Chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Isabella er en femten årig pige, som elsker heste. Hun har redet i flere år. Hun for endelig sin største drøm opfyldt; hendes mor og far skal være avlsbestyre på et stutteri. Isabella er vildt begejstret over det. Det viser sig, at blive en tid hun aldrig glemmer, da hun for øje på en smuk hingst, som ingen rigtig insisterer sig for. Isabella falder pladask for Chance. Hun kæmper for at få ham trænet. Vil det lykkes? Eller skal der nogen gamle hænder til? Vil hun få en rival?

7Likes
6Kommentarer
462Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Det hele følte så uvirkeligt, da Isabella endelig trådte ud af bilen med det største smil af dem alle. Hun betagede de store heste skridte forbi med deres Jockeyer på ryggen, inden de red dem ud mod træningsbanen. Hun var helt væk i dette sted. De grønne marker, hvor hestene galopperede rundt, de store stalde hvor hestene vrinskede og blev puslet omkring, banerne hvor der blev redet hurtigt og trænet, det lille hus som måtte være deres.

Isabella kiggede rundt på dem alle sammen. Hun vidste ikke hvad hun skulle se først, men det lod til, at forældrene allerede vidste hvad, de skulle. Ind i det nye hus. De krydsede gårdspladsen, hvor der rimlede med heste. De nåede hen til en stor dør. Faren fandt en nøgle frem og åbnede døren. De trådte ind i et højloftede rum, hvor et glasbord stod pyntet med nogle røderoser i en fin vase med blåt glasur. Isabella satte skoene ved glasbordet, før hun vandrede ud på det lysetrægulv, som knirkede lidt under hende, når hun gik.

Forældrene forsvandt ud af en sidedør, som førte til et flot køkken med store hvide marmor skabe og et fint køleskab. Der var en fin moderne ovn. I den fjerneste ende var der et vindue, som havde udsyn til staldene, hvor Isabella skimtede nogle store hopper med store maver.

Isabella trådte ikke ind i køkkenet, hvor forældrene var meget begejsteret. Hun forsatte ned af gangen, til hun kom til en dør på højre hånd. Hun åbnede forsigtigt døren og trådte ind i en fin pyntet stue med vaser med forskellig farvet glasur. I midten af stuen var der et grønt tæppe, hvor en sort lædersofa stod ovenpå. Isabella vandrede imellem sofaen og stuebordet. Hun lod sine fingerspidser glide over bordets glatte overflade, inden hun fik øje på en hvirveltrappe henne i hjørnet.

”Ej, hvor er her fint,” udbrød hendes mor, da hun trådte ind i den flotte stue. Hendes far kom ind fra køkkenet, mens Isabella satte kurs mod trappen.

”Rolig nu, unge dame. Du har tid nok til at se til hestene,” grinede faren af hendes iver med at få set huset så hurtigt som muligt.

Hun var helt syg efter at få set bedre rundt på stedet. Hun ville møde nogle heste og måske falde i snak med nogle stalddrenge. Hun kunne simpel hen ikke vendte til at komme i nærheden af en hest igen. Det føles som om hun havde været væk fra en hest i over to tusind år. Selvom hun havde haft sin sidste ridetime for to uger siden.

”Undskyld, jeg vil bare se hestene,” sagde hun undskyldende, inden hun spurtede op ad trappen.

Hun kom endelig forpustet op i en lang gang, hvor en enkel lysekrone lyste gangen op. Der var tre døre. To til venstre og en til højre. Hun gættede at den ene af dem måtte være et gæste værelse, mens de andre to var hendes værelse og faren og morens værelse.

Isabella havde fået at vide, at hun selv måtte bestemme hvilket af dem var hendes. Hun valgte den første på venstre hånd. Værelset var stort og rummeligt. Der var nogle simple møbler, og det passede hende fint. I et hjørne stod der en seng. Overfor sengen, stod der et rudeligt skrivebord af egetræ. Ved siden af døren stod der et tøj skab. Ellers var der hylder og bogreoler.

Ifølge hende havde hun set huset nok nu. Hun vil ud i stalden og se hestene. Hun gik med raske skridt ud af døren, men blev hurtigt stoppede af sin mor, som beordrede hende til at pakke sine ting og sager ud. Hun sukkede dybt, inden hun lukkede irriterede døren i efter sig. Hun stalde sin kuffert på sengen og begyndte som hurtigt som muligt at få det pakkede ud. Hun smed konstant rundt med tingene. Hun proppede bøger og væddeløbsblade hurtigt ind på hylderne og ned i skufferne.

Hun smed sin lette skoletaske, hvor alt de gamle dansk ting var smidt ud. Hun kunne ikke ligefrem bruge dansk bøger her i England. Hun hældte bunden i vejret på sin indkøbspose, at alt sit ride udstyr faldt ud. Hendes sorte ridebukser og ridehjelm landede på sengen, mens ride hanskerne landede blødt på gulvet. Ridestøvlerne gav et lille dunk, da de ramte trægulvet.

Isabella tog hurtigt sine ridestøvler op og spurtede så hurtigt hun kunne ned af trappen – igennem stuen, og videre hen til fodtøjet og hoveddøren. Inden man kunne nå at sige galophest var hun ude af døren. Hun indåndede den friske luft og nød lugten af hest, der hang rundt omkring hende. Uden tøven gik hun forbi den første stald, hvor hestenes hoved hang ud over. De vrinskede højt, når staldfolk gik forbi dem. Nogle få standsede op for at klappe dem, før de gik videre med deres arbejde. Hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde henne. Det hele så så spændende ud, mens hun undgik Jockeyerne ride hende over.

Hun gik videre uden at ligge mærke til, hvor hun gik hen. Hun gik bare rundt om staldene, indtil hun fik øje på galopbanen. Hun blev stags nysgerrig og gik hen mod den. Her var der ikke ret mange mennesker. Nogle få stod op ad rækværket og betagede hestenes træning. Hun stalde sig lidt væk for de andre, da en mørkebrun fuldblodshest stryg forbi i høj fart. Dens ben hamrede mod galopbanens jord, mens træneren stoppede sit ur. Isabella spejdede over mod træneren, som var en høj spinkel mand med glat brunt hår, som var tilbage med voks. Hans ansigt var godmodigt og venligt, mens hans nøddefarvede øjne kiggede ned på stopuret. Han så ganske tilfreds ud. Hans smalle læber fremtryllede et stort smil, mens Jockeyen satte Future i trav og så ned i skridt.

Isabella betagede Jockeyen skridte ham hen mod træneren, der så ud til at kunne sprænges i luften af glæde, mens en sorthårede dulle med store grå øjne bed sig irriterede i underlæben og maserede bort med næsen i sky.

Isabella vendte sig om og fik øje på en gammel mand. Han havde gråsprængt hår, mens han havde dybe blå øjne, som var rettet mod hende. Han var mager, men han så frisk ud. Hun sank en klump, da manden vandrede videre. Det tog hende langtid, før hun opdagede, hvem han var. Charlie Colin. Vidste hendes mor, at han var her? Var der her moren havde været Jockey engang? Vidste Charlie, hvem Isabella var? Vidste han, at hun var Kristina Kørn’ datter? Eller var det bare en sammentraf, at han kiggede på hende?

Isabella havde en stor træng til at gå efter ham, men holdt sig tilbage. Hun ville ikke forstyrre ham i hvad han end lavede. Hun kiggede lidt efter ham. Han forsvandt ind i en af staldene, hvor han blev i et stykke tid. Hun kiggede over mod Jockeyen, som var en dreng på atten år, der var høj og lysthårede. Han havde kraftige underkæbe og noget strittende hår. Han steg tilfreds af Future, som vandrede rundt om stalddrengen som holdt ham, mens han ventede på at få at vide, hvad han skulle gøre.

Isabella sukkede og kiggede over mod den stald, som Charlie var forsvundet ind af. Hun skulle lige til at gå videre, da han kom trækkende ud med en flot rødbrun hingst, som travede efter ham. Han havde noget besvær med at holde ham i skridt. Hingsten så ud til at være ung. Meget ung. Isabella gættede på, at han stadig var i træning. Hingstens elegante hoved vendte sig mod Isabella. I hingstens hoved havde den en bred hvid blis, som gik til mulen, mens den havde hvidesukker på vært ben. Den vrinskede højt og tydeligt. Den fik hurtigt svar tilbage fra Future.

Hun betagede den flotte hest nøje. Hun kunne simpel hen ikke tage øjnene fra den. Dens blanke pels skinnede i solen stråler, mens den gik elegant efter Charlie. Gad vide hvad den hed? Hun blev længe stående, hvor hun var. Hun kunne simpel hen ikke få den rødbrune hingst ud af hjernen.

Hun kiggede først væk, da en ung pige på hendes egen alder faldt så lang hun var. Isabella stod i nogle få sekunder og betagede pigen. Men til sidst fik hun sig til at løbe hen til pigen.

Da hun kom nærmere så hun, at hun var rødhåret og slank med høje ben. Hun gættede på, at hun var et hoved højre end hende selv. Hun havde høje kindben og blusende kinder.

”Kom du noget til?” spurgte Isabella høfligt, inden hun fik hende på benene igen. Pigen rystede på hovedet, før hun betagede hende. Pigens babyblå øjne gled ned af hendes krop.

”Nej,” sagde hun og børstede snavsen fra hendes brune ridebukser. Hun rettede sig op efter et minut. ”For resten hedder jeg Gabriella.”

Pigen rakte sin spinkle hånd frem mod Isabella, som hurtigt tog i mod den og præsenterede sig selv. Gabriella smilte til hende, før hun rettede blikket mod Future, der blev trykket rundt af en stalddreng. Noget sagde Isabella, at Gabriella havde et godt øje til den hest.

”Skal vi gå.?”

Gabriella kiggede op på hende, men nikkede sammenbidt. De gik forbi træneren og stalddrengen som trak Future. Til Gabriellas overraskelse, blev hun bedt om, at trække lidt rundt med ham. Isabella kunne se på Gabriellas godmodige ansigt, at hun var over lykkelig, over at hun måtte trække ham. Isabella gik over på den anden side af den mørkebrune hingst, som sukkede fredfulgt og fulgte med dem. Isabella lod en hånd glide over hans svedige pels. Hans pels var blød og fugtig, mens han gik ivrigt med dem hen langs foldene, hvor heste vrinskede til ham. En af dem fik Isabella til at stoppe. Den rødbrune hingst. Den pels så meget mere flot ud end før.

”Hvem er det?” spurgte hun og trådte hen til hingstens hoved. Hun lod en hånd glide over dens silkebløde mule. Den vrinskede højt og slog med hovedet. Lyden af hovskridt fortalte hende, at Gabriella kom op på siden af hende.

”Det er Chance,” sagde hun og betagede dem lidt. Der var noget i Gabriellas tonefald, der fik Isabella til at blive nysgerrig. Det kunne Gabriella godt se, så hun forsatte roligt i samme tone. ”Han er en af vores åringer, men ingen her på gården synes, at han egner sig som galophest. Selvom jeg synes, at han ser perfekt ud. Jeg har prøvet at få dem overtalt, men de rokker sig ikke.”

Isabella lyttede opmærksomt med, mens hun nussede den rødbrune hingst. Chance pustede til hendes hånd, mens han skubbede blidt til hende med hans silkebløde mule, hvor hans hvide blis stoppede.

”Jeg må hellere gå videre, inden Future bliver kold,” sagde Gabriella og gik videre, men Isabella hørte hende ikke. Hun kunne slet ikke høre noget. Hun var fanget i hestens milde brune øjne. Dens øre var spidse, og Isabella vidste, at han var mere end det, de andre så ham for at være.

Beslutsomheden spejlede sig i Isabellas ansigt og Chance. De så begge to ud, som om de tænkte det samme. Men så væltede håbløsheden ind over hende. Hvordan kunne hun lære den alt det som de andre lærte? Hun vidste jo ingenting om galopsporten. Hun vidste ikke andet, at det galt at komme først. Hun vidste ikke hvordan man lærte hesten det. Og hvordan kunne hun lære at ride som de andre Jockeyer? Det var håbløst. Det var bare en drøm. En umulig drøm.

 

Hun blev stående i langtid sammen med hingsten uden at blive forstyrret. Hvilket hun var tilfreds med. Hun gad ikke selvskab lige nu. Hun var ikke en gang sikker på, at hun havde chancen for at høre efter. Hun var fuldkommen slugt i hestens skønhed. Den flotte rødbrune pels, de milde øjne og den silkebløde man.

Idet hun skulle til at tage hænderne fra hingstens hals lænede hendes mor sig op ad indhegningen. Det gav nærmest et chok i Isabella, da hun kiggede ind i morens rolige øjne.

”Han er smuk, hva’,” sagde hun, mens hun lod en hånd glide over hingstens hals. Chance flyttede opmærksomheden over på Isabellas mor, som stod lige så stille og nussede fuldblodshesten. ”Han er stærk. Han ville blive en god galophest.”

”Han skal ikke bruges til galophest,” ryg det ud af Isabella. Hun blev overraskede over hendes irriterede tone. Moren runkede det ene bryn, mens hun kiggede på Chances stærke krop.

”Hvorfor? Han har kroppen til det,” sagde mor overrasket. Det var sjovt at snakke galop med hendes mor. Det øde deres forhold til hinanden, mens de begge nussede om hesten. ”Hvad hedder han endelig?”

”Han hedder Chance …”

Deres snak stoppede, da de hørte fodskridt bag dem. Som om det var på kommando, vendte de sig om på samme tid. Moren tabte nærmest kæben af overraskelse ved synet af den gamle mand. De kiggede begge to på hinanden. Isabella kunne se på dem begge to, at de var overrasket over at se hinanden. De stod lidt sådan uden forandring, før de endelig gav hinanden et hurtigt kram. De snakkede lidt, men Isabella lyttede ikke efter, da Chance puffede til hende.

Hun vendte sig om og studerede dens krop.

”Vil du?” spurgte en hæs stemme. Det gav et sæt i Isabella, selvom hun godt viste, at Charlie vil sige noget til hende på et tidspunkt. Hun vendte sig forskrækket om mod Charlie, som rakte hende en blå grim.

”Okay,” sagde hun usikkert og tog grimen fra ham.

Hun vendte sig om mod Chance, som skridtede væk fra dem. Han havde vist mistet interessen, da han ikke var midtpunktet længere. Isabella gik hen og åbnede ledet til folden og fulgte efter Chance, der satte i galop mod de andre heste, som stod i den anden ende af folden. Hun sukkede dybt og forsatte mod ham.

Da hun endelig nåede hen til ham, stod han og græssede. Det så ikke ud til, at han ville med ind. Han så ud til at kunne stå der hele dagen. Men det gik ikke. Det var begyndt at blive koldt, da det var efterår.

Chance løftede hovedet, da han opdagede, at Isabella stod foran ham. Han vrinskede en gang og satte mulen tilbage til græsset og gumlede videre. Isabella prøvede forgæves at få hans opmærksomhed, men han blev ved med at æde mere og mere græs. Til sidst stod hun og stryg ham over hans blød hår lag, inden han endelig løftede hovedet. Isabella spildte ikke tiden. Hun tog forsigtig, grimen på ham, og han gjorde ikke modstand. Han stod bare ganske stille, og lod hende klipse den fast, før hun forsigtigt gav et lille ryk i grimen, så han begyndte at gå.

Isabella havde svært ved at følge med. Han havde store skridt, og hun måtte anstrenge sig for at holde ham i skridt, da han flere gange satte i trav.

”Rolig nu dreng, du når det nok,” sagde hun og lod en hånd glide over hans hals, mens hun nærmede sig ledet, hvor moren og den gamle træner stod og ventede.

”Hvorfor tog det så langtid,” råbte moren, da hun fik øje på dem.

”Han driller,” råbte Isabella tilbage, mens hun småløb for at spare tid. Chance var fuldkommen klar. Han satte i trav, at han næsten overhalede Isabella.

Isabella førte Chance ud af folden, mens de andre heste vrinskede højlydte efter ham. Men han ignorerede dem, hvilket gjorde det nemmer for Isabella. Hun fulgte med moren og Charlie, som vidste vej.

”Hvad skal der endelig ske med ham, når de ikke vil bruge ham som væddeløbshest?” spurgte Isabella. Charlie vendte sig om mod hende, mens han stryg hingsten over mulen.

”Tja … det siger jo sig selv,” sagde han og studerede hesten grundigt. ”De vil sælge ham.”

Isabella kiggede vantro på ham. Hvordan kunne de sælge sådan en smuk hest? Hvad var der overhovedet galt med dem? Hvorfor vil de ikke tage Chance med i træningen? Han så jo stærk ud.

”Hvorfor tager de ham ikke med ind i træningen?” spurgte Isabella, da de nåede op til staldbygningerne. ”Han ser jo stræk ud.”

”De tror ikke på ham,” sagde Charlie kort for hovedet, mens han førte hende videre mod den syvende staldbygning, som lå lidt væk fra galopbanen. Galopbanen var tom og stille. Det var tydeligt, at det var ved at blive aften. Staldfolkene tog hestene ind, og der rimlede ikke med heste. ”Hans mor var ikke noget særligt på galopbanen, men de prøvede nogle løb og opgav. De tog chancen og fik hende bedækket med en go’ hingst her fra gården, men da han blev født, gad ingen at tænke på ham. Så de vil tage ham med til den næste auktion om to måneder.”

”Er det derfor han hedder Chance. Altså for alle de chancer, som de havde taget med moren,” spurgte Isabella, da de drejede ind ad stalddøren. Charlie nikkede.

Der var mange bokse, hvor fuldblodsheste stod og halvsov, mens nogle af dem bankede utålmodigt på boksdørene. Staldgangen var fejet, og der var en dør til sadlerummet i den anden ende, hvor der også var en stalddør.

Chance hove gav genlyd, når de ramte gulvet. Han vidste selv, hvor han skulle stå. Han satte automatisk retningen mod den midtes staldboks. Isabella blev nærmest slæbt med ham. Hun kunne høre Charlie grine i baggrunden.

”Han skal lige vide hvem der bestemmer,” grinede han, mens Isabella åbnede boksdøren, og Chance gik tilfreds der ind. ”Men når man lære ham at kende, er han en engel, når han ikke laver ballade.”

”Det siger du ikke,” sagde Isabella inde for boksen. Hun tog Chances flotte blå grime, som passede ham temmelig godt. ”Men han er sød, er du ik’ dreng.”

Chance slog med hovedet, og Isabella klappede ham den sidste gang, før hun gik ud af boksen og hang grimen fast uden for boksdøren.

 

Da hun havde hjulpet med at give hestene deres aftenfoder, traskede hun træt over mod hende nye hus. Hun var overlykkelig over, at hun endelig havde fundet det sted, hun ville bruge sin tid på. Det var et dejligt sted med fuldblodshestene og Chance. Chance havde skæret sig ind i hendes sjæl. De store milde øjne. Dens drillesyge personlighed, dens kærlighed som den gav. Men hun forstod stadig væk ikke, hvorfor de ikke tog den i træning.

Isabella var fuldkommen væk i hendes egne tanker, at hun ikke opdagede den dreng, som kom lige imod hende. De stødte direkte ind i hinanden. Heldigvis væltede ingen af dem.

Isabella kiggede op på en muskuløs dreng, som hun havde set tidligere på dagen. Det var jockeyen, som havde redet Future. Nu hvor hun så ham tætter på, så han helt anderledes ud. I stedet for det strittende lyse hår, var hans hår glattet ned over hans ansigt, at han næsten fik det i øjnene. Han havde kolde grå øjne, der fortalte Isabella, at man ikke skulle komme på nakken af ham.

Isabella kiggede kort på ham, men sagde ikke noget. Hun tøvede lidt, før hun gik udenom ham. Da hun var noget hen til hoveddøren, kiggede hun sig over skulderen og så, at drengen sendte hende et ondt blik.

Hun trak på skulderen og gik indenfor. Indenfor lugtede det dejligt af lasagne. Man kunne lugte det helt ud i gangen, og Isabella lukkede øjnene i et kort øjeblik, før hun tog ridestøvlerne af og hang jakken på plads.   

Ude i køkkenet var der dækket fint op. Nogle flotte tallerkner var på egetræsbordet, og en rødvin stod midt på bordet. To rødvinsglas og et almindeligt glas stod pænt placerede, og en kande æblejuice stod tæt ved vinen. Isabella var overrasket over, at sine forældre havde dækket så fint, da det plejede at være hende som dækkede bord.

”Hvad synes du?” spurgte hendes far, da han fik øje på hende i dørkarmen, hvor hun havde stået i noget tid. Hendes far smilte glad, mens han satte den færdige lasagne på bordet og tog selvplads ved siden af moren.

”Fin. Meget fint,” roste Isabelle og satte sig overfor sin mor, der øste noget lasagne over på hendes lasagne.

”Nå, hvordan er det gået i dag?” spurgte faren og tog en bid lasagne, mens han kiggede spændt på Isabella. ”Hvad synes du om stedet?”

Isabella vidste, at han ville have, at hun synes om stedet, da han synes det var vigtigt, at hun kunne falde til og have det godt.

”Tja … stedet er fantastisk. Der er heste og frisk luft. Det er mit drømmehjem,” sagde Isabella og dannede sig et billede af det store stutteri. ”Og så er der Chance … Charlie.”

”Charlie er han her?” spurgte far, mens han kiggede for mor til Isabella.

”Ja. Han arbejder bare ikke her. Han er … gået på pension for et år siden, da der kommet en nu … chef træner. Jonas Kvist, hedder han vist,” fortalte mor. ”Mig og Isabella mødte ham i dag nede ved folden, hvor vi stod og så på en hest … var det ikke Chance den hed … jo det var Chance.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...