Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5117Visninger
AA

6. 4. december

 

 

Det var virkelig mærkeligt det her. Jeg var i en eller anden tilfældig lejlighed i London sammen med fem tilfældige drenge. Havde I nogensinde haft sådan en mærkelig december?

De første par dage her i december var fløjet af sted og det var allerede d. 4. december. Vi var kommet til den her kæmpe lejlighed her i London som drengene havde bestemt sig for at vi skulle bo i i december måned. Louis' kæreste Eleanor var her også og hun var virkelig sød. Zayns kæreste Perrie var godt nok ikke i byen lige nu men jeg glædede mig allerede til at møde hende da Eleanor havde fortalt så meget godt om hende.

Vi sad i den pænt store stue og spiste pandekager da Liam begynder at snakke om mit hukommelsestab. Jeg blev utilpas hver gang vi snakkede om det. Det var ikke rart at tænke på eller at snakke om. Jeg kom til at tænke på dagbogen og om jeg mon skulle fortælle dem om den. Jeg besluttede mig for at holde det for mig selv lidt endnu og tog endnu en bid af min pandekage med sukker. ”Paige, prøv en gang til. Kan du huske hvad dine forældre hedder?” spurgte Liam og kiggede på mig med sit indtrængende blik. Hvorfor skulle han hele tiden være så overbeskyttende? Det var virkelig ved at gå mig på. Han blev ved med at stille mig spørgsmål fra min fortid men jeg svarede det samme hver gang. 'Nej' eller 'Det ved jeg ikke'. Havde han måske prøvet at miste sin hukommelse før? For det er faktisk pisse nedern ikke at kunne huske hvem ens forældre er eller hvad ens bedste veninde hedder. Og jeg var lige begyndt at synes rigtig godt om ham.

Jeg satte irriteret min tallerken på sofabordet og rejste mig. De kiggede alle underligt på mig da jeg forlod rummet men jeg var ligeglad. Jeg havde bare brug for at komme lidt væk fra alle de mennesker. Alle de spørgsmål som jeg ikke kunne svare på. Alle de forventningsfulde blikke som jeg ikke kunne tilfredsstille. Jeg gik ind på 'mit' værelse og satte mig i den brede vindueskarm så jeg kunne kigge ned i Londons gader. Det virkede så fremmed det hele men inderst inde vidste jeg jo godt at det var den verden jeg altid havde levet i. Det var der jeg havde hele min familie et eller andet sted. En familie der sikkert var rigtig bekymrede for mig lige nu. Da vi kørte fra sygehuset var der en dame der tog fat i mig og sagde hun var ked af det på mine vegne over tabet af mine forældre. Jeg kunne ikke kende hende. Alle de tanker fik hurtigt tårerne frem i øjnene på mig. Jeg havde endda det samme tøj på som jeg havde i ulykken da jeg ikke havde andet. En svag banken på døren fik mig til irriteret at tørre tårerne væk fra mine kinder med håndfladerne inden jeg svarede: ”Kom ind.”

Jeg fastholdt mit blik ud af vinduet men jeg kunne mærke hans øjne på mig. De virkede... Triste. ”Paige... Vi prøver jo bare at hjælpe dig,” prøvede Liam men det gjorde mig bare mere irriteret. Jeg rejste mig og gik hen til min taske. Ud tog jeg den tykke notesbog og rakte den til Liam. Først så han meget forvirret ud men da han tog bogen og bladrede lidt i den blev hans blik helt tomt. Havde jeg gjort noget forkert?

Hans øjne søgte efter mine og jeg lod dem mødes. Der var en eller anden ukendt gejst i dem som gjorde mig en anelse bange. Han tog blidt fat i min arm og trak mig med ind i stuen. ”Se hvad Paige har fundet!” råbte han og rakte den til Louis som hurtigt bladrede igennem den og sendte den videre til Harry. Liam vendte sig igen mod mig. ”Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” spurgte han og smilede over hele ansigtet. Med monoton stemme og pokerface svarede jeg: ”Det er min dagbog. Det er uhøfligt at kigge i andre folks dagbøger.” Straks blev der helt stille i stuen og stilheden gjorde mig endnu engang utilpas. ”Paige. Vi kan finde ud af en masse om dig på grund af den dagbog!” sagde Liam og tog blidt fat i mine overarme. Jeg vred mig løs og satte mig ved siden af Zayn som var ved at læse d. 30. november – den dag jeg læste inden vi tog fra hospitalet.

Med et sæt rejste Zayn sig op så jeg var ved at falde ned fra sofaen. Hans øjne lyste og de var rettet mod mig. ”Paige! Du har skrevet – og jeg citerer: ”Forresten, så er du ved at være fyldt ud, dagbog. Du skal snart hjem i kassen til de andre” og så en glad smiley til sidst!” udbrød han mens han så helt stolt ud. Var det mig der ikke forstod en pind eller var det der ren volapyk? Hvorfor var det så godt? Som om han kunne læse mine tanker (eller bare se på vores ansigtsudtryk at vi ikke forstod noget som helst) begyndte han at forklare hans geniale idé: ”Hvis vi kan finde din adresse kan vi finde kassen med alle dine gamle dagbøger og så kan vi finde ud af en masse om dig!”

Det lød faktisk meget genialt. Jeg rejste mig og smilede over hele ansigtet. Jeg var både glad og skræmt over at skulle finde ud af noget om mig selv igen men mest glad. Måske kunne det få min hukommelse tilbage. Først nu lagde jeg mærke til at Eleanor bare sad på gulvet mellem Louis ben og smilede for sig selv. Hvad mon hun tænkte om hele situationen? Følte hun sig tilovers? Jeg måtte hellere få spurgt hende på et tidspunkt.

”Vi tager en masse kopier af siderne så vi alle sammen kan få hver sin del at lede i,” foreslog Zayn og de andre nikkede. Det var virkelig underligt at skulle kigge igennem sin egen dagbog sammen med 5 drenge og en anden pige fordi man ikke kunne huske sin egen adresse. Jeg mener, hvor tit sker det lige?

♥♥

Huha! Har I hørt at der kommer stormvejr i morgen og på fredag? Glæder mig ikke :( Jeg har også været ude med aviser i dag i den her kulde og så kommer en af mine gode venner MED BARE BEN!! Jeg frøs bare ved at kigge på ham! Og så er jeg stadig på vej til at blive syg:(

Nå, nok om mit privatliv! Glædelig 4. december! Fortsæt endelig med at skrive jeres dejlige kommentarer, de varmer - også selvom det måske ikke er vildt mange der er kommet :) Men tror i at de finder hendes adresse?

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...