Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5066Visninger
AA

4. 2. december

 

 

Udenfor landede regnen hårdt på jorden og alt andet der ikke var overdækket. Den smule sne der åbenbart havde været de sidste par dage udenfor London var fuldstændig forsvundet havde jeg hørt og her i London havde der ikke været det mindste spor af sne endnu. Det var trods alt London. Drengene havde allerede fortalt mig rigtig meget i dag. Det var sidst på eftermiddagen så jeg havde nået at få en masse at vide. Oh, og selvfølgelig havde jeg lært alle drengenes navne. Der var Harry med krøllerne, Louis med det pjuskede hår, Zayn med det sorte hår, irske Niall med det farvede blonde hår og til sidst fornuftige Liam med det pæne brune hår og de varme brune øjne. Liam som havde trøstet mig. Liam som havde spillet kort med mig i mindst to timer i dag mens han fortalte om London og om ham selv og drengene.

Lægerne vidste ikke meget mere end jeg selv og drengene gjorde så de var ikke til meget hjælp. Men om de var flinke? I den grad. De gjorde nærmest alt det for mig som drengene ikke gjorde. Jeg var i gode hænder.

”Paige?” hørte jeg en lidt for kæk stemme sige og jeg var sikker på at den tilhørte Louis. Jeg rette mit blik mod ham og han snakkede videre. ”Hvad siger en ko?” spurgte han med et lidt for stort smil. Jeg var helt rundt på gulvet men jeg svarede bare kort og godt: ”Muh?” Liam rullede med øjnene som om det her var præcis hvad Louis plejede at gøre med nye mennesker og at han syntes det var komplet åndssvagt. ”Kan du uddybe det?” fortsatte Louis og gik mig en smule på nerverne. ”Muuuuuh?” svarede jeg håbløst og rynkede let på panden. Harry flækkede af grin og jeg kunne mærke hvordan blodet løb op i mine kinder som om jeg havde heliumblod. Hvorfor var det så sjovt? Liam kom hen til mig for at støtte mig. Han tog min hånd og lod mine klare brune øjne møde hans varme og mystiske øjne og sendte mig et smil. ”Tag dig ikke af ham. Sådan er han altid,” sagde han beroligende og gav min hånd et blidt klem.

Min mave slog kolbøtter når han smilede sådan til mig. Hvad var der galt med mig? Måske skulle jeg snakke med lægen om det... Okay, slap af Paige.

En ny sygeplejerske jeg aldrig havde set før kom ind af døren og meddelte at hun skulle tage en blodprøve så drengene blev nødt til at gå. Liam protesterede dog og fik lov til at blive som den eneste. Han holdt stadig min hånd og det var som om det slog gnister hver gang han kørte sin tommelfinger hen over mine knoer. Jeg mærkede endnu engang varmen brede sig i mine kinder og lod sygeplejersken tage noget af mit blod. ”Det klarede du da godt,” sagde Liam med et smil da sygeplejersken var gået. Han satte sig på stolen ved siden af sengen uden at slippe min hånd så meget som et millisekund. Varmen sad stadig i mine kinder og jeg var bange for at Liam ville lægge mærke til det. Hvordan kunne nogle piger kontrollere det så de aldrig blev røde i kinderne? Det var helt umuligt for mig.

Stilheden lå over os mens hans hånd stadig holdt om min og kærtegnede mine knoer. Det var ikke en akavet stilhed – syntes jeg i hvert fald ikke. Men det måtte Liam synes for han rømmede sig blidt efter noget tid og spurgte: ”Skal jeg hente drengene igen?” Jeg nikkede bare med et smil og mærkede hvordan hans varme hånd forsvandt ud af min. Han sendte mig et blidt smil inden han tog fat i dørhåndtaget og gik ud til de andre.

Det hele virkede så underligt. Jeg havde lige mødt drengene og det virkede allerede som om jeg havde kendt dem det halve af mit liv. Og Liam... Liam med de blide brune øjne som alligevel var fyldt af mystik. Jeg ville vide mere om ham. Det virkede som om han var villig til at gøre alt for pigerne og det gjorde mig urolig. Hvis jeg bare var endnu en pige som Liam hjalp nu når jeg følte mig så speciel. Jeg ville gemme den følelse. For alt i verden bare gemme den så jeg kunne tage den frem når jeg havde brug for det. Var det mærkeligt eller forkert at have det sådan? At føle sig speciel for en dreng man lige har mødt?

Mine tanker blev afbrudt da Liam igen kom ind efterfulgt af drengene. De smilede og pjattede som de gjorde hver gang jeg så dem og de gjorde mig i godt humør som hver gang jeg så dem. Pludselig bredte der sig en dyster stilhed over os og Liam tog ordet. Hvorfor var det egentlig altid ham?

”Vi har snakket om noget,” startede han ud. Han skulle tydeligvis til at sige noget mere men Louis overtog ordet og gik lige til sagen: ”Du har jo ikke noget sted at være – ingen familie, ingen venner- så vi tænkte på om du ville tage med os.” De smilede endnu engang alle sammen til mig men jeg kunne ikke smile tilbage. Jeg kunne kun råbe min glæde ud over at de ville hjælpe mig og tage sig af mig. Smilet på mine læber var sikkert det største drengene nogensinde havde set for Harry kom med en joke om det – ret overraskende, ikke? ”Hvis du bliver ved med at smile så meget kommer du til at ligne Taylor Swift der har vundet en pris hun ikke havde 'regnet med',” sagde han med et sarkastisk smil og lavede gåseøjne ved det sidste. Drengene flækkede som sædvanlig af grin mens jeg bare rullede med øjnene og vendte tilbage til spørgsmålet. ”Selvfølgelig vil jeg med jer. I er de eneste jeg har så jeg er taknemmelig for at I vil gøre det for mig,” sagde jeg mens jeg kunne mærke Liams mystiske øjne betragte mig på afstand. Det gav mig på en måde gåsehud. Hans blik var så... Intenst.

”Så er det vedtaget!” halvråbte Louis og satte sig på den nærmeste stol med fødderne oppe på en anden. Harry var lidt for ivrig efter at fortælle mig en eller anden joke om nogle køer så jeg lod som om jeg lyttede for at gøre ham glad. Alt imens havde de andre drenge sig nogle telefonsamtaler som faktisk lød ret spændende. Der blev i hvert fald diskuteret en del og navnet Paul blev nævnt en del gange.

Efter en halv times tid synes sygeplejersken at det var passende at sende drengene hjem så jeg kunne få noget ro. Det var dejligt med noget ro. Drengene kunne godt være ret så højtråbende ind i mellem. Hvordan skulle jeg nogensinde overleve en hel måned med de 5 perverse drenge?

♥♥

Glædelig 2. december!! Hvordan har jeres dag været indtil videre? Skal i se julekalender i aften eller er det kun mig der er så barnlig af følge med i det? Og så i det i går?! Undskyld, er helt oppe at køre i dag :P

Jeg tror også jeg er ved at blive syg? Jeg har virkelig ondt i halsen og jeg hoster konstant! En af mine lærere var virkelig ved at blive irriteret da jeg snakkede med ham i dag over at jeg hele tiden hostede. Det er sikkert den her decemberkulde ;)

- Fille ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...