Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5157Visninger
AA

20. 18. december

 

 

Denne gang vågnede jeg ved at der var en der sad og nussede mit hår. Langsomt åbnede jeg øjnene og så direkte op på Liam. ”Godmorgen,” sagde han med et smil. ”Godmorgen,” mumlede jeg og kom med et ordentlig gab. Jeg kunne mærke at jeg havde en del flere kræfter i dag men at jeg stadig var svækket. ”Du har sovet længe,” sagde Liam og rejste sig. Han tog noget fra det lille bord ved siden af min seng samtidig med at han kørte mig lidt op og sidde. Han rakte mig et glas vand og jeg takkede med et smil. Det var i dag Josh ville komme. Jeg var nervøs samtidig med at jeg var spændt. Spændt på den gode måde.

Vi sad et par timer bare og snakkede om alt muligt. Harry kom på et tidspunkt og gik med ind i samtalen men jeg havde ingen tidsfornemmelse. Liam havde fortalt at han havde været her hele natten og at han kun havde sovet mig lidt. Drengene var taget hjem og det var kun Harry der turde komme. Louis og Niall havde bakket ud. Det var vel okay. Så længe Liam og Harry ikke også bakkede ud så snart Josh kom. Det kan godt være han ikke lyder særlig skræmmende når man læser om ham men han er nok ti gange så skræmmende i virkeligheden. Like, virkelig.

”Paige! Vi gav dig jo slet ingen gave til din fødselsdag!” udbrød Harry pludselig. Åh nej. Ikke min fødselsdag. ”Harry. Jeg,” mere nåede jeg ikke at sige før han afbrød mig. ”Nej! Nej! Selvfølgelig skal du have en gave!” sagde han med et smil og gik over til den pose han havde sat ved døren.”Harry, kan vi ikke bare glemme det? Jeg har lige lært jer at kende og min fødselsdag var jo bare en biting,” prøvede jeg men Harry rystede kraftigt på hovedet og rakte mig posen. ”Tillykke med fødselsdagen i fredags,” sagde han med et kæmpe smil og rystede lidt med posen da jeg ikke tog imod den. Jeg kiggede på Liam der bare nikkede ivrigt og jeg vidste at jeg havde tabt. Jeg blev nødt til at åbne den.

Tøvende tog jeg posen og tog en stor hvid æske ud med et bredt guldbånd rundt om. Jeg hadede at få gaver. Det havde jeg åbenbart gjort hele mit liv. Båndet var nemt at få af så hurtigt kunne jeg få låget af. Med lukkede øjne fjernede jeg låget og stak hænderne ned i gaven. Noget blødt stof mødte mine fingre og langsomt åbnede jeg øjnene. Smilet bredte sig over mit ansigt da jeg så at det bløde stof ikke bare var noget tilfældigt. Det var faktisk noget jeg havde ønsket mig. Da vi var i byen for et par dage siden havde jeg set en smuk kjole men desværre havde jeg ingen penge til at købe den så jeg havde planlagt at have en sort buksedragt på til jul. Men nu havde jeg fået den. Kjolen. Jeg tog den blidt op af æsken og mit smil var ikke til at fjerne. Det var lige til at få tårer i øjnene over. Drengene havde brugt rigtig rigtig mange penge på en gave til mig som jeg aldrig nogensinde kunne gengælde. ”Tusind tak!” hviskede jeg og trak først Harry ind i et kram, derefter Liam.

”Det var da ingen sag,” sagde Harry men det var tydeligt at se hvor stolt og glad han var. ”Harry. Jeg har aldrig fået sådan en gave før!” sagde jeg og det var så sandt. Vi sad og diskuterede et stykke tid men til sidst tror jeg vidst nok at jeg vandt. ”I er ufattelige,” udbrød Liam pludselig og vi brød alle tre ud i grin. Vi grinede længe for vi hørte nemlig ikke den svage banken på døren og de to mennesker i døren. Det var Harry der opdagede dem først og han stoppede straks grineriet. ”Hvad er der?” spurgte jeg Harry mens jeg rettede blikket mod døren og selv fik svaret. Josh og lægen stod og betragtede os, begge med et smil. ”Din gæst er kommet,” sagde lægen og gik. Udenfor glasdøren kunne jeg se nogle enkelte vagter stå og vente. Oh, og det var vidst Poul derovre ved vandautomaten.

”Hej Paige. Jeg er glad for at du vil se mig,” sagde Josh med hans hæslige stemme og hans skæve smil. Langsomt begyndte jeg at tænke tanken at det måske ikke var den bedste idé jeg havde fået mig der. Lidt ligesom en ”hvad kan gå galt” situation. Bare værre. ”Josh. Jeg vil bare have svar på nogle spørgsmål og så skal du væk herfra hurtigst muligt,” sagde jeg så hårdt som jeg kunne. Hans smil forblev stort og han skræmte mig ærlig talt ret meget. Han stod lænet afslappet op af væggen og endnu en gang ville jeg være tiltrukket af ham hvis jeg ikke vidste hvilket monster han var. Han spændte let hans muskler og hans øjne virkede mystiske. Men ikke lige så mystiske som Liams. Han tog hænderne op af lommen, kastede lidt henkastet med dem og sagde: ”Spørg løs.”

”Hvorfor?” var det eneste jeg sagde og han så lettere forvirret ud. ”Hvorfor? Tja, der er så mange grunde til så mange ting,” gav han igen og smilede. ”Har jeg gjort dig noget?” sagde jeg undrende. Jeg hævede ikke stemmen selvom jeg så inderligt havde lyst til det. Jeg prøvede at bevare fatningen. ”Du kan virkelig ikke huske noget,” sagde han så og jeg rystede på hovedet. Troede han det bare var noget jeg fandt på? Han skubbede sig selv væk fra væggen og trådte lidt tættere på sengen. Han rørte næsten fodenden. ”Ikke andet end at være så sød mod mig. Jeg kunne ikke klare medfølelse,” sagde han ærligt og smilet forsvandt. Nu stirrede han mig bare ind i øjnene. Jeg blev overrasket over at han overhovedet svarede og endnu mere over svaret. Medfølelse. ”Jeg fortjente bedre end sådan en ødelagt dreng som mig så jeg tænkte at hvis jeg var led mod dig ville du forsvinde. Men du blev. Og til sidst tog det overhånd. Jeg blev afhængig af at gøre dig fortræd,” sagde han og fjernede ikke blikket fra mig et eneste sekund. ”Specielt når jeg var fuld. Som jeg var den dag i parken,” tilføjede han med et lille grin og fjernede endelig blikket fra mig og kiggede sig i stedet over skulderen og så på vagterne. Det gav mening men jeg havde også mistanke om at han løj for at vinde min tillid.

”Hvad mener du med ødelagt?” røg det pludselig ud af min mund. ”Paige, det er en lang historie. Det korte af det lange er at vi gik i børnehave sammen, begge mine forældre døde i et flystyrt og jeg blev bortadopteret. Jeg havde det forfærdeligt så jeg stak af og kom tilbage efter dig. Det lyder som en rigtig romantisk kærligheds historie. Men sådan var det jo ikke,” sagde han og kiggede igen på mig. Hans øjne var blanke. Jeg tror jeg var kommet ind under hans facade og det påvirkede også mig.

Liam klemte let min hånd og sendte mig et smil. ”Må jeg snakke med dig på tomandshånd?” spurgte Liam og Josh nikkede let. Jeg nåede lige at hviske til ham: ”Pas på.” Han nikkede og slap min hånd for at gå ud. Så snart de var ude af synsvinkel brød jeg sammen i gråd og Harry trak mig ind i et kram. ”Du klarede det flot, Paige,” prøvede han at berolige mig. Men han forstod ikke hvorfor jeg græd. Jeg græd på Joshs vegne. Ikke fordi jeg var skræmt eller ked af det. Hvis det Josh fortalte var sandt havde jeg virkelig ondt af ham. Vi havde jo nærmest prøvet det samme.

♥♥

Endnu engang tusind gange undskyld at jeg først skriver nu! Var som sagt syg i går så er kommet lidt bagud. Og om halvanden time skal jeg til noget jule halløj på min skole og der er skoledag i morgen så jeg er ikke sikker på om der kommer et kapitel mere i dag men jeg håber!!

Hvad siger I til mødet med Josh? Giver det hele mening for jer eller er det bare en gang ævl? Skriv endelig jeres mening i en kommentar!

Glædelig 19. december! 

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...