Harry, i'm so sorry!

Valeries forældre er skilt. Hun er ved hendes far hele sommerferien da hun pludselig forelsker sig i en af Louis venner. Får hun nogensinde vist ham det? Sker der noget med valerie, og hvis der gør, hvem passer så på hende?...

5Likes
2Kommentarer
393Visninger
AA

6. del 5

Valerie's synsvinkel:

Det var lykkedes Gemma at få mig til at falde ned igen. Jeg vidste jo godt det her ville ske. Men hvad skulle jeg gøre. Holde mig tæt til Harry, udvikle vores forhold og bare være stærk? Eller skulle jeg droppe ham og slippe for hate? Jeg elskede ham jo, men elskede han mig, eller kyssede han mig bare fordi han havde lyst? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. "Er du okay?" kom det fra Gemma. "Ja, skal vi ikke gå ud til de andre igen?". "Jo det kan vi godt" svarede hun og sendte mig et skævt smil.

Harry's synsvinkel:

Drengene havde fået mig til at slappe af og sætte mig ned. "Hun skal nok klare det, de er bare misundlige" kom det fra Louis. "Jeg håber bare ikke hun holder sig fra mig pga. det her...". Lige da jeg havde sagt det, kom Valerie og Gemma til syne ovre ved toiletterne. Jeg rejste mig og skyndte mig hen til Valerie. "Er du okay? Jeg vidste det ville ske. Jeg håber ikke du er sur på...". Valerie afbrød mig. "Jeg er okay, det er ikke din skyld at folk er misundelige. Vi skal nok komme igennem det sammen". Hun smilte til mig. Jeg gengældte smilet. Jeg kunne ikke lade være, så jeg kyssede hende igen. Hun kyssede med, og jeg kunne mærke hvor mange følelser hun lagde i kysset. Jeg smilte mens vi kyssede...

10 min. senere:

"Skal vi ikke komme ud herfra" lød det fra Gemma. "Jo, lad os det" svarede Louis. Vi gik ud og folk havde vidst opdaget os inde på restauranten, for de stod og skreg efter os. Mig, Louis og Niall gik hen til pigerne og gav dem autografer, og fik taget billeder. Nogen ville også have billeder af Gemma, så vi stod alle, undtagen Valerie og fik taget billeder. "HARRY! HARRY HJÆLP!!" Var der en der råbte. Jeg kiggede rundt og fik øje på Valerie. Der stod en pige og holdte hendes arm. Det så ud som om hun var igang med et forsøg på at brække Valeries arm. Jeg løb hen til hende, og råbte af pigen. "STOP DET DER!! LIGE NU!!". Men det var for sent. Pigen kiggede på Valerie, som nu var begyndt at græde og holdte sin arm. "Så kan du lære det, hold dig fra ham". Hun løb væk mens hun grinte. "VALERIE, ER DU OKAY?" Jeg løb hen til hende. Jeg tog langsomt fat i hendes arm. "Av av av, stop!". Jeg kiggede på hendes arm, og blev helt forskrækket. Pigen havde brækket Valeries arm. Jeg kiggede op på Valerie. Hun græd, jeg kiggede ind i hendes øjne, men hun kiggede straks ned i jorden. Jeg trak hende ind i et kram uden at røre hendes arm. "Louis, kom lige herhen" råbte jeg for at overdøve pigernes skrig. Han kom hen "hvad er der sket?" Spurgte han. "Hent de andre" sagde jeg hurtigt. Han så forvirret ud, men han løb hen og hentede de andre. Da de kom hen spurgte de hvad der var sket. "En eller anden pige har brækket Valeries arm" sagde jeg. "HVAD!!, JEG SLÅR HENDE IHJEL!!" Kom det hurtigt fra Louis, men da han hørte at Valerie græd, holdte han hurtigt mund. "Vi er nødt til at tage på skadestuen" sagde jeg. "Jeg kører" sagde Niall.

Valerie's synsvinkel:

Det gjorde så ondt. Hvorfor kunne de ikke holde sig fra mig. Jeg havde fået gips på armen. Harry havde insisteret på jeg skulle tage med ham hjem og hvile mig. Først ville jeg ikke, men jeg sagde alligevel ja til sidst. Så, ja. Nu lå jeg i Harrys seng, og kiggede op i loftet. Jeg kunne høre at Harry og resten af drengene var inde i stuen. De snakkede, men jeg kunne ikke høre hvad de snakkede om, jeg lå i mine egne tanker. Men jeg regnede med at Harry, Louis og Niall havde fortalt Liam og Zayn hvad der var sket.

2 timer senere:

Jeg vågnede op med en forfærdelig hovedpine, og min arm gjorde virkelig ondt. Jeg var nødt til at tage noget smertestillende. Jeg rejste mig fra sengen, og kunne mærke hovedpinen tage til. Jeg sukkede. Jeg åbnede døren fra Harrys soveværelse, og kunne høre at alle drengene pludselig stoppede med at snakke. Det var ret ubehageligt. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. Desværre var jeg nødt til at gå ind i stuen for at spørge Harry hvor han havde noget smertestillende henne. Jeg gik langsomt et skridt ind i stuen og kunne mærke drengenes blikke på mig. Jeg ville ikke se nogen af dem i øjnene. De skulle ikke vide hvor forfærdeligt jeg havde det lige nu. Jeg kiggede over på Harry, og det så ud som om han kunne se på mig at jeg ikke ville snakke med nogen nu. Han rejste sig og gik hen til mig. Jeg gik ud i køkkenet, og han fulgte efter mig. "Hvad så, er du okay?" Spurgte han. "Ja. Har du noget til hovedpine?". Spurgte jeg. "Åh, ja selvfølgelig".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...