Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5047Visninger
AA

15. 13. december

 


 

Smykket dansede rundt på mine håndflader da jeg studerede det alene. Niall havde åbenbart været hjemme hos mig i går og han havde fundet smykket samme med et seddel fra Jill og Michael. Ingen klokker havde ringet endnu og jeg blev mere og mere trist. Drengene havde hængt op af mig for at se smykket så det var første gang jeg rigtig kunne studere det.

Pludselig dukkede der ting op i min hjerne som jeg aldrig kunne huske jeg havde oplevet. Jeg så en smuk kvinde med langt lyst hår der havde en smykkeæske mellem hænderne og en høj man med nøddebrunt hår der havde armen om hendes skuldre samt to små piger der løb rundt om deres ben. Smykkeæsken virkede bekendt og da jeg slog øjnene ned på bordet kunne jeg kende den.

Paige? Kom lige her,” sagde Jill med et smil i stemmen og jeg gik ud i køkkenet til hende. Anastia og Robin løb med mig derud og vimsede rundt om Jill og Michael. Jeg havde været her hele efterårsferien og det var super hyggeligt men desværre var den snart slut og mor og far ville hente mig i morgen. Michael stod og rørte i en gryde mens Jill fandt noget i et skab i hjørnet af køkkenet.

Jill og Michael boede på den her fantastiske gamle gård som de havde sat i stand så den var helt fantastisk. Udefra så den gammel og slidt ud med det der præg af hygge mens indeni lignede den en helt ny villa. Dog havde da stadig beholdt nogle af de gamle vægge og møbler- blandt andet det gamle skab i hjørnet. Man følte sig altid godt tilpas og hjemme og det var en af de mange grunde til at jeg elskede at være her.

Michael tog gryden af komfuret og nåede lige at drille Anastia og Robin lidt inden han lagde armen om skulderne på Jill som nu havde en smuk smykkeæske i hånden. ”Paige. Nu bliver du jo snart 20. Og vi vil gerne give dig den her. Både som en slags før-fødselsdagsgave og som en tak for at du er den du er og at du er så god ved pigerne,” startede Jill ud og trådte tættere på mig. Hun rakte mig æsken uden at fjerne sine øjne fra mine og hendes smil forblev lige stort. ”Åben den,” hvinede hun næsten og jeg fnisede lavt. En af de ting jeg elskede ved Jill var at hun kunne opføre sig som en teenager nogle gange og hun forstod derfor hvordan jeg havde det.

Tøvende tog jeg fat i låget på æsken og noget skinnede mig op i øjnene. En smuk lang guldhalskæde spejlede sig i lyset fra lampen over spisebordet. Det var en tynd enkelt kæde af guld der endte med en slags oval formet gulddims der havde en slags diamant og to løse guldsnore i sig. Den var perfekt. Det var lige før tårerne løb ned af kinderne på mig da jeg kiggede op på Jill igen. Hun smilede forventningsfuldt så jeg trak hende ind i et kram og hviskede: ”Tusind tak. Den er perfekt!” Over Jills skulder kunne jeg se Michael stå og kigge på os sammen med pigerne der bare fnisede og løb ind i stuen da jeg så på dem

Det var bare noget jeg lige faldt over. Jeg håber det er okay for Jessica og Ryan. Oh, undskyld. Dine forældre,” sagde Jill og trak sig fra krammet. Hun havde også lidt våde kinder og der stod vi så sammen, midt i et køkken og græd af glæde sammen over en gave. Jeg blev pludselig taknemmelig over at have sådan en dejlig familie og at vi havde nok penge til mad og til tøj og til andre goder – for eksempel gaver til dem vi holder af.

Jeg kunne mærke at noget vådt dryppede ned på min hånd og jeg opdagede at jeg græd. Jeg kunne huske noget. Selvom det kun var et lille glimt så kunne jeg huske noget! Jeg farede op og skyndte mig ind i stuen hvor Niall, Zayn, Liam og Eleanor sad og spillede partners mens Perrie forberedte noget til brylluppet, Harry så en eller anden film og Louis snakkede i telefon. Så snart Harry opdagede mig med tårerne løbende ned af kinderne slukkede han tv'et og gik hen til mig. ”Fortæl,” sagde han og trak mig med hen i sofaen. De andre stoppede deres spil men Louis forlod bare rummet for at fortsætte sin samtale.

Ordene sad virkelig fast i min mund og kunne ikke komme ud. Tårerne blev virkelig bare ved med at løbe og der gik længe hvor vi bare sad i stilhed til mine snøft. Endelig fik jeg taget mig sammen til at sige noget. Altså efter at jeg havde brugt en halv pakke kleenex. Jeg vidste ikke om det var glædes tårer eller triste tårer men jeg blev nødt til at sige noget nu i hvert fald. ”Liam,” sagde jeg og vendte mig mod ham. Han viste straks at han lyttede og jeg fortsatte: ”Du spurgte d. 4. december om jeg kunne huske hvad mine forældre hed. De hedder Jessica og Ryan.” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Nogle af de andre sukkede lettede op mens Liam sendte mig et kæmpe smil og jeg snakkede videre. ”Da jeg sad med halskæden i hånden var der pludselig en periode der dukkede op i mit hoved. Det tidspunkt hvor jeg fik halskæden.”

Vi sad længe der i stuen hvor jeg fortalte alt det jeg havde set og tænkt. Dog forsvandt Eleanor på et tidspunkt men jeg bekymrede mig ikke så meget om det lige på det tidspunkt. Da jeg var færdig kiggede jeg på Niall og sendte ham et smil mens jeg sagde: ”Det hele er din fortjeneste. Tak fordi du hente halskæden.” Han blev helt rød i bolden og det fik mig til at grine og tænke på mig selv. Så var jeg altså ikke den eneste med heliumblod. Det var virkelig den bedste fødselsdagsgave at kunne huske noget igen.

Vi endte med at se en film. Jeg anede ikke hvad den hed eller hvad den handlede om for jeg kunne kun tænke på halskæden og Jill. Hvorfor havde de egentlig ikke kontaktet mig? Vidste de slet ikke noget? Eller hvorfor havde ingen i det hele taget kontaktet mig? Jeg havde jo stadig min mobil.

Jeg kiggede på min mobil og fandt Jills nummer et sted. Længe sad jeg og overvejede hvad jeg skulle skrive men da jeg ikke kunne komme på noget stak jeg den over til Liam som sad ved siden af min. Der gik ikke længe før jeg fik den tilbage og jeg kunne læse de få ord: Bare skriv det hele – sandheden. Han havde ret.

Jeg ville gerne have ro til at skrive så jeg rejste mig og gik ned på værelset. Det ville nok også komme til at tage noget tid. Jeg satte mig godt til rette i vindueskarmen og begyndte at skrive fra hjertet. Jeg fortalte det hele. Undlod ingen detaljer om noget som helst. Ud over mine tanker om Liam. Et eller andet sted kendte jeg jo ikke kvinden og uanset hvilke bånd vi havde før så havde vi dem ikke nu.

♥♥

Hva siger I så til det? ;)

Glædelig 13. december! Er der sket jer noget dårligt nu når det er fredag d. 13.?

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...