Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5101Visninger
AA

17. 15. december

 

 

”Jill! Jeg kender dig ikke!” udbrød jeg og gik frem og tilbage på mit værelse. Jill sad i sengen og hun var åbenbart i humør til at diskutere med mig. Hun havde nægtet at tage hjem i går men Michael havde et møde i dag så han var taget hjem sent i går aftes. ”Paige. Du kan bare ikke huske at du kender mig,” prøvede hun endnu engang at sige med rolig stemme. Dog kunne jeg sagtens høre at hun var ved at koge over. ”Måske. Men nu er det d. 15. december og siden ulykken har jeg nået at starte et ny liv. Hvad nu hvis jeg slet ikke vil have min hukommelse tilbage?” udbrød jeg pludselig. Jeg var rasende så ordene fløj pludselig ud og jeg anede ikke hvor de kom fra. Ville jeg virkelig ikke have min hukommelse tilbage? Ønskede jeg det slet ikke?

Jill rejste sig og gik med langsomme skridt hen mod mig. ”Da du var lille elskede du at komme op til os. Du hjalp mig i køkkenet og du flettede mit hår. Du har også altid været så god mod pigerne. Paige... Jeg ved du stadig er derinde et sted. Hvorfor gemmer du dig inde i en helt ny pige?” sagde hun stille og jeg kunne se hvordan tårerne kom frem i hendes øjne. Hvad ævlede hun om? Jeg var stadig Paige. Bare... Okay, hvem prøvede jeg at narre. Inderst inde var jeg nok stadig Paige men jeg var en helt anden nu. Jeg var ikke den pige vi læste om i mine dagbøger. Det var som at læse en spændende bog.

Alligevel gik jeg et skridt tilbage og rystede på hovedet. ”Jill... Hvis jeg får min hukommelse tilbage, får jeg den tilbage. Hvis jeg ikke gør så kan jeg leve med det,” sagde jeg gennem sammenbidte tænder. ”Hils pigerne,” sagde jeg lavt og gik ud af mit værelse. Hun skulle ikke se tårerne i mine øjne.

Da jeg løb ind i stuen for at finde drengene var de eneste jeg så Perrie og Zayn der lå og kyssede i sofaen. Jeg stoppede med det samme og udstødte en klagende lyd. ”Helt ærlig! I har et værelse!” hørte jeg en stemme sige bag mig. Harry holdt sig for øjnene og fik mig til at grine. ”Oh, undskyld!” udbrød Zayn og de rejste sig begge hurtigt og forsvandt bag os ud i gangen. Jeg satte mig tungt i sofaen og Harry kunne straks se at der var noget galt. ”Hvad er der galt?” spurgte han og satte sig ved siden af mig. Med det samme kom Jill gående ind i stuen. Tårerne løb ned af hendes kinder og hun fortsatte hurtigt ud i baggangen. Kort til efter hørte vi hoveddøren smække.

”Og hvad gik det der ud på?” spurgte han undrende. ”Jeg vil ikke se hende mere,” mumlede jeg med en let hovedrysten. Han sukkede let opgivende og tog min hånd. Jeg ind i hans grønne øjne gennem alle mine tårer og så hvor oprigtig han var i det han sagde. ”Paige. Hvis du vil have din hukommelse tilbage bliver du nødt til ikke at skubbe alt og alle fra din fortid væk. Du så selv hvordan halskæden hjalp. Og din telefonsamtale med Jill. Du kunne huske igen. Og vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe dig. Så please, sig at vores indsats ikke er forgæves,” sagde han og det fik endnu flere tårer frem i mine øjne. Jeg ville ikke miste drengene. Men hvis den eneste grund til at de ville være sammen med mig var for at få min hukommelse tilbage så var det ikke det værd. ”Harry?” spurgte jeg med lav stemme og kiggede ned på vores hænder der stadig holdt om hinanden. Han vidste at han lyttede og jeg fortsatte: ”Er I kun sammen med mig fordi I vil have min hukommelse tilbage?” Jeg kunne godt selv høre at min stemme lød trist og såret og Det kunne Harry vidst også for han trak min ind i et kram og aede mig over håret. ”Nej! Overhovedet ikke! Vi prøver bare at gøre det der er bedst for dig,” sagde han og jeg lod tårerne få frit løb.

Hvad var alt det her? Mit liv føltes som et stort rod men jeg vidste ikke hvorfor og jeg vidste ikke hvorfor jeg var så følelsesladet over det. Jeg havde virkelig bundet nogle stærke bånd med drengene. Specielt med Harry og Liam. For Harry var som den storebror jeg aldrig havde fået. Vi kunne irritere hinanden grænseløst men når vi kom i de her situationer droppede vi de barnlige lege og var der for hinanden. Og Liam. Liam var bare... Liam. Jeg var allerede blevet glad for ham på dag et og selvom vi også havde nogle småskænderier så var han ikke som en storebror. Han var mere end det. Først da jeg åbnede øjnene igen og trak mig fra krammet så jeg at Liam og Niall stod i døren ud til gangen og kiggede på os. Ingen af os sagde noget. Vi var bare midt i en akavet stilhed sammen med mine små snøft af og til.

På et tidspunkt gik Liam hen og satte sig ved siden af mig og tog min hånd. Han kiggede mig dybt i øjnene og sendte mig et smil. ”Harry har ret. Du bliver nødt til at stoppe med at skubbe folk væk. Og vi drenge gør alt for at hjælpe dig fordi vi holder af dig,” sagde han stadig med et smil. Smilet smittede af og jeg trak ham ind i et kram. De havde begge to ret. Jeg måtte hellere få fat i Jill igen og sige undskyld. Måske kunne hun hjælpe med en masse.

Kom nu Jill. Du lovede jeg måtte flette dit hår når vi havde taget opvasken!” sagde jeg og stampede bestemt i gulvet med min størrelse 33 fod. Jill sendte mig et smil og satte sig på en af køkkenstolene. Jeg trak den brune skammel hen bag hende og gik op på den. Perfekt højde til at lege med hendes hår som jeg plejede. ”Men pas på! Du ved jeg har følsom hovedbund!”

”Paige?” hørte jeg en stemme sige og jeg rystede let på hovedet. Liam kiggede bekymret på mig og jeg begyndte straks at forklare: ”Jill sagde at jeg plejede at flette hendes hår da jeg var lille. Jeg kunne lige huske en periode hvor jeg må have været 8 år eller deromkring hvor jeg flettede hendes hår.” Jeg fik det til at lyde lidt som en bibemærkning men jeg fik et klem i hånden og et smil sendt.

”Hvor er det her altså smukt,” hørte jeg Niall sige og fik mig til at grine. ”Vil du også have et kram?” spurgte jeg og rejste mig. Han nikkede og gik hen mod mig. Men i stedet for at trække mig ind i et kram begyndte han at kilde mig i siden så jeg røg blidt ned på gulvet. Det var en af de mange ting jeg elskede ved drengene. De kunne altid hjælpe mig og få mig i godt humør. Selvom det nogle gange krævede en kildetur.

♥♥

Undskyld at det først kommer så sent! Har haft en mindre skrivelyst her i weekenden så mine planer om at komme lidt foran mislykkedes :( Men her har I det så! Skriv endelig en kommentar om hvad I synes! :)

Glædelig 15. december og glædelig 3. søndag i advent! Nogle gode advents gaver? ;)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...