Gemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang

2Likes
3Kommentarer
263Visninger
AA

4. -Vœk

Jeg kiggede ned på Simon, hans øjne var kuglerunde, som om han faktisk lyttede men bare havde svœrt ved at svare eller reagere, efter han havde kigget på mig i et stykke tid løftede han så hånden og drejede langsomt hovedet i retning af havet, han strakte sin finger frem og pejede på en lille plet langt ude i det mørklagte vand, men sagde ikke noget. Vi kiggede på prikken i tavshed mens vi sad og holdt om hinanden, så mumlede jeg: “Fœrge, Sammy, det er en fœrge”. Jeg løftede ham op i mine arme og bankede forsigtigt på døren, da jeg ikke hørte noget svar gik jeg forsigtigt ind. Der lå han midt på sofaen med en flaske i hånden og sov, med munden på hvis gab “hvilken ansvarlig fosterfar han er, hva?” mumlede jeg til Sammy og tørede mine våde kinder med œrmekanten. Jeg gik hen og lagde Sammy på madrassen da jeg ikke orkede at klœde ham af lagde jeg bare et tyndt bomuldstœppe ud over ham og lagde mig ved siden af på gulvet, lige intil for to år siden havde jeg sovet i en stor, varm, blød seng, hvor jeg nu i kontrast lå på et hårdt trœgulv. Der lå jeg og prøvede at sove men stadigvœk var mine øjne vidt åbne, og mine tanker langt vœk, det var der jeg besluttede mig for at det skulle vœre nu, vi skulle vœk. Jeg havde tit tœnkt tanken, vi skulle flygte, bare så langt vœk som muligt. Vi skulle tage fœrgen over til den anden side af vandet, krydse det klitrende vand og forhåbentligt ville finde noget på den anden side.

 

Tidligt nœste morgen ruskede jeg lidt liv i Simon, tog min rygsœk og kastede et sidste blik ud over det glinsende vand, samlede fint sand op og lod de fine krystaller glide ud mellem mine fingre for sidste gang. Solen farvede morgenskyerne lilla og lyserøde og fik vandet til at skinne i alle nuancer, vinden blœste en vildfaren hårtot ind i mine mørke øjne, som jeg med en henkastet dask med bagsiden af hånden fik sat om bag øret selvom jeg godt vidste at den vil falde ud og ned i øjnene igen. For førtste gang i mit liv trillede tårene ned af mine kinder, ikke af sorg, heller ikke fordi jeg var ked af det, men af glœde. Jeg tog Simon ved hånden, og begav mig afsted, afsted til fœrgen, afsted til et nyt liv.

 

Så strakte Simon fingeren frem og pegede ud over vandet og nœrmest snublende over ordene i bar iver, han fik så endeligt fremstammet ordet “Fœrge”, jeg kiggede ud i horisonten og sagde så:

“Ja, det er nemlig rigtigt og den skal vi med lille Simon” Så begav vi os ud over klitterne i takt med bølgernes sagte brusen

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...