Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5100Visninger
AA

21. 19. december

 

 

”Er vi der ikke snart?” spurgte jeg utålmodig for syvende gang siden vi var kørt fra hospitalet. Jeg havde fået lov til at tage hjem så længe jeg forholdt mig i ro. Det skulle jeg nok kunne klare. Jeg var bare i tvivl om Harry kunne klare det. Blink. Liam klemte let min hånd og sendte mig et tålmodigt smil. ”Vi er tættere på end sidst du spurgte i hvert fald,” sagde han og kiggede ud af vinduet. Han var virkelig tålmodig. Jeg gav mig til at kiggede ud af vinduet lige som Liam og det var virkelig kedeligt. Jeg sad maks 2 minutter sådan før jeg endnu engang spurgte. Denne gang var svaret bare et kort ja.

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så utålmodig efter at komme hjem. Måske var det den kommende julefrokost som alligevel blev til noget trods mit lille besøg på sygehuset eller også var det at se dem alle sammen igen. Det var kun Harry og Liam der havde været der i går og en dag væk fra dem alle sammen var mere end rigeligt! Det fik mig til at tænke på den kommende tid og jeg blev blev helt trist. Efter juleaften måtte jeg ikke se drengene mere. Det hele var så uretfærdigt. Hvorfor kunne managementet bare bestemme det? Havde drengene slet ingenting at skulle have sagt? Jeg var sikker på at drengene ville kæmpe min sag for det havde de allerede gjort lidt.

Jeg prøvede at skubbe tankerne væk ved at kigge ud af vinduet igen. ”Uh! Der! Der!” sagde jeg og hoppede i sædet da jeg få facaden af lejligheden. Liam smilede stort og taknemmelig og klemte min hånd endnu engang. Sikkert fordi jeg endelig var færdig med at spørger.

Taxaen holdt ind til siden og Liam betalte for køreturen. Hurtigt greb vi mine ting og gik ud af taxaen. Den friske men kolde luft omfavnede mine bare ben og vi skyndte os indenfor. Op med elevatoren og finde den rigtige dør. Jeg satte nøglen i og da jeg åbnede døren blev jeg mødt af en masse glade ansigter og en kage. Altså ikke i ansigtet. Kagen. I ved vel hvad jeg mener. Helt overrasket begyndte jeg at tage jakke og sko af inden de alle sammen fik en krammer. Den eneste der ikke var der var Eleanor. Jeg havde på fornemmelsen af at hun ikke kunne lide mig men jeg prøvede så godt jeg kunne. Mere kunne jeg vel ikke gøre.

”Hvad synes du om gaven?” spurgte Niall som den første og kunne ikke skjule hans begejstring. ”Jeg elsker den! Tusind tusind tak!” sagde jeg og smilet blev større på alles læber. ”Hey, Perrie? Må jeg snakke med dig?” spurgte jeg og hun nikkede. Vi gik sammen ned på mit værelse og satte os på sengen. Jeg vidste egentlig ikke hvor det jeg ville sige kom fra men jeg følte Perrie var en god veninde og jeg kunne fortælle det til hende. ”Nå, jeg tænkte på om vi både skal have sodavand og øl når der også er...” begyndte hun og havde tydeligvis misforstået det. Hun troede jeg ville snakke om julefrokosten når jeg i virkeligheden gerne ville snakke om noget helt andet. Derfor afbrød jeg hende med et pludseligt udbrud: ”Jeg tror jeg har følelser for Liam.” Det kom som et lyn fra en klar himmel og jeg tog mig derfor også til munden. Hvor kom det fra? Ja, det var det jeg ville snakke om men det skulle ikke sådan ud.

Det føltes mærkeligt at sige det højt når jeg bare havde gået med det et stykke tid inde i hovedet. Men det var noget rod. Det var den 19. december og vi havde kun 5 dage tilbage sammen. Derefter ville jeg rejse til en lille by nær Oxford for at bo sammen med Jill og Michael. Jill og jeg var kommet på talefod igen. Men jeg kunne ikke få følelser for Liam nu. Det hele var bare galt.

”Paige, det,” sagde Perrie men hun var helt mundlam. Hun kunne ingenting sige og jeg kunne godt forstå hende. Hun havde lige fået af vide at hende veninde havde følelser for hendes forlovedes bedste ven. Wow. Pludselig så hun helt mærkelig ud i ansigtet og hun begyndte at smile stort. ”Paige! Det er jo fantastisk! Hvis Liam også har følelser for dig og i finder sammen kan du blive sammen med os! Managementet kan ikke forbyde jer to at være kærester,” sagde hun stolt med et stort smil. Hun havde jo ret. ”Perrie, du har ret! Men hvad hvis han ikke føler det samme som mig?” spurgte jeg lettere nedtrykt og kiggede ned i sengen. Men hun tog fat i min hage og tvang mig til at kigge hende i øjnene. ”Så er du stadig lige fantastisk at være sammen med,” sagde hun. Hendes smil varmede virkelig og det smittede af på mig. Jeg trak hende ind i et kram og hviskede tak. ”Så lidt,” kunne jeg svagt høre fra hende og vi gik ind i stuen til de andre.

Liam sad afslappet lænet tilbage i sofaen med et smil og da han kiggede på mig kom heliumblodet i arbejde igen. Derfor kiggede jeg hurtigt væk og gik over til Zayn og Niall der stod og snakkede. ”Hva' så der, Paige?” spurgte Niall fjoget og fik mig til at grine. Hvor ville jeg dog savne de her drenge! Og Perrie. Aldrig glem Perrie. Eleanor kunne jeg ikke rigtig sige noget om da jeg jo ikke kendte hende. ”Hva' så der MC Nialler?” sagde jeg for sjov og gjorde grin med ham. De havde den anden dag vidst mig en video de havde lagt på instagram af Niall og Liam der rapper hvor Niall kalder sig selv for MC Nialler. Derfor synes jeg det var lidt sjovt at drille ham med det. ”Haha, din hukommelse fejler vidst ingenting mere,” sagde han og rakte tunge af mig. Barnelige dreng. Jeg rakte bare tunge tilbage og gik over mod Harry.

”Det bliver trist når du forlader os,” var det første han sagde og jeg nikkede bare med en trist mine. Det ville det virkelig blive. Alle de minder vi allerede havde nået at få lavet sammen ville kun forblive minder.

En lys stemme fra køkkendøren tog vores alle sammens blik. Det var Perrie der stod på en stol og lige havde hængt noget op over døren. En mistelten. ”Så er misteltenen kommet op!” meddelte hun og blinkede til mig. Haha. Meget morsomt.

♥♥

Endnu engang undskyld!! Både for at det kommer en dag for sent og at der ikke sker så meget i det her kapitel. Synes ikke selv det er det bedste kapitel men jeg ville ikke snyde jer en dag mere.

Men hvad siger I indtil videre?

Glædelig 20. december! Er I glade for at have juleferie? Det er jeg!

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...