Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5154Visninger
AA

8. 6. december

 


 

Min krop var ikke med mig i dag. Vi sad og spiste morgenmad sammen men jeg kunne ikke koncentrere mig eller for den sags skyld sidde stille. Tanken om at Josh var min ekskæreste som tydeligvis ikke var særlig rar ved mig fik min krop i forsvarsposition. Men jeg var både skræmt og glad på samme tid for vi havde endelig fundet min adresse. Det var godt nok ikke ved hjælp af mobilen men ved hjælp af mobilen havde vi da fundet ud af at vi skulle passe på Josh. Louis og Eleanor have søgt om ham på nettet og de havde fundet ud af at han havde været i ungdomsfængsel en gang, næsten to. De havde vidst også fundet nogle billeder af ham men han virkede ikke bekendt for dem. Jo, vi fandt ud af det ved hjælp af den side Liam havde lavet en savlplet på, sjovt nok.

”Paige, spis nu noget. Bare en smule,” bad Liam med sin overbeskyttende stemme og så med triste øjne på mig. Jeg havde heller ikke spist aftensmad i går og min mave skreg efter mad men jeg kunne ikke få en bid ned. Jeg var bange for at det ville komme op igen og når jeg kastede op havde jeg det virkelig dårligt bagefter. Jeg rystede afvisende på hovedet og kiggede ned på den smule æg og bacon der lå på min tallerken. Ud af øjenkrogen så jeg en forvirret Niall som gjorde mig forvirret med hans blik. ”Hvem siger nej til mad?” spurgte han og tog min tallerken da hans egen allerede var tom. ”Enig,” kom det fra Harry som også tog noget af min morgenmad. Der gik mange rygter om at Niall spiser meget men han sagde at det kun var når han var nervøs. Og Harry spiste i hvert fald mindst lige så meget! De var så søde dem to...

Liam sukkede og opgav at få noget mad i mig. Tænk hvis Josh var hjemme i mit hus. Tænk hvis han havde hørt om ulykken og så bare ventede på at jeg ville komme hjem. Hvis han havde ødelagt noget eller lavet hærværk. Skulle man så anmelde det?

”Paige, kommer du?” spurgte Zayn og jeg rejste mig hurtigt for at tage mine sko på. Vi ville tage hen til mit hus for først og fremmest at finde noget tøj til mig. Og hvis vi var heldige ville vi også finde kassen med mine gamle dagbøger.

Efter vi havde kørt ca. et kvarter kom vi til et fint villakvarter med pæne familiehuse og store haver. Vi kørte langsomt for at kunne se numrene på husene og det gav et stik i maven da vi kom til nr. 27. Det var der. Vi var her. Længe sad vi bare i bilen med slukket motor og kiggede på huset. Louis som kørte bilen var den første til at tage selen af og gå ud af bilen. Drengene fulgte hurtigt efter men det var som om jeg var frosset fast. Jeg kunne ikke flytte mig en millimeter. Ikke før jeg kom i tanke om hvorfor vi var her. Mit tøj var ærlig talt også begyndt at lugte lidt. Forstil jer en blinkesmiley eller at jeg blinkede for... Ja, bare forestil jer det!

Jeg kravlede stille ud af bilen til de andre som stadig stod på fortovet og kiggede på huset. Det lignede et helt almindeligt familiehus men det lignede ikke noget jeg boede i. Allerede inden jeg var trådt ind i huset følte jeg at jeg ikke hørte hjemme. Med langsomme skridt gik jeg gennem forhaven på den lille sti op til hoveddøren og tog fat i håndtaget. Låst. Selvfølgelig. Hvad havde vi regnet med? Hvor var vi dog dumme! Harry rømmede sig og jeg kunne høre lyden af en nøgle bag mig. ”Jeg tillod mig at rode lidt i din taske for det lignede ikke at du havde husket at tage en nøgle med,” sagde han tilfreds mens han gik forbi mig og låste døren op. Urgh. Endnu et point til ham.

”Velkommen,” sagde han så da han åbnede døren som om det var ham der boede der. Jeg rullede med øjnene og sendte ham et lille smil før jeg trådte det første skridt ind i det der skulle være mit hus. Nøglen passede i hvert fald så det måtte være her. Vi trådte ind i en hyggelig entré med gulvvaser med blomster og billeder på væggene. Var mine forældre rige eller hvad? Det her lignede ikke noget der var helt billigt i hvert fald. Der var tre døre hvor kun to af dem stod åbne. Den ene førte ind til stuen og den anden til køkkenet. Trappen som også var i rummet var bred med brede trin og havde flot træudskåret gelænder.

Jeg gik ind i stuen sammen med Harry, Niall og Louis mens Zayn og Liam gik ovenpå. Stuen var også kæmpe. Der var lyst trægulv og et helt vinduesparti ud til den store baghave. På den ene væg hang et kæmpe stort tv og foran var der placeret en stor lys lædersofa samt et sofabord af sten. Rummet manglede i den grad ikke sjæl med alle de billeder og blomster som var over alt. Jeg lagde mærke til et billede af en pige på omkring 15-16 år sammen med en mand og en kvinde som nok var hendes forældre. De så glade ud. De lignede en glad familie som levede et perfekt liv. Det var mig og mine forældre. Mig før jeg fik hukommelsestab og mine forældre før de døde.

En hånd på min skulder sendte et chok igennem mig da jeg havde glemt at drengene var der. Vi gik ud i entréen igen og så Zayn og Liam komme gående ned af trappen. ”Vi fandt dit værelse men kassen var ikke til at se nogen steder,” sagde Zayn som satte to tasker på gulvet. ”Vi har pakket noget tøj til dig,” sagde Liam med et smil og kiggede skiftevis rundt på os andre. Var der noget galt? Han virkede så hemmelighedsfuld og det irriterede mig endnu engang. Han åbnede ikke særlig meget op for mig.

”Jeg går ud i bilen. Jeg har ikke lyst til at være her længere,” mumlede jeg og gik fra de andre drenge som bare stod og stirrede efter mig. Jeg blev trist af at være derinde. Selvom jeg inderst inde godt vidste at det var her jeg normalt boede så virkede det ikke som mit hjem. Det hele virkede så fremmed.

Kort tid efter at jeg havde fået sat mig ind i midten på aller bagerste sæde så jeg drengene komme ud af hoveddøren igen. De havde de to tasker med og Niall snakkede i telefon. Da Zayn åbnede bagagerummet hørte jeg endnu engang navnet Paul og min nysgerrighed fra den anden dag kom tilbage. Hvem var Paul?

Da Louis lige skulle til at starte motoren kom der et kraftigt lys som hvis nogen tog et billed og Louis skyndte sig endnu mere med at komme af sted. Forvirret kiggede jeg på Harry som hurtigt besvarede mit ansigtsudtryk: ”Paparazzi.” Det betød vidst fotografer. Drengene virkede ikke just begejstrede og det havde vidst noget med mig og paparaziaerne at gøre. Det ville sikkert komme i blade verden over at One Direction besøgte et tilfældigt hus med en ukendt pige. Så længe jeg da var ukendt.

♥♥

Glædelig 6. december! Så kom de til hendes hus. Hvad siger I så? Ej okay jeg aner ikke hvad jeg skal skrive o_O Jeg har slået min fod rigtig slemt i dag. Det gør rigtig ondt når jeg går men jeg håber at det er væk i morgen for der skal jeg ud og købe julegaver sammen med en veninde.

Har Bodil blæst jer helt væk? Hun har ødelagt vores hegn og på min skole har hun blæst et par solceller af som har ramt et loftvindue som så er gået i stykker. Super fed :D (Ironi)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...