Harry, i'm so sorry!

Valeries forældre er skilt. Hun er ved hendes far hele sommerferien da hun pludselig forelsker sig i en af Louis venner. Får hun nogensinde vist ham det? Sker der noget med valerie, og hvis der gør, hvem passer så på hende?...

5Likes
2Kommentarer
389Visninger
AA

9. del 8

2 måneder senere:

Harry's synsvinkel:

"Jeg skal lige på toilettet" sagde jeg til de andre drenge. Vi var på tour, og havde været det længe. Jeg savnede Valerie så meget. Jeg havde ikke set hende i halvanden måned. Jeg havde prøvet at ringe til hende, men hun tog den aldrig. Jeg var bekymret for hende. Var der sket hende noget?.. Drengene nikkede, og jeg gik ud på toilettet. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Da jeg synes jeg havde stået der længe nok, åbnede jeg det lille skab der var ved siden af vasken. Jeg tog langsomt det lille barberblad ud af skabet. Jeg kiggede lidt på det inden jeg lagde det på mit håndled. Jeg kørte det hen over armen mens jeg klemte øjnene sammen i smerte. Da jeg var færdig trak jeg ærmet ned over min arm igen, og gik ud til drengene igen. Jeg satte mig igen mellem Louis og Niall. Pludselig kunne jeg mærke at der blev trukket op i mit ærme. Jeg kiggede Niall ind i øjnene. Han havde set blodet, som jeg selvfølgelig havde glemt at tørre væk før jeg trak ærmet over det. Hans øjne begyndte at blive blanke og pludselig rendte tårerne ned af hans kinder. "Hvad har du gjordt?" Spurgte han med gråd i stemmen. Det tiltrak selvfølgelig de andres opmærksomhed. "Hvad sker der??" Spurgte Zayn. Jeg nåede kun lige at åbne munden før Zayn havde rejst sig op og gik hen til mig. "Hvorfor gør du det med dig selv?" Sagde han. Liam og Louis kiggede ned på min arm som Zayn havde godt fast i. De gispede og kiggede forskrækket på mig "Hvad har du gjordt det der for, synes du selv du har fortjent det" kom det fra Louis. Jeg sad bare helt stille og sagde ingenting, mens jeg sad der og kiggede ned i jorden.

Valerie's synsvinkel

Jeg vågner med et sæt, da min mobil ringer. Jeg tager den langsomt op fra dens plads i sengen. 'Liam' stod der. Han ringede til mig. Han plejer da aldrig at ringe til mig. Jeg trykkede på den grønne knap, og tog mobilen op til øret. "Liam? Er der noget galt?" Spurgte jeg. "Det.. Det er Harry.." Svarede han. "Hvad er der med Harry??" Spurgte jeg. "Han.. Han har skåret i sig selv!" Svarede han. Jeg kunne mærke at en knude satte sig i min hals. Jeg kunne ikke sige mere. "Er.. Er det min skyld?" Spurgte jeg med lidt gråd i stemmen. "Nej, det håber jeg ikke. Jeg har sendt et brev til dig. Der ligger en flybillet i. Så kan du komme og snakke med ham. Vi kan ikke få ham til at snakke om det. Vil du ikke nok komme? Please.." Svarede han. "Jo , jeg er nødt til at komme. Han skal ikke skære i sig selv, om så det er pga. Mig eller ej" svarede jeg med mere gråd i stemmen. Jeg kunne mærke tårerne gled langsomt ned af mine kinder. "Skynd dig!" Var det sidste jeg hørte Liam sige.

2 timer senere:

Jeg var knust. Hvordan kunne han finde på det? Hvem eller hvad var skyld i det? Jeg kom ud af flyet og så med det samme Liam og Louis stå og vente på mig. Jeg kunne mærke tårerne begyndte at rende ned af mine kinder, mens jeg løb hen til dem og krammede Liam og derefter Louis. De sagde ingenting. Vi begyndte at gå mod udgangen. Mens vi gik kunne jeg pludselig mærke at der var en der lagde armene om mig. Det var Louis. Jeg vidste at han og Harry var rigtig gode venner, og han var rigtig ked af det. Jeg trak mig lige så stille ud af krammet igen. Jeg kiggede ham lige i øjnene, og han smilte skævt til mig. Men hans øjne var blanke og han var tæt på at græde. Jeg kendte ham jo efterhånden rigtig godt. "Harry ved ikke at du kommer, for vi vil gerne overraske ham. Så kan du snakke med ham efter" lød det fra Liam som nu var et stykke væk fra os, eftersom vi var stoppet med at gå da Louis krammede mig. Jeg nikkede bare, for jeg vidste at jeg ville begynde at græde igen hvis jeg sagde noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...