Harry, i'm so sorry!

Valeries forældre er skilt. Hun er ved hendes far hele sommerferien da hun pludselig forelsker sig i en af Louis venner. Får hun nogensinde vist ham det? Sker der noget med valerie, og hvis der gør, hvem passer så på hende?...

5Likes
2Kommentarer
406Visninger
AA

7. del 6

"Harry, jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med nogen af dem lige nu. Kan du ikke sige det til dem" spurgte jeg. "Jo, selvfølgelig, jeg forstår dig godt" svarede han. "Tak" svarede jeg. Han rakte mig to piller og et glas vand. Jeg lagde dem på tungen og drak noget vand. "Er du sulten?" Spurgte Harry. "Nu når du siger det, så ja. En smule" svarede jeg. "Vil du spise med os andre eller?.." Spurgte Harry. "Det kan jeg godt". "Okay, jeg bestiller noget så". Han gav tegn til at jeg skulle følge med ham, og gik ind i stuen igen. Der blev igen stille fra drengene, da de så Harry. Da jeg trådte frem så de kunne se mig, forsvandt deres smil næsten helt. "Er du okay" kom det fra dem alle. Jeg gik hen til Louis og satte mig ned. Jeg svarede ikke nogen af dem. Jeg så op, og så at harry havde sendt de andre et blik. Han havde fået dem til at stoppe med at spørge ind til mig. Det forstod de vidst, for der var pludselig ingen der sagde noget. Jeg kunne mærke de alle kiggede på mig. Jeg sendte Harry et blik, og han forstod det vidst, for lidt efter begyndte han at snakke med de andre. Jeg kiggede op på Louis. Han kiggede på mig med et meget bekymret blik. Jeg satte mig tættere på ham, og lagde mit hoved på hans skulder, så jeg kunne gemme mit ansigt. Tårerne pressede sig på, og de skulle ikke se mig græde, ikke nu. Han holdt om mig, da han kunne mærke på mig at jeg græd. "Hvad skal vi bestille at spise?" Kunne jeg høre Harry spørge om. Jeg sagde ingenting, men kunne høre at de andre svarede ham. Deres stemmer forsvandt langsomt. De var gået ud i køkkenet. Jeg trak mig væk fra Louis. Han kiggede meget bekymret på mig. "Er du okay?" Spurgte han. "Nej, ikke rigtig". Han tog mit hoved mellem hans hænder, og fjernede tårerne fra min kinder med hans tommelfingre. "Det skal nok gå. Bare ignorer dem, de er bare misundlige på at du har kysset den lækreste dreng i hele verden". Jeg smilte lidt. Den dreng. Han kunne altid få mig til at smile, uanset hvad...

1 time senere:

Vi havde spist, og alle undtagen Louis var gået hjem. Så nu var der kun Harry, Louis og jeg. Vi så film. Jeg fulgte ikke rigtig med. Jeg lå op af Harry, og Louis sad i den anden sofa og fulgte med i filmen. Jeg havde grædt længe nu, og var meget træt. Harry aede mig i håret, mens jeg lydløst græd ned i hans skulder. "Jeg elsker dig Valerie" hviskede Harry i mit øre. Jeg fik et chok, men svarede "jeg elsker også dig". Lidt efter kunne jeg ikke holde mig vågen mere.

Jeg vågnede ved duften af morgenmad. Jeg havde det virkelig ikke godt lige nu. Jeg havde det ikke dårligt pga. Igår. Jeg havde det dårligt, som når man er syg. Ondt i hele kroppen, kvalme og svedte virkelig meget. Jeg lå stadig i Harry's favn. Jeg kiggede op på ham. Han var vågen og hans øjne kiggede lige ind i mine. Han bøjede sit hoved ned og kyssede mig i panden. "Du er godt nok varm" sagde han med en bekymret stemme. Han lagde en hånd på min pande. Han kiggede straks meget bekymret på mig. "Louis, kom lige herind" halvråbte han. Lidt efter kom Louis til syne fra køkkenet af. Han kiggede spørgende på Harry. Harry nikkede ned mod mig. Straks ændredes Louis ansigtsudtryk. Han løb hen til mig, og jeg skulle til at sætte mig op, men blev trukket ned igen af Harry. "Du skal ikke nogen steder lige nu" sagde han. Louis lagde hans hånd på min pande som Harry havde gjordt. "Du er meget varm Valerie. Du skal vidst ikke nogen steder idag" sagde Louis. Pludselig rejste jeg mig hurtigere end jeg kan huske jeg nogensinde har gjordt før, og styrtede ud på toilettet. Jeg satte mig foran toilettet og kastede op. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men der var en der havde fjernet mit hår fra mit ansigt. "Er du okay" lød en bekymret stemme. Jeg kunne ikke finde ud af hvem det var der snakkede. Det var som om alt forsvandt fra mig. Jeg faldt om på gulvet, og lidt efter kunne jeg høre en eller anden kalde på nogen. Jeg var helt væk. Jeg havde åbne øjne, men alt var sløret for mig. Jeg lukkede øjnene i håbet om at vende tilbage til virkeligheden. Istedet blev alt pludselig sort for mig...

Harry's synsvinkel:

"LOUIS!!". Han kom løbende ind på toilettet. "Hvad er der sket?" Spurgte han panisk. "Jeg ved det ikke. Hun kastede blod op, og så spurgte jeg om hun var okay. Og så faldt hun om, og nu er hun helt væk!!" Jeg løb ind i stuen, tog min mobil og ringede efter en ambulance. "Hun er helt væk" kom det fra Louis. Han havde båret hende ind i stuen og lagt hende på sofaen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...