Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5196Visninger
AA

18. 16. december

 

 

”Eleanor, please. Det er kun 8 dage mere,” sagde jeg bedende og kiggede på min irriterede men smukke kæreste. Jeg forstod ikke hvorfor hun hadede Paige så meget for hun var da virkelig sød og venlig. ”Louis, jeg er træt af hende. Træt af at vi aldrig kan få noget alene tid. Jeg vil bare have alt tilbage til det normale,” sagde hun irriteret og satte sig tungt på stolen foran spejlet. ”Hvorfor kan du ikke lide hende? Hun er sød og venlig og hun prøver at blive gode venner med dig men du forsvinder hele tiden!” halvråbte jeg og begyndte langsomt at være nervøs for om de andre hørte os.

Efter lang tids overtalen havde jeg endelig fået Eleanor overtalt til at sove her i lejligheden. Drengene og jeg havde bestemt for tre måneder siden at tilbringe december måned sammen i en lejlighed og Eleanor havde straks været med på den. Så var Paige kommet ind i billedet og Eleanor begyndte at sove derhjemme igen. Det var som om hun troede at Paige ville tage alt vores tid. Jeg synes endda jeg havde brugt for lidt tid sammen med Paige. Eleanor og jeg havde været i biografen og været ude og spise og bowle og bare hygget på værelset. Men det var åbenbart ikke nok for hende. ”Hey, jeg vil ikke være skurken her!” råbte hun tilbage og vendte sig mod mig. Jeg rullede med øjnene og tog min mobil. Jeg var sur lige nu og jeg var ked af at det gik ud over Eleanor.

”Hvad laver du?” spurgte hun stille om da jeg tog telefonen op til øret. ”Jeg ringer efter en taxi til dig. Du trænger vidst til at besøge din mor,” sagde jeg sammenbidt. Eleanor elskede hendes mor og hun besøgte hende så tit hun havde mulighed for det. Det var også hos hende at hun afreagerede de få gange vi havde været oppe og skændes hvis det gik så langt at vi ikke kunne være i rum sammen. Hendes mor boede også her i London så det var ikke så forfærdeligt langt. ”Louis, lad nu være,” sagde hun træt. Nogen snakkede i den anden ende af telefonen og jeg svarede mens jeg stadig havde blikket på Eleanor. Min kæreste gennem cirka 2 år. Hun plejede altid at støtte op om os drenge så hvorfor gjorde hun det ikke nu?

Jeg lagde telefonen fra mig igen og forlod værelset uden at kigge på hende. Drengene sad inde i stuen men Paige og Perrie var ikke til at se nogle steder. De kunne sikkert godt blive gode venner så det gjorde mig trist at Eleanor ikke kunne. Jeg kiggede undrende på Zayn som kunne se hvad jeg ville spørger om så han svarede: ”De er på Paiges værelse. Aner ikke hvad de har gang i men de har været der længe.” Jeg trak på skulderne og fortsatte ud i køkkenet for at få noget vand.

Jeg tog et glas fra skabet og fyldte det hurtigt op med vand. Jeg tog det op til munden og begyndte at drikke. Det var hurtigt tømt og jeg satte det i vasken. Jeg lagde hænderne på bordkanten og sukkede. December plejede at være den måned man hyggede om hinanden og man ikke blev uvenner men Eleanor var helt anderledes i år. Vores december måneder plejede at gå med at overraske hinanden med gave, se utrolig mange film og drikke alt for mange liter varm kakao. Det plejede nu mest at være hende der gav mig gaver men i år havde jeg ikke fået en eneste. Jeg havde givet hende fire men da hun ikke virkede så glad som hun plejede havde jeg stoppet.

Nogle pigestemmer lød inde fra stuen og drengene grinede. Sikker Paige og Perrie der var kommet derind. Min nysgerrighed tog overhånd og jeg gik derind. Paige holdt et papir op hvor der var skrevet et eller andet jeg ikke kunne læse derfra hvor jeg stod men der stod noget med jul i hvert fald. ”Oh, der er han jo!” sagde Perrie og sendte mig et smil. Nu var jeg opdaget. Jeg blev nødt til at gå hen og se glad ud. ”Hvor er Eleanor?” spurgte Paige undrende da jeg havde sat mig ved siden af Harry og han sendte mig et undrende blik. ”Ja, hun gik lige forbi før og hun så bestemt ikke særlig glad ud,” sagde han. Jeg kiggede ned i jorden. ”Hun er på vej hen til hendes mor,” sagde jeg kort og prøvede at smile. Det var nok kun Paige der ikke vidste hvad det betød så drengene og Perrie prøvede at lade som ingenting.

”Okay så! Som i kan læse på skiltet så vil vi snakke om julefrokost,” begyndte Paige som smilede over hele hovedet. Hvordan kunne man undgå at kunne lide hende? Hun var fantastisk. Perrie fortsatte også med et smil om læberne: ”Vi tænkte at vi ville lave en julefrokost bare for os otte på lørdag. Og så har vi desuden allerede planlagt det meste.” Hun blinkede let med det ene øje og kiggede så på Paige igen. Hendes smil forsvandt dog hurtigt da hun så hvordan Paige stod og svajede. Hun var bleg og lignede en der havde det ret dårligt. Inden nogen af os nåede at gøre noget lå hun på gulvet og sagde ikke et pip. Vi rejste os alle sammen med et sæt og prøvede at hjælpe hende men det var svært at stå seks mennesker rundt om hende og prøve at hjælpe. Derfor bakkede jeg lidt tilbage så nogle af de andre nemmere kunne komme til.

”Paige? Paige!” sagde Liam desperat og slog hende meget blidt i ansigtet. Ingen reaktion. ”Hjælp mig med at få hende op i sofaen!” halvråbte han stadig med desperat stemme og Harry tog fat i hende sammen med Liam. Perrie var suset ud i køkkenet efter en våd klud hvis det var det hun trængte til når hun vågnede. Nogle små klynkende lyde kom fra Paige og hun åbnede øjnene en smule. ”Årh... Hvor er jeg?” spurgte hun og støttede sig op på den ene albue mens hun kiggede rundt på os. Hun blev pludselig helt klar og så en anelse skræmt ud. ”Hvem er I?” spurgte hun dernæst med en panisk stemme. Okay, hvad skete der lige her? ”Vi er Harry, Niall, Zayn, Louis og Liam?” sagde Liam forvirret men prøvede ikke at udtrykke det for at berolige Paige. ”Kender jeg jer?” spurgte hun så med rynkede bryn og så forvirret rundt. Den var helt gal.

Harry hev straks sin mobil frem og sagde: ”Jeg ringer til lægen.” Paige sagde ikke meget. Hun satte sig helt op i sofaen og kiggede endnu engang forvirret rundt på os. Der var ikke gået mere end et halvt minut siden sidst hun spurgte men nu gjorde hun det altså igen: ”Hvor er jeg? Hvem er i?” Det var måske værre end vi troede. Kunne hun virkelig ikke huske os? Og blev hendes hukommelse startet forfra hvert halve minut? Det hele var så forvirrende og jeg blev nødt til at forlade rummet et par minutter.

♥♥

Åh åh! Det var vidst ikke så godt. Og så er jeg så ond at I bliver nødt til at vente helt indtil i morgen aften inden i kan få næste kapitel. Skal bage pebernødder sammen med min farmor i morgen eftermiddag :)

Men glædelig 16. december! Håber I har haft en fabtastisk dag og at det her blæsevejr ikke har påvirket jer for meget :)

Forresten, vil I ikke lige være søde at gå ind på min facebook side og smide et like? Jeg linker i kommentaren og i min seneste mumble :)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...