Memories of Christmas ○ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Færdig
December er der hvor man kommer ind i en helt ny verden. December er der hvor man tager sig tid til hinanden. December er der hvor minderne kommer frem - for det fleste i hvert fald. Det modsatte sker for den 19 årige Paige da hun d. 30. november er involveret i en bilulykke. Ikke en eneste fysisk skræmme får hun men en psykisk skræmme får hun for livet. Hun mister hukommelsen. Hun kan ikke engang huske sin egen familie, bilulykken eller hendes voldige ekskæreste. Hendes familie døde i ulykken så hun har ingen. De fem drenge som opdagede den forulykkede bil tager hende til sig og gør alt hvad de kan for hun får hukommelsen tilbage. Men vil det nogensinde ske? Vil julen blive som den plejer eller vil den blive ensom og tom for Paige?

50Likes
50Kommentarer
5055Visninger
AA

3. 1. december

 

 

En dunkende følelse var til at føle i mit hoved da jeg vågnede. Jeg kunne ikke føle andet. Fem fremmede drengestemmer trængte ind gennem mit øre og hovedpinen voksede. Jeg ville ikke åbne øjnene. Jeg turde ikke. Men på den anden side var jeg nysgerrig efter at vide hvor jeg var og hvem disse drenge var. Jeg rørte lidt på mig og kom med en klynkende lyd da en stærk smerte skød igennem mit hoved. Stemmerne stoppede brat og selv med lukkede øjne kunne jeg føle alle deres blikke på mig og jeg mærkede utilpasheden komme snigende.

”Harry, hent en sygeplejeske. Og prøv ikke at flirte med hende på vejen,” lød en svag men dyb stemme. Der lød hastige skridt og en dør blev åbnet og lukket igen. Skulle jeg åbne øjnene? Nysgerrigheden var ved at tage livet af mig så langsomt lukkede jeg dem op.

Jeg lå i en seng. Rummet vi befandt os i havde kedelige, hvide vægge og lignede mest af alt et hospital. Min teori blev bekræftet ved lyden af flere forskellige maskiner og den sygeplejeske der kom ind af døren sammen med en dreng. Han var høj, nok omkring 20 år, og havde krøller. Han måtte vel være Harry. Sygeplejeske kom hen til mig og sendte mig et blidt smil. ”Velkommen tilbage Paige,” sagde hun og skrev noget ned på hendes papir. Paige? Jeg forstod ingenting. Jeg kiggede forvirret rundt på de fe drenge. De måtte vel kende mig. Men hvorfor kunne jeg så ikke kende dem? Min hjerne lod mig ikke huske noget som helst og det fik mit hjerte til at hamre i mit bryst.

”Tilbage? Hvad mener du? Hvor er jeg?” lød min spinkle og let skræmte stemme. Den var slet ikke nær så gennemtrængende som jeg havde håbet og det irriterede mig. Drengene kiggede forvirret rundt på hinanden. Sygeplejersken sagde noget til Harry og forsvandt derefter ud af døren. En dreng med brunt hår, lidt pjusket, kom hen og kiggede nervøst på mig. ”Ved du slet ikke hvem vi er?” spurgte han og jeg rystede let på hovedet hvilket var en dum idé. Hovedpinen mindede mig om at jeg skulle slappe af. Drengen sukkede og fik et trist udtryk i øjnene men sendte mig et falsk, trist smil.

Jeg satte mig langsomt op og undrede mig over at smerten ikke var til at finde i mit ene ben længere. Der var 5 fremmede drenge som stod og kiggede på mig. Hvor mærkeligt var det ikke lige at vågne op til? Og ikke nok med det. Ude på den anden side at glasskydedøren som delte gangen og mit værelse stoppede folk hele tiden op og kiggede ind som om de alle sammen kendte dem. Jeg følte mig ikke rigtig tilpas ved situationen. Der var noget lusket ved dem.

Jeg gav mig kort til at studere dem en efter en. Der var høje Harry med krøllerne, drengen med det pjuskede brune hår og det triste blik, en dreng med sort lidt pjusket hår og alligevel ikke. Det var mere... Pænt? Lidt kort i siderne. Forstod I? Godt. En dreng som helt klart havde farvet sit hår blond og som havde en irsk accent. Og så den dreng som jeg var mest betaget af. Hans hår var brunt og lidt kort i siderne men ikke karseklippet. Det var pjusket og alligevel ikke. Det var vidst sat med lidt voks så det nærmest dannede en høj spids foran. Han snakkede meget fornuftigt til de andre og bad dem om at tage det roligt. Hvad var det der gjorde at jeg blev så betaget af ham? Nu jeg kiggede efter så var de faktisk alle sammen lige høje. Sådan cirka i hvert fald.

”Slap nu af Louis. Sygeplejersken kommer tilbage lige om lidt med en læge og så får vi det her forklaret,” sagde ham den fornuftige til ham med det triste blik. Okay, 2 ud af 5 navne på plads. Så manglede jeg kun 3... Jeg lagde mærke til at ham med det sorte hår snakkede oprørt i telefon. Måske var kæresten sur? Og ham med det farvede hår stod og snakkede med Harry. Kort tid efter kom sygeplejersken fra før ind sammen med en læge som så meget seriøs ud. Da ingen sagde noget tog jeg selv initiativet. ”Kan du forklare mig hvorfor jeg ikke kan huske noget som helst?” spurgte jeg blidt. Lægen kiggede kort hen på drengene inden han rømmede sig og gik tættere på min seng. ”Eftersom du ikke kan huske hvad der er sket kan jeg lige så godt sige det lige ud som det er. Du har hukommelsestab,” gled ud gennem hans læber. Det var som at få et hårdt slag i maven. Så var det derfor jeg ikke kunne kende drengene. Det forklarede jo en hel del. Men det var stadig som et hårdt slag i maven.

Jeg kiggede over på drengene som reagerede meget forskelligt. Ham den fornuftige var selvfølgelig fornuftig og snakkede spurgte lægen og de lige måtte snakke sammen udenfor. De gik alle sammen mod døren med tanken om at efterlade mig her. Hvad skete der lige? ”Hey! I kan ikke bare efterlade mig. Jeg har hukommelsestab husker I nok? Hvem er I drenge?” halvråbte jeg og det fik Harry til at stoppe op og vende sig rundt. ”Er du min kæreste?” røg det ud af min mund. Hans hæse grin tydede på at jeg havde ramt helt ved siden af og de fik farven til at stige op i mine kinder. ”Nej Paige, men du skal nok få en forklaring når vi kommer tilbage,” smilede han og med et var han væk.

Et suk forlod mine læber. Alene. Hvad lavede man når man alene? Man tænkte vel over en masse ting. Okay så...

-

-

-

Nej, ingenting. Hvad var der at tænke over? Okay, faktisk var der en masse at tænke over. Måske var det det der gjorde at jeg ikke kunne komme i tanke om noget af det.

Jeg kunne se dem stå på den anden side af døren. Det lignede de diskuterede noget og jeg gad godt vide hvad det var. Det omhandlede trods alt mig.

Hvad skulle jeg dog gøre hvis jeg aldrig nogensinde fik min hukommelse tilbage? Jeg vidste ikke om de var min familie, mine venner eller om de i de hele taget kendte mig. Men hvis jeg slet ingen familie havde kunne jeg jo ligge her i evigheder. Og hvis ingen genkendte mig overhovedet ville jeg skulle få startet et nyt liv op. Det virkede til at jeg godt kunne huske de grundlæggende ting såsom hvordan man binder snørebånd eller trækker vejret og så videre. Og hvad forskellige ting hedder. Men det forvirrede mig for meget det her. Alene tanken fik tårerne frem i øjnene på mig og de gled lydløst ned af mine kinder. I det samme blev døren åbnet og ind kom de fem fremmede drenge, lægen og sygeplejersken. Ham den fornuftige lagde sig straks op til mig og tog mig ind i sine arme for at give mig sin trøst. Hans kropsvarme gik i et med min egen og jeg følte mig tryg. Godt nok lavede jeg en våd plet på hans T-shirt men jeg følte mig tryg og godt tilpas. Gid jeg snart ville få en forklaring på det her.

Efter et par minutter gled tårerne ikke længere og det eneste der var til at høre i rummet var lyden fra alle maskinerne og de simple åndedræt. Harry kiggede mig spørgende ind i øjnene og jeg nikkede kort. Derfor begyndte de langsomt at forklare. ”Okay Paige. Du har været ude for en bilullykke. Du kørte med din far og din mor men... Jeg beklager, de er her ikke mere,” startede lægen let tøvende ud. Louis trådte et skridt frem og fortsatte: ”Vi var ude at køre da vi så jeres bil som lå ude i vejkanten og vi ringede straks efter hjælp.” Harry overtog mens han gik hen ved siden af min seng: ”Vi kender dig slet ikke Paige. Vi er – 100 % ærligt – fem kendte drenge som bare var ude at køre. Fem kendte drenge fra verdens mest kendte boy band One Direction.” Jeg skulle lige synke det hele. Det var ret meget info på meget kort tid. Så de her drenge var altså kendte. Det kendte mig slet ikke. Det virkede så surrealistisk det hele og jeg måtte lige tage et par dybe indåndinger.

”Okay, det er vidst nok for i dag. Få dig hvilet lidt, Paige,” sagde den fornuftige til mig og kravlede ned fra sengen. Jeg nikkede og lagde mig til rette mens jeg hørte dem forlade rummet. Måske ville det hjælpe at få hvilet mig lidt. Det trængte jeg i hvert fald til.

♥♥

Glædelig 1. december og 1. søndag i advent alle sammen! Håber i har en fabtastisk dag alle sammen :)

Nå, det var så det første rigtige kapitel og den første rigtige dag i december. Fortæl mig hvad i synes indtil videre!

Og undskyld at jeg ikke publicerede prologen i går. Glemte det vidst lidt -.- Men den er kommet nu :)

- Fille♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...