Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5144Visninger
AA

10. 8. december

 


 

Det er ham.” Hans ord fik mig til at fryse til is selvom jeg godt vidste det på forhånd. Det var Josh. Resten af drengene rettede deres opmærksomhed mod Liam mens han åbnede beskeden. Hans ansigtsudtryk var ikke til at læse. ”Den er tom?” udbrød han undrende og rynkede panden. Harry rejste sig og tog mobilen ud af hånden på ham mens han sagde: ”Det kan ikke passe.” Han stod et stykke tid og stirrede på skærmen før han gav mobilen til Liam igen og satte sig i sofaen.

Gårsdagens oplevelse sad stadig fast i mig og jeg følte mig syg. Jeg følte jeg skulle kaste op og jeg frøs helt vildt. Hvorfor sendte han en tom besked? Det kunne ikke bare være en tilfældighed. Eleanor, Louis, Perrie og Zayn var vidst taget ud for at spise sammen mens de havde efterladt os andre alene i lejligheden. Vi havde bestilt en pizza men jeg kunne ikke få en bid ned. Min appetit var sikkert forsvundet sammen med min hukommelse for det var ikke meget jeg havde spist de sidste par dage.

”Paige, du spiser jo ingenting,” sagde Liam med et suk og kiggede på mig med et bedende blik. Jeg trak knæene op under mig og trak tæppet endnu tættere på min krop. Jeg ville ikke kigge ham i øjnene lige nu så jeg kiggede i stedet ud af vinduet. Det blæste ret heftigt men det regnede ikke. Jeg tror ikke engang det sneede. Bare gråt og kedeligt. En eller anden tilfældig film kørte på tv'et men jeg havde ikke rigtig fulgt med i den. Det virkede som om Harry og Niall var ret optaget af den mens Liam mere var optaget af mig i stedet. Han blik var hele tiden fæstnet på mig og det irriterede mig. Kunne han ikke finde noget bedre at tage sig til.

”Jeg er ikke sulten,” mumlede jeg ned i tæppet og lagde mit hoved på Nialls skulder fordi det faldt mig naturligt. Han sagde ikke noget til det så jeg lod det ligge. ”Du bliver da nødt til at spise noget. Ellers bliver du bare til skind og ben,” protesterede han og hævede stemmen en smule. Hvorfor blev han nu sur? Var det ikke mit liv og min beslutning om hvorvidt jeg spiste?

”Liam, lad hende nu være,” sagde Harry bestemt men det var for sent. Jeg var allerede ved at være oppe i det røde felt og hvis jeg ikke havde følt mig syg ville jeg sikkert have mange flere kræfter til at være sur. Jeg smed tæppet i sofaen og rejste mig mens jeg havde blikket på Liam. ”Er det dig eller mig der har det svært lige nu? Er det dig eller mig der ikke har nogen og er nødt til at bo sammen med fem fremmede drenge? Er det dig eller mig der bestemmer hvor meget og hvad jeg spiser?” råbte jeg af ham og jeg mærkede tårerne finde vej. ”Du er så belastende. Kan du ikke finde noget andet at interessere dig for?” og med de ord forlod jeg stuen. Det sidste jeg hørte inden jeg smækkede døren til mit værelse var Harry der snakkede til Liam: ”Du er selv ude om det.”

 


 

”Du er selv ude om det,” sagde Harry og sendte mig det der 'hvad sagde jeg'-blik. ”Jeg er bare bekymret for hende,” sagde jeg og rejste mig i ren frustration. Vejret var gråt men det regnede ikke. Sne kom der heller ikke noget af men vejret trykkede i hvert fald også på humøret. ”Hvorfor bekymrer du dig så meget for hende?” Niall kom med spørgsmålet til en million. Hvorfor bekymrede jeg mig egentlig så meget om hende? Var det hendes situation eller var det hendes personlighed det fangede mig? Var det den måde hun fik mig til at føle når jeg kiggede på hende. Hvad var det? Tankerne fløj rundt i mit hovedet og de eneste ord der kunne komme ud af min mund var: ”Det ved jeg ikke.” Det lod som Paige da det var noget af det hun altid svarede mig på hendes spørgsmål.

Harry rullede med øjnene og forlod rummet, sikkert for at gå ind til Paige. Jeg satte mig i stolen igen og lagde mit hoved i mine hænder. Hvad skulle jeg dog gøre? Inderst inde havde jeg nok allerede fået følelser for Paige men jeg blev nødt til at gemme dem væk. Hvordan kunne jeg få følelser for hende på bare 8 dage? Det var jo kun 8 dage siden at vi snakkede sammen første gang. Niall gav min skulder et klem og jeg søgte hans blik. ”Liam. Vi kan alle sammen se at du er ved at få følelser for Paige. Men er du sikker på at det ikke bare er for at glemme Danielle og Sophia?” sagde han og hans ord gjorde ondt samtidig med at han faktisk havde ret. Jeg blev nødt til at finde ud af om jeg havde ægte følelser for Paige eller om det var kærestesorger.

Mit forhold til Sophia havde ikke varet så længe. Vi havde troet det skulle være os men midt i alt kaoset fandt vi ud af at det hele nok nærmere bare havde været en leg for os begge så vi endte med at gå fra hinanden i stilhed. Vi snakkede stadig super godt sammen og hun var en af mine bedste veninder. Men med Danielle var det anderledes. Vi var sammen længe og vores forhold var specielt. Vi havde noget sammen. Vi var sammen i to år og det var jo ikke vores følelser der slap op. Det var tiden. Drengene, touren og det nye album tog min tid men jeg ville ikke være foruden nogle af de ting. Danielle havde også meget travlt så den helt store forskel havde det sikkert ikke givet alligevel. Men med Paige var det anderledes. Hun var ikke kendt danser eller min gamle ven fra folkeskolen. Hun var speciel.

”Niall, kan du holde på en hemmelighed?” spurgte jeg og han nikkede ivrigt. Jeg blev nødt til at erkende det for en eller anden så det ikke var min egen lille hemmelighed. Jeg havde bare ikke lagt mærke til at Harry igen var kommet ind i stuen samt at køkkenet var blevet fyldt af 4 velkendte mennesker da jeg sagde til Niall: ”Jeg tror jeg har følelser for Paige.”

♥♥

Æv æv. Beskeden var tom :( MEN! Liam indrømmer at han allerede har følelser for Paige! Skriv jeres meninger og tanker i en kommentar - så bliver jeg rigtig glad:)

Glædelig 8. december OG glædelig 2. søndag i advent! Har I fået nogle gode advents gaver? :)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...