Midnight Secrets - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Færdig
Riley Bennett havde aldrig troet hendes fødselsdag, for en gang skyld kunne være en god dag. Men da hende og hendes bedste ven Luke er på café på hendes 18 års fødselsdag, støder hun ind i det irske medlem af One Direction. Nemlig Niall Horan. Et venskab opstår hurtigt mellem de to, og han tager hende med ind i hans liv og hun lærer hurtigt alle de andre medlemmer og kende. Bestemt én af medlemmerne tager hendes opmærksomhed, da han minder hende om en hun har skrevet med over mail i over 2 år. Om hendes problemer hver eneste aften, mens han også har fortalt hende hans problemer. Men de kender ikke hinandens navn, de ved ikke hvordan de ser ud og hun aner ikke at han er med i bandet One Direction. Vil hun finde ud af at et af medlemmerne er ham, ham hun har forelsket sig i over mails?
Og vil de andre drenge finde ud af alle hendes problemer, men også hendes fortid?

195Likes
216Kommentarer
32022Visninger
AA

15. 14 - "Men husk på jeg elsker dig, ikke?"

14 december


Rileys synsvinkel

Liam havde lovet mig og fortælle mig alt i dag, hvorfor han løg og hvorfor han fik drengene til og holde det alt sammen hemmeligt.
Jeg havde sovet inde hos ham, intet seksuelt i nat eller noget. Vi havde bare ligget og puttet lidt, faldt da også i søvn med hovedet på hans brystkasse. 
Lige nu ventede jeg på han svarede på mit spørgsmål, om hvorfor han løg overfor mig. Holdte det hemmeligt i så lang tid, helt fair var det da ikke jo.
"Når man er kendt, begynder folk og se en som.. Det er Liam Payne, han er kendt. Jeg var bange for at du ville se mig sådan, jeg er nået til det punkt hvor jeg er bange for om folk kun elsker mig. På grund af at jeg er kendt, eller om de ville være der hvis jeg ikke havde alt det her. 
"Sådan tænker alle os drenge, nok ikke Louis men han har Eleanor, og de kender hinanden." Svarede han så langt om længe, og jeg måtte indrømme at det var et godt svar.
"Du kender mig jo? Jeg elsker dig for den du er, jeg er ligeglad med om du er kendt eller hvad fanden du er. Du ved hvem jeg er, og jeg ved hvem du er. Om du er kendt eller ej, betyder intet. Men jeg fatter bare ikke, at du ikke stoler på mig. stoler på mig nok til og fortælle mig det, sige hvem du var" mumlede jeg, strammede grebet en smule om mit håndled. Hvis der var noget jeg hadede, så var det løgne.
"Fordi jeg var bange for du ville blive skræmt væk, blive skuffet over at det var mig? Der er jo nogle der ikke vil ind i den verden, med berømmelse og alt det. Rygter, hate fra vores fans. Men jeg stoler på dig Riley, selvfølgelig gør jeg det. Jeg var bare bange, bange for at du ikke ville kunne holde til at jeg er berømt og at du mugeligvis får hate. For det gør vores kærester, Eleanor får os hate" begyndte han, og trak mig tættere ind til sig.
"Hvorfor fik du Harry til og have din mobil? Og Niall til intet og fortælle mig?" Spurgte jeg så endelig, se det var jeg spændt på og få svar på.
"Fordi ellers ville du gætte det var mig, sådan som jeg opførte mig og så videre. Og Niall var allerede ved og fortælle dig det snart, han har aldrig villet holde det hemmeligt. Så ham skal du ikke være sur på, hvis du er det. Vel?" Han lød helt panisk, om jeg var sur på Niall.
Men selvfølgelig var jeg ikke det, han var en af de bedste venner jeg havde allerede. Behøvede de ikke og være bange for, kunne jeg sagtens indrømme. 
"Men husk på jeg elsker dig, ikke?" Mumlede han, mens hans arme viklede sig om min krop og hans læber blev presset mod mine.
Jeg trak på smilebåndet, glad for og høre en sige det "Elsker os dig Liam" nåede jeg lige og svare, inden jeg langsomt begyndte og gengælde kysset og lagde hænderne om hans nakke. Dog ikke et langt kys, mere et sødt kærligt et. Lige hvad jeg havde brug for, det gjorde mig glad for en gangs skyld og vide. At jeg har nogle der elsker mig, for den jeg er.
"Jeg er glad for vi endelig fandt hinanden, tænk hvis vi aldrig begyndte og skrive med hinanden. Da jeg kontaktede dig, så ville de her følelser ikke findes" sagde han, mens han langsomt kærtegnede min kind med hans højre hånd.
Jeg kunne ikke være mere enig, men jeg ville ikke leve i fortiden, ikke længere. Jeg ville leve i nuet, hvor jeg har dem jeg elsker omkring mig.

15 December 

Liams synsvinkel

Faktisk var der lettende og sige sandheden til Riley igår, for ja, det var svært og ikke være nervøs for om hun ville elske mig hvis jeg ikke var kendt. 
Men det vidste jeg nu at hun ville, det betød intet om jeg var kendt eller ej. Hun elskede mig for den jeg var, og der var virkelig dejligt for en gangs skyld. 
For det sker det med at folk ser mig som ham, ham der er kendt og er med i verdens største pop band lige for tiden. 
"Liam er du helt væk?" Grinede Riley, der stod foran mig på isen.
Vi havde besluttet os for og tage ned og stå på skøjter, og hun pjækkede fra skole igen. Selv om jeg ikke var meget for det, så måtte hun jo selv bestemme over hendes liv.
"Undskyld var lige i mine egne tanker babe" svarede jeg med et varmt smil, og satte så ellers begge fødder ud på isen.
"Jeg kommer til og ligne Bambi på glat is" beklagede hun sig og greb fat i mit ærme, hun var så sød når hun var skrøbelig og usikker. 
Fik mig helt lyst til og passe på hende, mere end jeg gjorde i forvejen.
"Så må du jo trække mig med i faldet, så kommer vi begge til og se dumme ud" drillede jeg hende lidt, prikkede hende i siden og der gik da heller ikke mange sekunder. Inden vi begge endte på isen, hende på røven og mig, ja jeg nåede lige ikke og ende ned over hende.
Hun kom med et højt grin fra sig "Dit ansigt, kæft det var morsomt." Jeg sendte hende er uskyldigt blik, efterfulgt af et grin. Jeg havde sikkert set morsom ud, rigtig overrasket og det hele. Sikkert ligner en idiot, men hva fanden, det var bare hende.
"Nurh tøsesur skat?" Drillede hun endnu en gang, men jeg begyndte blot og kilde hende op og ned langs hendes sider så hun brød ud i grin.
Ligeglad med at folk kiggede underligt på os, fordi vi lå midt på banen, og jeg kildede hende.
"Riley Bennett?" Lød en dyb mandig stemme, og vi begge kiggede op på to betjente der stod ved kanten af banen. 
Hun rynkede brynene sammen mod hinanden, og det samme gjorde jeg.
Hvad skete der lige her? Hun havde da ikke gjort noget galt, og skolen kunne ikke sende politi folk efter hende. Bare fordi hun ikke var i skole, kunne de? 
"Du ved godt hvor bekymrede dine forældre er? Efterlyst dig fordi de tror du er stukket af hjemmefra og kommet til skade? Vi må bede dig følge med os" lød det fra den anden betjent, mens jeg hjalp Riley op og stå og få hendes skøjter af. Dog var hun ikke meget for det, men jeg vidste at det var seriøst når der kom politi folk. Så hun blev nød til det, hendes forældre kunne jo ikke holde hende fanget. Hun var 18, hun kunne bare flytte ind hos os drenge. 
Længere var den ikke, drengene kunne godt lide hende. Så hvorfor ikke bare lade hende bo hos os? Mig og hende havde jo en lille romance i gang, synes jeg ihvertfald.
"Det skal nok gå babe" forsøgte jeg og berolige hende lidt med, og kørte min hånd op og ned langs hendes rygrad. Mens jeg førte hende over til politimændende, det begyndte og føre hende mod politi bilen. 
Hvad der skulle ske vidste jeg ikke, men jeg skulle nok få hende tilbage til os drenge. Hun var trods alt 18 år, og kunne flytte hjemmefra, uden de kunne få lov til og bestemme.
Jeg stod længe og så på bilen køre væk med hende, den her dag var ikke lige det jeg havde regnet med. Det skulle have haft været en god dag, men sådan skulle det vidst ikke være. Lige nu, tænkte jeg bare på hvad der skulle ske med Riley.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...