Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5056Visninger
AA

13. 11. december

 


 

”Klæder det her solbriller mig ikke helt vildt?” spurgte Harry og poserede mærkeligt foran Niall og jeg. Jeg rullede med øjnene og prøvede at spille med ved at tage et par andre solbriller og sagde: ”Nej, de her vil klæde dig bedre.” Harry stirrede dumt på mig gennem de blå solbriller formet som stjerner og ved siden af mig grinede Niall højlydt. Han tog dem af og tog endnu et par solbriller fra stativet, denne gang et par røde solbriller der var formet som hjerter. ”Jeg køber mine hvis du køber dem her. Så kan vi bruge dem til nytår,” sagde han og gav mig hjerterne på. Det gjorde mig trist da jeg vidste vi ikke kunne holde nytår sammen. Det havde Harry måske bare glemt. Vi havde tabt kampen mod Harry og Richard i går så efter d. 24. december ville jeg ikke se drengene igen. Det var virkelig nogle stærke bånd vi havde nået at binde på bare 11 dage så allerede at vide at vi kun havde 13 dage tilbage sammen var virkelig hårdt.

”Jamen Harry. Jeg er her jo ikke efter jul. Vi kan ikke holde nytår sammen,” mumlede jeg trist og prøvede at fange hans øjne men han havde taget hans egne solbriller på igen så jeg kunne ikke se dem. ”Nå ja,” mumlede han og gik hen for at betale. Niall var stoppet med at grine og han kiggede nu på et stativ med t-shirts. Pludselig vendte han sig mod mig og udbrød: ”Vi skal forresten lave koncert i overmorgen. Vil du med?” Han smilede over hele ansigtet og jeg kunne godt se at deres fans og deres koncerter betød meget for ham. Plus, de havde sikkert glemt at jeg havde fødselsdag den dag. Jeg nikkede og vendte mig mod Harry.

Han havde fået betalt for begge par solbriller og gik hen mod mig for at give mig dem på. ”Nej Harry,” mumlede jeg og vendte mig væk. ”Kom nu! Så tager jeg også mine på,” sagde han med et smil i stemmen og før jeg vidste af det havde vi fundet de andre igen mens vi havde solbrillerne på. Så gik vi rundt og kiggede i nogle flere butikker mens vi havde solbrillerne på. Jo længere tid vi havde dem på jo mindre bekymrede jeg mig om andres meninger.

Vi skulle til at gå hjem igen og vil besluttede os for at skyde genvej gennem parken. Der var så fredeligt og det var så langt væk fra bilernes støj at man slet ikke kunne høre det. Der var en del mennesker men ikke noget der generede mig og stadig ingen der opdagede drengene. Der var dog en del der kiggede efter mig og Harry da vi gik og fjollede og pjattede med vores skøre briller på men jeg kunne tage det! Min generthed var helt væk lige nu. Indtil Harry og jeg væltede om i græsset og mine solbriller faldt af et stykke væk. ”Ups,” mumlede jeg og rejste mig for at hente dem men i stedet var jeg ved at gå ind i en høj dreng.

”Oh, undskyld,” sagde jeg med et smil for et smil plejer at kunne klare alt og gik udenom ham. Dog var Liam hurtigt henne ved mig og prøvede at trække mig væk. Hvad var der galt med ham? Måtte jeg nu ikke snakkede med fremmede mennesker eller hvad? ”Liam!” sagde jeg irriteret og sendte ham mit irriterede blik som i øvrigt ikke var særlig godt. Men ingen af os nåede at sige mere før en stærk hånd tog hårdt fat i min arm og snurrede mig rundt i en hård bevægelse. Jeg kiggede lige ind i de rasende øjne der tilhørte den høje dreng fra før. ”Nu fandt jeg dig endelig,” sagde han gennem sammenbidte tænder og holdt endnu hårdere fat i min arm så det fik tårerne frem i mine øjne. Var det... ”Ring til Paul,” hørte jeg Liam sige i baggrunden og jeg begyndte at få større og større forståelse for hvem der faktisk stod og holdt fast i mig. ”Josh,” hviskede jeg og kunne mærke en enkelt tårer glide lydløst ned af min kind. Jeg vidste ikke hvornår jeg var begyndt at græde men i det hele taget passede det ikke rigtig til situationen.

”Nå, så du kan godt huske mig, hva'?” sagde han med et hånende smil og strammede endnu engang grebet om min arm. ”Liam!” råbte jeg hjælpeløst men selvfølgelig ville hverken ham eller nogen af de andre drenge kunne gøre noget mod Josh for han så seriøst veltrænet ud. Og lækker. Han så faktisk meget fredelig og lækker ud. Hvis jeg ikke havde vidst hvordan han var ville jeg nok have været tiltrukket af ham. ”Hold din mund, Paige,” hvæsede Josh og gav mig en ordentlig lussing så det sveg i kinden og jeg blev svimmel. Jeg hørte enkelte gisp i baggrunden men jeg tænkte ikke på andet end smerten i min kind.

Jeg blev slap i kroppen men Josh hold mig stadig oppe i et stramt greb. Men pludselig slap han og jeg lå på jorden helt slap og øm. ”Uheldigt at du ikke tog med dine forældre,” sagde han skarpt og jeg vidste præcis hvad han snakkede om. ”Lad hende være Josh,” sagde Harry i baggrunden. Åh nej, hvad rodede han sig nu ud i? Josh slog en hæslig latter op og snakkede endnu engang på en hånlig måde til mig: ”Se. Dine små ynkelige venner prøver at hjælpe dig. Du ved hvad jeg kan gøre så hvorfor får du dem ikke til at stoppe?” Det sidste sagde han med lav stemme så det vidst kun var mig der hørte det. Han så på hug ved siden af mig og det var så fristende at skubbe til ham så han faldt og jeg kunne komme væk men jeg vidste godt at det ikke var virkeligheden. Virkeligheden var at jeg lå der på jorden, øm og hjælpeløs mens vi alle sammen ventede på at Josh ville gøre mere skade. Ingen turde gøre eller sige noget. Undtaget Liam og Harry.

”Hørte du ikke hvad Harry sagde?” spurgte Liam med sammenknebne øjne men det var mere en befaling end et spørgsmål. De prøvede sikkert at trække tiden ud til Paul kom og det var jeg så inderligt lykkelig over. For Josh droppede mig og gik truende hen mod Liam og Harry med knyttede næver. Og pludselig lå Josh på jorden med to store gutter liggende ovenpå sig og der var en der prøvede at hjælpe mig op. Det hele gik så hurtigt og jeg opfattede ikke så meget af det. Det var så surrealistisk.

♥♥

Oh. My. Trøffel...! Nogle der havde set det komme? ;)

Glædelig 11. december og endnu engang undskyld for at kapitlet kommer så sent! Har haft meget travlt i dag.

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...