Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5195Visninger
AA

12. 10. december

 


 

Det var helt mærkeligt at være udenfor lejligheden. Der var faktisk en rigtig verden herude. De sidste par dage havde jeg ikke turde forlade lejligheden i angst for at Josh ville finde mig men nu havde Perrie fået mig overtalt. Hun var god. Virkelig god. Og sød.

Vi gik igennem Londons gader og pjattede. Der var ingen der havde opdaget drengene endnu men det var vel fordi de havde solbriller og store hættetrøjer på så de lignede gangstere. Ej, det er bare gas. De havde kun solbriller på. Drengene havde vidst snakket om at jeg skulle møde managementet eller sådan noget i den dur. Jeg anede ikke hvad det var så jeg fulgte bare med drengene.

Vi kom til en meget høj bygning som så meget luksuriøs ud og meget dyr. Drengene gik direkte i retning mod den og jeg gættede på at det var der vi skulle hen. Måske kunne vi snart få noget at spise også. Min appetit var begyndt at komme tilbage og til morgenmad havde jeg spist alt for meget ifølge mig selv. Men jeg tror ikke drengene havde bemærket det. Lige med undtagelse af Liam. Han havde endda sendt mig et smil. Det var helt mærkeligt.

”Damerne først,” sagde Louis med en fornem stemme der fik Perrie og Eleanor til at grine. Eleanor gik ind først efterfulgt af Perrie men jeg holdt mig bag Niall. Louis kiggede undrende på mig men trak dog på skuldrene og gik selv ind. Jeg gik ind som den sidste fordi jeg ikke følte mig helt tilpas. Hvad var det her for et sted? Det virkede som en slags kontor.

Vi delte os i de to elevatorer og der gik næsten konkurrence i at komme først op. Jeg havnede i samme elevator som Niall, Louis, Eleanor og Harry. Vi stod ret klemt da Liam havde insisteret på at det kun var Zayn, Perrie og ham i den anden elevator. Men som de to legebørn Niall og Harry nu er så stod de og hoppede og skreg inde i elevatoren så det føltes endnu mere trangt. Jeg følte mig fri og pludselig godt tilpas så jeg begyndte at skråle med. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis rulle med øjnene og hviske noget til Eleanor. Endelig kom vi op på 6. sal og vi væltede nærmest ud alle sammen fordi Niall stod bagerst og så 'kom han til' at skubbe lidt til os andre. Uheldigvis stod de andre allerede og gloede dumt på os. Ups.

”Kom nu. Paul venter,” sagde Zayn og vendte sig for at gå. Nå så nu ville jeg endelig få lov til at møde Paul. Spændende. Niall puffede blidt til mig mens han var ved at sige noget men jeg kunne ikke forstå et ord når han grinede så meget. ”Niall, stop med at grin!” udbrød jeg med et kort grin og fortsatte med at gå efter de andre.

Vi kom til en brun dør der var lukket. Den så ikke speciel ud men jeg gættede på at bag den ville Paul sidde og vente på os. På mig. Harry bankede på og en stemme lød fra den anden side: ”Døren er åben!” Hurtigt åbnede han døren og begyndte at tage din jakke af. Rummet var stort men det var mindre end jeg havde regnet med. Hele den ene væg var erstattet af et vinduesparti med udsigt over det meste af London. Foran vinduet stod et skrivebord samt en kontorstol hvor der sad en mand og smilede til mig. Det måtte være Paul. Han rejste mig og gik hen mod mig. ”Du må være Paige. Jeg hedder Paul,” sagde han og rakte hans hånd frem mod mig som en venlig gestus. Jeg tog imod den og svarede: ”Ja jeg er. Hyggeligt at møde dig Paul.”

Jeg tog jakken af og hængte den op en knag ved siden af de andres. Drengene havde allerede sat sig forskellige steder i rummet så jeg følte mig lidt til overs da jeg bare stod og kiggede rundt. Heldigvis vinkede Niall mig over til den sofa han selv sad i og jeg satte mig ved siden af ham. Paul rømmede sig og kiggede på mig. ”Nå Paige. Jeg har hørt en del om dig i løbet af de sidste par dage og jeg synes du lyder interessants. Jeg har snakket med de andre i managementet og de har tilladt at du bliver sammen med drengene indtil d. 24. december. Men ikke en dag længere,” der var noget ved den måde han sagde det på der gav min kuldegysninger og jeg søgte hjælp hos Liam. ”Men Paul. Vi kan da ikke bare efterlade hende?” hjalp Liam mig og Paul satte sig i sin stol igen. ”Det er Richard og Harry der bestemmer. Jeg er bare budbringer,” sagde han og foldede hans hænder i hans skød. Harry? Jeg kiggede forvirret på Harry som bare sendte mig et smil. Jeg var forvirret. ”Ikke ham Harry,” sagde Niall så med et grin og resten af drengene stemte i. Pinligt. Jeg kunne mærke at mit heliumblod var i aktion igen og jeg kiggede ned i gulvet.

”Hør. Jeg nægter altså at efterlade Paige hvis hun ikke har fået sin hukom-” sagde Liam men blev afbrudt af døren der blev åbnet. Ind kom to mænd i fine jakkesæt og de havde kurs mod skrivebordet hvor Paul sad. ”Væk fra min stol Paul,” brummede den ene og Paul fløj op af stolen. ”Undskyld Harry,” mumlede han og satte sig på en stol der stod op af væggen. Denne Harry fik øje på mig og han lyste op i et smil. ”Paige! Dejligt endelig at møde dig. Jeg er Harry og det her er Richard,” sagde han og pegede på den anden mand. Jeg sendte dem et nervøst smil og kiggede igen ned i gulvet.

”Hør Paige. Jeg ved godt at du ikke kan huske noget... Men siger navnet Josh dig noget?” spurgte Richard og jeg stivnede. Havde Josh været her? ”Han har spurgt om vi vidste hvor du var men vi giver selvfølgelig ikke sådan nogle oplysninger til andre uden din tilladelse,” fortsatte han og jeg kunne mærke tårerne komme frem i øjnene. Liam rejste sig lynhurtigt og snakkede lavmælt med Harry og Richard mens min konkurrence-Harry kom over til mig og spurgte om jeg var okay. Jeg nikkede og ved siden af mig prøvede Niall at fyre en joke af – sikkert for at lette stemningen lidt- men han var den eneste der grinede af den. Havde Josh virkelig været her? Hvorfor var han så opsat på at finde mig? Alle de tanker fik tårerne til at svie i øjnene og trangen til at græde voksede. Måske skulle jeg bare være blevet i lejligheden. Det var en dum idé at tage herhen selvom det var dejligt at komme udenfor lejligheden.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Eleanor og Louis snakke lavmælt sammen. Eleanor virkede ophidset over noget og jeg havde på fornemmelsen af at det noget var mig. Hvorfor kunne hun ikke lide mig? Havde jeg gjort noget forkert? Til sidst blev alle tankerne for meget for mig så jeg rejste mig og havde kurs mod døren. Harry og Niall kaldte efter mig med jeg fortsatte indtil jeg var kommet et stykke ned af gangen. Et sted hvor der ikke var nogen mennesker.

♥♥

Uha uha.

Glædelig 10. december! Har jeres dag været go'? Jeg burde virkelig sove lige nu...

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...