Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5099Visninger
AA

19. 17. december

 


 

Mit hoved dunkede som jeg kun havde oplevet det en gang før. Efter ulykken. Dagen i går havde været mærkelig. Drengene havde sagt at jeg pludselig var faldet om og så kunne jeg ikke huske hvem de var. Og sidst men ikke mindst så kunne jeg kun huske i et halvt minut af gangen før min hukommelse blev genstartet. Så nu lå jeg på sygehuset efter den hjerneoperation jeg havde været igennem i går med stærk hovedpine. Men det bedste af det hele var at jeg næsten havde fået hele min hukommelse tilbage. Alle mine oplevelser med mine venner og familie kunne jeg huske, ja næsten alt. Det eneste jeg ikke kunne huske var alt der involverede Josh. Det irriterede mig grænseløst og drengene kunne vidst mærke det på mig.

”Paige, slap af. Nu når alt det andet er kommet tilbage skal resten nok også komme,” sagde Niall med et smil og satte sig på en stol. Liam sad på stolen lige ved siden af sengen og aede mig over håret. Jeg var slap og kunne knap nok sidde op. Men snakke og grine kunne jeg altid. ”Niall, tænkt hvis Josh finder ud af det og tror at vi snyder ham. Vi ved hvilke kræfter han har og jeg er altså bange for ham!” indrømmede jeg og kunne godt mærke det krævede mange kræfter for mig at blive så ophidset.

En svag banken lød på døren og en læge kom ind. Han havde den rødhårede sygeplejerske med som jeg var blevet så glad for og hun sendte mig et smil. ”Godmorgen Paige. Din kære ven her vil lige kigge under forbindingen for at se om alt er okay,” sagde lægen med et smil og pegede på sygeplejersken der gik hen mod mig. Liam begyndte at snakke på tomandshånd på lægen, sikkert for at finde ud af hvornår jeg kunne komme hjem. ”Hej Paige,” hviskede sygeplejersken med et smil og jeg smilede tilbage. ”Hej Loreen,” svarede jeg og mærkede hvordan hun pillede ved forbindingen.

Jeg slog mit blik hen mod Liam og lægen og så hvordan Liam rynkede på brynene. Han så bekymret ud og han kaldte på Louis. Det tegnede ikke godt. Hvad kunne det være? Harry kom hen og puffede til mig og hviskede: ”Hvornår har du haft tid til at blive gode venner med sygeplejersken?” Jeg grinede af ham og svarede mystisk: ”Det kunne du lide at vide, hva'?” Han lavede et underligt ansigtsudtryk og gik over til Zayn. ”Så Paige! Alt ser fint ud,” sagde Loreen og sendte mig et smil. Altså sygeplejersken. Jeg håber I ved hvad jeg mener. Jeg smilede tilbage og sagde så: ”Snak med Harry, jeg tror han synes du er sød.” Jeg blinkede med det ene øje og iagttog hende grine. ”Din humør fejler i hvert fald ingenting,” sagde hun og vendte sig for at gå. På vej ud så jeg at hun smilede til Harry og han smilede tilbage. Hvad sagde jeg? Jeg burde være en slags kærlighedsdoktor.

”Paige,” kaldte en stemme og jeg rettede blikket derhen. Det var Liam der talte og han så stadig bekymret ud. Han gik langsomt hen mod mig og tog min hånd. Så rettede han blikket mod lægen som begyndte at snakke: ”Paige. Der kom en dreng ved navn Josh og han påstod at...”

Jeg kunne intet høre. Jeg forsvandt ind i min egen verden af operationer og fantastiske venner. Jeg ville ikke være i den verden hvor Josh blev ved med at opsøge mig. Det skræmte mig fra vid og sans og lægen kunne vidst godt se det på mig. Hans mund stoppede med at bevæge sig og han søgte hjælp hos drengene. En hånd klemte om min og jeg kiggede ind i de mystiske brune øjne jeg var blevet så betaget af sidste gang jeg var her. ”Rolig Paige,” sagde han lavt og prøvede at sende mig et smil men han var for nervøs til at det så ægte ud.

Stift kiggede jeg på lægen og sagde: ”Send ham herind. Jeg vil gerne snakke med ham. Så længe der er vagter. Drengene kiggede forbløffet på mig og på hinanden mens lægen bare nikkede og forlod rummet. Jeg var kommet i tanke om min plan med at finde ud af hvorfor Josh hadede mig og det var det perfekte tidspunkt. Et helt hospital fyldt med mennesker kunne umuligt være et sted han kunne finde på at gå til angreb.

Liam trak sin hånd til sig og kiggede mig dybt i øjnene. ”Han er farlig, Paige. Det ved du godt. Hvorfor vil du snakke med ham?” spurgte han og han lød en smule rasende. De andre sad bare og kiggede med nervøse blikke på mig. ”Jeg vil gerne finde ud af hvorfor han er sur på mig. Det nævnte jeg ikke noget om i min dagbog. Jeg har brug for svar, Liam. Svar som kun Josh kan give mig,” sagde jeg. Liam nikkede og tog min hånd igen. ”Okay. Jeg skal nok hjælpe dig,” sagde han og sendte mig denne gang et lidt mere ægte smil. Harry, Niall og Louis nikkede også mens Zayn tog sin ringende mobil op af lommen og så undskyldende på mig. Jeg sendte ham et smil for at vise det var okay og han gik. Så længe det var noget vigtigt så gik det nok.

”Jeg forstår ikke hvorfor vi gør det her,” udbrød Niall pludselig efter lang tids stilhed. Ingen af os havde sagt noget siden Zayn var gået og stemningen var trykket. ”Vi gør det fordi Paige gerne vil. Hvis du bakker ud så må du gerne gå,” sagde Liam. Han lød ikke nervøs eller bekymret længere. Han lød og lignede sig selv med alt mystikken. Endnu engang blev jeg betaget af ham og jeg begyndte at få mistanke om at det her hospital gjorde et eller andet ved mig.

Lægen kom tilbage men han kom alene. ”Jeg beklager men han er gået igen. Vi har ringet til ham og han sagde at han med glæde ville komme i morgen,” sagde han. ”Tak for det,” sagde Liam og lægen gik igen. ”Jeg vil sove,” udbrød jeg så og mærkede hvordan Liam puttede dynen op om mig. ”Så må du sove godt,” hviskede han, klemte min hånd og gik. De drenge var bare fantastiske. De ville virkelig gøre hvad som helst for mig. Men nu skulle jeg gå så længe med tanken om at Josh sikkert ville flippe på mig i morgen. Langsomt døsede jeg hen i en dyb søvn men jeg nåede lige at se Liam snige sig ind på min stue.

♥♥

Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, UNDSKYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYLD!! Ja, jeg undskylder SÅ mange gange for at jeg ikke skrev i går! Har skrevet en mumble med grunden om i kan læse hvis I vil.

Men glædelig 18. december! :) Håber I havde en go' dag i går og har haft en go' dag i dag. Jeg er selv syg i dag :(

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...