Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5056Visninger
AA

14. 12. december

 


 

”Hun er virkelig skræmt,” sagde Liam til mig og jeg nikkede støttende. Det var synd for Paige at vi skulle støde ind i Josh i går. Hun var virkelig flippet ud da vi kom hjem og hun havde sovet lige siden. Liam og jeg havde ikke turde vække hende da vi var bange for at hun ville flippe endnu mere ud. Liam kunne slet ikke falde til ro og selvom klokken kun var halv otte var han lysvågen. Han havde heller ikke sovet hele natten og han havde vækket mig for at få støtte. Som den gode ven jeg var stod jeg selvfølgelig op og støttede ham. Lige nu ville jeg bare ønske at Harry var en af hans bedre venner. Eller Zayn! Okay, Liam og Zayn var tættere end Liam og mig men når det kom til Paige var det mig der var hans nærmeste.

”Niall,” sagde en stemme og fik mig ud af mine tanker. Jeg rettede opmærksomheden mod Liam som også var tæt på at flippe ud. ”Hvad gør jeg?” spurgte han opgivende og satte sig tungt i sofaen. Jeg sukkede lydløst og rejste mig fra stolen. ”Du gør ikke noget. Vi støtter hende så godt vi kan og mere kan vi ikke gøre,” sagde jeg og blev overrasket over hvor fornuftig jeg selv lød. ”Jamen,” mumlede han men kiggede så ned i jorden. ”Du har nok ret,” sagde han så og rejste sig. ”Måske skulle du få noget søvn makker. Du ligner en der trænger til det,” sagde jeg med et let smil og så hvordan Liam slæbte sig hen mod hans værelse og lod mig tilbage alene i stuen. Jeg kunne sikkert ikke fald i søvn igen så jeg blev oppe og fik noget morgenmad.

Resten af dagen forløb stille og rolig. Liam sov længe og da Paige vågnede af sig selv flippede hun ikke ud eller noget i den stil. Han satte sig bare i sofaen og trak et tæppe over sig. Det havde bekymret mig lidt at hun ikke rigtig havde spist noget i den tid vi havde kendt hende men jeg turde ikke sige det til hende. Det havde jo så tydeligt ikke faldt i god jord hos hende da Liam sagde det. Men det vedkom jo sådan set heller ikke mig.

Hen af ved eftermiddagstid besluttede jeg mig for at gå en tur. Eleanor Louis var i biografen og Perrie og Zayn var også et eller andet sted henne så det var kun Liam, Harry, Paige og mig selv tilbage i lejligheden. Drengene sagde ikke noget til at jeg gik men da jeg stod i gangen og var ved at lyne min jakke kom Paige listende ud til mig. ”Hvor går du hen?” spurgte hun uden at fortrække en mine og jeg kunne ikke læse hende. Ville hun med eller ville hun bare holde mig hen så hun ikke blev nødt til at være alene sammen med Harry og Liam. ”Jeg går bare en tur rundt i byen,” sagde jeg med et smil og tog hue og handsker på. Hun nikkede mut og forsvandt igen ind i stuen. Mærkeligt.

Jeg tog et lille nøglebundt fra en krog med to nøgler og gik derefter ud af døren. Faktisk havde jeg lidt større planer end det. Jeg ville se om jeg kunne hjælpe med at finde noget om Paige i hende hus. Der var ikke langt og det ville helt sikkert hjælpe os alle sammen. Kulden mødte mig som et tæppe og jeg blev glad for at jeg havde husket hue og vanter. Rundt om i gaderne stressede folk rundt for at få købt de sidste gaver inden jul. Drengene og jeg havde købt vores gaver for længst for ikke at ramle ind i al julestressen. Nu manglede vi bare en til Paige.

Jeg kom til gaden med Paige's hus og det lignede sig selv. Dog var der lidt sne rundt omkring i modsætning til resten af London. Jeg nåede huset og fiskede nøglen op af lommen. Et klik fra låsen viste at døren var åben og jeg kunne gå ind. Det var mærkelig at være her alene når jeg kun havde været her én gang sammen med drengene og Paige.

Uden at tænke særlig meget satte jeg kurs mod Paige's værelse. Gelænderet på trappen var fint træudskåret og trinene var brede. Huset virkede så småt udefra men når man først kom indenfor var det pludselig meget større. Ovenpå havde jeg ikke været før men det lå 3 værelser, 2 badeværelser og en lille stue. Jeg tog fat i dørhåndtaget til en tilfældig dør og blev overrasket over at komme ind i et rum med en ret stor dobbeltseng, et sminkebord af glas med et stort smukt spejl hængende over sig og et skrivebord ovre i hjørnet med diverse papir på. Det var helt klart hendes værelse. Der var to døre i rummet, en dobbeltdør og en enkeltdør. Sikkert et toilet og et skab. Det var også en hvid kommode som stod op af vægen ved siden af et full-body spejl. Det lignede faktisk meget det værelse hun havde i lejligheden, specielt med de brede vindueskarme som der faktisk også var her.

På sminkebordet stod også et smykketræ med diverse halskæder, øreringe og ringe. Der var mange og de var flotte det fleste af dem. Men det jeg lagde mærke til var at ovre på den hvide kommode stod en lukket smykkeæske. Undrende gik jeg over til den og åbnede den langsomt. Indeni lå en smuk halskæde der nok gik ned til midt på maven. Det var en enkelt guldkæde men som vedhæng sad en oval form af guld med en slags diamant og to løse guldsnor i. Meget enkel men super flot. Jeg besluttede mig for at tage den med mig og da jeg tog den ned fra kommoden fløj et papir på gulvet. Tøvende tog jeg det op og begyndte at læse. Fra faster Jill og onkel Michael til vores store prinsesse. Faster Jill... Hvor havde jeg hørt det før? Jeg droppede tanken og tænkte at det nok var på tide at gå hjemad igen.

Da døren endnu engang havde sagt klik og jeg kunne gå ned af gaden tænkte jeg igen på det med faster Jill og onkel Michael. Havde det været i forbindelse med Paige eller var det noget helt andet? Pludselig slog det klik for mig. Dagbogen. Den dag de var kørt galt var de på vej hjem fra Jill og Michael. Jeg satte farten op og der gik ikke længe før jeg kunne sætte nøglen i døren til lejligheden og gå ind til de andre.

♥♥

Der valgte jeg så lige at skrive fra Nialls synsvinkel og sådan er det :O Ej okay, synes bare det kunne være spændende.

Glædelig 12. (13.) december! Undskyld jeg ikke lige kom med den i går men jeg havde bare virkelig travlt!

- Fille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...