Chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Isabella er en femten årig pige, som elsker heste. Hun har redet i flere år. Hun for endelig sin største drøm opfyldt; hendes mor og far skal være avlsbestyre på et stutteri. Isabella er vildt begejstret over det. Det viser sig, at blive en tid hun aldrig glemmer, da hun for øje på en smuk hingst, som ingen rigtig insisterer sig for. Isabella falder pladask for Chance. Hun kæmper for at få ham trænet. Vil det lykkes? Eller skal der nogen gamle hænder til? Vil hun få en rival?

7Likes
6Kommentarer
455Visninger
AA

2. Kapitel 1

I en travl lufthavn, hvor mennesker myldrede frem og tilbage med deres kufferter og bagager. Den varme sol skinnede u-besværligt igennem de firekantede vinduer, hvor man kunne se fly lette og sætte kurs mod den skyfri himmel, der lå elegant højt oppe.

En lille familie på tre, hastede ned af gaten, inden de forsatte videre mellem menneske mængden for at nå deres fly. De to voksne så glade og lykkelige ud, mens en lysthåret pige med fregner havde det største smil på læben. Hendes slanke høje ben gik elegant efter sine forældre. I hendes spinkle hænder havde hun en kuffert og en indkøbspose, hvor hendes ride udstyr var pakket ned i.

Isabella havde for en uge siden hørt, at sine drømme gik i opfyldelse. Hun kunne slet ikke vendte med at se stutteriet, som hendes forældre skulle arbejde på. De havde været så heldige at få jobbet som avlsbestyre, på et stutteri som avlede fuldblodsheste, som absolut var Isabellas yndlingsrace, da hun var fuldkommen vild med galopløb. Men hun måtte vendte noget tid, før hun kunne komme i træning som Jockey. Det var hendes anden store drøm.

”Mor, hvornår går flyet,” sagde Isabella, da de havde siddet i et venteværelse i langtid. Hun trommede med sine hænder på det bord, som stod overfor hende. ”Jeg kan snart ikke vende længere.”

”Om ti minutter, skat,” sagde moren med et dybt suk, inden hun kiggede op på det store ur, der hang over en dør. Moren var lige så utålmodig og spændt som sin datter, mens faren roligt læste et væddeløbsavis.

Isabella fandt selv et ugeblad som handlede om galopløb. Både hendes mor og far og hende selv var optaget af galopløb, da de alle sammen synes, at det var fascinerende. Hendes mor havde en gang været en kendt Jockey. Det havde faktisk overrasket hende utroligt meget, da en kvinde der var på alder med hendes mor, kom hen og spurgte:

”Er du ikke Kristina Kørn.”

Isabella kiggede måbende på sin mor og kvinden, der hurtigt fortalte, hvor meget hun havde følget hende, den gang hun red. Isabella kunne tydeligt se på sin mor, at hun var begejstret over, at der stadig var nogen der huskede hende.

”Tråder din yndige datter i dine fodspor?” spurgte kvinden og betagede Isabella til den sidste detalje. ”Har hun redet en fuldblodshest før?”

”Hun har aldrig redet en fuldblodshest før, men det kommer hun sikkert til,” forsikrede moren kvinden om. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var henrykt over kvindens spørgsmål. ”Vi har fået arbejde som avlsbestyrer i London, så hun få sikkert tid til at træne, når hun bliver ældre. Hun er jo stadig temmelig ung. Men det ville ikke overraske mig, at hun ville klare sig godt, når hun får chancen.”

Det lød som et interview i Isabellas øre. Hendes mor sendte hende et hurtigt blik, før hun kiggede på uret og udbryd:

”Flyveren flyver snart. Tak for snakken.”

Og så vrimlede sommerfuglene i maven på Isabella, mens de spændt gik ombord på flyet. Folk sad på deres pladser, mens de læste avis, og nogle unge drenge piftede efter Isabella, da hun gik forbi dem. Hun kunne ikke lade vær med at rødme.

Hun satte sig på sin plads ved siden af sin mor, der lænede sig mod vinduet og faldt i søvn. Hendes far som sad foran med en ældre mand, sad og læste i et væddeløbsblad. Isabella fandt også sit væddeløbsblad frem, som hun ikke en gang var kommet i gang med endnu. Hun bladede op til indholdsfortegnelsen og lod sine grønne øjne glide ned over vær evig eneste titel. Titlen Den gamle træner tog hendes nysgerrighed og hun bladerede op på side syv, hvor hun langsomt begyndte at læse, at hun ikke opdagede, at flyet lettede.

 

Den gamle træner.

 

De fleste i verden kender Charlie Colin for at være den berømte træner, som har udrettet fantastiske præsentationer af de forskellige heste. Vær hest som han har trænet har klaret sig fantastisk i væddeløbs karrieren. Vær og en har gjort træneren stolt. Stutteriet har fjeret hans fyre års jubilæum for to år siden, hvor han gik på pension, da stutteriet fandt en ny træner, som de fleste mener, er bedre end Charlie Colin, som er tres år i år.

Der er stadige folk, der har husket Charlies præsentrationer i løbet af de mange år som chef træner. Nogle få folk mener, at stutteriet har gjort deres chancer dårligere for at vinde ved at ansætte en ny træner. Folk mener, at de skal tage Charlie tilbage. Men der har ikke gjort noget. Charlie er stadig på den samme gård, som han arbejdede på før.

Folk blev skuffede, da Charlie ikke skulle lave mer, end bare at se på de andre, lave det arbejde han selv lavede en gang. Men den nye træner skal også have ros. Han har også trænet nogle gode galopheste. Tiderens favorit, Future skal deltage i derby om en uge.

 

Isabella lod blikket glide op til et billede, hvor en ung mand i trevierne stod og smilede ud til kameraet, mens en hest med en hvid blis havde hovedet over mandens skuldre. Hesten havde en krans over halsen, mens Jockeyen klappede lykkeligt hesten på halsen. Manden var blondhåret og havde dybe blå øjne, som lyste af glæde, mens han holdt en cowboyhat i sine hænder. Han havde et strålende hvidt smil. Det var et sort og hvid fotografi. Isabella læste teksten, der stod nedenunder billedet.

Charlie Colin og hesten Run fast. Jockyen Kristina Kørn.

”Mor,” sagde Isabella og puffede til sin sovende mor, der gryntede højt og vågnede med et spjæt. Moren fjernede noget brunt hår for øjnene og kiggede uforstående på Isabella, som viste hende bladet.

Moren tog nysgerrigt bladet og læste artiklen, mens hun holdt tungen lige i munden.

Isabella var overrasket, at se hendes mor som ung. Det føleles mærkeligt at se, synes hun, mens hun mærkede utålmodigheden stige op i hende. Hun ville vide mere om ham Charlie Colin og hesten Run Faster, da navnet Run Faster gav et lille stød inde i hendes hjerne. Hun har læst om den hest, men hun kunne ikke huske, hvad der stod om den. Hun så håbefuldt til, mens moren sinkede bladet og kiggede over på den ivrige Isabella.

”Det var tider,” sukkede moren og gav Isabella bladet tilbage.

”Hvad mener du? Hvem var Run Faster?” spurgte Isabella en smule irriteret, mens folk vendte deres hoveder mod dem. Moren sukkede dybt.

”Det var den hest, jeg kom til tops på. Han var en dygtig hest, og gjorde altid en stolt, når han vandt en konkurrence. Han var min bedste ven på det tidspunkt. Jeg havde altid godt kunne lide ham. Hans selvtillid, hans villige styrke, hans mod. Det hele sprang ud af ham. Han elskede at løbe. Han ville bare til måls, når han havde chancen. Folk var vilde med ham. Han blev ved og ved med at vinde over de andre heste, og stutteriet var vildt glade for at have en hest som ham. Men til et vigtigt løb skete der noget forfærdeligt. Han styrtede og brækkede et ben, at han måtte aflives, og jeg fik en skade, at jeg ikke kunne ride igen.”

Moren lød meget trist, mens hun stirrede ud på de store skyer. Isabella der havde siddet musestille og lyttede efter, kunne ikke forstå, at det var sket sådan. Men det hele gav mening. Hun synes det var synd for hesten. Hun kunne sagtens forstille sig, hvilket tab det måtte have været for stutteriet. Hun vidste udmærket godt, hvordan hendes mor havde reageret på, Run Fasters død. Hun ville selv have følt sig dårlig tilpas.

”Det gør mig ondt,” sagde hun og kiggede ned på billedede igen. Hesten så tilfreds ud. Isabella kunne næsten forstille sig, at den stod og vrinskede og slog med hovedet, mens den trippede glad rundt på sine ben. Hun kunne nærmest høre de andre tilskuer og fans juble i det fjerne, mens pressefolkene tog billeder.

Moren sagde ikke noget, så det var en dårlig ide at spørger mere ind til Run Faster. I stedet lænede Isabella sig godt tilbage i sædet og proppede noget musik ind i, mens hun læste videre i væddeløbsbladet. Hun læste om favoritterne til derbyet om en uge. Future var en af dem.

 

Efter flere timer landede flyet i England, hvor der rimlede med mennesker. Isabella og hendes forældre måtte holde godt fast i hinanden for ikke at blive væk. Isabella proppede væddeløbsbladet i hendes lomme, inden hun steg ud af flyet og fulgte med sine forældre indenfor. Vejret var varmt, at de måtte tage deres overtrøjer af, så de gik rundt i kort ærmer og korte bukser.

Familien fulgte hånd i hånd indenfor, hvor de hurtigt fik fat i deres kufferter og smuttede ud i ankomsthallen, hvor der var et hav af mennesker, at man ikke kunne se udgangen. Isabella maste sig igennem menneskerne med hendes forældre i hælene. Hendes mor undskyldte mange gange, når hun skubbede folk til side, så hun kunne komme igennem.

Endelig efter noget tid nåede de helskinnede igennem menneske mængden og udenfor, hvor biler susede forbi, og der holdt en taxa ved en parkeringsplads. Taxa manden smed deres tasker i bagagerummet, mens de tog plads omme på bagsæderne. Isabella tog endnu en gang noget musik i ørerne, inden hun lænede sig op ad bilruden og kiggede ud på de muldrene gader, hvor piger gik med indkøbsposer, og der var kø rundt omkring.

Taxaen satte kurs væk fra byen, der til sidst blev lagt bag dem. Taxaen kørte på landeveje, mens træer tordnede sig over bilen. Isabella betagede naturen, hvor dyr gik rundt og græssede, mens fuglene fløj for træ til træ.

Til sidst drejede taxaen opad en grus vej, der knasede under bilens sorte dæk. Isabella satte sig ret op, da hun hørte en heste vrinsken og stemmer. Hun kiggede sig omkring. I det fjerne kom der grønne folde til syne, hvor nogle smukke fuldblodsheste stod og græssede. De fleste heste kiggede op på bilen. Nogle af dem løb endda kap med bilen.

Da de nåede længer op, så Isabella nogle store røde stalde, hvor nogle heste der var sadlet op blev trukket ud af deres Jockeyer. Nogle Jockeyer red endda forbi, og videre mod træningsbanen.

Bag en række stalde stod der et fint hvidt hus, der havde en balkon, som havde udsyn til foldene og lidt af staldene. Var der her hun skulle bo? Det var jo så fantastisk. Der vrimlede jo med heste og mennesker. Hestene var på foldene, og føllene legede rundt med hinanden. Isabella synes, at stedet ikke kunne blive bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...