Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5070Visninger
AA

22. 20. december

 

 

Vi havde bestemt os for at holde en rigtig afslappe dag på sådan en kold fredag som i dag. Udenfor dalede der let sne ned og indenfor brændte varme stearinlys. Vi sad og lavede julepynt mens vi skrålede med på alverdens julesange og drak varm kakao. Varm kakao var noget af det bedste i december måned. Jeg havde altid godt kunne lide varm kakao og at lave julepynt så det var mig der havde foreslået det. Perrie var straks med på den og så fik hun overtalt drengene til også at være med. Vi havde snart flettet en milliard julestjerner og mindst lige så mange julehjerter. Vi havde planlagt en stjernehimmel over fjernsynet og en masse julehjerter på væggen ved siden af og på alle døre i lejligheden. Så kunne det rigtig blive jul.

Pludselig farede Liam op og sagde: ”Vi skal da have et juletræ!” Jeg begyndte at grine og tog det grønne karton Niall havde tegnet et juletræ på. ”Allerede klaret,” sagde jeg og smilede kækt til ham. ”Nej nej,” sagde han og rystede på hovedet: ”Jeg mener et rigtigt et!” Jeg rynkede brynene og kiggede ud af vinduet. Hvor skulle vi dog finde et juletræ den 20. december? Og så i den her kulde? ”Hey, jeg kender en der kan skaffe os et hurtigt,” sagde Zayn. Juletræ.

”Kan vi selv komme ud og fælde det?” spurgte Liam og Zayn nikkede ivrigt. ”Af sted!” råbte Harry og alle på nær mig rejse sig op for at tage sko, jakke, hue og vanter på. Liam stoppede og kiggede undrende på mig. ”Skal du ikke med?” spurgte han med rynkede bryn. ”Da jeg var 11 havde vi min onkel Georg med ude og fælde juletræ. Han kom til at skære sin egen finger af med en sav. Jeg har ikke været med ude og hente juletræ siden da!” svarede jeg og Liam kiggede medfølende på mig. Dog ændrede det medfølende blik sig hurtigt til et listigt smil. ”Det skal du nu,” sagde han og hev mig op af stolen. ”Nej! Nej!” protesterede jeg men han fik mig hevet med ud i gangen. Han slap mig og jeg overgav mig: ”Fint. Så tager jeg med. Men hvis nogen mister en finger tager jeg hjem!” Niall var flad af grin men jeg rullede bare øjne af ham og tog min jakke på. Han havde jo ikke hørt historien!

Kort tid efter var vi kommet et stykke udenfor London til en lille nåletræsfarm med en lille hyggelig gård. En lav mand med sort skæg og rød skovmandsskjorte kom gående hen imod os og trak Zayn ind i et kram. ”Hey Antonio! Hyggeligt at du havde tid til os,” sagde han til manden som smilede til os alle. Jeg lagde mærke til at han havde noget mellem fortænderne men jeg lod være med at sige noget. Jeg endte med bare at stå og smile som en idiot for mig selv. ”Saven står derovre. I må tage hvad i vil,” sagde Antonio og gik tilbage til gården.

Liam tog saven og vidste vej ind i skoven. Den var ikke speciel stor men stor nok til at vi brugte rigtig lang tid på at finde det helt rigtige. Samtidig med at vi pjattede rundt og legede med den sne der var der. Det gjorde nok også at det tog lidt længere tid. Endelig efter halvanden time blev vi enige om at træ på højde med Harry der ikke havde så mange grene. Det så lidt kedeligt ud men vi skulle nok få det til at se godt ud.

Drengene grinede stadig over historien med min onkel som Liam havde genfortalt i bilen og Harry kunne ikke lade være med at drille mig. Han havde bland andet sagt: ”Kaldte de ham så ni-finger?” Jeg fnøs bare og kiggede ondt på ham. ”Nej, syv. Han mistede to i krig,” havde jeg svaret og var gået over til Liam igen som var ved at flække af grin sammen med Niall. Slam. Tag den, Harry!

”Hvem vil save?” spurgte Liam og holdt saven op. ”Uh, mig! Mig!” sagde Harry ivrigt og tog saven før nogen anden havde mulighed for det. Åh nej, hvis jeg gættede rigtig ville han også drille mig nu. Og ganske rigtig. Harry begyndte at save men kort tid efter smed han saven og brølede højt, rigtig falsk. Han var faktisk en rigtig god skuespiller. Så havde han da noget hvis sang karrieren ikke holdt. Jeg rullede med øjnene og udstødte et lavt grin. Han rullede sig rundt på jorden og tog sig til hånden som om han havde skåret sig. Han havde oveni købet puttet ketchup på sin ene finger så det så ægte ud. Et kort øjeblik var jeg lige ved at blive bange for at det var sandt men så rejste han sig grinende og blinkede til mig med det ene øje. Urgh.

”Okay, så er den ged malket,” sagde han og lagde saven fra sig. Juletræet væltede ned på jorden og Niall, Louis og Zayn råbte: ”TIMBAAAA!” Jeg begyndte at grine men ikke af Niall, Louis og Zayn men Harry. Malket? ”Harry? Du ved godt det hedder barberet og ikke malket, ikk'?” sagde jeg og fik ham virkelig til at lyde dum. Han kiggede irriteret på mig og sagde så: ”Du burde blive skolelærer siden du hele tiden skal rette på mig.” De andre begyndte straks at grine og jeg tog også mig selv i at fnise lavt. Jeg var lidt i tvivl om hvem der vandt den her men en ting var sikkert. Jeg ville savne det når jeg skulle af sted.

Niall tog fat i toppen af træet, Zayn i bunden og så bar de den hen til bilen. Zayn betalte til Antonio og de sagde farvel. Ind i bilen med os alle sammen og så hjem til lejligheden igen.

På vej hjem i bilen kom jeg til at tænke tilbage på hele den måned vi havde haft sammen. Snart tre uger havde vi kendt hinanden. Man kunne vel roligt sige at der både havde været op og ned ture i løbet af de tre uger men vi havde i hvert fald lært hinanden rigtig godt at kende og ikke mindst hygget os. Det var hele tiden tanken om at jeg skulle forlade dem der kom tilbage men jeg kom også til at tænke på det Perrie sagde. Måske havde hun ret. Måske skulle jeg snakke med Liam. Men jeg ville ikke være kærester med Liam bare for at blive sammen med drengene. Det mærkelige var bare at jeg følte mig speciel når jeg var sammen med ham. Jeg følte mig godt tilpas og tryg. Så var alle de andre drenge jo også super søde og venlige.

I morgen var der vores julefrokost så hele dagen ville gå med at gøre klar til den. Jeg havde valgt mit tøj og det meste af maden var købt. Så skulle resten bare klares. Suk.

♥♥

Glædelig 21. december! Endnu engang undskyld!!

Der sker ikke så meget i kapitlet men det kan der vel heller ikke i alle kapitler ;)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...