Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5069Visninger
AA

5. 3. december

 

 

Den rødhårede sygeplejerske tog droppet ud af min arm og sendte mig et blidt smil. ”Er du klar til at komme hjem Paige?” spurgte hun og rakte mig min elastik. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Var jeg klar til at tage med fem fremmede drenge hjem? Efter konstateringen om mit hukommelsestab var hele min verden gået i sort. Selvom jeg – selvfølgelig – ikke kunne huske mit liv fra før ulykken så føltes det som om jeg mistede alt. Efter at have samlet mit brune hår i en rodet hestehale sad jeg bare og kiggede på hende. Jeg trak kort på skulderne hvilket fik hende til at samle sine ting og forlade værelset.

Det var nu d. 3. december og jeg havde brugt de sidste par dage på dette værelse. Alt det jeg kunne huske fra mit liv var sket i dette rum. Tanken gav mig kuldegysninger og jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen. Idet jeg tog mobilen fra bordet ramte jeg min taske så den røg på gulvet og en bog røg ud af den. Jeg kunne ikke kende den men et eller andet indeni mig fik mig til hurtigt at falde på knæ og gemme den væk. Som om den var privat og at den ikke måtte se dagens lys. Det kriblede i fingrene efter at kigge i den og før jeg havde set mig om sad jeg på sengen med knæene trukket op under hagen, klar til at læse i den.

Det var en tyk notesbog med hjemmelavet omslag. Det lignede der var blevet sat et hvidt stykke papir på forsiden og der så var blevet skrevet forskellige citater på såsom ”Don't let a bad day make you feel like you have a bad life” og ”If you can dream it, you can do it” med en sort tusch. Den knirkede let da jeg slog op på første side. Med store bogstaver stod der: ”PRIVAT! LÆS IKKE DETTE HVIS DIN VÆRDIGHED SKAL BEVARES!” Havde jeg skrevet det? Eller var det en bog jeg havde taget? Uden at tænke videre over det gik jeg videre til næste side hvor ordet 'Dagbog' faldt mig i øjnene. Det var en dagbog. En nervøs klump samlede sig i min hals. Hvad nu hvis det ikke var min? Jeg bladrede hurtigt igennem den og opdagede at den næsten var fyldt ud.

Et chok gik igennem mig da jeg læste den seneste dato. D. 30. November. Det var den dag vi kørte galt. Med rystende hænder begyndte jeg at læse:

30/11

Kære Dagbog

Vi er på vej hjem fra faster Jill og onkel Michael – lang køretur. Anastia og Robin kom tidligt i seng så jeg kunne snakke med faster Jill. Det er ret længe siden vi har snakket sammen på tomandshånd så det var rart. Vi snakkede om alt. Faster Jill er som min søster. Okay, det lød åndssvagt. Nok mere som en ekstra mor som jeg kan fortælle alt til. Måske er det bare endnu et tegn på at jeg er ret ensom. Vi ser dem bare næsten aldrig fordi de bor så langt væk. Og Anastia og Robin elsker at lege med mig når jeg kommer. I dag skulle jeg hjælpe dem med matematik. Ligninger. Gaaaab! De var helt oppe og køre over at de var de eneste i deres klasse som fik ligninger for. Som jeg har skrevet før, de er jo super intelligente.

Jeg kan ikke modstå trængen til at ringe til Josh. Jeg savner ham. Er det mærkeligt når han har været sådan mod mig? Jeg har flere gange taget mig selv i at finde hans nummer på min mobil og være lige ved at ringe op. Hvorfor gør jeg det? Han.... Nej Paige, glem ham...!

Det er forresten d. 30. november i dag. Snart december! Jeg har tænkt mig at spørger mor og far om vi ikke skal finde nogle af de gamle juletraditioner frem igen. De sidste par år har jeg bare været en stædig teenager men nu er jeg snart 20 år. 14 dage til min fødselsdag! Selvom man bliver ældre så glæder man sig stadig lige meget til sin fødselsdag. Altså ikke så jeg ligger vågen om aftenen fordi jeg glæder mig så meget. Mere sådan... Ja, jeg kan ikke forklare det. Men stædig teenager! Det var der vi kom fra. Jeg kan huske sidste år. Jeg var virkelig træt af at jeg ikke måtte holde jul sammen med Josh og jeg var lige ved at snige mig ud så jeg kunne være sammen med ham. Men det var jo også dengang det hele gik godt. Nu kom jeg ind på ham igen...

Forrige år nægtede jeg at pynte til jul sammen med far og mor. Jeg kan tydeligt huske at jeg brugte ordene ”barnligt” og ”umodent” imod dem. Ret ondt, I know. Men sådan var jeg dengang.

Forresten, så er du ved at være fyldt ud, dagbog. Du skal snart hjem i kassen til de andre:)

Tror jeg stopper nu. Men jeg skriver igen i morgen.

- Paige T

Det gjorde ondt at læse når jeg kom i tanke om hvorfor der ikke stod mere. Det lignede at jeg havde været trofast skriver resten af dagene.

”Er du klar til at tage af sted?” afbrød en stemme mine tanker. Jeg kiggede mod døren og så Liam stå og kigge undrende på mig og bogen mellem mine hænder. Jeg havde slet ikke hørt ham komme ind. Jeg nikkede kort og puttede notesbogen ned i tasken igen. Med en hurtig bevægelse havde jeg svunget den sorte, lasede håndtaske over højre skulder og sat retning mod Liam.

I døren vendte jeg mig kort om og så rundt i rummet. Det gjorde næsten ondt at forlade det. Det var her alt hvad jeg kunne huske havde foregået og jeg vidste at udenfor ventede den store stygge virkelighed som jeg ikke kunne huske noget fra. Hvad nu hvis jeg blev genkendt på gaden men jeg så ikke kunne kende personen? På bordet stod en vase med blomster til den næste der skulle ligge i rummet. Hvem mon den næste var? Hvad var den persons historie?

En hånd på min arm fik mig endnu engang tilbage til virkeligheden. Liam sendte mig endnu engang et smil og sammen gik vi ud til bilen og drengene som ventede på os. Kulden omsluttede mig som et koldt tæppe og jeg rystede let. Hurtigt kom jeg ind i bilen så vi kunne køre af sted mod det sted jeg skulle være den næste måned. Måske endda mere. På den anden side af ruden kunne jeg se en masse mennesker gå rundt og en masse biler som susede forbi. De høje bygninger virkede et eller andet sted bekendte men der var stadig ingen klokke der ringede. Drengene fjollede som altid men de kommenterede ikke at jeg var så stille.

♥♥

Glædelig 3. december!! Har i haft en go' dag? :)

Så kom Paige med de fem fremmede drenge hjem og hun fandt sin dagbog. Hvordan tror i resten af drengene reagerer når de finder ud af det?

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...