Midnight Secrets - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Færdig
Riley Bennett havde aldrig troet hendes fødselsdag, for en gang skyld kunne være en god dag. Men da hende og hendes bedste ven Luke er på café på hendes 18 års fødselsdag, støder hun ind i det irske medlem af One Direction. Nemlig Niall Horan. Et venskab opstår hurtigt mellem de to, og han tager hende med ind i hans liv og hun lærer hurtigt alle de andre medlemmer og kende. Bestemt én af medlemmerne tager hendes opmærksomhed, da han minder hende om en hun har skrevet med over mail i over 2 år. Om hendes problemer hver eneste aften, mens han også har fortalt hende hans problemer. Men de kender ikke hinandens navn, de ved ikke hvordan de ser ud og hun aner ikke at han er med i bandet One Direction. Vil hun finde ud af at et af medlemmerne er ham, ham hun har forelsket sig i over mails?
Og vil de andre drenge finde ud af alle hendes problemer, men også hendes fortid?

195Likes
216Kommentarer
32014Visninger
AA

10. 9 - "Hvor sødt, det navn passer til dig babe"

9 December

Rileys synsvinkel

Det var nu morgen, og siden jeg tog hjem fra Niall og drengene. Havde jeg ikke svaret nogle, heller ikke hám. Jeg skammede mig over mig selv, efter at jeg ikke bare kunne holde maden i mig i bare en dag. 
Jeg var hos Niall midnat, det vil sige jeg var der den 7 december. Og tog hjem om aftenen, siden havde jeg ikke svaret en eneste person. Ikke Luke, ikke Niall, ikke hám og heller ikke Harry som havde skrevet. Hvor han havde fået mit nummer fra, vidste jeg ikke men jeg regnede med at det var Niall.
Hvem kunne det ellers være?
Men så lang tid fik jeg heller ikke fred, før min mobil ringede igen med den velkendte ringetone.
Og aftumatisk trykkede jeg besvar, og holdte den op til æret "Hallo?" Mumlede jeg træt, lå stadig i sengen og halv sov.
Nok derfor jeg var så hjernelam og tage mobilen, det var ikke meningen.
"Babe! Hvorfor har du ikke svaret mig eller noget? Du har skræmt livet ud af mig for satan babe!" Lød en frustreret stemme, háns stemme.
Jeg spærrede øjnene op, ved hans ord og satte mit lyn hurtigt op i sengen med et dybt suk.
"Undskyld, jeg har.. Ligget syg" Brugte jeg som undskyldning, men om han troede på den? Nej.
"Fortæl mig sandheden, du skal ikke lyve overfor mig" Snerrede han denne gang, men ærligt så vidste jeg godt han kun snerrede fordi han var bange. Nok bange for der var sket mig noget slemt, når det sidste jeg skrev til ham var at jeg nærmest var blevet angrebet af Casper.
Måske heller ikke en så god ide og ignorere ham, men jeg ville ikke skubbe det hele over på ham. Selv om jeg udmærket godt vidste, at jeg godt måtte.
"Jeg kunne ikke holde maden i mig hos Niall, jeg blev skuffet og hader nu mig selv for det endnu mere. Fordi jeg er den klovn, at jeg ikke kan holde mad i mig. Kæft jeg er svag" snerrede jeg af mig selv, men sådan så han hørte det. Også jeg var frusteret, selvfølgelig var jeg det.
"Babe, rolig nu. Du er ikke svag, bulimi er svært og styre når man først er afhængig okay? Du er ikke på nogle måder svag, stol nu på mine ord. Vil du ikke godt?" Sagde han, det lød som om han virkelig mente det og jeg stolede på ham.
Men måske skulle jeg fortælle ham om mine følelser? Det var jo også noget af det, der holdte mig i sengen og lukkede af for alle levende mennesker jeg kendte.
Selv min mor og far, havde jeg ikke svaret. Døren havde jeg låst, faktisk havde jeg taget alle nøglerne der passede til min dør. Jeg var smart hva?
"Der er noget jeg bliver nød til og fortælle dig, lover du ikke og grine af mig?" Spurgte jeg, en anelse nervøst efter hans svar. Hvordan ville han også lige reagere på det? Ville han blive sur, ville det ødelægge noget mellem os? Håbede jeg inderligt ikke, men han fortjente og vide det. Det gjorde han virkelig.
"Jeg griner ikke, det lover jeg. Hvad er det?" Spurgte han. 
"Jeg er begyndt og udvikle stærke følelser for dig, jeg kan ikke stoppe det ligemeget hvor meget jeg gerne vil stoppe det. Det er underligt, synes du ikke? Jeg er forelsket i en fyr jeg aldrig har mødt, jeg kan ingengang rører dig" Hviskede jeg, efter noget tids tænken om hvordan jeg skulle sige det. Men nu skubbede jeg sgu bare mig selv, ud i det hele med og fortælle ham hvad jeg følte. 
Der gik noget tid hvor han ikke svarede, nervøsiteten spredte sig langsomt i min krop. For hvad nu hvis han ikke følte det samme? Hvad nu hvis det her ødelagde det hele?
Riley din idiot, jeg burde havde holdt min kæft.
"Det er ikke underligt babe, vi har kendt hinanden i lang tid. Over 2 år, husk på det. Vi har knyttet os tæt til hinanden, og jeg ville da også lyve hvis jeg sagde jeg ikke følte noget for dig også. Men vi kan ikke mødes, ikke endnu prinsesse, det er jeg ked af. Men arbejdet presser mig, jeg vil have du ser mig, når jeg er i god stand. Og ikke ligner noget katten har slæbt med ind, ikke?" 
Hans overraskede mig, han elskede også mig. Eller elskede var et stort ord, men han havde ihvertfald følelser for mig, bedre kunne det ikke blive. Det kunne det virkelig ikke, glæden var der ihvertfald.
Jeg var glad, for en gangs skyld.
"Har du også følelser for mig?" Hviskede jeg, fuldstændig forbavset og chokeret. Jeg havde ikke troet nogle kunne elske mig, ikke på den måde. 
"Ja? Du er en dejlig pige, med et hjerte af guld. Smuk er du sikkert også, ved jeg du er. Du har en perfekt personlighed, perfekt til mig. Okay? Jeg har skam følelser for dig, har jeg haft længe" Svarede han, fuldstændig ærligt kunne jeg høre. 
Hårdt blev der banket på min dør, det gav et sæt i mig og jeg tabte mobilen ned på gulvet med et højt dump.
Satans også.
"Riley Bennett! Nu åbner du den dør unge dame, og det er nu!" Råbte min far, Klaus. Han lød vred, men jeg havde for travlt med og lede efter min mobil.
Typisk, nu havde han sikkert hørt mit navn.
Ih tak far, lige det jeg havde brug for.
"Riley? Er det, det du hedder? Hvor sødt, det navn passer til dig babe. Men du må nok hellere smutte, vi ses senere. Love you." Lød det fra ham, med et grin over det første. Men det vigtigste var, at jeg var ligeglad med at han vidste mit navn. Og det var jeg, men jeg kendte ikke hans, endnu. Men det skulle jeg nok få atvide, nu hvor han vidste mit var det vel fair jeg vidste hans.
"Love you" svarede jeg, lagde på og rejste mig så ellers og åbnede døren.
Min fars vrede ansigt var det første jeg så "Giv mig din mobil og din pc, du har stuerast unge dame. Næste gang så tænk dig om, inden du gør os bange med og låse døren og ikke svare os. Du forlader ikke hovedøren, forstået?" Sagde han hårdt, anstrengt mens han greb ud efter min mobil.
Ufrivilligt fik han fat i alle mine ting, det var mine livliner, hvordan kunne han gøre det? 
"Nej far! Far nej, ikke min pc. Please?" Råbte jeg skingert, mens jeg løb efter ham og sprang op på hans ryg. 
For ingen pc, ingen mobil betød ingen kontakt til hám. Heller ikke Luke, eller for den sags skyld Niall.
Jeg var fucked, virkelig. 
"Nej, du skal lærer hvordan du opfører dig her, du låser ikke din dør" svarede han blot hårdt, inden han sendte mig ind på mit værelse.
Jeg var 18 år, ikke et lille barn. Han kunne da ikke give mig stuerast? kunne han? Måske kunne jeg stikke af, over til Niall og så låne hans mobil.
Jeg kunne Lukes mobil nummer, og háns kunne jeg allerede udenad.
Der var måske en smutvej, hvis det så bare ikke var for alle alarmerende vinduerne. Så jeg ville nok vække hele familien, hvis jeg kravlede ud af vinduet og alarmen så gik.
Men jeg havde ikke set den mail hán havde skrevet endnu, eller de smser fra Niall og Harry. Luke havde også spammet mig, fordi jeg ikke havde svaret ham siden han brændte mig af på min fødselsdag.
Jeg havde snakket med ham i skolen, han havde jo også undskyldt og fortalt hvorfor men alligevel. Auch, sådan og brænde mig af frem for hans nu kæreste igen.
Men jeg ville ud, stuerast var ikke noget jeg fandt mig i. Bestemt ikke når jeg var 18 år, teknisk set kunne jeg flytte hjemmefra nu.
Men jeg kunne vel ikke bare tage over til Niall, uden og spørger om lov. Kunne jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...