Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5155Visninger
AA

27. 24. december (Part 2)

Jeg tror virkelig ikke jeg kan sige nok undskyld. Vi har den 1. februar og jeg har først lige publiceret det sidste kapitel. Det giver mig virkelig en stærk skyldfølelse. Men sket er sket og jeg håber bare I nyder det her kapitel! ♥

 

 

”Plejer I egentlig at få and eller stegt kalkun hjemme hos dig, Paige?” spurgte Perrie der stod og rørte i den mørke væske der lignede den kraftige sovs, gravy. ”Vi har altid faste traditioner om hele måltidet. Ingen forret, stegt kalkun til hovedret med gravy og ved siden af spiser vi pølser i svøb. Oh, og til dessert får vi altid Christmas pudding,” sagde jeg i en lang køre. Perrie nikkede interesseret og jeg kom vidst til at grine lidt. Det var ikke med vilje! Det lover jeg. Hun rullede øjne af mig og fokuserede på maden.

Jeg gik ind i stuen hvor Harry og Louis var i gang med at dække bord. Zayn og Perrie sad i sofaen og snakkede men jeg var ikke sikker på hvor Liam og Niall var. Undrende kiggede jeg på Harry som gik med en kæmpe stak tallerkner og Louis som havde fundet alt for meget bestik. Vi var jo kun os syv? Hvorfor så alt det ekstra? Jeg skulle lige til at spørger dem da jeg hørte at det ringede på. Da der ikke var andre der tog sig sammen til at åbne gik jeg modvilligt ud i gangen og åbnede. Jeg fik et chok da jeg så hvem der stod udenfor døren. Pludselig forstod jeg hvorfor der var alt det ekstra bestik. Selvfølgelig ville drengene gerne fejre jul sammen med deres familier så derfor stod de alle sammen klemt sammen udenfor døren. Jeg var helt i chok og jeg kunne ikke sige en lyd. ”Glædelig jul!” udbrød en af dem pludselig og begyndte at gå ind i lejligheden. Jeg rykkede mig lidt så de kunne komme ind og de var der alle sammen. Wow. Min første tanke var at så mange kunne vi da ikke være her.

Harry kom farende ud i baggangen med et kæmpe smil og han begyndte at kramme forskellige mennesker mens han gentog den samme sætning som nok var på alles læber lige nu. 'Glædelig jul'. Folk fordelte sig lidt i rummene så alle kunne være der og pludselig kom Liam og Niall gående nede fra gangen med et ekstra bord. Zayn og Louis begyndte at flytte sofaen lidt så bordet kunne være der og jeg var stadig i chok.

Jeg havde ikke mødt nogen af drengenes familier så det her var virkelig sjovt. Deres mødre fortalte alt muligt og jeg faldt hurtigt i hak med Liams mor, Karen. Vi snakkede sammen hele aftenen og hun var et af de sødeste mennesker jeg længe havde mødt. Hendes personlighed var så blid og så gavmild at man ikke kunne andet end at elske hende.

Efter mange timer med mange mennesker i den lille stue trængte jeg til lidt plads. Jeg rejste mig uforstyrret og gik mod mit værelse. En ubeskrivelig sorg trængte ind i mig som havde undladt at vise sig den sidste måned. Det var juleaften og her stod jeg. Ingen familie. Ingen af mine tidligere venner. Kun et helt nyt liv. Det var måske ikke den bedste måde at beskrive det på men jeg manglede min familie. Den sidste måned havde været et fantastisk eventyr og jeg ville slet ikke være den foruden. Men jeg manglede ligesom noget. Jeg manglede en lille del af mig selv.

En svag banken på døren indikerede at nogen ville ind. Uden min direkte tilladelse blev døren åbnet og ind kom Liam. Han var noget den eneste jeg havde lyst til at se lige nu. ”Hey., er du okay?” spurgte han med et bekymret toneleje. Jeg nikkede tøvende men som forventet afslørede han mig hurtigt. ”Paige. Du skal ikke lyve for mig,” sagde han og trådte hurtigt tættere på. Uden at tænke videre over det trådte jeg et par skridt tilbage som om jeg var bange for ham. Det overraskede mig selv men Liam tog det mere roligt. ”Paige. Jeg ved ikke hvad der sker men du ved jeg vil hjælpe dig,” prøvede han og gik endnu engang tættere på men igen trådte jeg tilbage. Hele situationen udviklede sig til noget mærkeligt noget og jeg havde ikke kontrol over mig selv. ”Paige, ta...” - ”Du skal ikke bruge mit navn!” afbrød jeg med en høj råben. Jeg anede ikke hvor det kom fra. Ordene flød bare ud af min mund. Jeg tog mig til munden og kiggede rundt efter en måde at flygte på men der var ingen muligheder. Liam stod nærmest døren og hvis jeg prøvede at flygte ville han lynhurtigt forhindre det for mig.

”Hvad sker der herinde?” lød en stemme fra døren og ind kom Harry og Niall. De kiggede uforstående på os og jeg vidste lige så lidt som dem. Hvad gik der af mig? Jeg kunne næsten ikke kende mig selv. Liam kiggede fortsat på mig. ”Okay, så bruger jeg ikke dit navn,” sagde han. Han forblev rolig og det overraskede mig. ”Men lyt til mig,” sagde han og gik igen tættere på. Denne gang bakkede jeg lige op i væggen så Liam kunne gå så tæt på han ville. Han havde magten nu. Han udnyttede situation og gik helt hen til mig. Han lagde sine hænder om mine håndled og det fik mig til at sprælle og råbe og skrige. ”Slap af!” halvråbte han men jeg blev ved med at skrige. Han hev mig med hen til sengen for at ligge mig ned. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg havde stadig ikke kontrol over mig selv.

Harry og Niall kom og hjalp med at få mig ned og ligge. Min krop overgav sig mens tårerne strømmede i stride strømme ned af mine kinder. Liam aede mig over håret mens han prøvede at berolige mig. Hans stemme var i sig selv beroligende så der gik ikke længe før jeg var faldet lidt ned igen. Jeg var overrasket over min egen adfærd. Det lignede ikke mig. Da tårerne stoppede satte jeg mig langsomt op og kiggede undskyldende på drengene. ”Undskyld,” mumlede jeg og kiggede ned på mine hænder. ”Hey, det er okay,” forsikrede Harry mig om og aede mig tøvende på armen i frugt for at jeg ville flippe ud igen. Jeg sendte ham et skævt smil og kiggede over på Liam der kiggede ud af vinduet. ”Må jeg snakke med Liam? Alene?” spurgte jeg og Harry og Niall rejste sig hurtigt for at gå. Da vi endelig var alene rejste jeg mig og gik hen til Liam.

Han turde ikke kigge mig i øjnene. Det var tydeligt. Men da han endelig gjorde det var hans øjne fyldt med frygt. Jeg bed mig blidt i læben og overvejede nøje mine ord. De ord der kom ud var slet ikke dem jeg havde forberedt. ”Kan du tilgive mig?” spurgte jeg stille. Han så overrasket ud og hvis jeg skulle være helt ærlig så vidste jeg ikke hvad han skulle tilgive mig for. Men nu var ordene kommet ud og længere var den ikke. ”Hvad snakker du om? Du har ikke gjort noget,” sagde han stille og kiggede ned i gulvet. Jeg kiggede rundt inden jeg snakkede igen: ”Det var ikke min mening at flippe sådan ud. Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig.” Jeg satte mig i vindueskarmen og inden længe satte Liam sig ved min side. Han tog min hånd og pillede lidt den enkle kæde der han rundt om mit håndled. Efter lang tids stilhed sagde han endelig noget. ”Det kan ske for enhver,” sagde han og sendte mig et blidt smil.

Jeg lagde mit hoved på hans skulder og lukkede øjnene. Det her var den mærkeligste juleaften. For det første havde jeg ikke min familie. Jeg var sammen med et verdenskendt boyband og deres familier. Hvor vildt var det ikke lige? Og for det andet havde jeg lige flippet ud på min kæreste fordi han prøvede at være min kæreste. Han prøvede jo bare at hjælpe mig. Og i stedet for at tage imod hjælpen havde jeg opført mig som et barn.

”Det er virkelig en mærkelig juleaften,” sagde han pludselig som om han kunne læse tanker. Jeg udstødte et let grin og nikkede så. Vi sad et stykke tid i fuldstændig stilhed. Vi kunne kun høre lyden af samtalerne og grinene inde fra stuen. Pludselig begyndte folk at synge fødselsdagssang og Liam hev mig hurtigt med ind i stuen. Jeg var grund forvirret men jeg blev hurtigt klogere. Den eneste der stod op undtagen Liam og mig var Louis. Havde Louis virkelig fødselsdag? Hvorfor havde ingen fortalt mig det?!

Da sangen var færdig gik jeg hurtigt over til Louis og gav ham et kram. ”Hvorfor har ingen fortalt mig at du har fødselsdag i dag?” sagde jeg halvt irriteret og slog ham blidt på skulderen. Han trak på skulderne og sendte mig et drilsk smil. ”Men tillykke,” sagde jeg og hev ham ind i endnu et kram. ”Tak,” sagde han ud for mit øre og jeg kunne høre hans store smil. Selvom Eleanor ikke var her så var han glad. Det var dejligt at se.

Det ringede endnu en gang på døren og det virkede til at jeg var den eneste der hørte det så jeg gik ud og åbnede. Udenfor stod en brunhåret pige med et forsigtigt smil og kiggede på mig. ”Glædelig jul Paige,” sagde hun og rakte en lille fin pakke hen mod mig. Jeg tog overrasket imod den og åbnede den. Inden i var der en snekugle med et billede af os alle 8 inden i. Det blev taget den dag Perrie var kommet. D. 7. december. Den dag Harry blev rasende over at jeg havde brugt hans tandpasta og det endte med at han løb efter mig med tre isposer mens han kun havde boxershorts på. Det havde været en herlig dag.

Jeg kiggede op på hende og trak hende uden tøven ind i et kram. ”Tak Eleanor,” hviskede jeg og hun trak sig væk igen. ”Kom ind!” sagde jeg hurtigt og gik hurtigt ind mens hun smed sin jakke. Hendes ansigt lyste op da hun så de mange mennesker i stuen. Louis lyste også op da han så hende og hurtigt fik hun et kys.

Jeg rystede kuglede og de små sneflager flagrede rundt. Det var et ret godt billed på den her mærkelig måned. Perrie og Zayn gav hinanden et kys. Eleanor og Louis holdt rundt om hinanden mens de gjorde sig skeløjet. Harry som kun havde boxershorts på løftede mig og det lignede at jeg skreg men med et smil på læberne. Liam og Niall stod og kiggede et helt andet sted hen end kameraet hvilket lignede dem meget godt.

Zayn vinkede mig ind i stuen så jeg satte snekuglen på en reol ude i gangen og gik derind. Snekuglen virkede lidt som en forsonings gave og jeg følte virkelig vi var forsonet nu. Den perfekte afslutning på en fantastisk måned.

♥♥

Det var så slutningen!!

- Fille ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...