Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5055Visninger
AA

24. 22. december

 


 

”Hvorfor inviterede du ham?! Det er det eneste jeg spørger om!” råbte jeg og pege over på stakkels Josh som bare sad på en stol og stirrede på Liam og jeg der havde gang i en heftig diskussion. ”Han er en fin fyr! Og du kunne sikkert godt finde sammen med ham igen. Du vil jo tydeligvis ikke være sammen med andre!” råbte han hidsigt tilbage og pegede også på Josh. Han rejste sig og sagde: ”Undskyld, men må jeg ikke nok gå nu? Jeg har været her hele natten og hørt jer diskutere. Om mig. Så jeg tror gerne jeg vil hjem nu.” Hans stemme var rolig og jeg var lige ved at råbe af ham da jeg kom i tanke om at han ikke var Liam. Jeg nikkede bare og så ham gå.

Da jeg hørte døren smække råbte jeg igen af Liam: ”Så nu handler det om kysset? Hvorfor skal det handle om at jeg er skide genert og ikke ved om de følelser jeg har for dig er gengældt?” Jeg var ved at koge over og tårerne meldte nu også sin ankomst. Jeg prøvede at holde dem inde men det var svært. Liam stoppede med at råbe. Han stoppede helt med at snakke og tænke. Måske stoppede han også med at trække vejret, det var svært at se på så lang afstand. ”Paige. Har du...?” prøvede han at fremstamme med lav stemme og jeg råbte tilbage: ”Ja, okay. Så er det sagt! Jeg har følelser for dig. Er det så stort?” Min stemme var ikke så høj længere. ”Jeg er bange, Liam,” tilføjede jeg og det blev næsten til en hvisken. ”For hvad?” spurgte han hurtigt og gik helt hen til mig. Han kom så tæt på at jeg næsten kunne mærke hans åndedræt mod min pande.

Jeg kiggede ned og mærkede en tåre ramme min bare fod. ”For Josh. For pressen. For at det ikke holder,” sagde jeg med grådkvalt stemme. Han trak mig ind i et kram og jeg var usikker på hvor alt det her førte hen. ”Paige. Du skal vide at de sidste mange uger har mine følelser været gengældt. Du har ikke været glemt et eneste øjeblik. Det er også svært for mig. Jeg er også bange. Det er svært at have et forhold til en der er bange for pressen. Og specielt en der ikke selv er kendt,” sagde han og slap mig stille. Alle sandhederne kom på bordet nu og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Tænker du på Sofia?” spurgte jeg lavt efter lang tids stilhed mens jeg kiggede ned i jorden. Jeg kunne føle at han nikkede og jeg sank en klump. Var jeg nu som Sophia? Var det sådan han så mig? Jeg var nærmest det modsatte af Sophia ud over at jeg heller ikke var kendt men alligevel var jeg slet ikke som hende. ”Liam, jeg er ikke som Sophia. Det kan godt være at pressen kan være overvældende og hele dit kendis liv men jeg er Paige. Ikke Sophia,” sagde jeg og kiggede ham endelig i øjnene igen. Hans øjne var også blanke men han græd ikke.

Før jeg havde set mig om mærkede jeg noget utrolig blødt mod mine læber. Det var Liams læber der blidt kærtegnede mine og det gav et sug i maven. Jeg lukkede øjnene og nød øjeblikket. Hvis nogen havde fortalt mig for bare 23 dage siden at jeg ville være kørt galt og få 6 nye bedste venner der alle var kendte så ville jeg bare have grinet af dem. Det var så surrealistisk at det var helt løgn. Og specielt at lille normale mig nu stod og kyssede med en dreng der var kendt over hele verden. Der var millioner af piger der ville ønske de var mig lige nu.

Han trak sig tilbage og havde stadig lukkede øjne. ”Det her er akavet,” mumlede jeg så og Liam lagde grinede sin pande mod min. Jeg hørte en lyd ovre fra døren til gangen og jeg fløj tilbage. Hvad var det? Var der nogen? ”Av!” hørte vi en råbe og et kort øjeblik havde jeg glemt at vi ikke var alene i lejligheden. Døren sprang op og 5 mennesker tumlede ud og ned på gulvet. Jeg stod og var ved at flække af grin. Havde de virkelig hørt det hele. En smule pinligt men i stedet for at rødme grinede jeg bare af det.

Liam kom hen og lagde armen om mig. At mærke hans nærvær påvirkede mit humør jeg smilede som en idiot på lykkepiller. ”Må vi så få et kys under misteltenen?” udbrød Harry og alle begyndte at grine. Liam trak mig langsomt med over under misteltenen og kyssede mig blidt endnu engang. Det føltes virkelig mærkeligt samtidig med at det var virkelig rart. Det gav også et sug i maven denne gang og da jeg hørte de andre klappe rødmede jeg også.

”Det var godt der endelig skete noget mellem dem,” hørte jeg Niall sige til Perrie og jeg stirrede på ham. ”Har I vidst det hele tiden?” spurgte jeg fornærmet for sjov og gik over til Perrie. Så stod vi så der to piger mod fem drenge og prøvede at vinde den her diskussion som piger helt klart er bedst til at vinde. ”Øhm. Øhm,” mumlede Niall febrilsk og flugtede ud i gangen. De andre fulgte efter og til sidst stod Perrie, Liam og jeg alene tilbage i stuen og grinede sammen. Det havde virkelig været en mærkelig morgen indtil videre og jeg håbede virkelig at det ikke fortsatte.

”Hey! Der er kun to dage til juleaften!” udbrød Perrie pludselig og begyndte at klappe i hænderne mens hun hoppede op og ned. Harry vovede som den første sig ind i stuen igen og han begyndte at gøre det samme. Jeg flækkede af grin og jeg endte med at grine så meget at jeg faldt ned i sofaen og tog mig til maven. Pludselig stod alle drengene og gjorde det samme som Perrie så jeg blev simpelthen nødt til at filme det. Uden at de så det fiskede jeg min mobil frem og begyndte at filme dem. Perrie så det godt så hun skyndte sig væk så hun ikke kom med.

Resten af dagen forløb normal og vi fik pyntet vores juletræ. Det var helt mærkeligt at se på Liam efter vi havde kysset. Det føltes ikke helt normal. Jeg håbede bare så inderligt at det ville komme til at føles normal med tiden.

♥♥

YES! Endelig kom jeg med med dagene igen! Jeg undskylder virkelig mere end ti tusind gange!!

Men hvad siger I så til det her kapitel? Der sker ikke det helt store men jeg synes simpelthen det er så sødt!

Glædelig 22. december endnu en gang! Er I klar til juleaften på tirsdag?

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...