Håb, også selvom det ikke er der

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Håbet er en mærkelig størrelse. Selv når der kan være mindst håb, og intet er at finde, kan man komme videre. Jeg tilbragte 5 år uden håb, og hvor er jeg nu. Nu kan jeg se det, som andre har kunne se i årevis. Men uden dem omkring mig, ville jeg ikke kunne gøre det. Deres støtte har gjort det umulige muligt. Så de har båret mit håb indtil jeg selv kunne bære det.
Men dette er en del af min historie...
//Mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

2. Novellen

Kære Dagbog d. 5/12/08

Hej min ven

Skole dagen var noget lort i dag. Der var gruppearbejde. Og ingen ville være sammen med mig. Så læren blev nødt til at vælge nogen. Og var tilfældigvis noget lort. Som sædvanlig.

Så da jeg så kom hjem, og så at min storebror var der, blev det bare hundred gange værre. Men jeg fortsatte med at ligge mine ting. Holde mine skridt normale og gå ind på mit værelse. Mest af alt havde jeg lyst til at løbe. Overlade min krop til angsten. Det er snart ovre, sagde jeg til mig selv. Det er snart ovre, og så er jeg her ikke mere.

I mine lektier fandt jeg tilflugt. Men til mit store uheld skulle jeg printe en opgave til i morgen ud. Det vil sige, gå ind til kontoret, hvor min storebror sidder, tage min opgave og gå igen. Og håbe på at han har en god dag.

Efter nogle dybe indåndinger fik jeg modet. Hvem siger at han har en dårlig dag? Nej ingen. Så med de mest normale skridt jeg kunne tage gik jeg ind og tog min opgave. Men heldet var ikke med mig. Da jeg gik forbi min storebror, skubbede han stolen ud. Og skubbede mig ind mod væggen. Med hånden om min hals. Det var umuligt at stoppe panikken for at sprede sig. Det har han ikke gjort før. Hvad blev der af slagene. Hvad nu hvis slagene kun var starten. Efter noget tid begyndt min krop at skrige på luft. Og jeg blev mere og mere panisk. Men med mindre og mindre energi. Og pludselig, faldt jeg på gulvet. Dunk ned over nogle bøger der ikke var plads til i reolen. Mit ben får væltet guitaren der står lænet op ad væggen. Den giver nogle lyde da den vælter, men jeg hører dem ikke. Det tager mig nogle sekunder at komme tilbage til virkeligheden. Og når for gjort det var han væk. Efter en masse dybe indåndinger, kom jeg tilbage til mit gøremål. Plus lige at rode op efter det jeg væltede.

Da jeg var tilbage på mit værelse, var lektier umulige. Jeg kunne ikke samle mig om dem. Alt hvad jeg kunne føle var angsten, smerten, og ønsket om ikke at være her mere. Og skudt ud af den blå luft får jeg en idé.

Inden jeg får tænkt mig om er jeg i gang. Ind på badeværelset, tage en skraber, og tænke ”Hvordan fanden åbner man sådan en?”. Men inden modet svandt, prøvede jeg skære mig med den hel. Og da jeg ikke havde mere håb, fik jeg det. Denne smerte var så meget anderledes end den min storebror gav mig. Eller den mine klasse kammerater gav mig når jeg var så lidt tilstede i deres verden, så værdige mig et blik var utænkelig.

Nej, denne smerte, var mit håb. Min flugt. Min redning.

Og med disse ord Godnat for i dag

 

D. 15/12/08

Hej min ven

De sidste dage har jeg ikke kunne være i klassen. Min facade er ved at krakelere. Den er ved at krakelere til den pige jeg er. En pige de ikke må se. Så jeg gemmer mig. Men jeg ved ikke hvor længe det holder. Det er så svært at lyve for min mor, men det eneste jeg kan. Jeg skal være den perfekte datter. Den raske datter. Min storebrors sygdom fylder for meget for dem. De har rigeligt at tænke på med ham. Jeg skal holde facaden.

I dag kom Pia. Min familieterapeut. Og jeg brød sammen. Og endelig fortalte jeg hende det som hun tænkte. At nogen slog mig. Jeg fejlede. Nu er jeg ikke den perfekte datter længere. Men hun var så forstående. Det føltes slet ikke forkert. Men det gjorde det bagefter.

Vi var i mit følelses udbrud blevet enige om at jeg ikke kunne bo hjemme. At jeg ikke kunne gå hvert eneste sekund i angst. Men hun blev nødt til at fortælle mine mor det. Det er der hele problemet ligger. Jeg fejler igen og igen. Jeg er uduelig. Præcis som mine klassekammerater hentyder til.

Jeg burde dø...

Godnat til dig for det får jeg ikke

 

D 17/12/08

Hej min eneste ven

I dag kom jeg i skole. Jeg blev nødt til at snakke med Fie om alt. Min lærer. Og så skete det igen. Jeg fejlede. Jeg fortalte om det det der ikke skulle siges. Mit hemmelige skæreri.

Hun blev forfærdet. Jeg blev forfærdet. Var det virkeligt så slemt.

Hun ringede til min mor. Som henviste til Pia. Og da jeg kom hjem kom Pia. Og spurgte til hvordan jeg havde det uden løgne.

Og jeg sagde det. Hvordan alt mad føltes som jord i min mund. Hvordan jeg havde det indeni. Hvordan intet kunne glæde mig. Hvordan alt føltes håbløst. Hvordan jeg planlagde at tage mit eget liv. Alle de ting som ikke skulle siges.

Og så begyndte min rejse i systemmet.

 

D. 29-11-13

I dag bor jeg på et opholdssted. Mit 5. af slagsen. Jeg har tilbragt over et år på psykiatriske afdelinger. Er medicineneret. Kæmper for en fremtid. Har haft 6 forskellige diagnoser. Har været tæt på at dø. Har været syet omkring 200 gange. Har set systemmet.

Og nu med terapi, og nogle dygtige miljøterapeuter, er jeg ved at komme videre. Er begyndt at komme tilbage til livet. Hvilket er skræmmende. Efter 6 år i helvede, er det mærkeligt at have en god dag, hvor man rent faktisk er glad. Stemmer er mig snart fjerne, selvskaden sker næsten ikke mere, har fået nogenlunde styr på mine humørsvingninger. Jeg har også trappet lidt ud af min medicin. Men det sker jeg får nedture, hvor det hele kommer tilbage.

Lige nu er min største trussel kommunerne, og deres besparelser. Jeg har brug for nogle år endnu før jeg kan fungere som et helt almindeligt menneske. Men der er ingen tvivl om at det kommer.

Håbet er der, det har nu været der i snart 1/2 år.

Og lige nu, med julen for døren bliver det hele lidt sværere, men jeg har så meget mere overskud end jeg havde sidste år.

Og jeg skriver dette for at sige, at der er håb for dem der er ramte. Med de rigtige mennesker omkring jer kan man få et godt liv. Det kræver masser af hårdt arbejde, men håbet er der, også selvom det ikke kan ses!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...