, men jeg kunne ikke lade være med at have en negativ tanke om dem i mit hoved - de var løgnere og bedragere.

Jeg var altid positiv i det, men det var kun udenpå - indeni levede jeg min egen verden, hvor jeg kun havde negative tanker. Negative og deprimerende tanker, som ingen kendte til. Ikke engang mine bedste venner eller min elskede kæreste, Lauren. 

Mine forældre virkede altid så normale og lykkelige, men sådan var de slet ikke, det hele var en stor fed løgn. Min far havde en anden kvinde, som han havde besøgt hver aften de sidste 6 år, og da min mor fandt ud af det, brød helvede løs, og hun begyndte at råbe og bruge skældsord - hun skuffede mig dybt inde i hjertet.

Det var ikke andet end 6 måneder siden, hun fandt ud af det, og jeg var lige kommet hjem fra en fest, hvor jeg skulle sørge for, at mine venner kom godt hjem – uden at de endte i en slem ulykke.

Da jeg trådte smilende ind af døren, hørte jeg dem skændes, og jeg havde aldrig hørt dem skændes før i mit liv – så det var nyt. Men jeg tænkte bare, at det kun var noget, som skete denne ene gang. I morgen ville alt være godt igen.

Men de blev ved med at skændes, i flere måneder. Det var som om, at de var blevet ramt at en negativ bølge, fordi der var intet positivt i deres ægteskab længere. Min far sov på sofaen, mens min mor havde den store dobbeltseng helt for sig selv. De snakkede ikke ordentlig sammen mere, de skændes kun, hver eneste aften. Og det skadede mig. De vidste det ikke, men det skadede mig psykisk. 

Jeg var vant til, at mine forældre var lykkelige sammen, for det var jeg vokset op med. Og det med, at de begyndte at gøre noget usædvanligt, gjorde mig helt skør.

Min far var utro, og min mor var en løgner. Hun havde altid fortalt mig, at jeg ikke måtte være ond overfor andre mennesker, eller sige grimme ord, fordi det gjorde vi ikke i vores familie - men hvad skulle jeg tro på? Hun begyndte at bruge grimme ord hver dag, og det fik mig til at tænke på, at jeg var blevet opdraget af en løgner. 

Det var ikke nemt. Hele min hverdag brød sammen, og smerten i mit bryst blev større og større for hvert skænderi, de havde. Jeg hørte min mor græde hver nat, og det holdt mig vågen hele natten, mens jeg tænkte på, hvornår mon det holdt op?

Jeg havde et håb om, at alt ville blive normalt igen, for hvis ikke, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.

Men jeg holdt facaden. Jeg fremkaldte et stort smil, hver gang jeg trådte ind i køkkenet eller stuen eller andre rum i huset. For som min mor selv fortalte mig: '’ Et smil er det bedste, du kan gøre i alle situationer, det kan gøre alt godt, ''. Men jeg begyndte at tvivle på hendes ord. De blev ikke gladere eller lykkeligere af at se mig smile. Hun løgn igen - det var ikke det bedste at gøre i denne situation. Men hvad var så?


 

Skolen begyndte at blive hårdere efterhånden, og jeg havde svært ved at håndtere det hele. For hver dag der gik, måtte jeg tvinge smilet frem på mine læber, og det var så overbevissende, fordi ingen tvivlede på, at jeg var lykkelig. Jeg fuldførte min mission perfekt. Mine venner kendte ikke noget til mine forældres skænderi, heller ikke Lauren.

Jeg havde besluttet mig for at holde det for mig selv, selvom jeg ikke var en fyr, der holdte på hemmeligheder - jeg var en meget åben person. Men nu måtte jeg holde på en hemmelighed. En dyb og følelsesmæssig hemmelighed, der ikke burde holdes inde under nogen omstændigheder

Presset blev hårdere, og jeg følte, at hele min verden var begyndt at bryde sammen. Når jeg var i skolen og var ved at styrte sammen af depression, søgte jeg ly på toilettet, hvor jeg kunne sidde og overbevise mig om, at alt nok skulle gå. 

Men ugerne gik, og det blev kun værre og værre. Skænderierne blev grimmere og mere voldlige, min far begyndte at bruge nye metoder, når de skændes, som fik min mor til at græde mere højlydt og råbe kraftigere - Og det gjorde noget ved hende. 

Når hun gjorde sig klar om morgenen, betragtede jeg hende stå foran spejlet på badeværelse, da jeg stod i dørkarmen og smilede til hende, fordi jeg ville gøre hendes dag god igen - og jeg havde et ry for at gøre en grim dag god, men ikke i det her tilfælde. Hun kiggede på sig selv i spejlet, i takt med at hun tog pudder under øjet. Min mor havde aldrig gået med makeup i hendes liv, så jeg begyndte at tænke på, hvad min far dog havde gjort, siden hun måtte tage pudder på hendes hud. 

 

 

Uanset hvad, så sårede det mig, at se min mor så trist og fraværende. Min familie var gået fra at være den lykkeligste i verden til ulykkeligste – bogstaveligtalt. Ingen af os var lykkelige længere. Der var ingen kærlighed i huset længere, ingen der grinede, ingen der var sociale eller snaksalige. Det var som om, at nogen var død. 

Luften af skolens toilet var begyndt at blive normal for min lugtesans, da jeg tilbragte meget til på skolens toilet. Jeg begyndte at få det meget værre, også i timerne. Så jeg søgte endnu engang ly på skolens sikre toilet, hvor der var en fremragende lås. Sætningerne, navnene og de underlige ord, der stod skrevet bag på toiletdøren, begyndte at trænge ind i mit hoved, og jeg fandt endelig en vej til at berolige mig selv.

Jeg læste skriften på døren, og jeg mærkede mit åndedrag blive normalt igen. 

A+F 4-ever. Life goes on, just keep going. Smile and be happy. Ashley is a hoe and she sucks. School sucks. Fuck U. Mr. T is so hot. Loooooove. Your mom is ugly.

Det var bare et par få eksempler på, hvad der stod skrevet bag på døren. Selvom nogen af sætningerne var så lede og uforskammede, beroligede de mig. De fik mit hjerte til at galoperede langsommere, og fik mit åndedrag til at være mere normalt. Det var som om, at jeg fik små anfald et par gange om dagen, og jeg vidste ikke hvorfor. Det var bare som om, at jeg var begyndt at blive skør.

Toilettet var mit skjulested. Og ingen bemærkede min underlige tvang til at gå på toilettet, selvom jeg tit havde brokket mig over, hvor ulækkert og klamt det var. Ingen kunne tro på, at Marcus Summer, havde problemer og måtte have et sted at falde ned på. Ingen kunne tro på, at jeg var ved at få et nervesammenbrud, fordi sådan et fik jeg ikke, fordi jeg var så lykkelig. 

Det var min mission: at få folk til at tro, at jeg var okay. Selvom jeg overhoved ikke var det.

Jeg ville ikke have folk til at være urolige eller bekymrede for mig, fordi så slemt var det jo heller ikke. 


 

Men der tog jeg grusomt fejl. 


 

1, 2, 3..blodet gled ned af min arm og en lettelse steg hurtigt i mig. Jeg sukkede lettet ud, da alle mine bekymringer og voldsomme, psykiske smerter forsvandt, fordi en anden smerte spredte sig - men det var ikke en ubehagelig smerte, men en behagelig og afslappende smerte, der fik mig til at føle, at jeg ikke havde noget at bekymre mig for. Som om at verden ikke var så slem alligevel, at jeg kunne komme igennem dagen uden smerte og sorg.

Jeg lagde kniven fra mig og kiggede på den lille bløddråbe, der gled hen af min underarm, mens jeg bed mig hårdt i læben, for at minde mig om, at det her var ægte smerte, og den smerte, som jeg havde før i mit hjerte, ikke var ægte. 

Det var derfor, at jeg skar i mig selv. Jeg ville bevise overfor mig selv, hvad rigtig smerte var, og at jeg var en svagpisser, fordi jeg troede, at mine psykiske problemer var ægte smerte. Fordi det var de jo ikke.

Jeg holdte om min arm med et sort håndklæde, i takt med at jeg trykkede hårdt imod huden, mens små støn klemte sig ud af mine læber, da smerte overvandt mig. Smerte var kun en illusion. Det måtte jeg minde mig selv om. Smerte var noget jeg bildte mig ind, hvis bare jeg kunne overbevise mig om, at det ikke gjorde ondt, så kunne jeg overvinde smerten. 

Det var min nye mission, min opgave: Mit eksperiment.

Men så var det ikke nok med kun 1 gang? Jeg måtte gøre det igen, ellers var det ikke godt nok. Jeg måtte mærke stor smerte, hvis jeg skulle overbevise mig selv om, at jeg kunne overvinde smerten. Mere blod, flere ar, mere smerte = mere kontrol. 


 

Jeg var gået fra forstanden, men jeg indså det ikke, og det gjorde andre heller ikke. Ingen kunne gennemskue mit falske smil, ingen kunne fatte, hvad det egentlig var, som jeg gik rundt og lavede. Fordi jeg var, jo den livsglade dreng, som var lykkelig og tilfreds med livet. Sådan så folk mig jo.

Mine ar blev dækket til af mine langærmede trøjer, og jeg kunne kun være taknemmelig for, at det var vinter og ikke sommer - så kunne ingen opdage det. Hvis først der var 1, som fandt ud af, at jeg skar i mig selv, så ville vedkommende straks sladre, og det vil gå videre, og pludselig vil nogen få sætte en stopper for mit skæreri, hvilket var mit eget lille, personlige eksperiment - jeg ville bevise, at smerte var en illusion. Så jeg måtte skjule det så godt, jeg kunne. 


 

Min dagligdag var anderledes, end før. Mine rutiner var anderledes, end før. Min personlighed var anderledes, end før. Jeg var begyndt at lyve overfor mine venner og min elskede kæreste Lauren. Jeg løj overfor dem? Det havde jeg aldrig gjort før. Mine venner ville hænge ud, men jeg løj om, at mine forældre gerne ville snakke med mig, så jeg var tvunget til at tage hjem. Lauren ville sove sammen med mig i weekenden, men jeg løj om, at jeg skulle besøge mine kusiner på Manhattan. 

Lauren troede på mig, fordi hun stolede så meget på mig. Hun elskede mig så meget, at hun hele tiden ville hænge op af mig. Før i tiden elskede jeg det, fordi hun var den kønneste pige på hele skolen, og der var mange, som ville have en sild som hende. Men jeg begyndte at skubbe verdens dejligste pige væk, fordi jeg havde indre problemer, som jeg var så god til at skjule, at ikke engang lærerene kunne se det - og jeg havde psykologi som valgfag. 

Jeg kunne ikke være sammen med hende samtidig, så jeg forsømte hende.

Hun begyndte at blive irriteret på mig, fordi jeg ikke havde tid til hende mere. Hun forstod ikke, hvad der var blevet af os. Vi plejede at være sammen hele tiden, men nu brugte jeg mere tid på mine lektier, at have samtaler med mine forældre og besøge mine kusiner, som boede 4 timer væk fra hvor jeg boede - men det var kun løgn, i virkeligheden tilbragte jeg tid sammen med kniven. 

Jeg elskede hende. Men jeg kunne ikke håndtere det, jeg kunne ikke klare, at hun fandt ud af sandheden. Så jeg måtte tage et valg, og det gjorde jeg. 

Jeg stoppede med at skære i mig selv. Jeg stoppede med at eksperimentere med kniven. Jeg stoppede med at lukke mig inde på skolens toilet for at læse de underlige sætninger på døren. Jeg stoppede med at lyve overfor alle dem, som holdte af mig. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke længere havde psykiske problemer.

Jeg ville være mig selv igen. Og det var jeg fastbesluttet på. 


 

¤ ¤ ¤ 


 

Der var gået 2 uger siden, jeg sidst skar i mig selv. Det var meget svært at lade vær', da jeg virkelig havde stor lidenskab for det, og der var et par gange, hvor jeg havde lyst til at snubbe en kniv og begynde igen. Men jeg tvang mig selv til at lade være, fordi jeg skulle overbevise mig selv om noget nyt: at Lauren var den bedste afhængighed, der kunne ske for mig. 

Når jeg holdt hende i mine arme, bankede mit hjerte hurtigere end aldrig før. Ikke på grund af hende, men på grund af mine ar. Jeg var bange for, at hun kom til at hive lidt i mit ærme, så mine ar blev synlige. Jeg vidste ikke helt hvordan, jeg skulle forklare mig selv, hvis hun fandt ud af det. Så, derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for, at hun aldrig opdagede det. Men det var svært, når hun var min kæreste. 

Når vi sov sammen, sov jeg med en langærmede, og jeg bildte hende ind, at grunden til det var, fordi jeg frøs om natten, og hun troede på det. Når vi skulle have sex, som så mange kærestepar også havde, slukkede jeg for lyset, så hun ikke kunne se mine ar, mens vi dyrkede det. Og så snart vi var færdige med sex, faldt hun i søvn, hvilket gav mig lejligheden til at finde min langærmede trøje frem og tage den på. 

Det var svært, men det fungerede. Jeg havde overnattede hos Lauren de sidste 2 uger, fordi jeg ikke ville hjem. Jeg var bange for, at mine forældre stadig skændes, som de plejede. Og jeg var bange for, at det ville gøre mig deprimeret igen. Jeg fortalte Lauren, at jeg gerne ville overnatte hos hende, fordi jeg ville gøre op for alle de gange, hvor jeg ikke havde tid til hende. Det blev hun meget glad for. 

Men der var jo en ende. Laurens forældre ville ikke have mig boede længere, og det var forståeligt nok. Vi havde sex, vi larmede, og vi holdte dem vågen det meste af natten. Så, jeg måtte tage hensyn til dem og smutte hjem til mig selv igen. Jeg skulle bare have Lauren i mine tanker, hvis noget slemt ville ske. 

Men jeg var så bange for, at det ville gå galt. Jeg var bange for, at jeg ville høre de samme råb og skrig og gråd, som jeg plejede at gøre, da jeg var i den deprimerende episode i mit liv for kun 2 uger siden. Jeg var bange, så bange at der kom en voldsom smerte i min mave, da jeg trådte ind i mit eget hjem. Mit åndedrag blev tungere, og jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op. 'Jeg hører ikke til her', tænkte jeg, og jeg vidste, at jeg havde ret. Jeg kunne ikke mærke den tryghed, som jeg normalt havde, når jeg kom hjem. 

En dyne på sofaen. Øl på sofabordet. Papir i bunker på gulvet. Intet var anderledes. Min far sov stadig på sofaen, han drak øl for at komme igennem dagen, og han var stadig en arbejdsnarkoman. 

''Prøv at hør her, din fucking idiot. Du skal ikke regne med, at du får noget ud af det her. Jeg tager alt i den skilsmisse. Pengene, huset, møblerne, alt, '' kunne jeg tydeligt høre min mor råbe, og hendes sætning forbavsede mig dybt og skræmte mig for livet. 

''Så tager jeg Marcus med mig, '' fastslog min far, og han var høj i stemmen, ligesom han normalt var, når de skændes. Intet havde ændret sig. 

''Du vover at tage min søn, din idiot, '' råbte min mor truende til min far, og jeg kunne høre, at de stod inde i spisestuen og råbte. Jeg var fastfrosset. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne kun stå der og lytte på dem råbe grimme ting til hinanden. 

Klask. 

Det slog mig hårdt, da jeg hørte den lyd. Mine ben fik pludselig travlt, og jeg lød hurtigt ovenpå, mens jeg havde det mest skræmte ansigt i verden. Jeg rystede, og jeg kunne ikke tænke klart.

Min far havde slået min mor igen, og de skændes om skilsmisse, de skændes om mig. Hvem der skulle have mig? Skulle jeg virkelig til at været et skilsmissebarn? Det kunne jeg ikke klare. De skulle komme sammen igen, og alt ville blive godt. De ville blive lykkelige igen, jeg vil blive lykkelig igen. 

Min far havde drukket meget i dag, det kunne jeg tydelig høre på hans stemme. Min far havde en slem fortid med alkohol. Da han var i min alder, var han alkoholiker, og det var først, efter han lærte min mor at kende, at han holdte op. Han kunne ikke tåle det, han blev helt skør og sindssyg af det. 

Jeg låste døren og lænede mig op af den, mens jeg prøvede at minde mig om, at mit liv var godt, og at der ikke var en grund til at bevise overfor mig selv, hvad ægte smerte var. ''Du har ingen smerte i dit hjerte nu. Du har det fint, du har det fint, du har det fint, du har det fint '' prøvede jeg at berolige mig selv, mens smerten i min krop blev en smule svagere, men den var stadig kraftig. ''Husk at din afhængighed er Lauren, '' mindede jeg mig selv om, mens jeg lukkede mine øjnene og forstillede mig hende stå der foran mig med et smil. 

Men det var ikke nok. 

Råbene nedunder blev højere og voldsommere. Det lød som om, at de smed rundt med tingene, og det kunne umuligt ende godt. Mine forældre ville aldrig blive, som de var før, ergo vil min liv aldrig blive normalt igen. Min mor havde svigtet mig, min far havde ødelagt mig, ingen kunne hjælpe mig, fordi ingen anede, hvad der foregik oppe i hovedet på mig. Ingen bekymrede sig for mig, ellers havde folk spurgt, om jeg var okay.

Kunne mit smil virkelig være så overbevissende, at folk ikke kunne se, at jeg gjorde skade på mig selv? Ingen tænkte på mig. Mine bedste venner undrede sig ikke over, hvorfor jeg blev fritaget fra idræt, når jeg elskede det så meget. Min kæreste fandt det ikke forvirrende, at jeg slukkede lyset, da vi skulle have sex, når jeg elskede at se hendes krop. Mine forældre havde for travlt med at svine hinanden til, at de aldrig opdagede, at der manglede en kniv i køkkenet.

Jeg kunne ikke holde det tilbage. Mine psykiske problemer var aldrig forsvundet, og jeg fattede ikke, at jeg bildte mig selv det ind. De var der jo stadig, og jeg havde brug for hjælp, men jeg kunne pludselig ikke åbne døren. Jeg kunne ikke råbe, skrige eller snakke. Jeg indså nu, at jeg var fortabt. Jeg indså nu, at jeg skulle have sagt sandheden til Lauren. Jeg skulle have råbt efter hjælp, da jeg havde chancen. 

Jeg var ved at bryde sammen. 

 

En dyb og følelsesmæssig hemmelighed, der ikke burde holdes inde under nogen omstændigheder 

 

Mine psykiske problemer var ægte smerte

Smerte var kun en illusion

Mere blod, flere ar, mere smerte = mere kontrol 

en behagelig og afslappende smerte 

De var løgnere og bedragere.

''Så tager jeg Marcus med mig,''

''din fucking idiot''

Det var min nye mission, min opgave: Mit eksperiment.

 

Det var ikke meningen, at det skulle gå så vidt.

 

Mine psykiske problemer var aldrig forsvundet 

 

Jeg hørte mig gentage sætninger inde i mit hoved, i takt med at jeg følte mig alene og fortabt. Mine øjne var lukket og hele min krop begyndte at ryste. Jeg prøvede at bevare roen, men det kunne jeg ikke. Jeg havde aldrig haft det så dårligt, som jeg havde i dette øjeblik - det kunne kun ende galt. 

Min selvkontrol var væk, og det var som om, at en anden havde overtaget min krop, for jeg vidste ikke helt, hvad jeg selv gjorde i dette øjeblik. Jeg følte intet, mit sind var uklart, og det var som om, at min hjerne var gået fuldstændig amok. Jeg kunne mærke, at jeg gik, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg gik hen. Jeg var helt fra den, det var som om, at jeg var i en anden verden. En verden, hvor alt var perfekt. Hvor der ikke var problemer, råb, gråd eller vold.

Jeg følte glæde, da jeg var i den anden verden, som ingen billederne havde. Men jeg følte den største glæde alligevel. Jeg havde følt denne glæde før, det var som en lettelse. Jeg gjorde noget, som tog alle mine bekymringer og voldsomme, psykiske smerter væk. Jeg havde det som om, at jeg endelig havde overvundet illusionen. Jeg følte ingen smerte. Havde jeg bevist overfor mig selv, at smerte var en illusion?

Et skrig kunne høres nedeunder fra, og jeg kunne nemt genkende det. For det var det skrig, som jeg havde hørt så mange gange før. Det var det skrig, der var dukket op i mine drømme, når jeg sov. Det var det skrig, som fik mig til at vågne op fra dette vanvid. Fra denne perfekte verden, hvor jeg overvandt smerten, og derfor kunne jeg komme tilbage til mit gamle liv, nu når jeg havde bevist det overfor mig selv. 

Men det var for sent. 

Jeg opdagede nu, hvad det var, som jeg havde lavet i den anden verden. Jeg sad i min seng og kiggede forvirrende rundt. Jeg havde nu kontrollen over mig selv igen, men min energi var forsvundet, og jeg kunne ikke rejse mig op. Jeg var også en del svimmel, mens verden syntes at forsvinde længere og længere væk. Noget føltes ikke rigtigt på mine arme, noget var helt forkert.

Jeg kiggede på mine arme, der var fyldt med blod - meget blod, aldrig havde jeg set så meget blod i mit liv. Jeg kunne ikke se andet end mørkerødt blod, der gled ned af mine arme og lavede blodvandpytter på mit sengetæppe. Men selvom det skulle virke skræmmende, så smilede jeg, for det var jo det, som jeg gjorde uanset hvilken situation, jeg var i - jeg smilede. 

Jeg mistede langsomt bevidstheden, da alt blev sløret, og jeg kunne mærke en lettelse. En skøn lettelse, bedre end den som jeg havde haft før. Denne fik al min smerte til at gå væk, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg lukkede øjnene for sidste gang. 


 


 

Undskyld for tastefejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...