Midnight Secrets - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Færdig
Riley Bennett havde aldrig troet hendes fødselsdag, for en gang skyld kunne være en god dag. Men da hende og hendes bedste ven Luke er på café på hendes 18 års fødselsdag, støder hun ind i det irske medlem af One Direction. Nemlig Niall Horan. Et venskab opstår hurtigt mellem de to, og han tager hende med ind i hans liv og hun lærer hurtigt alle de andre medlemmer og kende. Bestemt én af medlemmerne tager hendes opmærksomhed, da han minder hende om en hun har skrevet med over mail i over 2 år. Om hendes problemer hver eneste aften, mens han også har fortalt hende hans problemer. Men de kender ikke hinandens navn, de ved ikke hvordan de ser ud og hun aner ikke at han er med i bandet One Direction. Vil hun finde ud af at et af medlemmerne er ham, ham hun har forelsket sig i over mails?
Og vil de andre drenge finde ud af alle hendes problemer, men også hendes fortid?

195Likes
216Kommentarer
32614Visninger
AA

9. 8 - "Har du fået svar fra den du skrev til i bilen?"

7 December

Rileys synsvinkel

Det var nærmest som om jeg blev angrebet af Niall, da jeg trådte ind af døren. Noget sagde mig at Harry havde sladret, om at jeg var ked af noget. Siden han skrev på mobilen, da vi holdte for rødt.
"Riley! Oh my god, er du okay babe?" Spurgte han, tasken jeg havde på skulderen faldt ned på gulvet og noget sagde mig at min macbook ikke havde godt af og blive tabt på gulvet. Eller det vidste jeg.
Harry forsvandt ind på hans værelse, efter og have givet min arm et opmuntrende klem. Stuen derimod, den var fuldstendig tom, så jeg var efterladt alene med Niall.
"Ja jeg har det fint, bare lidt svimmel" Svarede jeg, han lagde armene om mig og trak mig ind til ham tæt. Krammede mig, hvis jeg mærkede rigtigt efter.
"Niall" Sukkede jeg. "Jeg har det fint, bare lidt chokeret og svimmel. Og mit baghoved gør lidt ondt, ikke noget jeg dør af" Forklarede jeg ham, men han hoppede ikke på den.
Han trak ned i min jakke, så mine arme kom til syne og dermed også de blå mærker rundt omkring så jeg udstødte et suk.
Den dreng var nysgerrig, alt for nysgerrig nogle gange måtte jeg indrømme.
"Min brors ven var lidt voldelig, fordi jeg sagde nej til at han ragede på mig. Lang historie, og det med baghovedet er fordi han trak i mit hår, og bankede mig ind mod væggen" Svarede jeg blot, inden jeg trak mig væk og lod jakken gemme mærkerne igen. 
Først nu opdagede jeg Liam stå i køkkenet og betragte mig, hans blik mødte mit i et kort sekund inden han sænkede blikket igen. Koncentrerede sig om maden han var i gang med, måske kunne jeg hjælpe ham? Han havde ikke sagt et eneste ord til mig endnu, heller ikke Zayn for den sags skyld.
Niall forsvandt ind til Louis, han var tøse sur over at jeg ikke lod ham hjælpe mig men jeg var ikke klar til det. Ikke klar til og åbne mig helt op for en, som jeg havde gjort ved hám.
"Kan jeg hjælpe med noget?" Spurgte jeg ham forsigtigt om, først der kiggede han op igen og trak på smilebåndet over mit spørgsmål. 
"Det må du da gerne, du kan lave salaten? Det er bare noget nat mad, Niall er altid sulten som du nok har opdaget" Begyndte han. "Du var Riley, ikke? Jeg er Liam, hvis du ikke vidste det i forvejen altså" Fortsatte han med et skuldertræk og sendte mig et varmt smil.
Faktisk blev jeg overrasket over, hvor meget han pludselig talte når han først åbnede munden. Han virkede sød, omsorgsfuld og alt det som de også beskriver ham i alle de sladder blade. 
Ikke at jeg læser dem, men derimod hvis man går i en klasse. Som der et overfyldt med One Direction fans, så lærer man lidt.
"Ja selvfølgelig" Mumlede jeg, mens jeg fandt ingredienserne til salaten og et bræt samt en kniv. "Jo jeg er Riley."
Stille begyndte jeg og skære en tomat ud, derefter en peberfrugt og fyldte det over i en skål. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han havde noget han gerne ville sige. Så jeg undlod og sige noget, til han så valgte og sige det.
"Hvad skete der helt nøjagtig Riley?  Hvis jeg må spørger " Spurgte han. Jeg fortsatte med og skære salaten til jeg var færdig 5 minutter efter, det lykkedes mig ikke og skære mig. Sådan som jeg er klodset nogle gange, skete det tit.
"Han lagde op til sex, jeg sagde nej, han ragede på mig og kyssede på mig og jeg gav ham en lussing for og få ham til og stoppe fordi det gik over stregen. Og bum, så var han voldedig og ville give igen, han skræmmede mig virkelig.." Forklarede jeg, uden nogen form for tænken at jeg lige sagde det jeg ikke ville sige til Niall. Men derimod fortalte jeg det til Liam, som jeg ingengang havde ført en hel samtale endnu.
"Det er jeg ked af, hvad gjorde han ved dig ellers?" lød det sukkende fra ham, hans hænder havde funder vej hen til min jakke og trak ned så  mærkerne kom til syne.
"Hørte du vidst godt da jeg fortalte Niall det, Liam.." Begyndte jeg, i mens jeg trak mig langsomt væk, en smule utryg ved at han rørte mig.
Ikke at jeg troede han ville gøre mig fortræd, men jeg var paranoid af helved til og bange.
Harry dukkede op overfor os, ved køkkenbordet og jeg kom med et hvin som han åbenbart begyndte og grine af.
"Easy, ikke mig der står med en kniv i hånden og ser drabelig babe" Grinede han, mens hans øjenbryn skød op i panden.
Hurtigt lagde jeg kniven fra mig, med ildrøde kinder og slog blikket ned i bordet nervøst. Havde ikke regnet med at jeg ville reagere sådan, men overrasket blev jeg da at han pludselig stod der og betragtede mig og Liam snakke.
Lidt creepy, bare en anelse.
Liam begyndte også og grine, men kvalte det hurtigt igen og rømmede sig en smule. Mens Harry var på vej om til mig, han stillede sig bag mig og kiggede mig over skulderen på salaten jeg havde lavet.
"Har du fået svar fra den du skrev til i bilen?" Spurgte han lavt, hænderne havde han på kanterne at bordet foran mig.
Der ramte det mig, at hán ikke havde svaret mig endnu og jeg skød trist blikket ned i gulvet. "Nej ikke endnu, gør jeg først i nat en gang. Personen jeg skrev til arbejder, men hvorfor spørger du overhovedet Harry?" Denne gang var det mig der stillede ham et spørgsmål, for en gangs skyld.
"Nysgerrig, du så virkelig ivrig ud da du skrev den sms. Har du kæreste på måske?" Hans varme ånde mod min nakke, fik mig til og krumme mig en smule sammen. Men det hjalp ikke det fjerneste, derimod lagde han hånden mod min hofte for og holde mig oppe.
"Nej jeg er single" Mumlede jeg stille, mens duften af mad ramte mine næseboer og min mave trak sig sammen i kramper over duften. Kvalmen banede sig vej igennem hele min krop, og mit blik ramte hurtigt badeværelset.
Jeg havde ikke fået maden op endnu fra i dag, hvordan kunne jeg have glemt det?
"Undskyld jeg skal lige låne toilettet" Fortsatte jeg, afbrød Harry der havde adskilt hans læber for og sige noget mens Liams blik lå i min nakke hele vejen ud til toilettet. 
Da jeg nåede derud, tændte jeg for bruseren for at de ikke kunne høre hvad jeg skulle til. De skulle ikke finde ud af, at jeg havde bulimi og at jeg på ingen måde kunne styre det.
Hvor skammede jeg mig egentlig over det, først nu indså jeg det. Men det gjorde ikke trangen mindre, for jeg blev nød til det.
Hurtigt faldt jeg på knæ, løftede brættet op og trykkede på min mave. De perfekte punkter som bragte kvalmen endnu mere frem, efter det stak jeg to fingre i halsen til maden kom op igen og min mave blev tømt.
Følelsen var ubeskrivelig, det var en stor lettelse der skød igennem hele min krop. Men sammentiedig en skuffelse, over at jeg ikke kunne lade være med og gøre det.
Og så hos dem, kunne jeg ikke bare en dag holde det i mig? Åbenbart ikke, typisk!
Hurtigt fik jeg trukket ud, puttet brættet ned igen og slukket for bruseren så jeg ikke kostede dem penge. Munden holdt jeg under vandhanen og fyldte den med vand, for så og spytte det hele ud igen. Sådan fortsatte jeg et par gange, til den nasty smag forvandt igen. 
Det eneste minus ved det her, smagen bagefter. Den var ubeskrivelig klam, virkelig.
Min mobil fandt jeg i min baglomme, men intet svar fra hám. Og klokken var omkring halv 2 om natten nu, håbet for at han svarede mig var væk nu men jeg vidste han ville svare imorgen. Hvilket jo så er i dag, teknisk set men hva' fanden, ligemeget.
Men sådan en klodsmajor som jeg var, kom jeg til og ringe ham op ved et uheld. Og på samme tid lød en mobils ringetone i huset, nøjagtig på samme tid jeg ringede ham op.
Men det var vel bare et underligt sammentræf, endnu et, men jeg ville være idiot hvis jeg troede ham jeg skrev med og elskede var en af dem.
Hurtigt trykkede jeg på afbrød og på samme øjeblik, stoppede mobilen med og ringe. Undrede mig lidt, måske skulle jeg prøve igen? Men nej, hán kunne ikke være en af dem. Godt nok mindede en af dem om ham, men nu savnede jeg ham også helt forfærdeligt allerede. 
Der vil jo altid ske ting i livet, som man ikke kan få svar på lige med det samme. Det var nok bare en tilfældighed, at der var en mobil der ringede på samme tid. Og at Harrys mobil lyste op, da jeg sendte smsen i bilen. Kun sammentræf, det ville jeg holde fast i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...