Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5394Visninger
AA

2. 30. november

 


 

I morgen var det d. 1. december. December var min yndlings måned på hele året. Det var bare som om december på en eller anden måde var magisk. Den gjorde et eller andet ved mig. Allerede i starten af oktober kunne jeg begynde at finde vores julepynt frem og overveje at pynte op for så til sidst at droppe det igen. Hjemme hos os var det tilladt at høre julemusik efter min mors fødselsdag sidst i oktober. Vi elskede alle tre julen og december. Julen var et samlingspunkt for familien. Julen var der Jesus blev født. Julen var der jeg blev født. Okay, det passer ikke helt men jeg har fødselsdag d. 13. december så december føles ret meget som min måned.

Uden for bilruden dalede sneen ned og landede som et blødt underlag på den kolde, frosne jord. De enkelte snefnug var så smukke at man kunne kigge på dem i timevis uden at kede sig det mindste. Man fandt aldrig to der var ens. Alle havde de forskellige mønstre, forskellige størrelser. Forskellige liv. De havnede vidt forskellige steder. Måske ville de blive formet til en snebold eller en snemand. Måske ville de ligge på vejen og blive kørt til sjap. Ingen vidste med sikkerhed hvilket liv det enkelte snefnug ville få eller hvilken historie det fik. Præcis ligesom mennesker.

”Far?” spurgte jeg med min lyse stemme. En lyd kom fra min far for at vise at han lyttede. Derfor snakkede jeg blidt videre. ”Kan du huske da jeg var en lille pige og du læste et kapitel fra en julehistorie op for mig hver aften?” fortsatte jeg så. Jeg så på hans anspændte arme, hvordan han langsomt slappede af så han ikke holdte så hårdt om rattet og han kom med et svagt grin. ”Du er i hvert fald blevet for stor til at sidde på mit skød,” grinede han. Min mor stemte i og det smittede lige så stille videre til mig. Efter latteren var dæmpet af spurgte jeg så: ”Er det ikke en tradition vi skal tage frem igen?” Min far kiggede på min mor og lagde en hånd på hendes lår. ”Det lyder som en god idé,” sagde han.

Ud af tasken som lå på sædet ved siden af mig lå et lille hjørne at en tyk notesbog. Bedre kendt som min dagbog. Tænkt at jeg overhovedet havde taget den med. Hvis Anastia eller Robin havde fundet den ville jeg være så godt som færdig. Anastia og Robin var mine to kusiner på 7 år. De var tvillinger og man kunne vel godt kalde dem meget intelligente tvillinger. De havde hurtigt lært at læse, skrive og regne så de var nogle af det bedste i deres klasse. Vi var på vej hjem fra min faster og onkel, Anastia og Robins forældre. Børnene var blevet lagt i seng kort tid efter aftensmad så jeg havde hygget mig med dem inden aftensmad og hygget mig med de voksne efter aftensmad. Nogle gange satte jeg pris på at de ikke så mig som en lille pige mere og faktisk lod mig deltage i deres samtaler.

Jeg havde allerede skrevet lidt i den da det var en lang køretur hjem. Den betød alverden for mig. Jeg havde allerede udfyldt adskillige notesbøger som lå i en kasse derhjemme.

Kvalmen begyndte langsomt at komme og jeg begyndte endnu engang at undre mig. Hvorfor kom den kvalme hver gang jeg havde spist?

I det samme lød en hvinende lyd. To forskellige bremser lød og bilen gav et ordentlig ryk. Vejen var så glat at bilen skred af vejen. En smerte skar igennem mit hoved og min mors skrig trængte ind i mit øre. Smerten forsvandt og det samme gjorde lyset.

♥♥

Det var så første kapitel af min første julekalender nogensinde! Eller... Det er nok mere en prolog end et kapitel da den er mellem 400-600 ord kortere end resten af kapitlerne.

Hvad synes i indtil videre? Skriv hvad i tænker!

By the way, hjerterne er i stedet for snefnug ;)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...