Håb, også selvom det ikke er der

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Håbet er en mærkelig størrelse. Selv når der kan være mindst håb, og intet er at finde, kan man komme videre. Jeg tilbragte 5 år uden håb, og hvor er jeg nu. Nu kan jeg se det, som andre har kunne se i årevis. Men uden dem omkring mig, ville jeg ikke kunne gøre det. Deres støtte har gjort det umulige muligt. Så de har båret mit håb indtil jeg selv kunne bære det.
Men dette er en del af min historie...
//Mit bidrag til vold i familien-konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Forfatterpotræt

Mit navn er Anne Sofie. Jeg er 18 år. I de sidste 5 år har jeg kæmpet med psykisk sygdom. Åh, nej nu bevæger jeg mig ind i et tabu. Til helvede med det. Det er mit liv, og det vil jeg ikke lyve om.

Til at starte med var tegning min måde at komme ud af det, og ind i en verden hvor jeg kunne være. Men i takt med jeg har fået det bedre er jeg begyndt at skrive. Og begyndt at turde at skrive. Så nu er jeg så småt begyndt at skrive om mit liv. Først nutid og nu efterhånden fortid. Min familie har været noget rod. Helt fra dag 1 af. Min storebror er syg med en kronisk sygdom, Cystisk Fibrose. Og jeg har nok aldrig helt fået hvad jeg havde brug for. Altså omsorg og tid i det hele taget. Mine forældre var kun om ham, ham og ham. Og arbejde. Masser af arbejde.

Min historie foregår i 13 års alderen. Lige inden jeg knækkede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...