Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5068Visninger
AA

26. 24. december (Part 1)

 

 

”Glædelig jul,” sagde en rar gammel dame der gik forbi os på gaden med et smil. Det var d. 24. december og det var måske min sidste dag sammen med drengene. Med mindre vi kunne overbevise managementet om at jeg måtte blive nu hvor Liam og jeg sådan set var kærester. Det hele var virkelig akavet og mærkeligt men alligevel havde jeg en god fornemmelse i maven. Det skulle nok lykkes. Hvorfor tvivlede jeg overhovedet? Når vi var et par kunne de vel ikke tvinge os fra hinanden. Så var problemet bare at managementet havde så irriterende meget magt at de kunne gøre alt.

Liam mærkede at jeg var nervøs og han klemte let min hånd og sendte mig et smil. ”Det skal nok gå,” sagde han lavt og klemte min hånd igen. Jeg kiggede ned i jorden og bemærkede ikke den lille flok piger der stod få meter fra os og kiggede på os. De hviskede lavmælt men pludselig sagde en blond pige fra gruppen: ”Oh my God, er det ikke Liam Payne og Paige Garner?” Liam satte et stort smil op og stoppede med det samme. Han kiggede kort rundt for at se om det tiltrak flere piger end de 7 men det gjorde det heldigvis ikke. ”Oh my freaking God! Det er jo jer!” sagde en af de andre piger. ”Må vi får jeres autograf?” spurgte en tredje og Liam begyndte straks at skrive mens han snakkede lystigt med dem. Han var virkelig så god ved deres fans. Det var de alle sammen! Nogle mennesker troede at de var så arrogante når man ikke så dem i pressen men det var de slet ikke. De var så meget nede på jorden og man kunne kun elske dem.

Efter Liam havde skrevet alle 7 autografer kiggede pigerne forventningsfulde på mig og jeg forstod dem ikke. Hvorfor ville de have min autograf? Jeg var jo ikke kendt eller noget. ”Please Paige! Du er mit største forbilled og jeg elsker dig,” sagde en lille pige på omkring 10 år og krammede mine ben. Nogle af de andre piger fnisede lidt men jeg satte mig ned på hug og kiggede på den lille pige. ”Selvfølgelig må du det! Men husk på at jeg er lige så meget et normalt menneske som du er. Bare fordi jeg er gode venner med nogle kendte drenge gør det ikke mig kendt,” sagde jeg med et smil og hun nikkede med et sødt smil.

De var virkelig søde alle pigerne. En af dem græd helt vildt så Liam gav hende et stort bjørnekram og tog nogle billeder med hende. Jeg fik også skrevet et par autografer og det var virkelig underligt at skrive sin første autograf. Jeg havde slet ingen autograf så jeg skrev bare mit fornavn og mine initialer. Da en af pigerne fik papiret tilbage kiggede hun undrende på mig og spurgte: ”Hvad står T for?” Ups. Afsløret. ”Ja, hvad står T for?” spurgte Liam halvt hoverende, halvt undrende og kiggede sjovt på mig. Det var ikke fordi jeg ikke var stolt af mit mellemnavn men det var ikke noget jeg gik og pralede med. ”Øhm, det... Det står for, øhm,” stammede jeg og mærkede heliumblodet komme i aktion. Liam kyssede mig kort på kinden og to af pigerne hvinede. ”Så det er altså rigtigt det der foregår mellem jer to!” sagde den ene og var ved at flippe ud. Det fik mig til at smile og hurtigt sagde jeg ”Taylor.” ”Så dit fulde navn er Paige Taylor Garner?” spurte Liam og pigerne kiggede undrende på os. De troede sikkert at vi var verdens dårligste kærestepar når Liam ikke engang vidste hvad mit mellemnavn var. Det var heller ikke noget jeg sådan gik og råbte vildt højt om.

Vi fik sagt farvel til pigerne og vi fortsatte ned af gaden. Jeg var helt paf og Liam grinede bare af mig. ”Det klarede du da fint!” sagde han muntert. Han hentød nok til at det var mit første rigtige møde med nogle fans. Mine egne fans. Jeg havde fans! Det var alt for vildt til at jeg kunne være i min egen krop så jeg stoppede op og begyndte at springe op og ned. Det fik Liam til at grine endnu mere og han gav mig et kys lige midt på munden.

Vi gik videre og kort tid efter spurgte Liam: ”Hvorfor har du ikke fortalt mig at du har et mellemnavn?” Han lød lidt undrende men jeg svarede bare et traditionelt svar: ”Jeg har bare ikke fundet det rigtige tidspunkt til det.” Han udstødte et let grin og vi gik et stykke i stilhed. Kort tid efter så vi den velkendte høje bygning der stadig så lige så luksuriøs og dyr ud som sidste gang jeg var her. Vi skyndte os derind da de begyndte at sne og vi gik direkte ind i elevatoren. Denne gang var der ikke noget kapløb og vi stod ikke 5 i den samme elevator. Kun os to. Det gav mig en form for indre ro som jeg aldrig havde oplevet før og det var rigtig rart.

Elevatoren stoppede ved den rigtige etage og Liam gjorde tegn til at jeg skulle gå ud først Endnu engang en rigtig gentleman. Vi fandt døren til det samme rum som sidst og vi bankede på. Først nu begyndte jeg at blive rigtig nervøs igen. Episoden med pigerne havde fået mig til at glemme vores mission fuldstændig. Der gik et stykke tid før vi hørte en stemme derindefra som kaldte os ind og Liam åbnede langsomt døren. Denne gang gik han ind først og det gjorde mig lettet. Jeg havde ikke just lyst til at gå ind til nogle næsten fremmede mennesker som den første.

”Liam! Paige! Godt at se jer!” sagde Harry henrykt og rejste sig. Han gjorde tegn til at vi skulle komme helt ind og lukkede døren bag os. ”Vi bliver ikke så længe. Vi gør kun et kort visit,” sagde Liam med sikker stemme og måske en lidt for hård. Jeg håbede så inderligt at det ikke var hans mening at lyde hård. Jeg gav hans arm et beroligende klem og jeg sendte ham et smil. Richard brød ind da han pludselig kom ovre fra et hjørne. Jeg havde slet ikke set ham. ”I ser da så utrolig søde ud sammen! Hvorfor bliver I ikke et par?” spurgte han med et glimt i øjet. Nervøsiteten voksede i min mave og jeg fik det lidt dårligt. Hvad nu hvis han kun mente det for sjov? Hvad nu hvis de virkelig ville prøve at skille os ad? Jeg skubbede tankerne væk og prøvede at fokusere.

”Det er faktisk derfor vi er her,” sagde Liam let tøvende. Harry og Richard kiggede begge uforstående på os og Liam fortsatte mens han kiggede mig i øjnene: ”Vi er et par nu.” Hans smil blev større da han sagde det og jeg gav ham et blidt kys. Da jeg kiggede på Harry og Richard igen stod de begge med ulæselige blikke. Richard havde let sammenknebne øjne og Harry spidsede munden en smule. Endelig tog Harry hænderne op af lommerne og udbrød glad: ”Velkommen i One Direction familien, Paige!” Han trak mig ind i et kram og alt nervøsiteten lettede fra mig. Over hans skulder kunne jeg se Richard trække Liam ind i et kram.

Det hele var gået lige efter planen. Hvad havde jeg overhovedet været nervøs for?

♥♥

Undskyld at det først kommer nu!! Jeg håber I alle har haft en go' juleferie og at I ikke kom til skade nytårsaften!!

Jeg har valgt at dele d. 24. op i to dele da jeg havde alt for meget at skrive. Part to kommer hurtigst muligt!!

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...